Viser opslag med etiketten LeeLoo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten LeeLoo. Vis alle opslag

mandag den 5. juli 2021

Endnu en vidunderlig weekend på Bornholm

Otto 1.v. i begynderklasse med 98 point (foto: Lonni)

Lonni og jeg havde for et stykke tid siden aftalt at tage til Bornholm i weekenden for at deltage i rallyprøverne i Kreds 8 lørdag og søndag. De talte begge til DM-kvalifikation (de sidste til DM 2021) og til Årets Hund 2021. 

Sidste mandag kom LeeLoo i løb, og Lonni skrev til mig, at hun godt kunne forstå, hvis jeg ikke synes det var smart at følges, hvis det kunne ødelægge mine muligheder for DM-/ÅH-point.

Det var dejligt nemt at svare, at vi selvfølgelig skulle afsted, at det var ren træning for mig, og at jeg glædede mig til en hyggelig tur.

Vi endte med at aftale noget træning i Roskilde sidst mandag eftermiddag, og der var ingen problemer overhovedet.

I lørdags gik turen så til Bornholm, og det blev en perfekt weekend. Jeg var lige ved at skrive ”tæt på”, men ærligt talt, hvad kunne jeg forlange mere?

Da vi ankom, fik Lonni anvist et område på Hasle Stadion, hvor vi måtte stille telt, og vi kunne parkere få meter derfra, det var ganske perfekt.


Max var oppe i championklasse, og gik virkelig godt. Jeg havde den rigtige følelse og det kørte fint. Der var en 13’er på skift side foran, en 3’er på uro i position i stå gå rundt om og 1 for snus. 83 point og 7. vinder. Tak til Lonni, som filmede alle weekendens 4 prøver.


Otto var oppe i begynderklasse. Vi havde som sædvanlig superkontakt fra starten og det kørte derudaf på en ganske lang bane (lige over 2 minutter). Vi blev trukket 2 x 1, den ene for en langsom dæk, den anden kan jeg ikke huske. De 98 point rakte til en flot 2. plads, kun slået på tid.

Hvad vil jeg specielt huske prøven for? Anja og Magic var på lige efter os, jeg var et pænt stykke fra prøvearealet og legede med Otto; han var i fuldt firspring på vej mod ringen med sit legetøj, jeg råbte efter ham (MAX, MAX, Lonni????), se videoen (optaget af Sofie, lydsporet forstærket at Lonni) og bliv forundret 😉


Jeg har talt med Anja og undskyldt, og heldigvis påvirkede det ikke hendes resultat på banen. Men når alt muligt andet er glemt fra dagen, vil dette blive husket!!!


Umiddelbart efter præmieoverrækkelsen kørte vi til Rønne, tjekkede ind på Det Lille Hotel, gik en lille tur med hundene, hvorefter vi gik de korte stræk til Râzapâz og fik en skøn 5-retters menu med tilhørende vinmenu, som ovenikøbet blev justeret, da jeg viste interesse for naturvin 😉

Søndag morgen gik turen omkring bl.a. Rønne Lystbådehavn Nørrekås og Nørrekås Strand, inden vi fik en fin lille morgenmad på hotellet, tjekkede ud og kørte til Hasle Stadion.


Rækkefølgen af klasserne var den samme som lørdag, og Max var på som nummer 2 i championklasse.

Han gik som en drøm, som man måske kan se på filmen. Det er en af de allerbedste prøver jeg har gået med ham, følelsen var helt i top. Vi mistede næstsidste øvelse, bakke 3 skridt væk fra fører, jeg fik lavet noget kludder med benene begge gange, men Max’ fokus var eminent. 87 point rakte til en 5. plads.


Otto var på som nr. 4 i begynderklasse, og han gik igen, igen som en drøm. Som man kan se af videoen, var der lidt distraktion før vi gik ind, men lige så snart vi passerede ringbåndet tjekkede han ind, og vi gik en fantastisk bane, igen med 2 x 1 fradrag.

Det rakte i dag til førstepladsen, den først i Ottos karriere og meget, meget værdsat. 

Efter præmieoverrækkelsen, på vej ud til bilen, sagde jeg til Lonni, at jeg var lige ved at tude, hold da op et samarbejde Otto og jeg har. Vi har haft det fra starten, men det bliver udviklet mere og mere.

Turistfoto fra Rønne (foto: Lonni).

Vi var færdige i god tid inden færgeafgang og nåede omkring Kjærstrup i Rønne og fik nogle meget tiltrængte og meget velfortjente is, inden hundene fik en kort luftetur og turen gik hjemad.

Far er i shoppen ... (foto: Lonni)

Max og Otto var stjerner at have med. Lonni og LeeLoo det mest fantastiske selskab. Max og Otto syntes vældig godt om LeeLoo, hun syntes de var irriterende, men der var ingen problemer af nogen art, og jeg kan garantere med 100 % sikkerhed, at ingen af mine hunde ville have performet anderledes/bedre, hvis LeeLoo ikke havde været med.

Det var en vidunderlig tur.

PS: Den uofficielle kvalifikationsliste til DM i rally 2021 blev offentliggjort lidt tidligere i dag, Otto er kvalificeret med 195 point (nr. 13 på begynderlisten) og Max er kvalificeret med 190 point (nr. 18 på championlisten). Det bliver Ottos debut ved DM, mens Max er erfaren: han var med i 2015-2019 i henholdsvis ekspertklasse (nr. 8), championklasse (nr. 9 og nr. 10) og juniorklasse (nr. 6 og nr. 4).

lørdag den 20. februar 2021

En skøn dag med rally og færdighedsprøve

Ottos første færdighedsprøve :-)

I dag gik turen til Hvalsø med begge hunde, vi træner hver anden uge rally hos Camilla Schapel, Absolut Hund.

Det er træning lige efter mit hoved 😊 Der er en bane til hver træning, dagens baner var mine fra 14. juni 2020. Vi går banerne og får feedback, der er nogle stationer, hvor man kan træne forskellige momenter (pt. er fokus på sidestep), og der er noget fællestræning til sidst, typisk forstyrrelsestræning. 

På øvet holdet har Otto og jeg bl.a. selskab af LeeLoo og Lonni, og vi havde begge set frem til i dag, hvor de for første gang skulle træne tæt på hinanden, de er ellers vant til at løbe og lege sammen, når de mødes.

Camilla udnyttede straks muligheden, så da Otto skulle gå banen, fik Lonni besked på at gå relativt tæt på med LeeLoo, som forstyrrelse. Jeg formulerede mine kriterier: massiv belønning og så gik vi i gang. 

Otto gik vidunderligt ❤ Han var også heldig med sin fører, som virkelig var god til at belønne og komme med kommandoer, specielt når han skulle bagom mig, og der var potentiel risiko for, at han blev fristet til at forlade mig.

Derefter skulle vi gå banen igen, denne gang med Lonni & LeeLoo endnu tættere på, og Otto gik om muligt endnu bedre en første gang. Det var så fed en følelse at gå med ham ❤ 

Camillas feedback gik på sitterne og bagpartskontrol, lige i øjet, og vi fik talt om udviklingen af sidstnævnte.

Max går på ekspertholdet, og vi havde den måske bedste opvarmning ever. Vi savner begge i den grad at træne og konkurrere sammen. Vores gennemgang af ekspertbanen føltes virkelig godt helt ind i hjertet, hold da op hvor arbejder Max flot og præcist. 

Camilla gav igen noget meget fin og præcis feedback, vi gentog nogle øvelser, og fik talt om højrepositionen i forhold til venstre.

Jeg er stor fan af Camilla, og glæder mig til at fortsætte træningen hos hende med begge hunde!!! 

Jeg kørte hjem med den bedste følelse i hele verden, og mere kan jeg ikke forlange af træning. 

Den genfundne stok!

Jeg kørte omkring Poppelgårdsvej med et lille bitte håb om at finde den glemte stok. Sørme om den ikke stod plantet i jorden, jeg gik hen og tog den, og en dame, der gik med sin hund på arealet, fortalte at hun havde stillet den sådan, så den var nemmere at få øje på. Jeg takkede mange gange, det var dejligt at få den rigtigt stok tilbage.

Det var også perfekt timing i forhold til at Otto og jeg skulle til færdighedsprøve 1 i Jersie senere på eftermiddagen.

Prøverne er arrangeret af Border Collie Klubben, og i praksis stod Johanna for det hele, effektivt, timet og tilrettelagt. Jeg skrev i går om mine kriterier i dette indlæg Tårer og prøver

Jeg kan garantere, at jeg denne gang levede mindst 100 % op til kriterierne. Jeg støttede Otto supergodt hele vejen igennem. Vi har ikke trænet med ekstern belønning, så han hoppede meget op på stolen med boksen med godbidder, og jeg var fuldstændig upåvirket og fik ham tilbage og udførte øvelserne så godt vi kunne.

Pointene var fine, som man kan se af skemaet foroven, og flere af dem højere end jeg havde troet, vi kunne præstere til. Johanna var - og det er jeg jo vant til, men alligevel - fantastisk til at skabe ro omkring prøvesituationen, så jeg slappede om muligt endnu mere af.

Hendes tilbagemelding til sidst om mit førerarbejde (hun ville have givet mig 5, hvis der skulle uddeles point for førerarbejde) var bare det ekstra klap, som gjorde en fantastisk prøveoplevelse endnu bedre.

Da Otto og jeg gik derfra (og nej, Otto ville ikke med, han synes vi skulle fortsætte 😊) følte vi os som verdensmestre, og det er altså ikke en dum følelse ❤

Vi performede væsentlig bedre end ved generalprøverne tirsdag (Johanna), onsdag (Merete) og fredag (Louise), og det var dejligt. Der var også lavet en masse småjusteringer, og de fungerede alle perfekt i dag!

Der skete også noget andet, jeg gik mentalt i FP2-tilstand, og vi træner helt sikkert videre. Og affødt af at Anita og jeg har skrevet sammen om hendes musik til Girahs debut i Sandkasseklasse, er jeg begyndt at tænke på musik til Ottos debut i FS1. 

En dejlig dag på alle fronter ❤

lørdag den 26. december 2020

Julen 2020

2. juledag, morgen

Juleaftensdag havde jeg en træningsaftale med Lonni og LeeLoo fra morgenstunden. Først dirigerede Lonni Otto og mig gennem et FP1-program, nogle øvelser fantastiske, andre mindre fantastiske, men dog godt på vej. I bund og grund handler det om, at jeg skal have fokus på at træne nogle grundelementer, for at få den nødvendige sikkerhed hos Otto. 

Derefter trænede Lonni og jeg samtidig, og det var superdejligt at opleve at LeeLoo og Otto, selv om de ellers er vant til at lege sammen, kunne holde fokus på deres respektive førere!

Den sidste tid arbejdede Max og jeg med diverse rallydetaljer.

Derefter tog vi til Hedeland og gik en skøn tur inden vi ønskede hinanden god jul, en perfekt start på juleaftensdag!!!


Eftermiddagsturen med hundene var lige før solnedgang og naturligvis pragtfuld.


Juleaften startede med et skønt glas Champagne fra Hubert Paulet.



Middagen var totalt traditionel med and, flæskesteg, brunede kartofler, rødkål og kartoffelpinde og som afslutning risalamande.


Som vin havde jeg valgt Rabasco Rosso Damigiana 2018 fra Abruzzo, 100 % Montepulciano. En vidunderlig vin, som passede perfekt til julemaden.


1. juledag. Nogle dejlige ture med hundene og en let frokost



Til aften fik vi først en cocktail – Bramble fra Nohrlund – og derefter rester til aftensmad.


Hundene var vist lidt trætte 😊


Jeg fik læst Yngre med årene af Bente Klarlund, jeg har skrevet lidt om den i dette blogindlæg Yngre med årene, jeg er ret begejstret for den 😉

I dag, nogle skønne ture om formiddagen, specielt morgenturen med hundene var magisk.

En let frokost, hvorefter jeg tog til Vallø med hundene og gik en tur i slotsparken. Der var mange, der havde fået den samme gode idé, men da vi kom lidt væk fra slottet, var der heldigvis masser af plads!


Aftensmaden var med diverse kål fra Michael (Vildeurter, Freshland). Først smørsauterede hvidkål.


Dernæst en salat med fire slags kål, figner, klementiner og mandler.

Gennemgående vin Celler Frisach Les Alifares 2019 (100% Grenache gris) en skøn orange vin, der passede perfekt til kål og salat.

Vi talte om, at vi nok var de eneste i landet, der fik det, som aftensmad 😊 Et skønt måltid, meget velsmagende og mættende på en god måde, dejligt ovenpå den lidt tungere julemad.