Max og Paul i championklasse hos Anita (foto: Liv Elmark)
Den første del af turen til Vipperødhallen i går morges blev brugt til at skubbe de sidste negative tanker og scenarier ud af hovedet (= erstattet med positive), og da Max og jeg kom frem, var alt som det skulle være.
Vi fik en perfekt parkeringsplads, vi mødte Anita og Amanda på parkeringsområdet, og så gik vi ind i flexline, fik hilst på en masse, fik afleveret resultatbog og stillet den nordiske bane op, og lavet et par starter på den plus gået den helt, inden Max igen kom i bilen.
Det var helt som jeg havde visualiseret det. Hvis det havde være på hjemmebane i Jersie havde Max løbet løs, men det ville jeg ikke have her på et fremmed areal, og det fungerede fint.
Første championklasse var hos Anita, der var 11 i klassen og Max og jeg startede som nr. 2 efter Thea og Berith.
Jeg kunne mærke, at jeg havde den helt rigtige følelse indeni under banegennemgangen, og havde overskud til at foreslå, at der blev lavet trafikregulering på et sted, hvor der flere gange opstod en klump af deltagere. Jeg tror jeg kunne banen udenad, men jeg er ikke sikker på det, og det var heller ikke vigtigt, for jeg havde det allervigtigste: ro og glæde indeni.
Jeg glædede mig!
Jeg hentede Max et par minutter før banegennemgangen var slut, fordi jeg kunne se at Berit og Thea var ved at gøre klar, og ikke lignede nogen der ville bruge de fem minutter efter banegennemgangen, de ville gå lige på. Da de var færdige, lavede jeg en start udenfor ringen, Max smuttede, jeg fik ham ind igen og så gik vi på banen og gav starttegn. Første skilt skift side foran gik fint – det kan drille, hvis han ikke er helt fokuseret, men det var han. Dæk hente bringe og stå hente bringe var de to næste, ud mod tilskuerne, og så synkron højre. Det var omkring der, den ”svære” del af banen var overstået, og derefter husker jeg bare et fint flow resten af vejen.
Liv havde filmet prøven – det anede jeg ikke, tusind tak igen! – og hun havde bemærket, at jeg på et tidspunkt slappede af, og så kørte det bare derfra. Meget perfekt!
Vi endte med 96 point og blev 2. vinder, slået af Berith og Thea, som fik 97 point og blev DKRSCH – meget flot og meget fortjent. Hurtigt efter præmieoverrækkelse og lykønskninger var jeg henne hos dem for at fotografere dem. Jeg var lykkelig over mit eget resultat med Max, og jeg kunne bare mærke Beriths glæde, som smittede og gav mig endnu mere energi.
Vi kunne i ro og mag drysse over til banegennemgangen på Amandas bane, jeg kunne mærke, at det føltes som 9. februar efter at Max og jeg havde fået et supercert. hos Anita og skulle op hos Amanda, ikke noget rigtigt rationelt, bare gode følelser.
En fin bane, jeg havde igen overskud, da Amanda nævnte pladspositionen ved start og jeg spurgte om det var venstre (intern joke: vi har i forbindelse med rallyøvelsesbeskrivelser talt meget om det som nogen kalder pladsposition, andre P1 og vi nu i rallybeskrivelserne kalder venstreposition). Jeg skulle igen starte som nr. 2, lavede en fin start udenfor ringen, gik ind, en lille bitte smuttur fra Max, og så var vi klar.
Jeg tror, jeg havde næsten samme følelse som på første bane, men jeg havde lidt mere ro på fra start, så da de første fire skilte (skift side bagved, fremsending til kegle, indkald, skift side foran) var klaret, kørte det bare, som i kørte fantastisk. Jeg havde en vidunderlig følelse hele vejen og det er sådan, jeg bare vil føle hver gang jeg går med Max 😊
Vi fik 95 point, blev igen nr. 2, slog Berith og Thea på tid. 1. vinder blev Lone & Suus med 97 point og første supercert. Stort tillykke med det!
På flere måder havde jeg en endnu bedre følelse indeni i går end 9. februar. Dengang blev jeg fuldstændig benovet over at Max og jeg skulle gå så godt og så ovenikøbet to gange på samme dag. I går vidste jeg, at det kunne lade sig gøre, hvis jeg mentalt var helt klar, og gjorde det rigtige hele vejen. Og det er nok det, der gjorde mig allermest glad. Jeg kunne, delvis bevidst, men i høj grad ubevidst, gøre det rigtige og have lige præcis de rigtige tanker og følelser, så Max vidste, at han havde sin allerbedste makker med på banen.
Det er sådanne dage, hvor det hele går op i en højere enhed. Det er fandme det hele værd!!!!
Derefter havde jeg banegennemgang af en uofficiel nordisk klasse hvor pengene gik til HMC, i alt 9 ekvipager var oppe, og sørme om Berith og en meget træt Thea ikke vandt igen, denne gang med 68 point.
Berith var sekretær da Signe var oppe med Lukka (de blev i øvrigt nr. 2 med 57 point mener jeg, ret flot af en hund, der går ekspertklasse), hvorefter Signe var sekretær for resten af nordisk klasse. Det gav anledning til nogle gode spørgsmål og kommentarer til bedømmelserne, og også til, at der var nogle der fik lidt mere fratræk end jeg havde givet i første omgang!
Mathilde var oppe med Max to gange i juniorklasse. Jeg så ikke den første prøve hos Anita, men der havde været en del snus så de måtte ”nøjes” med 78 point, men 1. vinder som de eneste i klassen.
Da de skulle gå Amandas bane fik jeg besked af Mathilde på at stille mig synligt udenfor ringen, for Max havde åbenbart set meget efter mig, da han gik første bane. Jeg så en flot banegennemgang, men også en lidt træt Max og noget snuseri. De endte med flotte 95 point, og jeg tog afsted umiddelbart efter.
Tak til Islandsk Fårehundeklub (Annie Larsen især) for et som altid veltilrettelagt arrangement!
Kirsten og jeg skulle til København og spise med Lone og Anders på Llama, en skøn aften i fantastisk selskab og med masser af dejlig mad og spændende drikke, men det er en helt anden historie 😊
