Viser opslag med etiketten Rallyprøver 18. februar 2018. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rallyprøver 18. februar 2018. Vis alle opslag

torsdag den 8. marts 2018

Masser af rally


Max' 2. prøve den 18. februar 2018

Den 18. februar var Amanda og jeg til rallyprøver i Sverige, beskrevet i dette blogindlæg.

I dag har jeg set videooptagelser fra prøverne. Hundene gjorde det godt under ikke så nemme forhold, og selvom de var ret distraheret af underlag og et eller andet ved indgangen til hallen, så holdt de fokus det meste af tiden.

Her er link til Max’ første prøve, Lille Bjørns første prøve, Lille Bjørns anden prøve og Max’ anden prøve.

I weekenden går turen til Bornholm, hvor Anita og jeg skal dømme rally lørdag og søndag. Vi har Dumle, Osseau og Max med. Amanda kører med Mette og Mathilde. Jeg ser frem til to gode dage, det plejer altid at være en supergod stemning til prøver i Hønsehuset, og niveauet plejer også at være meget højt.

Jeg glæder mig – udover naturligvis til Mathildes debut med Max i Juniorklasse - til bl.a. at dømme championklasse, som med henholdsvis 15 og 13 deltagere, heraf mange garvede, har potentialet til noget rigtigt flot rally.

De to prøver er begge kvalifikationsprøver til både DM og Årets Hund 2018. DM kvalifikation løber frem til 30. juni, den aktuelle kvalifikationsliste ligger her. Inkl. weekendens to prøver er der 22 kvalifikationsprøver endnu, så der kan ske rigtigt meget.

Årets Hund omfatter 12 prøver, den første blev afholdt den 24. september 2017, og de to i weekenden er nr. 2 og 3. Den første kvalifikationsliste har jeg udarbejdet, men den første, som bliver offentliggjort på DKKs hjemmeside, kommer efter de to prøver i weekenden. Seks fra top 10 deltager i begge weekendens prøver, og kan skaffe sig en god position inden de næste ni prøver.

Jeg skal ikke selv op i weekenden, og det bliver meget rart for en gangs skyld 😊

tirsdag den 6. februar 2018

Window of opportunity (Nose Work og HTM)


Aftenens Nose Work træning med Lille Bjørn hos Merete startede med introduktion til en øvelse, inspireret af Meretes deltagelse af et kursus hos Simon Prins i lørdags. Jeg havde læst om kurset og øvelsen i Mias blogindlæg, og pønsede selv på at træne den, så det var perfekt timet af Merete 😊


Kilden lå under én af 25 rallyskilteholdere, indgangen var mellem de gule kegler, og vi skulle have lagt en strategi på forhånd for, hvilken vej vi ville gå. Når hunden markerede (forhåbentlig den rigtige), skulle vi gå videre/træde et skridt tilbage, og se hvad der skete.

Jeg valgte at gå mod uret, Lille Bjørn lavede flot markering, jeg gik lidt videre og trådte tilbage, han kiggede op og markerede igen – ros og belønning!!!!

Det var meget symptomatisk for dagens træning – Lille Bjørn er blevet virkelig skarp, og hans fører har sørme også udviklet sig en del!!!!


I køkkensøget arbejdede Lille Bjørn på den ene side et stykke tid, der var lidt interesse for nogle steder, men ikke rigtigt noget afgørende, men noget jeg kunne have reageret på tidligere og animeret ham til at søge videre. Nu valgte jeg at sende ham over på den anden side og sætte ham i gang, han arbejdede flot, fik tydelig fært ved skraldespanden, arbejdede ved den og pludselig søgte han uden om den og ind i et lille ”hul” og lavede den flotteste markering.



Der var nogle søg med problemløsning, ingen problemer, der var nogle lave søg, flotte markeringer, der var nogle høje søg, som vi ikke var sikre på, hvor var, men Lille Bjørn stoppede op og hoppede i vejret og det var bare så smukt!

Der var også et bokssøg, som ikke voldte problemer.

Lille Bjørn var bare en stjerne.

Apropos Window of Opportunity så var det i dag jeg officielt fik meldt fra rallyprøven i DKK Kreds 3 den 20. maj, fordi jeg hellere (= prioritere/vælge til) vil til HTM-prøver i Sverige - Snapphanedansen 2018, Hässleholmsgården, Hässleholm. Det gjorde ikke beslutningen sværere, at Liv spurgte om vi skulle følges 😊 Jeg vil bare meget hellere HTM end rally, og sådan er det!

Apropos Sverige, så er der nu kommet PM og katalog til rallyprøverne 18. februar i Svalövs BHK. Jeg var sikker på at der ville blive trukket lod, med 223 tilmeldte til de to prøver. Men nej, der bliver ikke trukket lod. 57 hunde til den ene Nybörjarklass, 54 til den anden. Der bliver to banegennemgange til hver prøve, og jeg fik en superbehandling, da jeg skrev og spurgte om Lille Bjørn kunne blive rykket til anden halvdel af første prøve. Det betyder banegennemgang cirka kl. 10:30 i stedet for kl. 8:00, og det er meget værdsat!

I øvrigt er det Kirstens fødselsdag, og den blev fejret med en skøn frokost på Rønnede Kro med Lis og Poul.

En dejlig dag på mange måder!