White – Amandas debut som rallydommer

Et skønt foto af Amanda og Osseau (foto: Grafiko.dk)

Et stykke tid inden Amanda blev færdig som rallydommer havde jeg aftalt med hende, at hun skulle dømme sin første prøve for Sydkystens Hundeskole.

Den blev først opslået med Amanda eller mig som dommer, og det blev straks rettet, da hun blev godkendt som dommer af DKK.

I dag var den store dag, i Osted, ret meget hjemmebane, en prøve med 38 deltagere fordelt meget jævnt på de fire klasser (ikke juniorer).

Rækkefølgen var champion og ned, fordi jeg ville være den første der gik til officiel prøve hos hende. Hendes baner kan ses under 22.7.2018 her.

Jeg synes, Amanda har designet nogle lækre baner, men mit første indtryk var, og blev ved med at være, at de var lange. Men hvad er en lang bane? Jeg havde fornøjelsen at være sekretær ved prøven i dag (efter at have været oppe med Lille Bjørn og Max), og så har jeg jo papirerne fra dagens prøve.

Championbanen blev gået hurtigst på 2:20 (Max) og langsomst på 3:52 (Lille Bjørn). Lille Bjørn er jo en ældre herre med korte ben, så det er ikke usædvanligt at han er meget langsommere, men 47 sekunder langsommere end den næste er alligevel exceptionelt …

Læs om mine prøver her Black.

Amanda gav superfin feedback, jeg fik selvvalgt ikke ret meget, men jeg har snydt og talt med nogle af de andre deltagere. Amanda sagde på et tidspunkt, at det var underligt at stå på den anden side i forhold til os deltagere, men tro mig, hun har helt styr på det. Hun kender alle os i championklasse som udøvere og konkurrenter (på den gode måde), og nu skal hun give os feedback.

Præmieoverrækkelsen fik et helt specielt twist, da Majbrit bad om og fik ordet til sidst og holdt en kort tale til Amanda, fortalte om den udvikling hun har oplevet hos Amanda og gav hende en flaske champagne i anledning af hendes dommerdebut. Jeg var bare så enig i det hele, og det var så flot tænkt af Majbrit!

Jeg havde helt det samme indtryk som til dommereksamen og fra en masse undervisning og træning med Amanda, hun er meget skarp til at iagttage, hun er supergod til at give feedback og hun gør det på en måde, så det kun kan opfattes positivt.

Sådan var det i alle klasser. Jeg kunne høre hvordan IB’erne (7 ud af 38) blev givet på en måde, så alt det positive blev fremhævet.

Amanda har fået en fantastisk debut som dommer, og med de mange positive tilkendegivelser, der er kommet i dag, bliver hun et populært valg som dommer.

Black – nedsmeltning 2

Jeg var til rallyprøve i dag i Osted. Amanda skulle debutere som dommer (se White), og jeg ville være den første, der gik op hos hende. Derfor startede vi med championklasse med Lille Bjørn som nr. 1 og Max som nr. 6 ud af 9.

Jeg ved ikke, hvad der skete, men selvom det ikke var så varmt, så havde jeg det virkelig dårligt med varmen, og da vi skulle lines op og jeg blev kaldt op som nummer 1, troede jeg det var helt galt, og mente at det var en fejl. Hvad det jo ikke var … Jeg endte med at hælde en flaske vand over mig, inden jeg gik ind på banen, og havde det så nogenlunde igen.

Jeg var bestemt ikke i topform, og jeg burde naturligvis ikke være gået op med Lille Bjørn lige efter. Jeg havde faktisk også overvejet at trække ham (og starte med Max i stedet), for det var åbenlyst ikke en bane for Lille Bjørn, både på grund af længden (slalom, dobbelt slalom, spiral), antallet af sitter (12) og temperaturen.

Hvorfor gjorde jeg det ikke? ”Kæmpede” mig igennem en bane, som jeg ikke skulle være gået op på, eller skulle være stoppet efter skilt 3 (slalom, højrespiral, dobbeltslalom), hvor Lille Bjørn tydeligt pustede, og jeg vidste der fulgte en masse sitter? Dumt, dumt.

Jeg varmede Max op, og fik flashback til HTM-prøven 30. juni, hvor jeg som arrangør og deltager besluttede at den kombination skulle overvejes nøje. Og så gjorde jeg det igen, og så med Max, som i den grad har behov for kontakt og ro inden prøven.

Vi varmede op på en måde, som jeg har kasseret, og min beslutning om at løbe ind, som i Sheltie Klubben 27.5, blev spontant ændret til at gå fra opvarmningsstedet og ind. Det gav mulighed for at Max fik hilst på Caro, forskellige mennesker, og inden jeg trådte ind i ringen var han inde i dommerteltet og hilse på Stine, osv. Han var ikke i nærheden af på …

Jeg skulle naturligvis være stoppet, men bagklogt kan jeg konstatere, at det gjorde jeg ikke. Jeg gik ud fra at jeg var disket og gik ind, som om jeg ikke var, eller noget? I første øvelse slalom med rundtur glemte jeg rundturen (det opdagede jeg ikke), og Max var kun nogenlunde på. Vi udførte alle øvelser, men jeg synes han gik for tidligt i indkald fra kegle og mistede skift side foran og så var der en ommer.

Jeg strøg ud og legede med Max da vi var færdige, men jeg fik feedbacken af Amanda efter klassen, hvor hun både forklarede, hvorfor jeg ikke var blevet IB’et fra start, og hvorfor jeg ikke havde mistet indkaldet – superflot dommerarbejde!

Jeg var ærligt talt pissetræt af mig selv over alle de dumheder, og holdt derefter fokus på at være en ordentlig sekretær resten af prøven, det gik noget bedre!

Jeg er så træt af, at jeg ikke kan få tingene til at fungere og ikke træffe de rigtige beslutninger for hundene. Varmen kan få en lille bitte smule af skylden, men nej, det kan jeg ikke bruge til noget.

Jeg har bortset fra en Nose Work prøve 26.8 med Lille Bjørn ingen prøver, hvor jeg selv skal op med hundene før til september. Årets sidste prøver er 9.9 i Mørkøv, hvor jeg er tilmeldt HTM2 med Lille Bjørn og HTM3 med Max. Og 20.-21.10 på Samsø, hvor begge hunde er tilmeldt HTM3 og 2 x rally.

Der skal ske noget dramatisk i mit hoved, for at der ikke kommer en stribe afbud.