Viser opslag med etiketten Socialisering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Socialisering. Vis alle opslag

søndag den 6. oktober 2019

Jeg bestod med topkarakter!

En dejlig hilsen fra Birgit

I dag gik turen til Ølstykke og rallyprøver i DKK Kreds 1. Jeg havde Max med (træning med forstyrrelser i championklasse) og Otto (socialisering i stor stil).

I dag fik jeg en fantastisk mulighed for at afprøve, om min træning – den mentale – har virket, og ærligt talt: jeg bestod med topkarakter!!! Ros fra dommer Conni ved feedbacken, stor ros fra Amanda og Anita, som havde fulgt hele banen, og fra Birgit, som var sekretær, og kom ud fra sekretærteltet for at komme over og rose mig, for mit førerarbejde 😊

Så véd jeg, at jeg har gjort det godt!


Jeg tog dette dårlige foto af Connis bane, som jeg synes var meget tilforladelig.

Hvad gjorde prøven til noget særligt?

Jeg skrev til Anita, Amanda og Birgit for at få deres vurdering.

Anita og Amanda fik følgende oplæg: ”Jeg vil høre om I kan sige hvad der gjorde prøven i dag med Max fantastisk? Jeg har selv noteret god opvarmning, god indgang, bevarede roen selvom skilt blev mistet, huskede at holde fokus på det næste, bevarede roen da springvand mislykkedes, huskede pause ved sit under gang, huskede at sænke tempoet ved slalom. Jublede og roste som var det 100 point da vi gik ud, kunne mærke det var ægte …

Amanda svarede at jeg havde fået det hele med, og at jeg var god til ar rose Max undervejs. Anita skrev, at det vigtigste var, at jeg ikke blev irriteret over de mistede øvelser.

Birgits svar har jeg fået lov til at citere fuldt ud: ”Jeg oplevede en Paul i dag med afslappede skuldre i et roligt tempo banen rundt. Enkelte gange var du liiiige ved at blive grebet i “gammel” rytme (læs: flagrende hænder og sætte tempoet op), men du var hurtig til at vende tilbage til “den gode stemning ” 😊 Og med den gode stemning støttede du Max flot rundt på banen. Max shinede i dag, han var mega stolt af jer to sammen❤”

Det lyder så nemt, men tro mig – og alle der har fulgt bare lidt med i min blog véd det – det har været en lang, sej kamp at nå hertil.

Jeg sagde det, da jeg kom ud af banen: Det føltes helt som for 14 dage siden i Ballerup, hvor vi fik 99 point. Max og mit samarbejde fungerede også i dag fantastisk.

Præmieoverrækkelsen i championklasse (foto: Birgit)

(Vi endte i øvrigt med 69 point og IB).

Otto fik igen i dag hilst på en masse søde hunde og mennesker, og han fik set flere championbaner, mens han sad hos mig og blev kælet, og ikke sagde en lyd – en af de ting, som jeg har lært af Max, kræver træning fra start (og Max har aldrig lært det).

Lius og Max (video: Anita)

En af dagens mange gode oplevelser var at hilse på Lius, en skøn sheltie hvalp.

Endnu en dejlig dag 😊

lørdag den 7. september 2019

Socialisering, Nose Work og alt, hvad der er godt

Otto og Max hygger :-)

Otto vågnede først kl. 6, og jeg gik i haven med ham og Max. Jeg synes ærligt talt at det var en anelse tidligt en lørdag morgen, hvor jeg først skulle være ved DKK ved 12-tiden, så han kom hurtigt i bur igen … og faldt i søvn 😊 Så vi sov til 7:30!!!

Fra morgenturen, vores hunde og Bølle

Efter hundenes morgenmad tog vi den sædvanlige morgentur til badebroen, og heldigvis mødte vi Bølle (Cavalier King Charles) og mor, som vi møder tit. Alle hundene fik lov at løbe løs og Otto og Bølle legede så fint sammen. Vi fik også hilst på Athena, en dejlig irsk setter, og Otto synes det hele var ret fedt.

Morgenmad og morgenkaffe indtager jeg under overdækningen foran hoveddøren, og hundene hygger imens, ikke mindst er det dejligt at se hvordan Max og Otto har det godt sammen.

Det motiv kunne jeg ikke stå for!

Ved 12-tiden kørte Max og jeg til DKK, vi gik en tur ned omkring Jersie Strandpark, og var derefter klar til at indskrive os til NW2-prøven.

Vi var i den første gruppe med 17 deltagere mener jeg, som skulle starte med beholdersøg og indesøg.

Beholdersøget var jeg ikke helt tilfreds med. Max var ikke på fra start (normalt), men slog næsen til da vi vendte. Der kom en fin markering (korrekt) og vi fortsatte, men Max slog aldrig rigtigt næsen til, og vi fik ikke markering nr. 2. Vi fik 12½ point for søget.

Kilden var placeret bag et af hullerne i ringbindene på øverste række 

Indesøget var på et af kontorerne. Max gik hurtigt i gang med at afsøge et område, og der kom en uklar markering, jeg lod ham fortsætte, og så kom der en ny markering, lidt tydeligere, som jeg valgte at godkende … desværre ikke korrekt. 0 point.

Under banegennemgangen efter prøven fik vi oplyst at ingen af de 35 (?) hunde til prøven havde fået indesøget. Der var åbenbart mange, der havde lavet samme fejlmarkering. Man kan sige, at vi var i godt selskab, når vi ikke fik søget, men det er alligevel bemærkelsesværdigt at ingen af klasse 2 hundene kunne markere korrekt.

Så var der pause, indtil anden runde, som omfattede køretøjssøg og udesøg, begge med én kilde.

Lonni bringer et at køretøjerne på plads :-)

Køretøjssøget gik superflot. Max arbejdede fint fra start og lavede hurtigt en markering, som jeg godkendte, og den var korrekt.

Udesøget var lidt mere kringlet. Bagefter kunne jeg konstatere, at vi havde afsøgt hele området, og først til sidst endte i nærheden af kilden. Max var meget tydelig i sin påvisning af en højt placeret kilde, yes korrekt!

Jeg kørte direkte hjem og byttede Max med Otto og tog tilbage til DKK, og så fik han en gevaldig en på opleveren! Han hilste på mange hunde og mennesker, blev klappet, fik godbidder, det var virkelig socialisering +++

Præmieoverrækkelsen: Vi fik 62½ point og en 3. præmie, og endte cirka midt i feltet. Var det godt eller skidt?

Jeg synes ikke Max var rigtigt på i beholdersøget, uden at kunne sige præcis hvorfor. Det plejer at være barnemad for ham, men det var det altså ikke i dag.

Min læring efter indesøget var, at jeg ikke havde været tålmodig nok, og skulle have sendt Max videre, når han markering kun var 95 %. Men ærligt talt, så trøstede det mig, at ingen andre havde fået indesøget, det var svært!

Hans arbejde i køretøjssøg og udesøg var eminent, jeg var supertilfreds!

Jeg er en meget tilfreds fører 😊

Otto er i den grad faldet til hos os, og jeg nyder alt ved og med ham. Han var verdensstjerne ved DKK i dag og han skal definitivt i gang med noget Nose Work snart, for han er som skabt til den disciplin!

I morgen går turen til Garbogaard, Max skal op i rally championklasse, og mon ikke Otto kommer med, så han kan opleve endnu mere konkurrencestemning?