Viser opslag med etiketten Succeskriterier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Succeskriterier. Vis alle opslag

tirsdag den 4. februar 2014

Husk at fejre de små succeser

Ingen præmie for fotoet :-) Men en 2. vinder er værd at fejre, selvom det "kun" er med 82 point

Til gårsdagens træning var jeg – på en positiv måde! – efter mine kursister. Specielt på det første hold, hvor vi trænede nogle fulde rally øvede baner, var der flere der var forhippede på at kommentere egne fejl og høre mine kommentarer efter banegennemgangen; og så måtte de starte med at høre mig spørge, om deres hund ikke skulle have noget mere for det flotte arbejde, den havde udført …

Det gav anledning til at vi fik talt om at have den rigtige attitude til prøver (og til træning): Hvis tingene ikke fungerer, er det ikke hundens skyld. Man bliver naturligvis ikke irriteret på sin hund, men man kan blive det på sig selv – det må man godt, men man skal ikke blive det på en måde, så hunden tror det er den. Hunden gør det så godt den kan, og den skal belønnes undervejs (verbal opmuntring) og når banen er slut. Og før man begynder at interessere sig for hvilke fejl der er begået,

Hvis man begår fejl til en rallyprøve, så skal man bestemt ikke reagere ærgerligt, men sørge for at agere, så hunden synes det er sjovt at fortsætte.

Som de fleste ved, er jeg på en lang række områder startet forfra med træningen af Max, så rallyprøven i lørdags var vores første prøve i 4 måneder og bestemt uden resultatmål. At vi endte med at blive 2. vinder med 82 point var bestemt værd at fejre, og ikke mindst at lyden i ærespladsen var meget begrænset. Naturligvis var det værd at fejre, selv om pointene "ikke kan bruges til noget".

Til aftenens træning var der igen en masse at fejre. Vi fik arbejdet med antilyd i fællesøvelserne, herunder et par afbrydelser, og det går fremad. Noget flot fri ved fod. Nogle superflotte stå-dæk med den rigtige bevægelse. Et fantastisk stop i indkaldet. Nogle fine positioner under gang. Et par rigtigt skarpe springapporter, hvor Christina dirigerede os.

Så var der lige de to fokusøvelser.

I dirigeret apport forsøgte vi med fuld øvelse. Flot udgang og stop. Han tog dirigeringen, løb ud og samlede op og vild jubel!!! Så en variant, hvor vi stod ved keglen, jeg kastede. Vi gik tilbage, ud og stillede osv. Og samme flotte resultat. Dagens største succes. Variation og uforudsigelighed igen igen igen. Og halen var oppe.

Vi sluttede med næseprøven og det var noget rod, hvor han startede med bare at tage pinde uden at slå næsen til. Her var det positive, at vi fik løst det med søgningen (godbidder mellem pindene gav lidt ro). Og som bonus: Vi fik arbejdet med lyden i startpositionen, hvor nogle fornuftige belønninger fik lyden helt væk.

Skøn træningsrunde.

Lille Bjørn kom først på næste hold, da jeg skulle gå tidligt pga. arbejde, og hold da op hvor var han sej. Hele hallen hørte min overraskelse i første forsøg i fokusøvelsen indkald: Han stoppede simpelthen på håndtegn alene, lige så flot. Vi arbejde med varierende afstand og positioner (stå/dæk) – og hvis jeg griber dette fornuftigt an bliver Bjørnen fantastisk til det. Han er virkelig skarp.

Og så lavede han to flotte næseprøver, den anden var med suverænt lækkert søg.

Det løse inden vi gik: noget flot fri ved fod, lidt stillingsskift, et par springapporter, positioner – og det var det det.

Jeg fik en masse god feedback fra Susanne, og jeg kørte hjem med den følelse, man bør komme hjem med hver gang man har trænet: Jeg har verdens dygtigste hunde, og vi gør stille og roligt fremskridt. Summen af en masse små og store succeser.

lørdag den 2. juni 2012

Det rykker


I går var jeg inviteret til Dansk Brugshundeklubs afdeling i Rødovre for at holde er indlæg om Underviserteknik. En let opdateret udgave af foredraget som jeg holdt i lørdags på DGI Agility Convention. Jeg lægger meget vægt på planlægningsdelen som grundlag for et succesfuldt undervisningsforløb, herunder at man som underviser inden kurset har fastsat sine succeskriterier.

Mine egne succeskriterier er ikke alle lige målbare (det skal de helst være), men ét meget vigtigt succeskriterium for mig, er at kursisterne rykker: at der sker en udvikling. Og på onsdagsholdene er der flere, der virkelig rykker. På hvalpeholdet en ung pige med familiens helt unge golden retriever. De startede på holdet, da hunden var 8 uger og 5 dage, og gør fantastiske fremskridt. Jeg har allerede store ambitioner på de tos vegne :-) Og på LP- og rallyholdene er der også et par af kursisterne Anita og jeg er imponerede over; det er virkeligt inspirerende at opleve nye kursister, som i løbet af ganske få træningsgange har eminent kontakt, og bare kan træne helt struktureret. Så er det virkelig sjovt at være instruktør!

Ved torsdagens træning hos Johanna var der rigtigt gode distraktioner. Max var helt vild med det unge lam, og løb fra mig første gang jeg tog linen af, for at forsøge at komme ind og lege med lammet. Jeg havde derefter snor i ham i træningstimen, men koncentrationen var fin og der er dejligt at opleve, at der er ved at komme meget mere ro på træningen.

En højløbsk tæve på det næste hold, og vi skulle træne på det efterfølgende. Ok, Lille Bjørn stoppede da nogle gange og skulle snuse i græsset, men det var ikke meget og jeg blev ikke påvirket af det. Træningen gik supergodt, og ligesom Max arbejdede han godt hele timen igennem. En god træningsomgang – igen!

Torsdag var også dagen hvor vi fik besked om at Lille Bjørn er blevet far. Hans parring med Anna Bell har resulteret i én hanhvalp. Vi regner med at skulle se hvalpen i begyndelsen af juli, kombineret med noget andet på Fyn.

Og i går var det så foredrag for 17 af instruktørerne i Dansk Brugshundeklub – Rødovre. Jeg kendte flere end jeg troede af dem, og det blev en vældigt hyggelig aften med masser af gode diskussioner.


Jeg fik en dejlig kurv som gave, og man skulle tro de kendte min (og Kirstens) smag, lutter lækkerier :-)))))

I dag er bilen så blevet pakket med diverse remedier til rallyprøven i Osted i morgen. Et telt, nogle stole, spring, kegler, en masse foderpræmier, diverse papirer – og så er bilen proppet. Det bliver første gang, jeg selv skal til prøve med tre hunde på én dag, og det bliver Max’ prøvedebut. Han har katalognr. 1 og bliver dermed dagens første hund på banen.