Viser opslag med etiketten Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2017. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2017. Vis alle opslag

søndag den 31. december 2017

Fantastisk afslutning på 2017

Susanne, Margaretha, Mari, Amanda

Som nævnt i blogindlægget i går skulle Sydkystens Hundeskole i dag afholde den traditionelle dobbelte rallyprøve i Herringløse Agilitycenter.

Vi har fået ret mange roser for arrangement, som vi takker mange gange for :-) Det var også en ren A-hold opstilling med Connie som kritikhenter, Amanda, Anita og Charlotte som sekretærer og Conni og undertegnede som dommere/tidtagere. Jeg har helt seriøst aldrig oplevet en prøve, hvor alt det administrative bare kørte på skinner som her!

Jeg havde flere ret gode (aka fede/lækre) oplevelser. Birgit og Chilis championklasse var til en instruktionsfilm, ditto var Camilla Emilie Favrholdt og Rolf i øvet klasse.

Men det er alligevel ekspertklassen jeg vil huske længst, i lighed med flere deltagere.

Mine baner kan findes her. Der var kun to stop på Ekspertbanen, hvilket nogle ekvipager kunne lide, andre havde det noget sværere med.

Top 4 udløste tre titler. Susanne og Annesine (Ellebækgårdens Annesine) fik med 96 point deres DKLRCH. Margaretha Nilsson og Peggy (Privat's Quite Dotty) fik med 98 point deres DKRLCH. Mari Lindström og Australian Mates Bizkit fik 98 point og deres andet certifikat. Førstepladsen fik Amanda og Dumle med 99 point, og dermed titlen DKRLME.

At få lov at dømme, når tre hunde opnår de eftertragtede titler i ekspertklase er stort. Når det er tre førere, jeg kender godt, er det ekstra stort. At Amanda og Dumle fik titlen og vandt klassen var bare det bedste jeg kunne have ønsket mig.

Lidt senere havde jeg fornøjelsen at uddele Sydkystens Hundeskoles Hundepriser for 2017. Den gik til DKKs Nose Work udvalg, Annie Larsen og Amanda Haue Jakobsson: Læs mere her. Det var dejligt at kunne påskønne nogle helt særlige indsatser inden for hundeverdenen.

Jeg fik í dag en ganske særlig hilsen fra en person, som jeg sætter umådeligt højt, som synes det var synd, at jeg ikke kunne få Sydkystens Hundeskoles Hundepris, og derfor gav mig ”MIN helt private pris.” Jeg har altså fået en del tårer i øjnene over den detaljerede begrundelse, som bl.a. omfatter:

”Du begejstres altid mere end mig selv, over de resultater mine hunde og jeg præsterer, og får mig til at se virkeligheden i øjnene, og være realistisk og glad for det jeg har med mine hunde. Du gør mig derved til en meget bedre hundeejer. Du giver altid plads til at høre på, eller på anden vis hjælpe hvis du ser jeg har behovet. Uden jeg nogensinde har behøvet at spørge.

Du giver alt hvad du har, og har du en mulighed for at tage en med på en god oplevelse, har du altid været overstrømmende gavmild med både tid, plads i bil, eller en gave hvor du syntes det passede.

Du har, trods dit hektiske liv med Max og Lille Bjørn, altid hjerterum og plads til at være der for andre.

Fordi jeg holder utroligt meget af dig, og fordi du til dato har, og fortsat altid vil, betyde ufattelig meget for både mig og mit hundeliv.”

Jeg er lykkelig for de flotte ord, og der er kun at sige:

Glædeligt nytår til alle, der er kommet hertil :-)

lørdag den 30. december 2017

Dagen før dagen


I morgen afholder Sydkystens Hundeskole sin traditionelle dobbelte rallyprøve. Det er sjette år i træk vi holder prøve 31.12 og femte gang det er en dobbeltprøve. De har været populære alle årene, og de aktuelle prøver blev overtegnet for måneder siden. Med omkring 100 starter er det et pænt stort arrangement; vi vil alle gerne nå hjem i god tid, så vi kan slappe af inden de traditionelle nytårsaftensaktiviteter, hvad de end måtte bestå i, så vi mødes allerede kl. 7:00 i hallen, der er indskrivning fra 7:30 og første banegennemgang kl. 8:00.

For fjerde år i træk uddeler vi Sydkystens Hundeskoles hundepriser til tre af de nominerede. Præmieoverrækkelsen bliver cirka midt på dagen, jeg har gjort diplomer klar, præmierne, der følger med, er gjort klar og sidst, men ikke mindst, er de tre korte taler med begrundelserne gjort klar.

Jeg har pakket bilen med alt muligt til prøven, herunder 120 stykker legetøj da vi, igen traditionen tro, har præmier til alle ekvipager uanset resultat.

Charlotte har bestilt nogle vildt flotte rosetter, jeg havde selv lyst til at deltage for at vinde en af dem, men jeg må nøjes med at dømme :-)

Jeg har tidligere skrevet tilbageblik på 2017 fra diverse vinkler: Ordbog 2017, Klassisk mad, statistik og årets dit og dat og 2017 – et særligt år!

Så som afslutning på dette årets næstsidste blogindlæg vil jeg nøjes med at skrive, at årets bedste beslutning konkurrencemæssigt var at prøve HTM med Lille Bjørn. Jeg viste programmet for Johanna til træning 23. maj Rally, HTM og Nose Work – og en sød pige.

Vi debuterede 14.10 og har været oppe i alt 3 gange officielt, ud over debuten på Samsø også den 28.10 og 17.12. Jeg citerer lige nogle dommerkommentarer: ”Nåhr, hvor er han sød! Pæne positioner. Sejt at han er helt upåvirket af dine armbevægelser (øger sværhedsgraden)”, ”Dejligt motiveret hund med logrende hale :-)”, ”Meget fin kontakt mellem dig og hunden.”, ”Han er bare så tæskesød”, ”Dejligt opmærksom hund.”, ”Rigtigt fine positioner. Superflot fokus.”, ”Dejlig opmærksom hund” og ”Super sødt program. Fik mig til at smile :-)”.

Og det var da heller ikke dumt at starte i svensk rally 10.12 og få denne tilbagemelding: ”Mycket trevligt ekipage. Fin kontakt, glädjespridare! :-)”

Det er da bare til at blive i godt humør af at læse :-)

Fotoet er et minde fra for otte år siden, da Megan blev årets spaniel i LP3.