Viser opslag med etiketten Træningshal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Træningshal. Vis alle opslag

søndag den 23. november 2014

Når enden er god

Morgentur i blæsevejr

Som man kan se af min blog i går har det været en dramatisk og hektisk uge. Men sikken en lettelse, at det hele faldt på plads med en ny hal, og der i dag har været næsten business as usual.

Brunch på Café Europa

Illum's julepyntede vinduer

Julepyntet d'Angleterre
 
Kirsten synes jeg skulle have en Stetson

I Magasin fandt vi denne vin

Megan og Max hjalp med at fjerne det sidste fra hallen, Merete og Christina havde taget det meste

Udstyr samlet i den nye hal

Afmærkning ved indkørslen til Brordrupvej 15, Kamstrup

Lammekoteletter med tilbehør samt Paul :-)

Det der gør mig særligt glad efter denne uge er først og fremmest den fantastiske bestyrelse i Sydkystens Hundeskole, som har sikret en meget effektiv proces i forbindelse med halskiftet. Og dernæst de mange positive reaktioner vi har fået fordi vi har handlet, som vi har gjort.
 
Jeg glæder mig til en travl uge med fokus på den sjove del af hundearbejdet: LP hos Susanne tirsdag, undervisning onsdag, træning hos Johanna torsdag. Og så en spændende weekend, hvor jeg skal op til 6 rallyprøver, 1 LP-prøve samt dømme rally. Jeg glæder mig rigtigt meget til det altsammen!

lørdag den 22. november 2014

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves – eller stor hal-løj for en træningshal


Lørdag morgen på Solrød Strand
 
Det har været en hektisk uge, hvor bestyrelse og trænere i Sydkystens Hundeskole har været igennem et bredt udsnit af følelsesregistret.

Træningen i denne uge blev yderst begrænset på en meget kedelig baggrund.

Tirsdagens LP-hold hos Susanne blev aflyst, fordi vores naboer i hallen kørte med en maskine, som udviklede røg, så der ikke var til at være i hallen. Vi tilkaldte udlejer, som ikke kunne få det stoppet, så vi måtte tage hjem uden at træne.

Onsdag havde jeg 5½ dejlige timer i hallen, først en rally enetime, så to rallyhold og så et LP-hold.

Torsdag startede jeg på et selvtræningshold med Lille Bjørn og Max. Der var igen problemer med røg fra naboerne, så vi måtte en del ud af hallen. Men Lille Bjørn fik arbejdet med det meste af LP-programmet og på flotteste vis. Specielt positionerne var blændende.

Max fik jeg også arbejdet lidt med inden vi skulle i gang på det første af Johannas tre hold. Her gik det helt galt med røgen da en lastbil blev stillet i tomgang inde i hallen. Træningen måtte aflyses.

Jeg nåede lige inden det gik helt galt at træne ærespladser med Max og nogle rallymomenter.

To aflyste træningsaftener på en uge pga. noget der til forveksling lignede chikane fra naboerne og en udlejer der direkte sagde, at de intet kunne gøre. Det var ikke holdbart.

Bestyrelsen blev enige om at udsende nyhedsmail om at vi søgte en ny hal, og vi gik selv på jagt. Nyhedsmailen blev udsendt fredag kl. 12:01 (det var altså i går!) og allerede kl. 12:52 talte jeg med en potentiel udlejer, som Christina havde fået kontakt til. Christina og jeg så på hallen kl. 17:00, var tilfredse, indgik en mundtlig aftale, som blev bekræftet af bestyrelsen om aftenen. I dag kl. ca. 14 var lejeaftalen underskrevet og Anita og jeg indviede hallen med lidt træning med Osseau og Lille Bjørn. Kl. 15:00 havde bestyrelsen telefonmøde og vi aftalte detaljer vedrørende udmelding om den nye hal og opsigelse af den gamle. Her til aften er informationen sendt ud. Sikken en lettelse.

Vi synes det har været et totalt bizart forløb, hvor dialog med naboer og udlejer ikke har været mulig. Vi er superlykkelige for at vi på rekordtid fandt en ny hal og har indgået en aftale. Vores eneste fokusområde har været at sikre, at kursister kunne komme til træning – under sikre forhold. Det har vi opfyldt nu.

Efter at Christina og jeg havde set på hallen i går tog vi tilbage til Tunegård og trænede rally. Jeg med Megan og Max, og de var begge meget tændte og dygtige. Megan træner jeg så lidt med og hun er bare så dygtig og præcis – uha hvor jeg elsker hende.

I dag havde Anita og jeg et rallyspecialhold i hallen på Tunegård, derefter gik vi et par baner selv med Osseau og Lille Bjørn og tog derefter til Kamstrup og trænede i den nye hal. Det er et godt træningsunderlag, af udlejer beskrevet således: "Der er gravet ud så der er et lag stabilgrus nederst så stenmel blandet med spåner i et pænt lag. Altså ridehusbund, i dag er den dog nok lovlig hård til heste." Perfekt til hunde!

Sydkystens Hundeskole glæder sig til at byde nuværende og kommende kursister velkommen i den nye hal.

torsdag den 3. oktober 2013

Opladning til en travl weekend

Toiletter til to- og firbenede
 
Det har været for intensivt et prøveforløb på det sidste, og så står den hårde weekend for døren med to rallyprøver lørdag og to LP-prøver søndag. Og så kom jeg i går til at sige ja til et 3-timers foredrag lørdag eftermiddag.

Forberedelsen til prøverne har været kort og fokuseret træning.

Mandag mødtes jeg med Charlotte og Susanne i Jersie. Laika var lige kommet i løbetid, og det blev lidt mere udfordrende med begge drenge end jeg havde troet. Men hyggeligt var det bestemt 

Lille Bjørn var i fokus, og han var færdig efter 1 time … Jeg ville specielt arbejde med stillingsskift og dirigeret apport. Ikke færdige øvelser, men masser af variationer og uforudsigelighed. Og selvom han var træt arbejdede han ufortrødent videre. Godt.

Max var med for hyggens skyld og lavede en flot fællessit ved siden af Laika og nogle pæne stillingsskift og fremsendinger. Og så lavede vi lidt rallyøvelser, han skal op i rally lørdag og det vil være synd at sige at det er noget vi træner til daglig.

Tirsdag var der ingen træning, men med hjælp fra Michael, Anitas svigersøn, blev der lagt tæpper i hallen på Gjeddesdal Gods, som vi overtog den dag. 17 meter x 25 meter, isoleret hal, gode naboer, toiletfaciliteter og fine parkeringsmuligheder. Det bliver et godt sted at træne de næste 7 måneder.

I går mødtes Charlotte og jeg igen. Først var Lille Bjørn på før Laika kom ud. Specielt den dirigerede apport med variation i udgang, lægning, belønningstidspunkt mv. gik fantastisk og Bjørnen sprudlede af energi. Stillingsskiftet gik fint når Charlotte ikke stod for tæt på, men han kan ikke udføre skiftene når hun kommer for tæt på. Der skal bare trænes meget mere med forstyrrelser. Og så en flot sit ved siden af Laika!

Efter at Laika havde trænet lidt var det Spot og Megan der skulle træne rally. Megan har ikke trænet siden DM sidst i august, og skal op på lørdag. Lidt rusten, men ikke ret meget. Men hold da op hvor hun nød at snuse, og da hun var ude til træning for første gang i så lang tid fik hun også lov til det. Når hun så var på gik det fint.

I aftes startede Johannas indendørs hold i Tune. Jeg kunne kun være med den første af de to timer jeg havde tilmeldt, og det gik strygende. Begge hunde kom igennem alt det planlagte og specielt med Max fik jeg også arbejdet med andet ind imellem.

Max arbejdede rigtigt pænt. Vi havde fokus på dirigeret apport – vi skal videre med forkommando der skal få ham til at se på udlægningen, for så er apporteringen perfekt. Når han ikke ser, bliver det noget rod. Og så havde vi fokus på næseprøven, hvor diskriminationen er fin, men optaget mindre smart og tygningen skal vi bestemt have arbejdet med også. Fremsending og fællessit var dagens to bedste øvelser.

Bortset fra en del snuseri, ok første gang i ny hal, var Lille Bjørn virkelig skøn at arbejde med. Fokusøvelserne for ham var også dirigeret apport og næseprøve, som begge gik rigtigt godt. Med den rette forstærkning er han bare så meget på. Jeg var derudover specielt tilfreds med fællesøvelserne, positioner under gang og fremsending. Og så fik jeg også lige bygget stillingsskiftet op, og sluttede med en dæk-stå på 11 meter.

I morgen er træningsfri og så står den travle weekend for døren.

mandag den 29. april 2013

Masser af fotos og farvel til hallen

Det var en lidt vemodig dag i dag fordi det var sidste dag i hallen. Vi tømte den under og efter LP-prøverne i går, i dag blev tæpper og andet affald afhentet, og jeg gennemførte sidste runde af LP-holdene udendørs. Og derefter røg det sidste udstyr i bilen og jeg kunne forlade en helt tom hal. I morgen afleveres nøgler til udlejeren, og vi siger tak for leje af en hal, som har skabt grundlag for mange hundeaktiviteter de sidste 5½ måneder. Masser af kurser og selvtræning samt et par officielle rallyprøver.

Men ellers har jeg nydt at gennemgå LP-prøverne i går mentalt. Der var rigtigt meget at glæde sig over, og der er nogle detaljer der er udvalgt som fokusområder den kommende uge.

Charlotte Lia har taget en masse gode fotos, og der er et udvalg med Max og Lille Bjørn nedenfor:

Fællesdæk


Et lille videoklip af fri ved fod

 
Springapport
 
 
 
Positioner under gang

Stoppet i indkald

 
Felt
 
Næseprøve

 
Fri ved fod
 
Stillingsskift

 
 
Indkald
 
 
 
Næseprøve
 

søndag den 18. november 2012

En fantastisk hal


Søndag morgen, sove halvlænge, morgentur med alle hundene, cykle til bager med Max efter morgenbrød, morgenhygge.

Og så tænkte jeg at jeg nok lige måtte tage ned og ordne i hallen inden mandagens LP-kurser. Efter en kort sms-udvikling endte det med at Anita og jeg mødtes 10.30, fik ordnet lidt og trænet en god times tid.

Det føles godt at komme ind med det normale udendørs sommertræningstøj, og konstatere at det er godt nok. 14 grader er da skønt. Og så fik vi heldigvis også en kraftig byge, så vi ekstra kunne nyde at stå i en tæt hal :-)

Førerarbejdet var ikke helt så godt, som det kunne ønskes. Jeg minder altid kursister om, at første gang et nyt sted kan være svært, og det kan være nødvendigt at sænke kriterierne. Det kunne jeg passende fortælle mig selv.

Jeg gjorde det fornuftigt med Lille Bjørn, fik et par pæne fremsendinger, ok positioner under gang (lidt uklare førerkommandoer gav noget rod), fire flotte indkald med stå, det sidste på 20 meter. Flot springapport og nogle rigtigt gode stillingsskift.

Max blev varmet op ved at løbe løs rundt om bygningen. Da vi kom ind gik jeg direkte i gang med træningen, noget fri ved fod, og noget passende belønning. Det var Anita ikke specielt imponeret af, hun synes jeg skulle have belønnet ham meget mere.

Jeg er helt enig med Anita, og det var rigtigt dårligt førerarbejde. Han skulle have været varmet meget bedre op, og han skulle have været forstærket kraftigere – det skal være skønt at træne i almindelighed, det skal være sjovt at træne også i den nye hal.

Jo mere træningen skred frem, jo dårligere gik det. Fri ved fod, stillingsskift, apportering, spring og positioner under gang gik generelt fint. Fremsendingen gik mindre godt (total snus) og dæk ved siden af gik helt i skuddermudder, jeg fik forstærket lidt, men så begyndte han at pibe. Og så strøg han hen til Osseau.

Timeout.

5 minutter senere blev han hentet, Anita og Osseau var kørt (jeg tror ikke det forklaret forskellen), og vi fik lavet nogle flotte fremsendningen inden vi stoppede træningen.

Det er en skøn hal til hundetræning, det er dejligt at kunne træne i fornuftig temperatur, indendørs, med direkte afgang til udendørs areal. Det bliver meget attraktivt at træne i den hal!

lørdag den 17. november 2012

En rund dag – del 3

Det er 14 dage siden jeg blev 60, men som jeg løbende fortæller Kirsten: Det kan vi godt fejre mange gange. I dag stod den på fødselsdagsbrunch.

Uden at nævne navne kan jeg fortælle at der var nogle gode forretningsforbindelser og gode kolleger, Max’ opdrætter, mine yndlingstrænere, min yndlingstræningsmakker og hundevenner (nørder).

Oldfruen holdt en superflot tale, med en masse gode pointer om det fantastiske sammenhold blandt os nørdede hundefolk, og hvor lidt vi egentlig véd om hinanden udenfor træningssammenhæng. Fx havde Conni først i forbindelse med invitationen opdaget at jeg har en kinesisk mor.

Jeg blev begavet i den grad. Jeg havde fået en del forespørgsler om ønsker, og været ret defensiv: delikatesser, specialøl, vin. Og det blev i den grad bemærket :-) Så gavekort på kulinariske oplevelser, lækre vine, en flot buket blomster, et imponerende udvalg af specialøl, spændende chokolader, gavekort, rom og et ganske specielt gavekort fyldte gavebordet. Lutter gaver der er til for at nydes.

Der blev vist også talt om katte, projektledelse og andet væsentligt, men hovedsagelig var der hundesnak ved bordene.

Mens vi hyggede os havde Amandas kæreste Michael fuld gang i projekt tæppeflytning. Med virkning fra i dag er Sydkystens Hundeskole flyttet fra halmhallen i Havdrup til luksushallen i Køge.

Vi var naturligvis en håndfuld der skulle ud og se den nye hal efter brunchen, og den ser bare rigtigt godt ud. Flot, stor hal, nu med gulvtæppe; udendørs areal; toilet; varme. Og da jeg skal ud og ordne alle remedierne i morgen, så tror jeg at Lille Bjørn og Max lige får en lille træningsrunde. Jeg får fornøjelsen at stå for den ”officielle” indvielse med afslutningen på mine tre LP-hold på mandag.

En god, ekstra fødselsdag!

søndag den 1. april 2012

Oprydning


Lørdag var sidste dag Sydkystens Hundeskole havde lejet hallen i Greve. Kirsten og jeg var ude og hente det sidste samt aflevere nøgler.
Jeg havde helt glemt, at én af fordelene ved hallen var, at alt træningsudstyret bare kunne stå i dér. Nu står det meste hjemme i vores garage og hold da op en masse. Jeg har en del privat og Sydkystens Hundeskole har også en del. 30 apporter, 20 kegler, 2 spring, masser af nædrprøvepinde, og diverse andet, det fylder godt!
Søndag endte med at blive oprydningsdag. Der var diverse skrald der røg på Miljøcenter Greve , hundeudstyret i garagen blev sorteret og registreret, papirer vedr. afslutning af rallyprøven 29. marts blev gjort klar, der er bestilt pokaler til de to rallychampions fra 29,3 samt rosetter til LP-prøverne 28. april og rallyprøverne 3. juni.
Og sørme om der ikke blev trænet lidt hund ind imellem.

Christian kom i går aftes hjem fra en ferie i Indien, og i dag kom han hjem til os og fortalte begejstret om den. Hans begejstring smittede godt nok, så nu står en ferie i Indien også på vores ønskeliste :-)
Bortset fra rallyprøver den 5. april har jeg intet planlagt i påsken. Jeg har efterlyst nogen, der gerne vil træne sammen med mig og Lille Bjørn. For Lille Bjørns debut i LP3 nærmer sig med hastige skridt, så formen skal skærpes.

fredag den 18. november 2011

En hel hal

I denne uge har jeg ikke været i hallen tirsdag ...
Det er fantastisk at have ”sin egen hal” at undervise og træne i :-)
Onsdag havde jeg mine to LP-hold.
Torsdag havde jeg en enetime med en nybagt border terrier ejer med sin 10 ugers hvalp. Jeg havde Max og Megan med, og udover at få introduceret ejeren til klikkertræningens velsignelser, blev der også leget en del. Skønt for alle hundene, og dejligt med to sociale hunde, som uden videre kan løbe sammen med en hvalp. Derefter trænede jeg rally med Annie og Majbrit. Megans højrepositioner er ved at blive ret gode synes jeg, og nu hvor jeg er blevet bedre til at sænke kriterierne, når der opstår usikkerhed, og bruge klikkeren, så kommer der et helt andet fokus fra hende.
I dag tog jeg ud med Lille Bjørn og vi trænede 45 minutter i hallen helt alene. Sikken en luksus, og det kan jeg godt blive ret afhængig af. Vi holdt ingen pauser, og Lille Bjørn var bare på (næsten) hele tiden. Ok, der er noget i det gulvtæppe som kan distrahere voldsomt, så det arbejder vi med, men det meste af tiden er han rigtigt meget på. Jeg huskede at sænke kriterier, hvor der var behov for det, jeg tog target frem til fremsendingen for første gang i lang tid, og blev belønnet med nogle fantastiske udløb. Stillingsskiftene sit-stå og dæk-stå får vi afstand på (5 meter), fastholden af apporten udvikler sig stille og roligt. Det ser rigtigt godt ud.
I morgen står den på dag 1 af Connis Think-Plan-Do, og på søndag har jeg først ½ enetime, og derefter henholdsvis Let Øvet hold og LP-hold. Og derefter skal Susanne og jeg træne sammen.
Det er bare så skønt med den hal!!!