Viser opslag med etiketten Training workshop. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Training workshop. Vis alle opslag

søndag den 17. januar 2016

Genopfriskning

Hundene i haven søndag eftermiddag

I går begyndte første runde af Rallyinstruktøruddannelsen i Sydkystens Hundeskole. Der har været tænkt og planlagt længe og nu er gennemførelsen i gang. Det føles godt at komme i gang –, og fornemmelsen efter dag 1, både ud fra de ni kursisters tilbagemeldinger og Anitas og min vurdering er, at det går godt. Vi har nået det vi godt ville med første modul, vi har et meget velmotiveret hold, som også har det godt indbyrdes, og hvad kan vi sige andet end, at vi glæder os til fortsættelsen, som allerede er 7. februar.

Forberedelsen har for mit vedkommende bl.a. været at gennemlæse rallyregler mv. og genopfriske og tilpasse en præsentation vedrørende grundlæggende indlæringsteori. Her bruger jeg bl.a. første del af dette klip:



Det er fra den Training workshop jeg deltog i den 19.-23. maj 2010 i Borlänge med Bob Baileys som instruktør og sikken en masse gode minder der dukkede op i forbindelse med gensynet og genlæsningen af mine blogindlæg fra den gang, det første ligger her.

Anita gennemgik alle begynderskiltene og fortalte om de momenter der indgår og indlæring af dem. Det var også lærerigt for mig, for der var et par detaljer, jeg ikke havde styr på – der er rigtigt mange detaljer at holde styr på i de rallyregler :-)

Det er også sjovt med skarpe kursister, der efterlyser helt specifikke retningslinjer, fx præcise regler for hvornår rallyskilte skal passeres højre om (vi havde ikke lige tænkt på venstre spiral i den forbindelse, men det kom vi til!) og hvordan 8-tal skal gennemføres (der ER ikke præcise regler, det er op til dommeren).

Jeg fik noteret nogle konkrete spørgsmål, som jeg skal have vendt i rallyudvalget – spændende, som der kan blive ved med at dukke finurlige detaljer op.

Præstø Havn søndag kl. 10.

Weekenden har udover Rallyinstruktøruddannelsen bl.a. omfatter besøg af Frasse og familie fra Sverige og hyggelig brunch på Cafe Mocca på Præst Havn for at fejre Lis, som netop har passeret de 65 år.

Nu står en hjemmeopgave til i morgen aften på planen: en championbane skal læres udenad. Det er nemmere end det lyder, men kræver lige (for mit vedkommende) nogle repetitioner.

mandag den 24. maj 2010

Chicken Camp - 23. maj 2010

Jamen hvad skal jeg skrive?
Det var en spændende og en vemodig dag. Afslutningen på et 22-dages forløb med en af verdens bedste dyretrænere, et pragtfuldt hold og en fantastisk makker giver anledning til en masse følelser.
I får IKKE min afsluttende evaluering i dag!
Jeg vil nøjes med at konstatere, at det forløb jeg har været igennem hos Bob Bailey det sidste år har været enestående, og jeg har lært en masse om at planlægge, sætte kriterier, observere, klikke, belønne osv. Jeg er blevet meget bedre til at træne høns, formentlig også en meget bedre hundetræner, sikkert også meget bedre til at arbejde med andre mennesker der træner deres hunde.
I denne omgang må I nøjes med denne video, der dels viser overrækkelsen af diplomer, dels mine afsluttende prøver - og det er totalt ucensureret :-)

lørdag den 22. maj 2010

Chicken Camp – 22. maj 2010

Meget apropos var et af emnerne i morgensamlingen ”Hvornår er noget trænet færdigt?”. Og svaret er: Når det opfylder alt i forhold til din definition af adfærden! Så hvis man fx definerer et indkald således: ”Hunden skal altid komme tilbage til mig første gang jeg kalder”, har man en seriøs opgave med at generalisere adfærden :-)
I dag stod træningen i vedligeholdelsens tegn. Med små nuancer er hønsene klar til den afsluttende prøve. Træningsplanen bestod i dag af en tegning af banen med 8 klikzoner og 8 tilhørende belønningszoner, og så et skema der angav hvor der skulle klikkes i de enkelte banegennemgange, så der blev varieret både i antal forstærkninger under banegennemgang (1, 2 eller 3 + afsluttende klik) og i steder der blev forstærket.
Formiddagens træning var derfor ganske detailorienteret, og der var ikke så mange banegennemgange, men i stedet en del diskussioner af hvordan vi bedst placerede os ved den afsluttende prøve. Herunder var det meget tydeligt, hvor meget det betyder for hønsenes stimulusbilledet hvis Tena og jeg bytter plads, så vi er nu begge endt med nogle faste placeringer for hver af vores høns, så den del så vidt muligt holdes fast under træningen.
I nedenstående videoklip kan I se først høne 9 (crossover) og derefter høne 12 gennemføre banen korrekt. Det skete lige efter frokost i dag, og dvs. der var mere end 24 timer til den endelige præsentation. Og alt burde være fryd og gammen … Jeg var ganske tilfreds og trænede samlet 9 minutter af de 20 minutter, jeg havde til rådighed.
Men i dagens næstsidste session begyndte det pludselig at knibe med høne nr. 12. Den begyndte at hakke I den første slalompind, og vi måtte arbejde med at få den forbi det punkt. Da vi umiddelbart efter fandt ud af at en af Tenas høns begyndte på samme adfærd, var vi ret konfunderede. Men vi fandt frem til en forklaring, som blev bakket op af Bob: I forhold til hvor meget hønsene bliver forstærket ”normalt”, fik de meget lidt belønning i dag, så de var bare meget sultne. Da klokken var blevet over 16 var det også på tide at skrue ned for blusset træningsmæssigt, så de fik lige lidt ekstra guf.
Men videoen viser lige to klip med høne 12, som pludselig tilbyder noget, som ikke indgår i planen for min præsentation i morgen!
I morgen har vi yderligere to træningssessioner som de hidtidige, og derefter to træningssessioner hvor vi får lov at træne vores egne høns. Og så præsentation ved 14-tiden.
Til i morgen skal vi udarbejde en plan for hvordan vi ville håndtere dette skift i træningen. Nu bliver det pludselig mig og ikke Tena der skal klikke og belønne mine høns.
Jeg tager hjem i morgen direkte efter afslutningen af kurset, efter to fantastiske uger. Opsummering og klip fra afslutningen følger i næste uge!!

fredag den 21. maj 2010

Chicken Camp – 21. maj 2010

3. dag af Training Workshop. Fredag på kurserne er pizzadag, dvs. der er om aftenen fælles middag med pizzaspisning og normalt præsentation af forskellige videoer, som deltagerne har med, eller diskussion af andet, som nogen har lyst til at bringe op. Der var almindelig mathed i dag, så vi sluttede lige efter spisningen. Jeg kom til at sidde ved siden af Bob Bailey under middagen, og det er aldrig kedeligt! Udover en mase om dyretræning kom vi i dag også til at tale film – Bob Baileys far var ansat ved MGM, spillede golf med Clark Gable, og havde en masse filmfolk i sin omgangskreds. Så der var lige lidt til mit andet nørd-gen :-) At tale om hvem der fik Oscar for bedste mandlige birolle i Sragecoach (det var Thomas Mitchell), om D.W. Griffith, Erich von Stroheim, Sunset Boulevard, Leni Riefenstahl – Bob mener hendes Triumph des Willens er et skoleeksempel på film anvendt til Operant betingning af mennesker.
Dagens dramatisk højdepunkt var nedenstående episode:



Jeg lavede en ægte generalprøve, uden at tænke på, at man ikke må belønne sin egen høne. Bob sad og så på, og spurgte hvad der skete, men jeg ænsede det ikke før bagefter – bemærk at det er mig der klikker og belønner til sidst … Hønen mistede også to slalompinde, så helt godt var det ikke engang – men vi er blevet opfordret til at prøve, hvor langt vi er med hønsene, gerne i hver runde – vi skal bare følge reglerne.
Alle vores fire høns går godt, men der er detaljer som vi skal arbejde med, og vi er også begyndt at tænke kraftigt på, hvordan vi skal stå, når vi skal præsentere den færdige bane søndag eftermiddag. Og pludselig gik det op for os, at vi ikke har generaliseret slalommen tilstrækkeligt, for når træneren flytter sig, bevæger hønerne sig anderledes. Jeg vil gerne starte og slutte mine øvelser på den modsatte side af slalommen, og havde derfor flyttet Tena derover, og det går slet ikke, for hønsene trækker over mod hende. Da vi noterer situationen i diagramform står det meget klart: Hønsene står stille mellem pind 3 og 4 i slalommen, og venter på klikket! Derudover har jeg med høne 12 lidt arbejde med indgangen i slalommen: hønen kommer forbi en kegle først, og er nogle gange fristet til at gå mellem kegle og den første slalompind. Høne 9 (der skal lave crossover) har det modsatte problem ved keglen, den vil gerne meget hurtigt forbi, og misser så indgangen til slalom. Krydset til tunnelen er sikkert, men ved udgangen er den 1 ud af 4 gange trukket af tunnelen i stedet for A-brættet, så der arbejdes lidt med at forstærke den overgang også.
Endvidere må jeg trækket i T-shirt undervejs, for begge Tenas høns bliver ved med at fokusere på et eller andet ved mig – jeg tager ur og navneskilt af, og det hjælper ikke, men da knapperne på skjorten forsvinder, er det problem løst.
I øvrigt er dagen karakteriseret ved at der fortsat er mange træningssessioner, men jeg bruger en del af tiden på at justere planer (tale med Tena), og gøre notater, og er meget opmærksom på ikke at overtræne.
Tena og jeg udarbejder hver især til i morgen en oversigt over hvor vi ønsker at træneren skal stå og hvor vores høns skal klikkes og belønnes, for at få styrket de svage sider og få varieret og generaliseret øvelserne.
Og så bliver vi også i dagens sidste discussion mindet om, hvornår hønsene arbejder bedst, og hvornår vi er friskest – det er vi om morgenen, hvor hønsene er sultne og vi er mest vågne. Så det er tidspunktet for indøvelse af nye detaljer. Det skal vi også tage hensyn til i vores planlægning.
I nedenstående video er der lidt klip fra dagen og et billede af hvad der sker i pauserne :-)



Og så en vigtig pointe. Bobs erfaring fra over 50 år som dyretræner er, at det vigtigste at huske som træner, er IKKE at forstærke uønsket adfærd. Ikke at belønne ønsket adfærd er et mindre problem, for der kommer altid en mulighed til, men dyrene lærer hurtigt, og at forstærke noget man ikke vil have koster tid, ofte meget tid.

onsdag den 19. maj 2010

Chicken Camp – 19. maj 2010

I dag begyndte den sidste Chicken Camp med Bob Bailey, Training Workshop. Uha, det er lidt vemodigt at det snart er slut, men også spændende og udfordrende med denne workshop, som handler om træning af … mennesker!
I modsætning til de tre tidligere kurser vælger man ikke selv makker. Jeg havde på hold 1 Johanna (Danmark), hold 2 Cissi (Sverige) og hold 3 Torun (Norge), hvor vi i hvert enkelt tilfælde havde aftalt, at vi godt ville være makkere. På Training Workshop får man sin makker udpeget, og der var da godt nok nogen jeg hellere ville være makker med en andre, og også nogen jeg slev ikke havde lyst til at være makker med. Jeg har superheldig: Tena (Canada), så jeg i sidste uge, og hun er for det første en kanondygtig træner og for det andet en meget behagelig person. Vi blev makkere, og det virker ret lovende :-)
Ligesom på de øvrige hold får vi hver to høns, men vi skal ikke træne dem selv. Vi skal beskrive for vores makker hvordan HUN (jer er ene han i kurven!) skal træne vores høns! Dvs. vi skal udarbejde planer for hvordan vores høns skal trænes.
Det der skal trænes er en mini-agilitybane: hønen skal høre rundt om en kegle, igennem en slalombane med 5 pinde, igennem en tunnel og over et A-bræt (med to kontaktzoner). Den ene høne skal direkte fra slalom ind i tunnel, mens de anden skal fra slalom til den modsatte side af tunnel og fra udgangen af tunnelen krydse over til A-bræt.
Det er relativt simpel adfærd, men hold da op hvor skal der lidt omstilling til, når man ikke selv må håndtere hønen og klikkr og belønne. Vi må stille vores egen høne på bordet, og så skal vi inden have beskrevet for makker, hvordan hun skal klikke og belønne. Det er aftenens hjemmeopgave at komme med et oplæg til sådan en plan, og den skal bruges i morgen tidlig. Vi skal relativt detaljeret beskrive hvordan vi ønsker at der skal klikkes og belønnes for at gennemføre slalommen, hvad der skal ske i fejlsituationer, hvordan kriterierne hæves osv.
Dagen i dag har været brugt til at varme op med klikkeren (der er en del udskiftning i forhold til sidste uges hold) og lære hønsene at kende, så vi på et kvalificeret grundlag at udarbejde vores plan. Og så har vi også skulle lære vores makker at kende.
Tena og jeg har valgt hinandens høns fra sidste uge, så hvis der kommer nogle morsomme bemærkninger fra Bob om at problemer kan skyldes en tidligere, dårlig træner, kan vi jo pege fingre af hinanden :-) I denne uge har Tenna så hønerne 17 og 299 og jeg har 9 og 12.
På videoen kan man se:
  • Afprøvning af høne på banen (hvad tilbyder den, måske han den prøvet det hele før)
  • Jeg præsenterer en første mundtlig træningsplan for Tena
  • Min ene høne på bordet, Tena træner den ud fra mine anvisninger