Viser opslag med etiketten Tricks med Lille Bjørn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tricks med Lille Bjørn. Vis alle opslag

fredag den 23. november 2018

Tricks med stol og kuffert


Hundepostens veje kan være uransagelige. Louise havde fundet en kuffert til mig, den havde hun med til HTM-prøven 10.11 i Lazi-hallen. Det var meningen at Lonni skulle have haft den til mig, men hun var syg, så derfor kom den via Lizza og Kate til Undinehallen, hvor Lonni træner. Lonni tog den med i går, da hun trænede dér, og jeg hentede den ved 11-tiden hos Lonni i DKK. Jeg havde den med til træning på Johannas trickhold i eftermiddags, jeg kom lidt over 15, og den første jeg mødte var … Louise 😊

Det er egentlig Max, der er tilmeldt holdet, men jeg har haft Lille Bjørn med flere gange, så de har delt træningstiden, og ligesådan i dag.

Jeg startede med Lille Bjørn. Lidt rally til opvarmning, introduktion til kufferten og lidt tricks med stolen, som var dagens tema – øvelser med stol. Allerførst skulle vi vise 5 cirkeløvelser, det var nemt, og så kløede vi på. Lille Bjørn var som altid en fornøjelse at arbejde med. Der var specielt nogle rallymomenter, vi lige skulle have genopfrisket. Jeg har fået oplyst, at danske championhunde kan gå direkte i Mästarklass fra 1.1.2019, så mon ikke Lille Bjørn skal have et par forsøg sammen med Max til at få et godkendt resultat (90), for at blive svensk rallychampion?!


Med Max arbejdede jeg med stolen, rally, lidt med kufferten. Fin koncentration, men også frustration når der var pauser, og når jeg ikke var skarp med kriterier til de nye momenter …

I sidste omgang var det Lille Bjørn igen, der var individuel tid hos Johanna, og jeg fik en del (masser!) input til anvendelse af kufferten. Jeg havde inden justeret programmet i hovedet, for det var hurtigt klart, at jeg ikke ville have det godt med at gå rundt med kufferten. Så: LB i kufferten, der lyder Paddington i højtaleren, jeg finder LB, vi laver vores første passage, kufferten lukkes og stilles til opbevaring, ny rutine, der lyder forskellige annonceringer af steder (byrundtur), kufferten bruges til forskellige links undervejs, jeg henter kufferten til sidst, lukker den op, LB op i den, og jeg vinker farvel. Det bliver SÅ godt!

Der er planer for den kommende uge, lidt mere end jeg havde regnet med for nogle få dage siden. I morgen NW-prøve med Max i Hvalsø. Tirsdag og onsdag NW-træning med Max. Torsdag rallyudvalgsmøde (dansk for en gangs skyld) og fredag HTM-træning med Lille Bjørn sammen med Anita og Osseau.

Det bliver også SÅ godt alt sammen!

lørdag den 8. oktober 2011

Glade hunde = glad fører

I mandags var det sidste runde af træningen hos Johanna (Foundation med Max og Tricks med Lille Bjørn) i denne omgang, men heldigvis starter næste runde allerede på mandag igen :-)
Det er noget ganske specielt at træne på de to hold. Johanna er altid meget inspirerende, men på disse hold sker der endnu mere – er det synergi?! Jeg kom sent fra arbejde, pakkede bilen lidt huhej, og når træningen så går i gang glemmer jeg alt det trivielle og har fokus på de to skønne hunde, jeg er så heldig at kunne arbejde med denne aften. At Johanna naturligvis havde læst min blog nævner jeg bare i forbifarten, så hun var straks klar med forslag til igangsætning af nogle af mine øvelser, bl.a. dirigeret apportering.
Tirsdag sluttede jeg dels hvalpetræningen hos Marie i Sydkystens Hundeskole, dels undervisningen sammen med Marie på et andet hvalpehold samt mit eget Begynderhold for voksne hunde. Det har været rigtigt godt at træne to hold sideløbende med Max, Foundationholdet og et ”almindeligt”-hvalpehold. Jeg må dog erkende, at jeg er nødt til at prioritere min indsats, så jeg har besluttet ikke at fortsætte i Sydkystens Hundeskole med Max, for det giver en tiltrængt tirsdagsfridag i kalenderen.
Onsdag gik jeg i gang med to nye runder LP-træning, og for første gang i hallen i Greve. Det er skønt at have sin egen hal, og det første hold kunne oveni købet have fællesøvelser udendørs, hvorefter vi kunne gå ind og fortsætte træningen da det begyndte at regne.
I dag gik turen så til Andelslandsbyen i Holbæk, hvor Islandsk Fårehundeklub havde arrangeret rallyprøver. I lighed med sidste år havde jeg sponseret tre præmier. Sidste år … Jeg skrev i min blog dengang om en prøve i det mest fantastiske vejr, Megan som vandt ekspertklasse og Lille Bjørn som stoppede ved tredje skilt i øvet klasse. I dag var vejret ganske anderledes, det begyndte hurtigt at regne og banen blev ret smattet. Med Niina Svartbergs foredrag i frisk erindring var det nærliggende at konstatere: der er ikke noget at gøre ved omstændighederne, udnyt det som en god træningsmulighed!
Megan var anden hund i championklasse, og selv om jeg godt ville have haft lidt mere kontakt gik hun nydeligt, og endte som 2. vinder i championklasse med 91 point og fik dommer Pia Hansens præmie som gladeste hund i championklasse. Den betyder mere for mig end pointene, meget mere.
Det begyndte at regne, og da ekspertklassen gik i gang regnede det pænt. Vi skulle op som nr. 5, og vi kunne se flere af ekvipagerne før os have problemer med underlaget. Det var ret tydeligt at der var nogle hunde som absolut ikke ville arbejde under de omstændigheder, men hvor førerne nærmest tvang dem igennem. Jeg bad Anita og Amanda om, hvis de oplevede at jeg prøvede noget tilsvarende med Lille Bjørn, at råbe ”stop for satan” til mig. Det blev der heldigvis ikke anledning til. Lille Bjørn var ikke vild med at sætte sig i det smattede underlag, men han arbejdede glad hele banen igennem. Han gik ualmindeligt godt synes jeg. Vi mistede en øvelse, hvor han ikke satte sig rigtigt og mistede ærespladsen (sit ved siden af fører), og endte med 73 point og 4. vinder i et felt på 20+ hunde, hvoraf mange måtte opgive på den glatte bane. Rigtigt tilfredsstillende.
Derefter havde Anita og jeg aftalt at træne lidt LP, og sørme om det ikke holdt tørvejr den lille halve time vi trænede. Anita dirigerede os igennem nærsten en hel LP2 (kun spring manglede), og det gik meget fornuftigt:
  • Fællesdæk – Lille Bjørn lå 1½ minut
  • Fri ved fod – jeg prøvede virkelig at holde fokus på punktet 2-3 meter foran mig, og Lille Bjørn var bare så god. De gange hvor jeg drejede mig, fordi jeg TROEDE han hang, var han bare lige ud for mig
  • Apportering – han knaldapporterede, det kører vi lige kampagne på
  • Stå – Sid under gang – hmmm, han drejede igen, og jeg skal huske at afpasse mit tempo, det er altså LP2 vi skal op i, ikke Eliteklasse
  • Fremsending – flot!
  • Stillingsskift – husk basistræningen af dæk-stå!!!
  • Indkald – flot!
  • Næseprøve – diskrimineringen er flot, men han skal have en ekstra kommando for at komme ind …
Alt i alt en ganske fornuftig træning.
Jeg nåede lige hjem og fik arbejdet 1½ time, inden jeg kørte med Max og Megan op til præmieoverrækkelsen.
Tak til Islandsk Fårehundeklub for et fint arrangement!

onsdag den 28. september 2011

Når træningen kører

En pragtfuld tirsdag morgen på Solrød Strand

Mandag havde jeg den skønneste træningsaften med først Max, derefter Lille Bjørn på Johannas Foundation/tricks-hold. Når jeg selv skal sige det (og det skal jeg jo!) er Max let at distrahere, men når jeg gør mig umage (og det gør jeg jo!) så får jeg opmærksomhed, og masser af adfærd at arbejde med. Vi kom rigtigt godt i gang med at kravle under hulahopring, slalom (shapet!) og feetup. Hans indkald er lynende hurtigt, og hans dæk er blevet flot. Han er bare så lækker at arbejde med.
Det samme kan bestemt også siges om Lille Bjørn. Han vil rigtigt gerne prøve de nye øvelser (giver masser af godbidder!!), som at bakke op af bræt (start på at stå på ”hænder” op ad mur) og lave 8-tal gennem hulahopring. Jeg ville rigtigt gerne have input til to LP-fokusområder: stillingsskiftet dæk-stå samt fællesdæk, og jeg fik en masse ideer, som jeg nu arbejder videre med; ja, back to basic, ingen genveje her.
Tirsdag på Maries hold var Max om muligt endnu bedre at arbejde med. Marie blev forsinket da hun var vidne til en trafikulykke, så jeg startede holdet med indkald, og brugte Max som demohund. Naturligvis svigtede han ikke, han stormede i en lige linje hen til mig. Og sådan kørte det bare: masser af kontakt, en flot start på fri ved fod, flere runder på baljen (og nogle gode belønninger efter lidt råd fra Marie), ægte leg med ham, (det plejer han ikke at ville, når der er godbidder i farvandet) og vi kom godt videre med dæk-stå. Der var masser af distraktioner, men Max vil gerne arbejde, hvis han får noget for det - og det gør han!!!
I aften skulle vi ind og spise på Les Trois Cochons, så det blev til lidt, meget fokuseret træning inden vi tog af sted. Først højrehandling med Megan (højreplads). Og så fællesdæk, dæk-stå og bakning med Lille Bjørn. Jeg tog med god samvittighed ind til en fantastisk middag.

mandag den 5. september 2011

En fantastisk dag!

Der er god dage og der er mindre gode dage.

I går var en af de mindre gode – og indrømmet, på en ultimativ skala var den ikke dårlig, men jeg havde bare håbet på mere.
Jeg skrev på Facebook:
”En forglemmelig dag i Tjæreby. Lille Bjørn 78 point i Ekspertklasse (mistede bak + 3x3 + 3x1), men fik for første gang æresplads! Megan 81 point i Championklasse (mistede højrebak + 3x3), det rakte til 3. vinder. Kæmpe til lykke til Johanna og Spooky som blev 2. rally super champion med sejr i dag med 99 point. Og så har jeg mistet Megans rallyresultatbog :-( Øv. Mest tilfredse var Christian som fik Megans præmie, 24 dåser Harboe Classic :-)”
Jeg måtte virkelig minde mig selv om det jeg siger til andre der går til prøve: fokusér på det positive fremfor det dårlige.
For Lille Bjørns vedkommende var det helt klart positivt at han fik ærespladsen (dæk foran) for første gang, og det endda med bravour. Han lå bare totalt roligt, det var en fornøjelse. Johanna fulgte hans banegennemgang fra ringside, og er helt sikker på at det ikke var bakken vi mistede, men en anden øvelse, og jeg er blevet overbevist. Og det gør mig også glad, for vi har arbejdet en del med bakken, og kun at miste 3 point på den er ok. Megans prøve var ikke ok, hun var meget ukoncentreret, og Johanna fangede mig lige da jeg gik fra banen med spørgsmålet ”Var du tilfreds med Megan?”, svaret var nej, og så fik jeg besked på ikke at belønne hende, men lave nogle øvelser med hende som jeg kunne belønne hende for. Godt.

Til gengæld var dagen i dag en absolut fantastisk hundetræningsdag. På en skala fra 1-10 vil jeg give den mindst 11 :-)
Max og jeg er nået halvvejs igennem Johannas Foundation hold. Og hold da op hvor er Max bare skøn at arbejde med. Han er meget opmærksom, meget hurtig og jeg skal virkelig være skarp med klik og belønning – men så får jeg også meget præcis adfærd hos ham. Jeg husker at holde lidt pauser indimellem, men han kan uden videre køre igennem en hel time, det er kun hans mave der sætter en begrænsning. Vi har afstand på inside (hulahopring), arbejder med at fastholde position og at få tempo i fremsendelsen. I spin arbejder vi med at fastholde positionen med ryggen mod fører. Clock (med uret om pind) er vi kommet godt i gang med. Setup er han helt vild med og vi går nu også fremad hvor han fastholder positionen. Ind imellem trænede vi left/right, balje (nu sker der virkelig noget!), in the box (fastholde ståen) og indkald. Det er en GAVE at have en så arbejdsivrig hund og en skarp træner til at inspirere og kommentere!!!
Lille Bjørn og jeg fortsatte på tricksholdet, og han er også en fornøjelse at arbejde med. Så snart snoren kommer af er han på, og vi holdt stort set ikke en pause i de 5 kvarter der blev trænet. Lille/stor, som jeg jf. sidste uges blog har omdøbt til small/big, kæmper vi med, og hvis vi skal have has på den er lidt men daglig træning nødvendig. Hulahopringen drønede han ud i (jeg bruger felt som kommando), og jeg er i gang med at freeshape pole (mod uret på indersiden af ringen). Setup elsker han og nu blev den kombineret med at se til venstre; hans freeshapede venstrekik hænger bare ved, så nu skal vi også have højrekik samt se op og se ned. Endelig arbejdede vi med wall: target på væg, som hunden skal dutte på og fastholde duttet; det er rigtigt interessant belønningsmæssigt, fordi klikket typisk vil afbryde adfærden og hunden vil fjerne duttet for at få belønningen … så vi arbejdede med at time det så vi kastede en godbid, der skulle ramme lige over target samtidig med hundens snude rørte target, og splitsekundet inden skulle klikket gerne falde :-)
Indimellem fik vi også arbejdet med pole (om pind) og in the box. Lille Bjørn har bestemt ikke glemt sin ungdomslæring!!!
Det er meget meget længe siden jeg er kørt så tilfreds fra en træningsaften. Hold da op hvor har jeg to skønne hunde at arbejde med – plus en tredje derhjemme, men det er jo en helt anden sag :-)
Og så fik jeg besked fra Kisser Pyrmov om at Megans resultatbog var fundet, det var bare en perfekt afslutning på dagen.

mandag den 29. august 2011

Valg af kommandoer ...

Max fotograferet af Annie Larsen
Efter en hektisk hundeuge som blev afsluttet med DM lørdag og kredsprøver i Allinge søndag, står jeg foran endnu en hektisk hundeuge.

Den startede i dag med først tredje runde Foundation hos Johanna med Max, og så har jeg været heldig at få en plads på Johannas tricks øvede hold med Lille Bjørn.
Jeg havde VIRKELIG mange godbidder med til begge to. Det er en udfordring i sig selv, for Lille Bjørn får tit dårlig mave efter en træningsrunde med mange godbidder, og Max' mave er i sagens natur endnu mindre. Men bittesmå stykker kogt kyllingebryst blandet med training bites brækket ud udgør en blanding, som begge hunde vil arbejde rigtigt godt for, og hvor der kan belønnes en del uden at det bliver alt for meget de får i maverne.
Jeg er virkelig påpasselig med at holde pauser i træningen af Max, men hans energi er fantastisk og han kan faktisk arbejde godt i hele timen.
I dag var øvelserne left/right, inside/outside (med hulahopring), spin (vende 180 grader og stå med front fra fører) og baljeøvelsen. Det går hurtigt med Max, og jeg skal virkelig være omhyggelig med timing, belønning og at hæve kriterierne. Baljeøvelsen har vi haft lidt problemer med, men jeg synes vi fik lidt af et gennembrud ved at få belønnet præcist i forhold til hans hofte, så jeg tror den er lige ved at være der :-)
Så blev Max sat ud i bilen og Lille Bjørn hentet.
Johanna har til aften skrevet på Facebook: ”Ja, jeg venter jo spændt på dagens blog opdatering.....”. Jeg er helt sikker på at hun venter at jeg skal skrive noget om overvejelser i forbindelse med valg af kommandoer …
Nå, men først dagens fire øvelser:
  • Lille/stor-konceptet, hvor hunden skal lære at vælge fx et lille låg i stedet for et større. På et tidspunkt skiftes det lille ud med et, der er endnu større end det andet, som dermed bliver det lille, som hunden skal vælge.
  • Venstre/højre (left/right), første skridt som på hvalpeholdet, men vi skal også arbejde med det på større afstand og hunden skal bevæge hovedet til højre og venstre mellem vores ben (look right, look left) osv.
  • Sid pænt, hvor hunden skal sidde med forbenene løftede.
  • Foot-touch til hånd, hvor hunden skal sætte et af bagbenene på førerens hånd (svarende til snudetouch mod hånd).
Vi er kommet godt i gang med alle øvelserne. Dog er der en kommando som jeg var mindre heldig med, for nu at sige det pænt …
Som udgangspunkt vælger jeg de samme kommandoer som Johanna anvender, så længe det ikke konflikter med at jeg bruger samme kommando til noget andet i forvejen. Så lille og stor var glimrende og oplagte valg. Indtil Johanna, da hun iagttog Lille Bjørns ikke helt sikre reaktioner på min kommando "lille", spurgte mig hvad jeg kaldte min hund. Lang pause … ”Lille Bjørn” hviskede jeg. Jeg skifter signal til small til næste gang!