søndag den 17. marts 2019

Lille Bjørn på pension

Lille Bjørn med fuldt fokus (foto: Grafiko.dk)

Anita og jeg havde aftalt en times træning i morges, og jeg havde valgt at tage begge hundene med, dels for at træne lidt rally med Lille Bjørn inden prøverne næste weekend på Bornholm, dels for at træne lidt FS med Max.

De seneste officielle prøver jeg har gået med Lille Bjørn var på Samsø den 21. oktober sidste år. Dengang gik det nogenlunde, vi fik 81 og 87 point. Til juleafslutningen 19. december var det helt tydeligt, at han ikke kunne høre ret meget. Han fik 80 point med en masse ommere, jeg skød det lidt hen med, at der også var meget støj i hallen.

I dag skulle jeg så teste med fremsending til felt og kegle, samt dobbeltspring ro. Det kan siges kort: Han kan IKKE høre. Måske hørte han lidt, da jeg råbte meget højt for at få ham til at stoppe, men det giver jo ikke mening. Både kegle og felt er indarbejdet med verbale forkommandoer, og det var helt tydeligt at mine håndtegn ikke gav nogen mening, hvorfor skulle de også det, når vi aldrig har trænet det?

Så det var nemt at træffe beslutningen: Lille Bjørn stopper i rally championklasse og mästerklass med øjeblikkelig virkning. Han er meldt fra de prøver vi var tilmeldt, Bornholm i weekenden, Lund den 28. april og Tuse Næs den 16. juni.

Jeg gik derefter vores HTM-program, og det gik fint! Han er tæt på mig hele tiden, og vi har virkelig styr på positioner og overgange og halen kører :-) Men også her må vi konstatere, at der ikke er noget rigtigt at stræbe efter. Vi har bestået to gange i seniorklasse, vi skal op en tredje gang den 6. april. Det bliver definitivt Lille Bjørns og min afsked med HTM.

Det er bestemt vemodigt, men helt sikkert det eneste rigtige, Vi har opnået langt mere end jeg kunne have drømt om, og jeg har haft utallige fantastiske oplevelser sammen med Lille Bjørn. Vi skal afslutte vores karriere på konkurrenceniveau på en ordentlig måde, og det gør vi!

Hvad så? Nose Work er bestemt en overvejelse værd, men det behøver jeg ikke tage stilling til nu.

Og indtil videre går Mathilde stadig rally juniorklasse med ham, det giver bestemt stadig mening!!!

fredag den 15. marts 2019

Geranium

Forårets urter og spirer

I Stjerner og stjernestunder skrev jeg, at min niece Anne og jeg havde aftalt, at vi skulle opleve Geranium - Danmarks eneste trestjernede Michelin-restaurant - sammen. Det skete i går, og det blev det vi havde drømt om og endnu mere til – en uovertruffen aften på alle niveauer.

Sprøde jordskokke blade

Fra man træder ud af elevatoren på 8. etage på Per Henrik Lings Allé 4, oplever man en gæstfri, imødekommende, hyggelig og gennemprofessionel stemning. Vi følte os meget velkomne, og vi fik den allerbedste plads. Jeg havde fået en opringning i tirsdags, hvor jeg blev spurgt, om vi havde lyst til at sidde ved et bord lige ved køkkenet, og ja!, mere end meget gerne!!! At sidde en hel aften med udsigt til anretningskøkkenet på Danmarks bedste restaurant, det er pragtfuldt.

Knivmusling

Madvalget var ikke et problem, for der var én menu: Forårets univers. Der var fire forskellige vinmenuer, vi valgte Heart & Soil.

Kammusling

Vi ville godt have et glas champagne at starte med. Tjeneren rullede en vogn med 5 forskellige champagner hen, og gennemgik de enkelte flasker, hvorefter vi valgte en 2013 Chartogne Taillet, Blancs de Blancs.

Marmoreret kulmule

Jeg kunne nævnte alle de 16 serveringer vi fik, de 7 vine, de 2 champagner vi fik (vi fik også et glas til sidst), men det er ikke det, det handler om her.


Det jeg tænkte mange gange i løbet af aftenen var: Dette er det ultimativt mest fantastiske måltid jeg nogensinde har oplevet. Hver eneste servering var et kunstværk, intet er overladt til tilfældighederne. Retterne blev præsenteret med stolthed. Hver mundfuld var fantastisk, en symfoni af smagselementer, som indgik en syntese. Vinene var naturligvis perfekte til.

Grillet Limfjordsøsters

Jeg tog billeder af hver enkelt servering og dette indlæg er krydret med et udvalg af dem. Jeg gennemgik hele menuen for Kirsten i eftermiddags, og en masse skønne minder fra i går væltede frem. Dette var mit livs måltid – indtil nu 😊

Lam

Hvad hæftede jeg mig specielt ved? Der var så mange fantastiske detaljer. Retter, hvor vi bare tænkte: det er ikke muligt, hvordan har de gjort det? Jeg vil hellere lade være med at nævne noget specifikt, det skulle da lige være ”Lam med morkler, grillet kål & syltet gran” dertil 2013 Côteaux de Bassenon, Jean-Michel Stephan, Côte-Rôtie.

En bid af rødbede

Vi blev inviteret på en rundtur, hvor vi kom bag kulissen og blev om muligt endnu mere bevidste om, hvor meget det kræver at drive en restaurant på det niveau. At komme ind i vinkælderen var bare en rejse til fantasiland, med flasker, som man kunne drømme om. Efter espressoen fik vi et glas Blanc de nor, Fleury. Anne fik sagt, at det var en perfekt dag at dø, efter sådan et måltid, og vi fik talt om perfekte øjeblikke, mine 100 % 😊

Nøgne træer

Jeg fortalte om 9. februar og om de mails jeg har udsendt, hvor jeg har spurgt, om jeg kunne få tilbagemeldinger på situationer, hvor modtagerne har oplevet mig som 100 %. Jeg har fået de skønneste tilbagemeldinger allerede, og en masse lejligheder til at tænke tilbage på specifikke situationer, og hvad jeg har gjort – bevidst eller ubevidst – for at være Paul 100 % i netop de situationer.

Resultatet er, at jeg er blevet meget bevidst om, hvad jeg kan gøre for at bringe mig i den rette tilstand, når der er behov for det. Det glæder jeg mig meget til at arbejde videre med.

På Geranium kunne jeg fra første parket opleve anretning af retter på allerhøjeste niveau. Jeg følte samme sug i maven, som når jeg oplever toppræstationer indenfor fx sport – man kan bare se og mærke, hvordan eksekveringen sker ubesværet, fordi det hele er trænet og trænet, så det bare fungerer ubevidst.

En aften på Geranium er ikke bare et fantastisk måltid. Det er også kunst på allerhøjeste niveau. Det er en oplevelse for livet, som Anne og jeg har sammen. Og vi har aftalt, at vi skal genopleve det en anden gang.

Ligesom jeg har lovet Max og mig selv, at vi skal genopleve det, vi oplevede sammen den 9. februar.

Gode oplevelser er vanedannende, og jeg vi gøre, hvad jeg kan, for at opleve endnu flere.

mandag den 11. marts 2019

Nordisk rally – dommertræning mv.


Maria, Solveig, Iiris, Taru, Ida, Beatrice, Amanda og Paul

Weekenden stod endnu engang i rallyens tegn, denne gang udelukkende i den nordiske rallys tegn. Amanda og jeg mødes i Kastrup tidligt lørdag for at flyve til Oslo og mødes med de andre nordiske dommere og sekretærer i Hadeland Hundeklubb, som ligger i Gran cirka 50 kilometer fra Gardermoen, Vi har så heldige at lande ganske kort tid efter Iiris og Taru fra Finland, så vi kunne køre med dem. Vi mødtes med Beatrice og Ida fra Sverige samt Solveig og Maria fra Norge, for at dømme i alt 8 inviterede ekvipager, heriblandt flere norske topekvipager.


I løbet af lørdagen fik vi opstillet to baner og bedømt alle ekvipager på begge baner, og ikke mindst talt rigtigt meget om bedømmelserne. Vi havde naturligvis forberedt os grundigt og have gennem en lang periode arbejdet på at beskrive fratræksregler, men det var noget ganske andet at stå foran ekvipagerne og opleve alt muligt, som vi på kort tid skulle forholde os til og omsætte til et fradrag. Vi er alle 8 dommere – det er os der skal dømme og være sekretærer til NM – og vi kommer alle med vores nationale baggrund, og skulle i en given situation diktere vores fradrag efter de foreløbige nordiske aftaler. Det lærte vi rigtigt meget af, og der blev løbende noteret forhold, der skulle drøftes nærmere.

Den første bane, som Beatrice havde designet, var virkelig udfordrende for nordmændene. Det var der en god grund til: i nordisk rally er der en hel masse man må, som man ikke må efter de nordiske regler (fx behøver man ikke vende lige foran et vendingsskilt), mange af øvelserne har de ikke, og højrehandling er ikke så omfattende som i nordisk klasse, hvor alt må højrehandles.


Derfor blev anden bane, som jeg havde designet, hurtigt ombygget. Der var en del højrehandling i den første, men ved at ombytte to par skilte blev det til en mere overkommelig opgave for nordmændene.

 

Efter dommertræningen tjekkede vi ind på Hotell Hadeland og så kom næste punkt på programmet. Iiris, Beatrice, Solveig og jeg havde NKU rallymøde, mens de øvrige udarbejdede en samlet liste med spørgsmål og kommentarer fra dommertræningen. Begge dele gik fantastisk – vi fik udarbejdet det materiale vi havde aftalt, herunder fik vi konstitueret os, hvad vi har glemt tidligere. Jeg fik formandsposten, frivilligt :-) Sekretærerne var også færdige, så vi nåede alle sammen at behandle en del af de åbenstående punkter inden middag, og efter en lækker middag fortsatte vi lidt endnu, efter at have aftalt at slutte kl. 21:00, for vi var godt brugte, ikke mindst finnerne som havde været op ved 3-tiden CET.



Næste morgen kunne vi glæde os over en ualmindeligt flot morgenmadsbuffet på hotellet. Det tog lidt tid at varme biler og skrabe ruderne fri, det var minus 12 grader, men vi nød det skønneste solskinsvejr.

Derefter gik turen igen gik til Hadeland Hundeklubb og de samme 8 ekvipager, som igen kom til at gå to baner, først en anden af mine og dernæst Beatrices anden.

Det var helt tydeligt, at vi var meget bedre til at dømme ens, men naturligvis stadig med forskelle, for når man står fire forskellige steder er der detaljer, som ikke alle kan se og dermed ikke kan trække for.


Vi sluttede først på eftermiddagen og så gik turen hjemad, stadig i flot vejr, og udsigten fra flyet var fantastisk, her et foto Amanda tog kort tid før vi ankom til København.

Væsentlige konklusioner fra de to dage?

Der er en masse vi fortsat skal afstemme i dommergruppen, så vi er nu alle 8 med i en Facebook-gruppe, hvor vi skal afklare alt udestående.

Vi er rigtigt glade for at der er 4 dommere til NM, for på trods af, at vi alle er relativt garvede dommere, så var der stor spredning i bedømmelserne. Selvfølgelig bliver vi bedre, når får trænet noget mere, men sportsligt får vi helt sikkert den mest fair afgørelse med 4 sæt dommerøjne på hver ekvipage.

Amanda og jeg har talt en del om, hvordan vi gør det bedst i forhold til de danske kvalifikationskonkurrencer og forberedelse til selve mesterskabet. Vi har besluttet, da vi to er de eneste i Danmark, der har mulighed for at gøre det , at vi må udarbejde en oversigt over de nordiske øvelser, og notere de steder, hvor udførelsen af øvelserne fraviger fra de tilsvarende danske, og hvordan de skal udføres. Jeg nævner bare nogle få eksempler:
  • Line skal tages af lige inden man går ind i ringen på et markeret sted og skal bæres skjult at føreren
  • Hunden kan starte på højre side og der er ingen begrænsning på antallet af højrehandlede skilte
  • Ekvipager er under bedømmelse fra de går ind i ringen til de går ud, altså også før startskiltet og efter målskiltet
  • Ved øvelser med gå rundt om skal man stoppe op, inden man tager hunden med
  • 180 graders vendinger skal foregå meget snævert (på A4-areal)
  • 90 graders vendinger skal foretages skarpt på stedet
  • Osv.
Oversigten bliver naturligvis udarbejdet så alle tilmeldte i Nordisk klasse i Roskilde kan få oversigten i god tid inden prøverne.

Derudover vil vi helt sikkert arrangere noget træning for landsholdet, når det er udtaget.

Jeg skal helt sikkert selv i gang med træningen, for selvom jeg ikke kan deltage til NM som udøver, vil jeg da ikke forspilde muligheden for at gå til de kvalifikationsprøver, som jeg ikke selv skal dømme, den oplevelse vil jeg ikke snyde mig selv for.

fredag den 8. marts 2019

Lille Bjørn 12 år

Lille Bjørn 28. december 2016 :-) (foto: Grafiko.dk)

I morgen bliver Lille Bjørn 12 år, det er næsten ikke til at fatte, at han allerede er ved at være en ældre herre.

Hvad er der sket siden han blev 11 år?

Ikke så lidt? Faktisk blev jeg selv lidt overrasket over, hvor aktiv han har været det sidste år.

På rallyfrontener det blevet til 30 prøver. I Sverige har han fået titlerne RLD-N (SE) RLD-F (SE). I juniorklasse er det blevet til 14 prøver og Mathilde har gjort ham til RJM, nr. 7 ved DM og nr. 5 til Årets Hund. Jeg har gået til 11 danske prøver med ham, og det er ikke blevet til de store resultater, men vi blev nr. 2 i Nakskov 28.4.2018 med 93 point.

På HTM-fronten har han været en superstjerne.. Han har været oppe 11 gange og bestået 9. Han har vundet 5 gange, er blevet nr. 2 3 gange, nr. 3 2 gange og nr. 4 1 gang, ikke dårligt. Det har også givet et læs titler: 24.3.2018 HTM1, 2.6.2018 HTM2 og 9.9.2018 HTM2HIF18 og ÅHHTM218. De to gange vi ikke bestod, var den første af to prøver i Sverige, hvor han senere på dagen bestod klasse 2, og vores debut i HTM3 den 20.10.2018 på Samsø, som også blev vores eneste start i klassen.

Hvad er planerne det kommende år?

Jeg må erkende, at Lille Bjørn ikke er helt ung længere, selvom det er svært … Han er helt døv, og ikke så agil længere. Men det, der trækker den rigtige vej er hans fantastiske motivation, han vil så gerne lave noget, og hans energi er uovertruffen, når vi træner og konkurrerer.

I HTM er vi begyndt i seniorklasse i erkendelse af, at et godt HTM3-program med en døv hund er lidt op ad bakke. Vi hygger os i seniorklassen, og brillerede senest 17.2.2019 med at gå til When I’m 64, fordi jeg havde lagt den forkerte musik på USB ‘en, og vi bestod alligevel. 6.4.2019 er officielt afdansningsbal, men man ved aldrig med den fører  På rallyfronten har Mathilde til min store glæde sagt ja til at prøve at kvalificere Lille Bjørn til DM og Årets Hund igen i år. Han er også tilmeldt nogle få prøver med mig, fordi det er så sjovt at gå med ham. 4 danske og 3 svenske, for han skal da prøve at gå Mästarklass i Sverige også.

Hvad bliver det ellers til? Måske lidt Nose Work, som han jo også er dygtig til, så det vil jeg bestemt ikke udelukke. Først og fremmest vil jeg glæde mig over at Lille Bjørn i en trods alt ganske pæn alder, stadig er ganske fit for fight, gerne vil arbejde og som det altid er sjovt at gå til prøve med. Så længe vi hygger os med det, bliver vi ved.

Stort, stort tillykke til verdens allerbedste Lille Bjørn!

onsdag den 6. marts 2019

Rallykonkurrencetræning og nye skilte


Aftenens rallytræning hos Amanda var som altid fantastisk og lærerig. Max var lidt trykket i dag, ikke meget, men nok til at det blev bemærket. Han arbejdede fint, men der manglede lidt smil på læben og lidt overskud.

I første runde – prøvesetupet – havde jeg varmet op som sædvanlig, herunder lidt træning af dagens nye skilte, og banen gik rigtigt godt. Der var en enkelt fejl, fordi jeg gav en forkert kommando, og det var cirka det.

Der var 8 nye skilte til selvtræning og dem fik vi arbejdet rigtigt godt med, og efter lidt input fra Amanda fik vi styr på de to sideskifter om kegle. Hun synes ikke ”rundt” var en god kommando, når jeg bruger den til cirkel om fører modsat uret, og det har hun da ganske ret i  Jeg bruger nu ”kegle” til rundt med uret, og ”sennep” til rundt modsat uret; såre simpelt og intet problem for Max.

Vi fik arbejdet mest med bakke 1 skridt stå, bakke 2 skridt stå 3 bakke skridt dæk og skilt 321 (90 grader stå, 90 grader sit, 90 grader dæk). Specielt det sidste havde jeg fået lavet en kringlet fortolkning af; da jeg udførte det som det var tænkt, gik det meget bedre med at få Max med.

I den individuelle runde fik jeg også gået dagens bane med lidt ændringer i form af nogle af de nye skilte, faktisk gik jeg den to gange, og der fik jeg nok presset citronen, for Max var helt klart træt til sidst – der var også et væld af sitter – og jeg var revet lidt med af stemningen. Men halen kom op igen og det hele endte fint.

Jeg får på flere fronter sat mig godt ind i nye skilte. I søndags mødtes jeg igen med Christina og Tempo, for at filme rallyøvelser, og vi nåede alt det manglende igennem. Jeg er også i gang med en opdateret udgave af præsentationen af de nye skilte, som skal bruges på næste onsdag. Den kommer også til at indeholde noget om NM, så de nye nordiske skilte bliver også præsenteret.

I weekenden går turen til Norge. Amanda og jeg skal mødes med resten af NKUs rallyudvalg og deres sekretærer, og tiden skal primært bruges på at se ekvipager gå baner med de nordiske skilte, dømme, og diskutere bedømmelser. Som en del af forberedelsen har vi hver især designet nogle baner, jeg lavede mine tre i går, og det bliver spændende at se dem afprøvet i praksis.

lørdag den 2. marts 2019

FS2 – og masser af positiv forstærkning


Det har på flere områder være været en virkelig god uge, også hundetræningsmæssigt. Tirsdag Nose Work med Max hos Merete Forandringens vinde, onsdag Heelwork med Lille Bjørn og Max hos Anja Fri ved fod nørderi og i går Tricks og freestyle med Max hos Johanna.

I dag var vi syv, der havde sat hinanden stævne i Stestrup WorkingPaws fra 9-12 for at træne HTM/FS. Konceptet er enkelt og smart: 8 ekvipager, 7 minutter til hver i 3 runder, 5 minutter til klargøring og 7 minutter til oprydning, så er de 3 timer fyldt ud. Opgaven som DJ/tidtager gik på skift, og så kørte vi ellers derudaf.

Jeg havde valgt ”kun” at tage Max med og træne det nye FS-program, inkl. de nye overgange fra i går, og en bakke rundt om fører, som pludselig dukkede op i går, og som Max udfører flot og lynende hurtigt. Jeg valgte i begge runder at bruge tiden, hvor den foregående ekvipage var på banen, til at hente Max i bilen og varme ham lidt op udenfor ringen.

I første omgang kørte vi det fulde program to gange. De gik begge fint, der var kun lidt tøven og lidt usikkerhed - det var fordi bl.a. overgangene kun er trænet meget lidt, og lidt manglende førerskarphed – men generelt var jeg supertilfreds. Max var virkelig på og jeg følte at de syv minutter var på niveau med vores bedste FS-træning nogensinde.

Anden omgang var cirka kl. 11 (første kl. 10), opvarmningen gik fint, og i ringen gik det nogenlunde, men Max var helt tydeligt ikke så meget på længere, der var nogle passager jeg måtte korte af, og bakningen blev i en ganske begrænset version. Han var træt.

Jeg besluttede at droppe den tredje omgang, og jeg kunne godt regne ud, at et program som det ovenstående plus de mange motionsture, måske godt kan forklare, at både Max og jeg trænger til at holde lidt træningsfri 

Det var meget spændende at se de andre arbejde med deres programmer, lige fra helt nye programmer med uerfarne hunde, til stjerneevkipager med fantastiske programmer.

Jeg kørte hjem med mange rigtigt gode følelser indeni, og topmotiveret til at arbejde videre med FS2-programmet.

En ganske dejlig uge med masser af fin hundetræning, og bekræftelser af:
  • At Lille Bjørn bestemt stadig er i fin form, topmotiveret og klar til -her en uge før sin 12-års fødselsdag - at arbejde videre i HTM
  • At Max arbejder flot, koncentreret og motiveret i Nose Work og Freestyle
  • At jeg selv hele tiden har fokus på Max’ motivation, og får en masse gode bekræftelser af, at vi er på rette spor
Jeg har på det sidste oplevet en masse små tilkendegivelser, hvor mit samarbejde med specielt Max er blevet rost. Jeg labber det hele i mig, og glæder mig hver eneste gang over at det bliver bemærket, at det bliver kommenteret og at jeg godt véd, at de har fuldstændig ret ;-) Jeg glemmer mig selv nogle af gangene, som ved Anja træningen, hvor jeg efter et af passene sagde højt, ”Hold da op hvor er han bare god” om Max, og Anja direkte kommenterede ”I er gode”.

Den måske allerstørste ros fik jeg ganske uventet på arbejde. Et møde startede ikke helt som jeg havde regnet med, jeg kan ikke beskrive de nærmere omstændigheder, men der var lidt spænding i luften; jeg stoppede min præsentation (lukkede låget på pc’en), tog dialogen med direkte øjenkontakt og vi blev enige om, hvordan vi skulle komme videre. Det virkede fantastisk. Efter mødet kom en af deltagerne hen til mig og sagde med direkte henvisning til den omtalte situation: ”Hvor er du god og rummelig!”. Jeg kan garantere for at jeg svævede ovenpå den ros (og jeg huskede naturligvis at sige tak!!).

PS: Talje Hofte Ratio 1,03 (mål 1,00). Vægt 78,5 kg. (mål 77,0 kg.). Vægtmålet bliver stående, men når jeg når det bliver næste mål sat til 75,0 kg.

fredag den 1. marts 2019

Tricks og Freestyle

En tidlig udgave af FS1-programmet

Max var med god grund lidt frustreret flere gange under dagens tricktræning hos Johanna. For der var virkelig noget føreren skulle tænke over, og så blev Max nok ladt lidt i stikken.

I første runde blev vi introduceret til tre forskellige (svære) øvelser, som vi skulle arbejde med. De tre øvelser:
  • Cirkle 2 gange omkring et A4-ark, som lå på gulvet, på én kommando
  • Sætte snuden ind i et krus, som føreren holdt i den ene hånd, og på kommando flytte snuden over i krus i førerens anden hånd
  • Klappe kage: fører lægge hånd, hund lægge pote ovenpå, fører lægge anden hånd, hunden lægge anden pote, fører flytte nederste hånd og lægge øverst, hund ditto med nederste pote osv.
Ingen af opgaverne er trivielle, så der skulle virkelig tænkes og planlægges over startindlæringen og de næste trin derefter.

I anden runde havde vi individuel tid, og mit fokus var på to overgange i FS-programmet. Jeg har tidligere skrevet om, at jeg træner programmet på godt 2½ minut i sekvenser af cirka 30 sekunder. Ved prøven 17.2 gik det op for mig, at der var nogle overgange mellem sekvenserne som ikke kom af sig til, og det fik jeg gode løsningsforslag til i eftermiddags.

Først var der overgangen fra Max har sit hoved på min hånd på venstre side, hvor jeg ligger på knæ, og Max skal ind foran og bakke. Efter lidt tørtræning fik jeg styr på motorikken, så jeg fjerner hånd, sætter højre fod, så Max kan komme under låret, moveon, slalom, ind foran og stå. Og vupti er Max på elegant vis kommet ind foran og vi har drejet 90 grader, så han kan bakke med siden til dommerne.

Dernæst var der overgangen fra hvor Max står med hands-up af mig og skal ende med at cirkle rundt om mig, hvor jeg sidder. Der skal ske ret meget, derfor skal Max væk fra mig, så jeg kan komme i position. Så: hands-up bag på mig, spin, så han med et snur kommer væk fra mig, spring mellem mine ben, en vending og en bakning, så har jeg tid til at komme ned i position, og Max kan komme tilbage og cirkle.

Jeg har testet det med musikken bagefter og der skal justeres lidt. Men det giver de to overgange et gevaldigt løft, og det bliver rigtigt godt. Jeg prøver det af i morgen tidlig, Anita og jeg har arrangeret HTM-selvtræning i Stestrup-hallen, med i alt 8 ekvipager, så jeg har tre runder med musik (og jeg har husket FS2-udgaven af When I’m 64) og det bliver fedt at prøve af.

Max var træt til sidst, det var jeg også, men han var tilfreds med mit førerarbejde trods alt ;-)