mandag den 9. november 2020

Nose Work, Rally og justerede prøveformer

Otto snuppede Kirstens plads ;-)

Weekenden har været perfekt til afprøvning af justerede prøveformer under hensyntagen til diverse Covid-19 restriktioner og et forsamlingsforbud på 10.

Rallyprøven lørdag beskrev jeg i Den skønneste rallydag.

I går var jeg til NW2-prøve med Max på Rødovregaard, arrangeret af Pudelklubben og Border Collie Klubben. Et superflot arrangement, som jeg ud fra en deltagersynsvinkel synes var meget perfekt. Jeg kom 9:30 (tidligste mødetidspunkt), 1. ekvipage var på 9:45, jeg kom ind som nr. 6 ud af de 7 i gruppen cirka 10:40, og tog afsted ved 11-tiden, efter at have gennemført 4 søg umiddelbart i forlængelse af hinanden, med udfyldt resultatbog og en præmie, superdejligt.

Prøven gik også fint, dvs. jeg var rigtigt godt tilfreds og havde den rigtige følelse. Køretøjssøg 25 point. Indesøg, tydelig markering fra Max, men desværre for langt fra kilden 0 point. Beholdersøg 25 point. Udesøg flot første markering (korrekt) og flot anden markering (forkert). Netto 62½ point og en 3. præmie.

Begge prøver har for mig bekræftet, at som udøver er det et fedt koncept. Et fast mødetidspunkt, hurtigt på, resultat med det samme, og farvel og tak.

En dejlig fødselsdagsgave nydes!

Jeg kan godt nævne nogle ulemper, men ingen som er vigtige for mig selv 😉 Jeg synes det er fedt at gå til prøve og få tilbagemelding. Det er også fedt at være i toppen og få præmierosetter, men når det nu skal være, vil jeg hellere til prøve, og så er præmieringsformen sekundær.

Som arrangør har rallyprøven 7.11 været bøvlet, men meget skyldes, at det har været den første under de restriktive vilkår. De næste bliver helt sikkert nemmere, og der er nu erfaringer at trække på.

Jeg nævner i ganske tilfældig rækkefølge nogle forhold, som jeg selv vil have fokus på, næste gang vi opslår rallyprøver, med mulige justeringer afhængig af omstændighederne
  • Dommer tager selv tid. Det er vi nogen, der har gjort længe, og tro mig, det kan indlæres på ganske kort tid. Der var en prøve for nylig, hvor jeg havde fået tildelt tidtager, og det var svært for mig! Arrangøren sparer 300 kr., kørsel, mad/drikke og gave. Og det går hurtigere, fordi dommeren ikke skal have tiden af en anden og notere den.
  • En nogenlunde erfaren prøveleder/sekretær, som kan dække alt det andet som arrangør. Min erfaring fra lørdag er, at det fint kan kombineres med at deltage selv (jeg deltog med to hunde i to klasser).
  • En præcis tidsplan som skal overholdes ret fornuftigt, ellers kan det gå ud over prøvens flow.
  • Eventuelt offentliggøre baner digitalt, så deltagerne skal ikke fotografere/stå det samme sted og se den. Jeg véd at Rally og NW ikke kan sammenlignes 1:1, men det virkede perfekt til NW2 søndag!!
  • Sætte max på deltagerantal pr. klasse (8 evt. 16), så grupperne får en passende størrelse i forhold til grænsen. Selvfølgelig på en intelligent måde.
  • Arrangere prøver med flere dommere, så dommere, der selv er udøvere, kan gå op og dømme. Og aftale en betalingsform, så det ikke blev dyrere for arrangørerne.
  • Overveje et Corona-tillæg, for at deltage i prøven.
Som udøver, arrangør og dommer ser jeg ikke nogen problemer i at afholde prøver under de ændrede vilkår. Det er en tilpasning til virkeligheden, og der er ingen argumenter i rallysammenhæng for at prøveaktiviteten skal gå i stå.

(NB: Jeg er HELT med på, at der er andre vilkår for prøver, der tæller til DM og Årets Hund, hvor man ikke kan sætte et max pr. klasse).

I dag var også dagen, hvor jeg med meget stor glæde kunne annoncere, at Liv er officielt godkendt som rallydommer.

Jeg har haft Liv som elev, aspirant og til dommereksamen. Vi har haft en ekstra aspirantomgang, da hun dømte 5 ekvipager på begge de to DM-finalebaner til et HMC-arrangement. Vi har trænet sammen, og talt rigtigt meget om bedømmelser. Hun har stillet en masse gode spørgsmål, hvor en hel del kommer på næste dommermøde.

Jeg vil ikke bruge ordet generationsskifte, selvom Liv er den yngste af de nye dommere/dommere på vej, men gerne tale om friske øjne på at læse reglerne og fradragsreglerne, og stille spørgsmål og udfordre ”vi plejer” at dømme sådan og sådan.

Ottos første 10 prøver :-)

Jeg glæder mig vildt til at opleve Liv som dommer!!!

Jeg synes bestemt ikke om Covid-19, som bl.a. gør, at vi ikke kan møde vores børnebørn, svigerdatter og søn, som bor i Oxie (Malmø). Men livet går videre, og jeg vil gerne være en del af det 😊

lørdag den 7. november 2020

Den skønneste rallydag

Paul, Otto, Anita, Max, Mathilde (foto: Mette Thomsen)

Det har været en vidunderlig dag!

Rallyprøven i Sjællands Agility Center kørte på skinner, under iagttagelse af alle regler i forhold til Covid-19.

Anita var dommer og tidtager, jeg klarede resten, og ærligt talt, så var det ret nemt, med kun 31 ekvipager.

Jeg var selv oppe med begge hundene og Mathilde oppe med Max i juniorklasse.

 
Både Max og jeg ser meget tilfredse ud, med god grund (foto: Mette Thomsen)

Max var først oppe i championklasse med i alt 10 ekvipager. Fed kontakt, en ommer, og 4 1’ere på lidt skævt og noget jeg ikke kan huske. 93 point, og den allerbedste følelse. Vi blev nr. 3.

Der var kun Mathilde og Max i juniorklasse og fem begyndere, Mathilde kom op efter de to første begyndere, og Otto og jeg var sidst.

Mathilde gik lynende hurtigt med Max, 58 sekunder, og fik 97 point, superflot!

Otto og jeg varmede fint op, og jeg havde igen den helt rigtige følelse. Der var en håndfuld stramme liner i starten, lidt snus og en skævert, og vi fik 9 1’ere. 91 point og 3. vinder.

Vi fik organiseret noget fotografering til sidst, hvor Anita naturligvis skulle med, når det var hendes sidste prøve som rallydommer, og ovenstående er et af de bedre, der var lidt uro i geleddet under fotograferingen 😉

Vi var 12 der mødtes på La Rustica i Ringsted efter prøven til sen frokost/tidlig aftensmad, Anita fik nogle afskedsgaver og jeg havde den store glæde at kunne annoncere, at hun havde fået Sydkystens Hundeskoles Hundepris for 2020, begrundelsen kan læses her.

Jeg sidder og nyder en Fuller’s Past Masters 1905 Old London Ale og en Dalwhinnie 15 år og jeg har den fantastiske følelse indeni, som betyder, at det har været en rigtigt god dag. Afviklingen af prøven var fantastisk, Anita og jeg havde virkelig styr på det hele. Afviklingen på La Rustica var også lige i øjet. Jeg tror ikke Anita kunne have ønsket sig en bedre afslutning på sin dommerkarriere, og jeg er glad for, at jeg fik lov til at være en del af den.

En del læsere vil nok tænke, at det at stå for arrangementet, være prøveleder, sekretær osv., ikke var optimalt i forhold til at gå op med egne hunde, eller ligefrem huske, at jeg har skrevet, at sådan ville jeg ikke gøre.

De har ret, men jeg ved også, at jeg, der hvor jeg er mentalt nu, kan håndtere det. Hundene var ikke blevet varmet anderledes op, hvis jeg ikke havde haft de officielle pligter, og jeg vil vove den påstand, at jeg ikke kunne have gået bedre på dagen, end jeg gjorde, hvis jeg ikke havde haft de opgaver. Jeg har det rette fokus, når jeg varmer op og går op med hundene.

Det har virkelig været den skønneste dag!!!

torsdag den 5. november 2020

Motivation

Otto kan også lege (foto: Mette Thomsen)

Inspireret af Mark Anthonys onlive foredrag i går aftes, besluttede jeg mig for at notere nogle motiverende/inspirerende nedslag i går og i dag. Hold da op, det var nemt, det føltes skønt og enormt … motiverende og inspirerende 😊 

 Mark Anthony: Motivation er kunsten at skabe interesse og inspirere til handling

1. En tidligere kursist og jeg skrev sammen om hvilken klasse de skulle tilmelde til en rallyprøve. Jeg: ”Spørg dig selv, hvad du helst vil. Når du tænker forløbet igennem, hvilken følelse vil du så gerne have, når det hele er ovre?”

Svar: ”Tusinde tak. Du stillede et spørgsmål som INGEN nogensinde har stillet mig før - hvilken følelse vil du stå tilbage med bagefter? Det er nok det vigtigste spørgsmål, jeg nogensinde har fået. tusind tak for det!

Netop dette gjorde også valget om at flytte tilbage til begynder lettere. Tak for dette spørgsmål!

Hvordan tror I jeg havde det efter det svar?

2. I helt anden forbindelse, skrev Johanna til mig i går, og så kom denne: ”Og mega flot fokuseret arbejde med den mindste i går - han var stjerne sej!!!!”

Tror I jeg rankede ryggen lidt ekstra?

3. En samtale med en god kollega efter et virkelig godt møde. Han roser mig, og jeg griber bolden og giver ham den feedback, han fortjener, fordi han er hammerdygtig og en fantastisk kollega.

Tror I vi begge havde det fedt bagefter?

4. Til møde med Trine, min osteopat. Jeg fortæller om mine gode fremskridt, hun lytter, iagttager og tjekker. Og i processen kommer det så: alle fremskridtene kan jeg takke mig selv for. Jeg har fået masser af input og planer, men de resulterer i sig selv ikke i noget. Jeg har tager det hele til mig, træner og gør fremskridt. Jeg har det faktisk meget bedre end længe.

Med de resultater og den feedback, hvor meget lyst har jeg så til at fortsætte?

5. Foredrag med Mark Anthony. 1½ times onemanshow, med en stribe gode historier og inspiration om motivation. Jeg kan genkende en del fra hans bog ”Drivkraft”, og det gjorde at tankerne fløj lidt, men på en konstruktiv måde. Jeg kunne mærke, at jeg fik lyst til at gøre mere af det samme, forsøge at inspirere og motivere andre, og fortsætte med at lave det, jeg holder af, ved at motivere mig selv.

6. Rallyprøven den 7. november. Det er Anitas afskedsprøve, og det er i sig selv har været mere end nok som motivation for mig. Jeg gætter, på at Anita læser med, men pyt, det vil ikke overraske hverken hende, eller andre hundefolk, der kender os, at det betyder rigtigt meget for mig, at netop denne prøve bliver noget særligt.

Der har været lidt modvind på cykelstien, og jeg har måtte træffe nogle lidt trælse valg undervejs. Men i bund og grund har det været nemt, og jeg har kunne klar det meste på rutinen. Der er nu gjort klar til en prøve, hvor der er knivskarpt styr på eksekveringen.

Der er præcis to officials: Anita er dommer og tidtager, jeg selv står for alt andet 😊 Jeg er prøveleder, jeg er sekretær, jeg står for alt det administrative og praktiske, og jeg skal op i championklasse med Max og i begynderklasse med Otto. De skal henholdsvis starte og slutte, det synes jeg er passende.

Jeg er topmotiveret til, at dette skal blive en fantastisk prøve!

7. I vores begges frokostpause i dag talte jeg med Amanda om forskelligt, og sjovt nok kom vi ind på forskelligt rallyrelateret også, herunder prøven på lørdag. Jeg lovede, at jeg ikke ville blive sur uanset resultaterne. Det er en del af, at det er en fantastisk prøve, og dejligt, at Amanda lige mindede mig om det, selvom det har ligget i baghovedet hos mig.

8. Jeg havde aftalt at træne rally med Mette i eftermiddags i Roskilde. Jeg kom ½ time før og gik en rask tur med hundene i ganske blæsende vejr. Jeg nød bare at gå med hundene, og at jeg gik normalt. Mette kommenterede efter vores træning, der var næsten intet at se af min halten. Det føltes på enhver måde godt.

9. Træningen gik fantastisk. Jeg havde lavet en championagtig bane med 16 skilte, i et kvadrat. Jeg gik den efter at have varmet Max lidt op, men helt tydeligt ikke nok! Han var en ren energibombe, og vi lavede en masse ekstremt flotte momenter, og også momenter med lidt forsiringer, som burde belønnes (bare spørg Liv eller Mia 😊), men efter gældende regler ikke giver bonus. Jeg grinede og havde det herligt, og vi legede så skønt bagefter.

Jeg fortalte Mette, at nogle af mine tidligere trænere skulle have set mig, jeg havde påstået at Max ikke ville lege … det vil han i den grad.

Cirkel om fører (foto: Mette Thomsen)

En stribe skilte blev fjernet fra banen, og voila, der stod en meget svær begynderbane, med 6-7 stationære skilte. Otto blev varmet op, men langtfra nok, og var ret påvirket af blæsten, så det blev en runde med masser af belønning og opmuntring i øvrigt. Da vi gik den igen senere, efter at have leget, var der et helt andet fokus, og en meget stolt fører.

10. Jeg begyndte at skrive til aften og pludselig er vi kommet til ti, og jeg startede altså bare med noget, der skete i går.

Er det ikke skønt, at det er så nemt at finde eksempler på gode oplevelser, som summer op i min mentale bank? Der er en meget stor positiv saldo, og modsat, hvis det havde været en positiv saldo i et pengeinstitut, skal der ikke betales renter af den … tværtimod, det er på mange måder bedre end penge i banken!

onsdag den 4. november 2020

Fødselsdag, træning, timing

Nose Work med Max

Først og fremmest vil jeg sige mange tak, til alle der tog sig til at sende en hilsen til mig i går, da jeg fyldte 68. Alle er læst med stor glæde, og flere har givet anledning til at gode minder poppede op. Det vender jeg tilbage til 😊

19.-22. oktober var jeg i arbejdssammenhæng på kursus i Leading SAFe®, et ganske intensivt kursusforløb. Indenfor en måned efter afsluttet kursus er der mulighed for at gå til eksamen og blive certificeret.

Jeg kan ikke påstå at min entusiasme i den sammenhæng var overvældende, men Kirsten synes jeg skulle gøre det, og jeg gav mig selv nogle los bagi, og fra midt i sidste uge begyndte jeg at læse materialet systematisk. Jeg tog en prøveeksamen sidste onsdag, før jeg begyndte læsningen for alvor, og bestod ikke, men jeg fik 62 % (bestået grænse 75 %), og det var da ikke så dårligt.


Noget af weekenden blev også brugt, og mandag ved middagstid tog jeg en ny prøveeksamen, som jeg bestod med 84 %. Så var der ingen grund til ikke at kaste sig ud i det, og mandag eftermiddag blokerede jeg kalenderen 1½ time til eksamen. Det gik ualmindeligt godt, og jeg bestod med 96 %, og fik dermed certificeringen.

Den er meget rar at have - i praksis betyder den intet for mig – men det der virkelig betød noget for mig, at jeg mentalt kunne motivere mig selv til at gå all in, og gøre det.

Apropos motivation, så er min fitness træning i aften aflyst, og det var helt i uheld, nu er jeg tilmeldt et onlive motivationsforedrag hos Mark Anthony i stedet, og det er ikke et dumt bytte 😊

Tilbage til fødselsdagen!

DM 2013 med Annie og Charlotte

Der var flere hilsener der med fotos eller ord refererede til en oplevelse den, der sendte hilsenen, og jeg havde haft sammen. Et kursusforløb hos Bob Bailey (Johanna, Mette), Årets Hund 2018 på min fødselsdag (Mathilde, Mette), Max’ første juniorklasse med Sebastian (Micha), NM i 6+ (Sandie, Louise), DM i rally 2013 (Annie) og mange flere. Fede minder. Og sørme om der ikke var flere der fik tårerne frem, det er dejligt.

Jeg fik også hilst på svenskerne, via WhatsApp, er bleg erstatning for at mødes fysisk, men sådan må det desværre være for tiden.

Jeg havde prioriteret hundetræning eftermiddag og aften fremfor en god middag hjemme, det bliver fredag i stedet.

Nose Work træning med Otto og Max hos Merete havde prioritet, især fordi Max og jeg har været så heldige at få plads til NW2-prøven på søndag i Rødovre. Vi var med i den oprindelige gruppe på 40, men nu er der reduceret til 28, for at få det til at op i forhold til Covid-19-begrænsninger.

Træningen gik strygende. Otto var på fra starten, om end meget hanhund, så han glemte lidt opgaven indimellem …

Max gik også strygende, om end der var lidt frustration ved et par høje kilder.

Jeg kan nævne en masse positivt, det har jeg også gjort for mig selv, men her vil jeg gerne minde mig selv om nogle ting, som jeg skal have fokus på søndag.

Så tog vi hjem, hundene fik ½ portion aftensmad, og Kirsten og jeg fik en lækker tærte.

Derefter gik turen til SAGC i Ringsted og rally hos Johanna. Otto og jeg blev budt velkommen med en fødselsdagssang (TAAAAK!) og var på som første ekvipage. Ikke så meget pjat, jeg ønskede at blive dirigeret i nogle forløb med begynderøvelser, som opvarmning til Ottos første prøve i SAGC på lørdag. Vi gik supergodt, og fik afdækket nogle forhold der skulle justeres (tempo før dæk bl.a.), og afsløret at forstyrrelser godt kan virke MEGET forstyrrende, bl.a. Johannas dyrelyde ved start 😊

Derefter prøvede vi at gå stumper af bane, bare for at prøve det. Fed generalprøve.

Max fik lov at prøve de to sekvenser, som Johanna havde sat op, meget udfordrende. 8-tal mellem to spring, finurlige springkombinationer (bl.a. ud mod fristelser), og andet spøjst. Max var ganske cool, og vi er helt klar til på lørdag også.

En dejlig måde at afslutte fødselsdagen på!

Rallyprøven på lørdag er der efterhånden helt styr på. Som så mange arrangører har jeg måtte erkende, at Covid-19 indebærer en del ekstra tid til planlægning, og at jeg ligefrem håber på et par strategiske afbud, er ikke hverdagskost, og bestemt også nævnt med et glimt i øjet. Men med tre officials og otte deltagere i en klasse, så bliver det to grupper og ekstra benegennemgang osv., og sådan er det bare.

Det bliver en skøn prøve uanset hvad, vi er i hvert fald så klar, som vi kan blive med alt det praktiske og administrative, og jeg er helt klar med Otto og Max.

lørdag den 31. oktober 2020

Nyd nutiden!

En skøn naturvin fra Judith Beck

I går aftes skrev jeg med Amanda om DM og Årets Hund 2021, og i processen skrev Amanda: ”men husk nu at nyde nutiden, så kan du tænke på 2021 når vi kommer dertil ”. Og det har hun jo evig ret i 😉

Jeg fik røntgenfotograferet begge hofter og bækken forrige torsdag, jeg fik resultatet i forgårs, og i går fik jeg denne skønne mail fra min læge: ”Hej Der er ikke fundet tegn på artrose/dvs. slidgigt. Heller ikke tegn på fejlstilling eller knoglesygdom. Så du skal forholde dig normalt, træne bevæge dig som vanligt. Mvh Birgitte”.

Det var jo rigtigt skønt nyt. Og hvad så? Hvorfor halter jeg? Det er der flere, der har spurgt om, og min egen enkle forklaring, som jeg tjekker med min osteopat på onsdag er:

Jeg har i mange år (altid) være ret stiv i leddene, og det er blevet værre de sidste år. Specielt venstre ankel er meget stiv, og jeg har derfor kompenseret ved at støtte mere på højre ben, som nu er 3 cm mere i omkreds om læggen end venstre. En del af træningen er målrettet at styrke fod- og ankelleddene og gøre dem mere smidige, så jeg begynder at gå "normalt" igen. Det tager tid. Som osteopaten sagde: jeg har trænet mindre end to år, og det skal rettes op på 65 år. Så kuren er bare vedholdende træning.

Så jeg kan garantere for, at jeg nyder nutiden 😉

Prøvemæssigt bliver der lidt, men godt, at se frem til: rally 7.11 (begge hunde), Nose Work 8.11 (Max, hvis prøven bliver til noget, og vi kommer med), rally 28.11 på Bornholm med Lonni (begge hunde, hvis hvis), rally 31.12 i Herringløse (begge hunde, hvis hvis).

Så jeg tillader mig at kigge lidt ind i 2021 😊

En ting er, at jeg i DKK-sammenhæng har brug for at have styr på diverse praktiske forhold vedrørende de to vigtigste prøver i 2021, ikke mindst dommere og andre officials.

Men naturligvis har jeg dem også i tankerne, når jeg ser på mål for 2021.

Jeg starter med Otto. ”Vores” discipliner er Rally og Nose Work. Vi har en masse vi skal arbejde med i begge discipliner, for at styrke samarbejdet og præcisionen; mine mål er at komme til DM og ÅH 2021 i begynderklasse i rally, og debutere i Øvet klasse derefter. Og i Nose Work at styrke samarbejdet og få en masse erfaring i klasse 1.

Med Max skal jeg arbejde videre i championklasse i rally. Jeg drømmer ikke om titler, men jeg vil gerne til DM og ÅH med ham. I Nose Work har vi en masse at arbejde med, og jeg drømmer om at få mulighed for at gå en håndfuld NW2-prøver.

Der står ingen titler på mållisten for 2021, men hvis jeg får nogen, er de mere end velkomne 😉

Det jeg i udpræget grad er blevet mindet om i 2020 er, at mit samarbejde med Otto og Max er unikt, og hvis jeg bevarer den positive tilgang til træning og prøver med dem begge, så når vi himlen.

Det vil jeg gerne, og jeg gør det, trin for trin.

Den vigtigste prøve?

Jeg plejer at sige, at det er den næste, og det er så rigtigt også i denne sammenhæng. Rallyprøven den 7. november og formentlig årets sidste rallyprøve med Otto og Max og definitivt den sidste officielle prøve med Anita som dommer.

Det bliver også den første rallyprøve med forsamlingsgrænsen på 10, og det har vi helt styr på. Det bliver så godt at kunne afholde prøven, og få en fed oplevelse ud af det, på trods af begrænsningerne.

onsdag den 28. oktober 2020

(Love) Forever Changes


Et af min ungdoms absolutte favorit bands var Love. Deres tredje album var ”Forever Changes”, og det er jo en fin titel i tider i bestandig forandring.

Det med konstant forandring var jeg nødt til at søge efter, og igen kom jeg tilbage til det gamle Grækenland og i dette tilfælde Heraklit (540-480 fvt.), se i Wikipedia: ”For Heraklit forandres verden ustandseligt: Panta rhei (= "Alt flyder"). Et af hans fragmenter lyder: "Man kan ikke bade to gange i den samme flod" – for det vand, man stiger op af, flyder videre, så næste gang bader man i noget andet vand. (Eller også er man selv blevet en anden).”

Det er så sandt, så sandt.

Det svære er for mange, at anerkende, at der sker forandringer hele tiden. Vi er mange, der i bund og grund godt kan lide at tingene er, som de plejer at være. Skrevet med et glimt i øjet, af en person, som i hele sit professionelle liv har arbejdet med forandringsprojekter.

Jeg har i et blogindlæg 8. oktober Life's Full O' Consequence skrevet om forandringer i mit liv gennem de sidste to år.

Min tilværelse i dag er på mange områder meget forskellig fra den for et år siden. Der har været samfundsmæssige påvirkninger (Covid-19 som den mest ekstreme), arbejdsmæssige påvirkninger og private påvirkninger. Jeg er bestemt også en anden, end jeg var for et år siden.

Jeg synes bestemt også at Corona er træls, men jeg er også bevidst om, at det ikke er midlertidig situation, det er en konstant forandring af vores samfund. Det giver ikke mening at ønske tiden tilbage til før Corona, men det er et spørgsmål om at navigere i forhold til den aktuelle situation.

Jeg synes ikke det var fedt at skulle regulere Sydkystens Hundeskoles rallyprøve 7. november, så den lever op til de gældende retningslinjer. Men det er vilkårene, og at aflyse ville for mig være at resignere, og det er verden bestemt ikke til. Fordi det var muligt at holde prøven på en nogenlunde hensigtsmæssig måde.

Mange prøver vil blive aflyst og med god grund, og det kan jeg godt forstå.

Det er bare vigtigt, helt banalt sagt, at fokusere på, hvad der er muligt, fremfor at resignere. For at afvente, at situationen bliver som før Corona, tager i bedste fald lang til, og i værste fald er det spild af tid.

Jeg har mentalt arbejdet en del med den ændrede situation, både personligt og i bredere perspektiv. Jeg har et ugeprogram, som er meget anderledes end for et år siden. 3 ugentlige fitness-timer. 3 ugentlige hundetræningstimer (alle samme dag). Meget få officielle prøver. Hjemmearbejde hver dag. En masse forandringer i øvrigt på mange forskellige planer.

Jeg vil være en del af forandringsprocessen, ellers kan jeg lige så godt sætte mig i et hjørne og resignere, og det gider jeg altså ikke.

Og så vil jeg godt afsløre, at jeg har betalt 109 kr. for at få Ottos to titler, RBM og NW1, registreret. Det er ikke vigtigt for menneskeheden, men for mig var det to vigtige milepæle, og jeg synes det er fedt, at se dem på Hundeweb. De repræsenterer begge mål, som stod på min liste, men bestemt ikke i år, og det har gjort dem ekstra kærkomne.

Forandring fryder 😊

søndag den 25. oktober 2020

Nose Work igen

Hundene slapper af efter flot NW-arbejde i weekenden

I dag gik turen igen til Hvalsø og Nose Work 2 prøver arrangeret af Hvalsø Hundevenner med Hanne Svejstrup Jensen i spidsen.

Det har været et kæmpe planlægningsarbejde at få 2 x 40 NW1 igennem lørdag og 40 NW2 søndag, og det hele kørte flot. Der skal lyde en kæmpestor tak til alle de involverede, for at binde an med så stort et arrangement, og gennemføre det med stor succes. Man kunne høre lettelsens i Hannes velkomsttale begge dage, over at ændringen af forsamlingsforbuddet fra 50 til 10 først er med virkning fra i morgen.

Der var præmier til alle, og rosetter til 1-3 på hvert søg, og rosetter, foderpræmier til top-3 sammenlagt. Meget fornemt.

I dag var jeg afsted med Max, vi skulle for tredje gang prøve kræfter med NW2, og jeg følte mig i den helt rigtige balance. Og bevarede den hele dagen, selvom jeg kunne have ønsket lidt bedre resultater, det vender jeg tilbage til.

Jeg var nr. 12 i gruppe 1, og startede med køretøjssøg hos Carina. Max lagde ud med en fin markering (korrekt), og jeg burde være løbet ud og belønnet, men gav en videre kommando. Han søgte fint videre, der kom en ny, klar markering, men desværre vidste det sig, at det var for langt fra kilden. Æv og pyt.

Så var der udesøg hos Carina. Vi startede fint, var igennem det meste af det store område, og Max begyndte at arbejde i et område, og endte med at stå stille og markere opad. Fundet, og forkert. Måske var jeg ikke tålmodig nok, stod jeg lidt stille? Vi mistede i hvert fald søget.

Om eftermiddagen skulle vi have de sidste to søg hos Hanne.

Indesøget var i et omklædningsrum, og Max arbejdede supergodt. Flot markering under en dør, som kilden lå bag,ud og belønne (lidt havde jeg lært 😊), og derefter direkte markering på en klasse 1 kilde. Bingo. Bortset fra at en meget træg fører meget sent kom i tanker om sin færdig-markering ☹ Jeg havde ovenikøbet dobbelttjekket med Merete om morgenen, for at have helt styr på dette, og så glemte jeg det alligevel.

Beholdersøget. Igen flot arbejde af Max, en tydelig markering af en beholder lagt inde i et omklædningsrum. Ud og belønne og så tilbage. En flot markering af en anden boks, fundet …. Og forkert … Men som Hanne sagde, det var så tydelig en markering, at jeg ikke kunne andet end acceptere den.

Stemningsfoto fra ud på eftermiddagen

Jeg var meget tilfreds! 4 ud af 8 ok, 3 fejlmarkeringer, hvor mindst 2 var, så jeg skulle markere. Selvfølgelig skal der arbejdes med, at der kommer sådanne forkerte markeringer, men på dagen var det sådan det var, og Max var en stjerne.

Weekenden har i den grad haft fokus på Nose Work, og det har egentlig været en dejlig afveksling fra de mange rallyarrangementer, der ellers har fyldt godt på det sidste.

Otto har fået en flyvende start på sin NW-konkurrencekarriere og med Max er jeg blevet bestyrket i, at vi er godt på vej i den bestemt ikke helt nemme klasse 2.

50 point og en 3. pr. lyder ikke af så meget, men det var åbenbart ikke helt lette søg i dag, for der var en del, der blev kaldt op før mig, og der var kun én deltager på dagen som fik 100 point. Så den enkle konklusion er, at der bare skal trænes videre, og det gør vi så!

Konkurrencer kan det blive lidt sværere med. Max er tilmeldt en klasse 2 8.11, men med et forsamlingsforbud på 10 er det ret meget op ad bakke at arrangere NW-prøver.

Et PS om mine hofter. Jeg blev røntgenfotograferet i torsdags, og venter spændt på svar. Jeg er meget omhyggelig med at fastholde både fitness-træningen hos den fitte coach, og osteopatens styrke- og smidighedstræning. Det virker, så jeg halter kun lidt i forhold til tidligere (synes jeg selv), og det gør næsten ikke ondt. Og efter en weekend med 15.000+ skridt pr. dag er det ikke så tosset.