fredag den 9. august 2019

Syvende feriedag: Masser af skridt, Herthadalen og Nye rallyskilte



Det er præcis 8 år siden Max kom hjem til os, det virker ikke som det er så længe siden, men jo, den er god nok. Vi har oplevet så meget sammen, og kommer forhåbentlig til at opleve meget endnu 😊


Dagens startede som den plejer med morgentur med hundene, morgenmad, og morgentur med Kirsten. Dermed var de første 10.000 skridt registreret på kontoen.


Lidt spontant – vi havde talt lidt om det i går - besluttede vi at booke bord på Herthadalen i Lejre. Vi kom allerede kl. 12, som det andet par, men i løbet af ingen tid var der 7-8 par, som nød frokost på terrassen.





Vi fik deres 3-retters frokostmenu, startede med et glas cider, Jus De Pomme Famille Dupont, og fik hver en Herslev Bryg til maden. Dejlig mad i skønne rammer, et herligt måltid.

Vi har spist på Herthadalen både til jul og til frokost, og vi kommer igen og igen, det er et rigtigt godt køkken, og betjeningen meget fin.



Da vi kom hjem, tog Max og jeg til parkeringspladsen ved Trylleskoven og gik en tur på en time i området ind i landet, og på vejen hjem handlede jeg lidt i SuperBrugsen.



Dagen endte på et stykke over 20.000 skridt. Så jeg synes bestemt jeg fortjente en weekend-øl inden aftensmaden: nykogte majskolber, bruschetta og en cookie med is og brombær.


Jeg har gjort klar til rallyprøven i morgen, anden del af Brogaarden Cup. Jeg skal dømme begyndere, og har designet min første bane med de nye skilte. Inden skal Max og jeg op i championklasse hos Annette, det er vores debut i rally med de nye øvelser.

Det lyder måske en anelser blasert, men jeg er for længe siden holdt op med at tænke på dem som nye øvelser. De har indgået i træningen længe, og med ganske få undtagelser er det variationer af eksisterende øvelser – de bygger op til eller bygger videre på eksisterende. Jeg har det helt på samme måde med de nordiske skilte.

Så uanset hvad der sker i morgen, kan jeg garantere, at de ”nye” skilte ikke får skylden 😉

I morgen er Max og min debut med vores nye tilgang til at gå til prøve, som vi har praktiseret til træning den sidste måneds tid. Vi er langt fra færdige, så jeg har en exit strategi, selvom jeg faktisk ikke tror, jeg får brug for den. Men jeg HAR mentaltrænet, og jeg véd at Amanda og Johanna følger med et eller andet sted, og jeg kan ikke tillade mig ikke at have en plan B.

Jeg glæder mig til en skøn rallydag!

Ingen kommentarer: