Hvor godt var det? Min feedback: ”Tusind tak for et suverænt godt kursus i dag. Jeg var naturligvis topmotiveret, men du overgik mine tårnhøje forventninger på alle parametre: Dit smittende engagement, din humor, din pædagogiske tilgang, din feedback mv.”
Jeg har ”altid” drømt om at blive god til at tegne. I forbindelse med en brainstorm med en god ven om, hvad jeg skulle bruge tiden på nu sommelieruddannelsen var afsluttet, poppede det med at tegne op igen, og pludselig var jeg tilmeldt KURSET.
Selvfølgelig skulle vi præsentere os selv med en tegning, og ovenstående var min, den vender jeg tilbage til …
Vi fik intensiv læring. Alle kan tegne var udgangspunktet. Vi tegnede ansigter, kroppe, lavede flotte programmer, processer, talebobler, udviklingsforløb, bogstaver, skygger, farver, rammer osv.
Min ”afslutningsopgave” var en illustration af Coveys 7 gode vaner, som jeg fik en masse feedback på, som resulterede i en meget bedre tegning. I går aftes kunne jeg ikke dy mig for en miniudgave i min notesbog til MMT-uddannelsen …
Jeg planlægger 3-4 ugentlige træner i at tegne Og jeg er tilmeldt fortsættelseskurset den 2. juni 2025.
Forvent flere tegninger fra mig😉
Tegningen fra oven kort fortalt:
- Mine top-3 værdier er kærlighed, omsorgsfuldhed, gavmildhed, det er mig i midten
- I mit blogindlæg 30. april skrev jeg bl.a. ”Og så, efter eksamen på MMT, skal jeg i gang med at lære fransk, hvor jeg lærte det grundlæggende i gymnasiet for en del år siden, og nu gerne vil blive god til det.” Så længe varede det ikke. Louise gjorde mig opmærksom på appen Duolingo, og nu er jeg gennem prøveperioden og klør på med daglig træning af fransk og italiensk – det er vildt spændende at få genopfrisket mit gymnasiefransk og selvom jeg er helt ny indenfor italiensk, synes jeg det går ret godt med at komme i gang
- På vinsiden har jeg lige nu offentliggjort en anmeldelse af Pascaline Lepeltiers One Thousand Vines. A New Way to Understand Wine (2024), som jeg er meget begejstret for. Derudover er jeg i gang med et Vinbedømmelseskursus hos René Langdahl, med at ”analysere” vinanmeldere og lave duosmagninger (en billig og en dyr vin bedømmes i forhold til hinanden), vi skal træne at blive endnu bedre til at bedømme kvalitet, inden vi mødes fysisk sidst i maj. Næste vinbog ligger klar til at læse, jeg har bare 4 jeg skal vælge imellem som den næste!
- MMT (symboliseret ved isbjerget), vi har modul 7 torsdag-fredag i denne uge og jeg er i gang med som lystlæsning af læse Spiral Dynamics, og arbejde med mine coachees
- På sundhedssiden er jeg langt med personlig træning hos denfittecoach. Jeg er blevet opfordret til at deltage i en indsamling til scleroseforeningen, den kan du bidrage til her. Hundene og jeg har meldt os til at gå 100 km. i maj og indsamle 1.914 kr. og vi er tæt på det økonomiske mål, men vil rigtigt gerne have endnu flere penge til det gode formål
- På hundesiden er der er ret forkølet tegning af Otto - jeg skal øve at træne hunde 😊 – men vi træner og udvikler os hele tiden i fri ved fod på venstre og højre side. På dommersiden har jeg opgaver lørdag, fredag og lørdag, tre prøver jeg glæder mig meget til, men jeg er lidt ked af at arrangørerne åbenlyst har svært ved at tiltrække deltagere
- Den sidste tegning er mit første forsøg på Harry Potter, ham skal jeg også øve mig mere på 😉 Jeg er i gang med Harry Potter og Dødsregalierne (bind 7) og sørme om jeg ikke også blev ”lokket” til at købe filmene. Harry Potter og De vises sten er set, og de øvrige 7 videoer står på programmet resten af måneden.