fredag den 30. oktober 2009

Megan, Mocca og Birgitte Brüel

Der er sket en hel masse på hundefronten på kort tid. Jeg har tidligere beskrevet, at jeg ville starte forfra med Megan, og indøve øvelserne fra grunden. Pludselig havde vi også Mocca i huset på ubestemt tid, og hun skal naturligvis også aktiveres. Så i virkeligheden er Mocca en ren foræring i forhold til min træning, fordi jeg kan træne hende, som jeg ville træne en hvalp, og parallelt med ”genoptræningen” af Megan. Parallelt, men ikke ens – for det er to forskellige hunde, og som jeg har lært med høns, er det jo meget smart at se om træningen af et moment med den ene nu også er korrekt, inden man begynder på den anden, så man ikke står med to hunde der har indlært noget forkert på den samme måde :-)
I dag skulle jeg så hente en af mine gevinster i auktionen til støtte for det danske lydighedslandshold: en enetime med Birgitte Brüel. Kirsten (min kone) har efterhånden fundet ud af, at den Birgitte Brüel, jeg omtaler en del, ikke er den afdøde skuespiller og sanger, men en særdeles levende hundefører på LP-landsholdet. Og timingen af enetimen (som varede ca 2½ time!) var perfekt i forhold til min aktuelle situation.
Birgitte havde inviteret mig til DcH’s skønne areal i Nivå, solen skinnede og det var perfekt hundetræningsvejr. Jeg havde sendt Birgitte en oversigt over øvelser, jeg godt ville arbejde med, og den fik vi slet ikke brug for som tingene udviklede sig.
Der er en stribe af mine gamle instruktører og træningsmakkere der vil nikke genkendende og tænke ”hvad sagde jeg” til disse konklusioner:
  • Megan bestemmer for meget, dvs. jeg lader hende bestemme for meget.
  • Jeg har ikke lært Megan en ”slap af – du har pause” kommando, som fx ”læg dig”, så Megan har haft mulighed for at belønne sig selv mellem øvelserne (typisk snusning)
  • Jeg skal lære at lege med Megan, så leg med trækketov, pivedyr mv. kan være en del af belønningen, og indgå i de signaler, som bruges under konkurrence (forventninger til leg)
  • Jeg belønner alt for meget med godbidder (Megan er for tyk!)
  • Jeg mangler forkommandoer generelt
  • Jeg er dårlig til at belønne (manglende variation)
  • Jeg kan med stor fordel lade øvelsens navn indgå i både forkommando og belønning (jeg kan se Bianca van der Post nikke!), ”nu skal vi sitte”, ”hvor var du dygtig til at sitte”.
  • Jeg kan bruge vejrtrækning og hvislelyde mv. som en del af mine signaler, fx for at signalere fart eller ro

Men i dag arbejdede vi med hvordan jeg skal gøre i praksis, og det var bare fantastisk! En masse kommentarer, jeg har hørt før, blev nu omsat til noget operationelt. Birgitte er en meget dygtig instruktør og coach!!!
Vi arbejdede også med nogle momenter i forskellige øvelser og det ovenstående er konklusionerne på al den feedback jeg fik i den forbindelse. Jeg har fået en masse specifikke detaljer jeg kan arbejde med i fællessitten, indledning af fri ved fod med legetøj, tempo i indkald, pivedyr som target ved fremsending til kegle, placering af Megan ved kegle i fremsendingen, dirigering i forhold til apporten (madskåle i stedet for apporter, sten i stedet for midterapport) og næseprøve (godbid til den ene side, for at få søg til at starte i den ene ende).
Hold da op hvor var det bare godt!!
Jeg havde også Mocca med … Hun kom hjem til os i fredags, og i mandags kom hun i løbetid. Der var en anelse panik her på matriklen, for vi har også to hanhunde, men da den første panik havde lagt sig blev vi enige om, at det kunne vi godt håndtere. Så Mocca bliver her også mens hun er i løbetid! Men hun er med mig hele tiden – i dette øjeblik ligger hun under skrivebordet, mens jeg skriver denne blog.
Mocca vil så meget og med ordentligt førerarbejde bliver det bare rigtigt godt! Vi fik arbejdet med at sidde, starten af fri ved fod (husk legetøjet!), indkald (hold da op et tempo), apportering (hun henter apport, men er ikke glad for det – hun har været igennem noget træning med tvangsapportering, så vi starter helt forfra), starten på fjernkontrol (smækdæk og hopstå).
Mocca er som smør, sagde Birgitte, og jeg skal bare udnytte dette i min træning. Mocca vil og kan. Det bliver rigtigt sjovt at træne med hende!!!

tirsdag den 27. oktober 2009

Fridag med hunde og film

I går var en rigtig fridag med hunde og film i centrum.
Mocca og jeg gik først ned til DKK for at aflevere papirerne fra rallyprøven i søndags. En god træning i at gå pænt i snor (det gjorde hun), hilse på de store stenhundefigurer hos dyrlægerne i Jersie (uha, dem skulle vi nærme os meget forsigtigt), sætte sig, før man går over gaden, gå forbi andre hunde i snor og hilse på hundefiguren foran DKK.
Bagefter gik vi ned til stranden, og jo tættere vi kom på vandet, jo mere blev der trukket. Til sidst var de tørre godbidder helt uinteressante; så kom frikadellen frem – og SÅ var der kontakt. Nogle meget fine pladser, og så fri til at løbe i vandet.
Jeg fik også lavet nogle fine indkald. Mocca reagerede straks der blev kaldt, uanset om hun var i vandet eller på vej efter fugle i klitterne – superflot, og masser af glæde og belønninger hver gang.
Hjemme i haven trænede vi lidt plads og så spring. Massiv lokning nogle gange og pludselig fandt Mocca ud af at hun skulle over springet, ikke uden om, får at få en belønning. Tre fire gentagelser og godbidden var fjernet, og vi stoppede med en succes.
Så skulle jeg træne lidt apport med Megan, men hun løb meget langsomt ud og tog langsomt op og kom tilbage i en underlig bue, så jeg flyttede ud på vejen, men med samme resultat. Jeg stoppede straks træningen.
Så så jeg DVD’en af både Megans og min og Emma og Camillas LP3 i Fensmark den 18. oktober. Her er min sammenfatning til Megans fører:
  • Skal støtte sin hund meget bedre. Mens de venter udenfor ringen står han og taler med en anden, mens Megan bare står. Efter fri ved fod taler han længe med dommeren, mens Megan bare sidder (flot i øvrigt). Mellem øvelserne mistes han hende flere gange: Hun er glad noget af tiden, men så stopper støtten.
  • Skal vise meget mere begejstring når det går godt, fx i springapporten.
  • Skal i det hele taget smile og være gladere!
  • Skal vise sin hund meget større tillid. Der er flotte passager i bl.a. fri ved fod og udgang til kegle i dirigeret apporteringen, hvor føreren med mærkelige håndbevægelser eller kropskommandoer (fx dreje hovedet), gør hunden usikker
  • Skal være opmærksom på at kropssproget tydeligt afspejler hvor føreren ikke er tryg, og det smitter måske, fx meget tydeligt i Stå, sid, dæk under gang
  • Skal bruge en meget lysere og gladere stemme, fx i det første indkald i Indkald med stå

Og så tog jeg mig sammen og i silende regnvejr gik Megan og jeg ned til stranden og hyggede os. Jeg gemte mig og blev fundet, jeg lod hende komme på afstand og kaldte hende til mig – og hver gang med frikadelle som belønning. Og pludselig ville hun kun være hos mig, og vi fik leget en masse fri ved fod og vendinger, og syntes begge to det var supersjovt!!!

Så jeg syntes virkelig jeg med god samvittighed kunne se en film sidst på eftermiddagen. Valget faldt på Josef von Sternbergs Morocco (1930) med Gary Cooper og Marlene Dietrich. Fantastisk fotografering, fortættet stemning, en simpel kærlighedshistorie som brænder igennem lærredet. ”Quand l'amour meurt” sunget af Marlene Dietrich så både mænd og kvinder forstummer; hun er meget vovet på en raffineret måde.

Om aftenen Éléonore Fauchers Brodeuses (2004) med Lola Naymark som den gravide teenager Claire, som ikke ønsker at beholde sit barn. Hun arbejder for Ariane Ascaride (fru Mélikian), der netop har mistet sin søn, og der udvikler sig langsomt et varmt venskab mellem de to. En suverænt flot fortalt, meget afdæmpet film. Jeg kom til at tænke på Truffauts La peau douce flere gange (gearskiftet!). Der er så meget som ikke siges men antydes - det er en klassisk film i bedste franske tradition.

søndag den 25. oktober 2009

Rally lydighedsprøver i Herfølge den 25. oktober 2009

Mette Hein & Choice og Inge Daae Fagerberg & Pieya - to meget velfortjente og meget glade rallylydighedschampions! (foto: Camilla Johannessen)


Det sidste støttearrangement for LP-landsholdet i denne omgang blev gennemført i dag i Herfølge, med Køge-Herfølge Jagtforening som populær vært! Trine Dyrgaard havde tilbudt at dømme gratis, Theresa Trampedag Lund var ringsekretær og jeg stod for det administrative.
Det var meningen at det skulle være et "skrabet" arrangement uden den traditionelle gave til deltagerne, men pludselig opstod ideen om at købe et kort fra cancerkort.dk. Hvis du ikke allerede kender siden og det gode formål, så opfordrer jeg til at klikke ind på den, og overveje om det ikke var dér du skulle købe dine julekort, fødselsdagskort, gavekort mv. og samtidig støtte et godt formål.
Formiddagen var lidt regnfuld, men om eftermiddagen, da begynderklassen var på (34 hunde!), kom solen frem og det var heller ikke så tosset. Jagtforeningen har et pragtfuldt klubhus, og der var mange der nød at kunne være inden døre og følge konkurrencerne gennem ruderne. Og cafeteriaet brillerede med bl.a. dagens ret bestående af hjemmelavede frikadeller og flødekartofler, meget lækkert.
Det var skønt at være arrangør i dag! Alle ekvipager var tilmeldt i de rigtige klasser, der var ingen løbske tæver, og tidsplanen blev fulgt ganske punktligt.
Den samlede resultatliste kan ses her.
Og det var godt nok imponerende resultater:
  • Janne Litgov & Fridas debut i Championklasse med 95 point
  • Tre hunde i ekspertklasse med 100 point
  • To nye rally lydighedschampions: Mette Hein & Choice samt Inge Daae Fagerberg & Pieya
  • To hunde i øvede klasse med 100 point
  • To fra Nørdklubben som blev Viderekommende Mester: Annie & Tira og Catja & Zazu - stort til lykke herfra!!
  • Tre hunde i begynderklasse med 100 point og 2/100 del sekunds forskel mellem nr. 1 og 2.

Det var flot at følge. Der var flere fra jagtforeningen som var meget imponerede over det flotte lydighedsarbejde, og med så mange forskellige racer.
Det har været en udsøgt fornøjelse at arrangere og gennemføre dette arrangement med Trine Dyrgaard, og ud fra tilbagemeldingerne var det et meget populært arrangement!
Og så skal jeg huske at nævne, at der med lidt sponsorbistand fra mit firma Lysholdt Consulting (dommerens transportomkostninger, pokaler samt ovennævnte deltagergaver fra cancerkort.dk) kom et overskud på godt 7.000 kr. ud af arrangementet, og samlet 26.500 kr. til LP-landsholdet. Det synes jeg er ret pænt.
Jeg havde naturligvis Megan og Mocca med, og selvom de mest sad i bilen fik de også oplevet en masse.
Mocca, som jo er en del i centrum lige nu, fik hilst på en toller og et par labhvalpe fra Retrieverklubben, fik trænet lidt med Camilla & Emma, fik hilst på en masse rallyhunde, og fik leget med Trines border collier og set Theresas chihuahuaer. Specielt Trines Kimmi var spændende at følge ud i søen :-)
Masser af indtryk og mange positive mennesker og hunde, og en meget træt hund!

lørdag den 24. oktober 2009

Mocca dag 2

Paul, Mocca og Megan i Jersie (foto: Camilla Johannessen)


Det er absolut ikke gået ubemærket hen, at Mocca er flyttet ind hos os! Hold da op en masse glade og positive mails vi har fået i den forbindelse – tak for den store interesse :-)
Vi behandler Mocca som om hun er ny hvalp i huset – altså bortset fra at hun naturligvis er renlig.
I nat sov hun i entreen sammen med Megan og Lille Bjørn, mens Otto skulle sove i stuen adskilt fra de andre, for en sikkerheds skyld. Alle hundene var meget trætte, og vi hørte ikke en lyd hele natten.
Morgenmaden var stille og rolig, Mocca har lært at vente på sin tur, så fodringshierarkiet er på plads. Vi gik en meget våd morgentur, og jeg skal arbejde med Moccas trækken, det bliver bare ikke i dag.
Vi trænede ti minutter i haven i morges, kontakt og plads og indkald. Fint. Megan fik ti minutter bagefter og var voldsomt tændt, der er jo kommet en konkurrent til fars gunst :-)
Kirsten og jeg fik brunch i Køge – det var Moccas første gang ”alene” hjemme, og hun var sammen med Lille Bjørn i entreen. Selvfølgelig var der ingen problemer - jo et par flyttede sko, men ingen mærker :-)
Så har alle hundene været i haven og hjulpet med at flytte en busk.
Så gik turen til Jersie med Megan og Mocca, hvor vi havde aftalt at træne/mødes med Camilla og LP1 LP2 LP3 DKLPM Emma.
Jeg kom først og gik en runde med begge hundene i snor, så de kunne snuse til arealet. Så var Mocca faldet til ro. Jeg trænede de to hunde på skift, og igen var det kontakt og plads. Da Camilla kom, gik hun i gang med felt med Emma (uden at vi hilste), og jeg klikkede Mocca for ikke at være interesseret i dem. Så trænede vi mere kontakt uden problemer. Så hilste Emma og Mocca på hinanden, intet der, og vi trænede lidt videre. Hun peb lidt når jeg gik i gang med Megan, men blev belønnet for at stoppe, og så holdt piberiet hurtigt op. Vi brugte Camillas target i feltet, og fik hurtigt et pænt indløb fra 5 meter uden for feltet. Og så stod vi og snakkede mens jeg stadig havde begge hunde i snor, og det endte med leg, hvor hundene løb med snor på. Jeg turde ikke slippe Mocca helt løs.
Endelig fik jeg Camilla til at holde Mocca, så jeg kunne lave et indkald, og Mocca kom bare stormende og fik masser af godbidder og kærtegn.
På vejen hjem sov hun bare i bilen, mens Megan som altid sad.
Hjemme ventede der lækre kødben, og Mocca kan bare gå sammen med Otto og spise, det er dejligt.
Hun har nu været hos os i 31 timer, og jeg synes hun er blevet meget knyttet til mig. Lige nu ligger hun under skrivebordet, klinet op ad mine fødder. Mocca har taget de mange nye indtryk stille og roligt, og jeg er sikker på hun har det rigtigt rart. Hun er meget fokuseret på mig allerede, og jeg er spændt på hvordan de kommende dages træning går – jeg forventer meget af hende, og jeg tror jeg får det :-)
Og jeg skal nok huske, at hun er helt ny her, og at ALT er nyt for hende, så det bliver i et roligt tempo træningen udvikler sig.

fredag den 23. oktober 2009

Megan, Mocca og mig

Jeg har længe drømt om at få en engelsk springer spaniel hvalp, som jeg kunne træne helt fra grunden. Det er ikke blevet til noget (endnu!), men i dag fik vi alligevel en ”ny” springer i huset.
Megans opdrætter Anne Hosbond skal skilles og har derfor ikke mulighed for at have alle sine hunde hos sig lige nu, og vi har tilbudt at passe Mocca så længe. Mocca (Sporty Springers Elegida) er født den 12. november 2008 og er blevet modtaget med åbne arme her i huset :-) Otto er som altid forbeholden (”hvad skal vi med en ny hund???”) , mens Megan og Lille Bjørn synes det er pragtfuldt med en ny legekammerat.
Og jeg synes det er en fantastisk mulighed for at træne med en relativt utrænet hund!!!
Mocca og Anne kom ved 13-tiden og vi lod Mocca og Otto hilse på hinanden først; han skulle – som altid – lige finde ud af at det var en tæve, og så ville han om ikke acceptere hende, så dog anerkende at hun var der uden at fare på hende. Derefter blev Otto lukket væk og Lille Bjørn og Megan ud og så var der dømt leg!
Vi fik en hurtig frokost og så gik jeg ned til stranden med Megan og Mocca, og imens kørte Anne. Mocca er bestemt ikke vant til at gå i line, så det skal vi have trænet som noget af det allerførste. Hun kastede sig vildt ud i vandet, da jeg slap hende, men kom da jeg kaldte (masser af klik/godbid), og vi fik en dejlig tur, hvor vi på tilbagevejen mødte Kirsten med Lille Bjørn og Otto.
Hjemme igen trænede jeg lidt grundlæggende klikkerbetingning og kontakt; den fangede Mocca hurtigt, hun har også været lidt klikkertrænet tidligere.
Så var der dømt eftermiddagste og kage.
Og så tog jeg lige en 15 minutters træningsomgang med Mocca: grundlæggende kontakt, indkald, plads, snudetarget og apportering. Sidstnævnte var kun for at se hvor hun var henne, fordi jeg havde fået at vide at hun kunne apportere; hun tog dummyen i enden, ret sjusket, og slap den da hun satte sig foran mig; jeg prøvede med en træapport, som jeg lagde på græsset mellem os: hun tog den pænt og kom hen til mig, satte sig lidt fra mig, men da jeg rørte apporten slap hun. Så jeg træner apporteringen forfra, så der kommer et sikkert greb og en slip-kommando, før vi går videre i baglænskædningen.
Mocca vil bare SÅ gerne arbejde, hun er ivrig og begyndte hurtigt at holde kontakten. I dag var alt nyt, og alt vi kunne høre ude på vejen var distraktioner, ligesom alt på plænen (bl.a. nogle afgnavne kødben) distraherede. Så vi stoppede efter de 15 minutter, og jeg glæder mig vildt til mere træning, og det tror jeg også Mocca gør.
Mocca skal lære madhierarkiet: mad serveres i skåle efter anciennitet, så Mocca er sidst i rækkefølgen; i dagens anledning måtte Kirsten hjælpe til – og det gik fint for Mocca at forstå at hun skulle vente.
Efter at Kirsten og jeg også har spist (Moules frites) står den nu på fjernsyn/blogskrivning, og der ligger fire afslappede hunde i stuen. Den eneste hundelyd der høres er Moccas gnaven i et gammelt kødben – og de tre andre hunde er totalt ligeglade.
Vi synes det virker som en meget lovende dag 1, og er sikre på at Mocca nok skal få det rigtigt godt hos os. Og jeg glæder mig allerede til i morgen, hvor jeg skal mødes med Camilla og Emma, som del i Moccas socialisering og indledende træning.

onsdag den 21. oktober 2009

Et lærerigt lydighedsår – del 3 af 3

Jeg nævnte i del 1, at jeg med særlig glæde tænkte tilbage på to enetimer med Johanna Allanach. Udover at have fat i min dødkedelighed i forhold til Megan, viste hun hvordan jeg kunne træne fri ved fod, smækdæk mfl. som hun lærte sine hvalpe og sine hvalpehold.
Jeg hørte det, brugte noget af det, men fik det aldrig ind under huden.
Men det hele vendte tilbage i forbindelse med min blog om at starte forfra.
Og ikke mindst kurset med Bianca i lørdags. Jeg har skrevet lidt om det tidligere, men det jeg gerne vil have fokus på her er hendes indlæring i forhold til hvalpe.
Nogle eksempler:
  • Fri ved fod. Megan var begyndt (under træning) at komme lidt langt frem, fordi jeg klikkede for kontakt. Jeg skal nu klikke for positionen, hvor jeg har venstre fod lidt foran højre (så det er tydeligt forskelligt fra samlede ben = sit).
  • Jeg skal træne gang med massiv lokning (først) med venstre hånd, så Megan får det rigtige bevægelsesmønster i gangen inden jeg aftrapper belønninger (bliver til håndtarget, som derefter fjernes)
  • Ditto ved vendinger, så jeg har sikker kontakt hele tiden. Derefter alle mulige drejninger, slalom osv.
  • Afbryde hvis det ikke er ok (træde til side), så hunden finder ud af det kun er korrekt position etc. der giver belønning, ellers stopper det sjove. Og hunden skal selv søge kontakt for fortsættelse. Det skal være sort/hvidt for hunden = hvad er skidt og hvad er kanel.
  • Stillness training (stå, sidde eller dække helt stille), som bygges op med afstand og tid.
  • Have fuld kontrol med træningen (hund under kontrol i pauser)
  • At variere træningen, så det hele tiden er afvekslende og sjovt og motiverende for hunden.
  • Jo mere uforudsigeligt og jo mere hunden kan forvente af belønning, jo mere motiveret hund
  • Grundindlær øvelsen i kendte omgivelser, og først når den er ganske sikker generaliseres

Noget af det ser nok lidt indforstået ud, men jeg tror jeg ved hvordan jeg skal gribe det an :-)
Og så noterede jeg mig at Bianca har skrevet alle de kommandoer ned, som hun bruger i forhold til sine hunde. Hun har mange kommandoer og gør sig umage med at de er lydmæssigt nemme for hundene at adskille.
Jeg har i går nøje gennemgået FCI-reglementet for Eliteklasse, for hver øvelse noteret de kommandoer som står i reglementet som mulige kommandoer, sammenholdt med hvad jeg bruger, og bundlinien er, hold da op hvor har jeg gjort det nemt for mig selv og svært for Megan.
Jeg bruger fx dæk til følgende:

  • Som startkommando når hun skal dækkes af, hvorefter jeg forlader hende og går i skjul i 4 minutter
  • Når jeg dækker hende af under Stå, sid og dæk under gang
  • Som startkommando når hun skal dækkes af, hvorefter jeg forlader hende for at lave et indkald
  • Som kommando (evt. erstattet af håndtegn) når hun skal dække af under indkaldet
  • Som kommando, når hun skal dækkes af, når hun står i feltet i fremsendingen
  • Som startkommando, når hun skal dækkes af, hvorefter jeg forlader hende for at lave stillingsskift
  • Som kommando (evt. erstattet med eller kombineret med håndtegn), når hun skal dække fra sit eller dække fra stå i Fjernkontrol.

Og jeg véd godt at der i konteksten er andet end det verbale signal, der betyder noget. Men alligevel.
Og hvad kan et stå betyde?

  • At Megan mens hun går ved siden af mig skal stå stille (Stå, sid og dæk under gang)
  • At Megan mens hun løber med fuld fart mod mig skal stoppe (evt. håndtegn)
  • At Megan mens hun løber med fuldt fart væk fra mig mod en kegle skal stoppe ved keglen (fremsending og Fjerndirigering apportering)
  • At Megan fra dæk eller sit skal rejse sig uden at flytte bagbenene (evt. med håndtegn eller begge dele)

Det er nogle vidt forskellige situationer, og med samme kommando??? Jeg har da selv været ude om en masse problemer må jeg erkende …
Så en væsentlig del af min start forfra træning er NØJE at overveje hvilke kommandoer jeg vil bruge!!!
Dag 1 af min start forfra var i mandags. Jeg trænede ti minutter i Værløse med Megan om morgenen, kun fri ved fod og ren lokning, og en megaglad hund, der gik rigtigt flot.
Om eftermiddagen var jeg en halv time i Jersie med Camilla, og trænede fri ved fod, nu med lidt aftrapning af belønning, og gik i gang med at shape en dæk med hovedet i jorden. Max 15 minutters træning og så lidt snak. Og jeg huskede ikke at lade Megan belønne sig selv ved at slippe hende før vi trænede, det var belønningen efter endt træning :-)
Og nu hedder det gennemtænkning af øvelser og planlægning, inden jeg træner noget som helst nyt med Megan.

Et lærerigt lydighedsår – del 2 af 3

Årets kurser
Jeg har været på i alt 22 kursusdage i år vedrørende hunde- og/eller klikkertræning. 12 dage på kursus hos Bob Bailey (Chicken Camp), 6 dage på kurser med Megan og 4 dage på kurser med Lille Bjørn. Jeg har naturligvis omtalt alle kurserne undervejs, så jer vil jeg nøjes med at give en oversigt:

Jeg har lært en fantastisk masse – min værktøjskasse rummer en masse forskellige redskaber til at løse problemstillinger. Jeg oplever ikke at gå i stå i en trænings- eller en undervisningssituation.
Meget af det jeg har hørt og prøvet selv er variationer over det samme tema, men hver gang med en række personlige synsvinkler, som giver aha-oplevelser og får mig til at tænke, at det må jeg også kunne bruge.
Der er ingen tvivl om at de to Bob Bailey-kurser var enestående, og dem jeg vil huske årene frem. At iagttage adfærd, klikke den rigtige adfærd og belønne et henigtsmæssigt sted – med de simple (men ikke nemme!) midler kan man lære en høne en masse kompleks adfærd. Og hvad kan man så ikke lære en hund.
Og så vil jeg især huske året for at være blevet 100% bevidst om følgende forhold i forbindelse med hundetræning:

  • En hund arbejder for at opnå noget.
  • Føreren skal finde ud af hvad der motiverer hunden. En hund kan motiveres (=belønnes) på utallige måder, og det er dig som fører der skal finde den rigtige belønning til den rigtige situation.
  • En hund begår ikke fejl – den kan gøre noget andet end det føreren havde forventet, troet eller regnet med, men det er aldrig hundens fejl!
  • En hund giver dig ikke fingeren. Men hvis du forsøger at få den til at gøre noget og den belønning, den har i udsigt, ikke er nok værd, så får du ikke det du beder om.

Sydkystens Hundeskole
Jeg har for nylig skrevet en blog, hvor jeg bl.a. nævnte hvor nyttigt det er for min egen træning, at jeg som underviser skal iagttage adfærd (hund og fører) og kommentere/rådgive. Og bl.a. kan se hvor svært det er for ny trænere at arbejde med hund i linie, klikker i den ene hånd, godbidder i lommen, iagttagelse af adfærd, klikke rettidigt, tage godbid op med den anden hånd, belønne i rette position osv. Både på klikkerkurser og på kurser i planlægning bruger jeg som illustration et klip af mig selv på Chicken Camp, hvor jeg første gang har en høne på bordet i øvelsen der skal ende med at den skal gå rundt om to kegler. Men jeg kæmper med at finde ud af hvad jeg vil kommer Bob Bailey hen og iagttager, og siger lige så tørt ”A lot of things happen, doesn’t there?” Og konklusionen er igen igen: Tænk først uden høne (hund), planlæg hvad du vil gøre og så gør det, med høne (hund).
Det prøver jeg at lære mine kursister, og det prøver jeg at lære mig selv. Og det er sund træning for mig selv.

Konklusioner
Og hvad er så konklusionen på alt dette?

Jeg har forsøgt at skyde genvej. Ved at implementere alt det jeg lærte i umiddelbar forlængelse af kurset og med Megan som prøveklud. Jeg har dermed brudt mine aftaler med mig selv om fx hvilke kriterier der skulle være opfyldt før jeg gik i Eliteklasse - dumt gjort.
En af mine instruktører sagde til mig ”Man skal bare GØRE som jeg siger.” Men det er altså svært når man får masser af input fra mange forskellige trænere, og synes det meste ligner noget man kan bruge.
Jeg har skiftet træningsmetoder på detailniveau mange gange uden at have en strategi for anvendelsen. Det kan bl.a. ses af den manglende udvikling og dermed de manglende resultater.
Jeg har været en rigtigt dårlig fører for Megan :-(

I tredje og sidste del af denne lange blog kommer jeg så ind på Bianca van der Posts kursus i lørdags, og hvordan jeg har brugt det som afsæt til at starte forfra med Megan.

tirsdag den 20. oktober 2009

Et lærerigt lydighedsår – del 1 af 3

Det er lidt tidligt at gøre status for 2009, men da jeg i weekenden dels var på årets sidste kursus, dels var oppe til årets sidste LP-prøve er det et rigtigt godt tidspunkt for mig at samle en hel masse tanker.
Jeg var i gang med en MEGET lang blog om året, men Camilla foreslog, at jeg af hensyn til læserne delte den op i nogle mere overkommelige dele, så her kommer del 1 :-)

Prøven 18. oktober
Som altid i Kreds 10 var der helt styr på alt det praktiske, og prøven var meget hyggelig.
Megans samlede kritik kan læses her, og der var mange gode momenter, som jeg gerne vil holde fokus på her:
  • Først og fremmest blev Megan i Sid i gruppe!!!
  • Hun indtog to meget flotte stå fra dæk i stillingsskiftet
  • Springapporteringen var flot, og blev kun trukket for en meget lille skæv plads
  • En fremsending til 10
  • Og en sikker næseprøve, selvom vi blev trukket for en anelse tyg og en skæv plads

Vi sluttede med 214 point, 2. pr., 2. vinder. Den meget velfortjente vinder var Camilla & Emma med flotte 248 point.

Statistik for 2009
Jeg har været til 7 LP-prøver med Megan i år. 2 totalt kiksende i Eliteklasse, det kommenterer jeg senere i bloggen. Og 5 i LP3 som har resulteret i en 0. pr., 1 3. pr. og 3 2. pr. Den eneste 1. pr. i LP i år fik Lille Bjørn i LP1 den 11. april …
Så resultatmæssigt var det et meget skuffende år.
Grundproblemet er manglende stabilitet i de fleste øvelser, og nogle katastrofale fællesøvelser. Lidt statistik og kommentarer:

  • Fællesdæk: Stadig vores allerstørste problem. Megan har fået point i denne øvelse 1 gang siden hun blev DKLPCH 13. september sidste år. Og fået 8 x 0.
  • Sid i gruppe: Endnu en ren rouletteøvelse: 3 x 0 og 2 x 10 i år.
  • Fri ved fod: Fungerer slet ikke. Vi ligger stabilt på 6.
  • Stillingsskift 6 skift: Kræver ofte ekstra kommandoer, og der er klare fremrykninger i specielt stå-sit.
  • Apportering af udlagte genstande: Stabil 8’er. Det store problem er at Megan ikke holder øje med udlægningen af apporten, og ofte begynder på rundering når hun får apportkommandoen.
  • Springapportering: Vores suverænt bedste øvelse, ligger stabilt på 9½-10.
  • Stå, sid, dæk - under førerens uafbrudte gang: Hmm. Sit har jeg store problemer med, og det kombineret med at Megan hænger koster.
  • Indkald med stå: Er en sikker øvelse, men ikke altid med så tydelige stop. Har fået 3 x 8½ og 2 x 10 i år.
  • Fremsending/fjernafdækning /indkald og plads under gang : En enkelt kikser i år (5½), men ellers stabilt på 9 eller 10 (3 x 10).
  • Næseprøve – søg og apporter: Det kiksede lidt ved sidste prøve (8½), men ellers mindst 9.

Årets træning
Efter at have trænet flere forskellige steder i 2008 gik jeg i år indtil sommerferien kun til træning hos Charlotte Lyngholm med både Lille Bjørn og Megan; men efter et par dårlige oplevelser besluttede jeg at stoppe med begge hundene. Og jeg går pt. ikke til noget organiseret træning.
Jeg tager nogle enetimer - jeg købte både en hos Marianne Jensen og en hos Birgitte Brüel ved støtteauktionen for landsholdet – og så træner jeg ellers på ad hoc basis, mest med min yndlingstræningsmakker :-)
Og så tænker jeg med særlig glæde tilbage på to fantastiske enetimer med Johanna Allanach, som jeg lærte at kende på Chicken Camp. Hun er nok den der i højest grad har fået sat den række af tanker igen, som munder ud i konklusionen af del 3 af denne blog!

I de to næste dele vil jeg skrive om:

  • åres kurser (der har været rigtigt mange!)
  • specielt om kurset med Bianca van der Post i lørdags
  • om selv at undervise (Sydkystens Hundeskole)
  • nogle konklusioner
  • og om at begynde rigtigt forfra med Megan

lørdag den 17. oktober 2009

Problemløsning, motivation og samarbejde – kursus med Bianca van der Post 17. oktober 2009

Jeg har været på det mest fantastiske kursus i dag! Det var arrangeret af DKK, emnet var ”Problemløsning, motivation og samarbejde” og instruktør Bianca van der Post fra Holland.
Hvis kvaliteten af et kursus skal måles på, hvor mange konkrete ideer man har fået at arbejde videre med, et dette kursus uden videre topscoreren. Allerede under Biancas introduktion havde jeg fået noteret så mange tips, at jeg tænkte, at hvis kurset var sluttet der, havde jeg fået rigeligt udbytte.
Jeg noterer her de første ideer jeg har noteret – der kommer naturligvis en uddybende blog senere. Jeg har formuleret det på ”min” måde, så måske kan andre udlægge det anderledes:
  1. Jo mere præcision du kræver af din hund, jo gladere hund får du. For hunden er glad hvis den véd præcis hvad den skal gøre for at få belønning.
  2. Find ud af hvad der forstærker din hund, og beløn den efter hvor tæt den er på det ønskede resultat. Hvis hunden er tæt på målet, vil den næstbedste belønning få den til at anstrenge sig for at få den bedste!
  3. Føreren skal være knivskarp til at iagttage, så hun/han er i stand til at vurdere hvor godt et moment udføres i forhold til slutmålet.
  4. Bianca bruger klikkertræning uden klikker. Yes er hendes klik, og har den fordel at det kan bruges i konkurrencerne :-)
  5. Brug (dele af) en øvelse til at belønne en anden øvelse. Hvis hunden fx er glad for apport, kan belønningen for et godt stillingsskift være, at hunden får lov at apportere.
  6. Varier antallet af belønninger, så klik ikke bare er = én godbid. Det vil få hunden til at blive hos føreren, fordi den ikke véd om der er endnu en godbid på vej.
  7. Lad være med at tale med hunden under øvelsen, det skal alligevel trænes væk.
  8. Brug både forkommando (gerne med navnet på øvelsen, så man selv kan huske det) og belønningsord (brug ordet i belønningen, fx ”flot apport”).

Alt dette er fra den første time, der kommer meget mere!

fredag den 16. oktober 2009

Klik/godbid: at iagttage og belønne korrekt

De sidste tre dage har jeg været i Jersie for at undervise. Megan har været med hver gang, mest for at være med – jeg har kun trænet ganske lidt med hende. Jeg håber og tror, at det vil gøre hende endnu mere tændt til prøven på søndag.
Onsdag havde Julie (engelsk springer på knap 1½ år) og Vibeke generalprøve i LP1, og det gik ret flot. Flere øvelser til toppoint, nogle med mindre detaljer, der skal rettes, og så to rene nuller: spring og fællesdæk. Springet fik vi hurtigt styr på, det var bare et spørgsmål om at vænne sig til et andet spring, og at der står en underlig person og dirigerer hundens fører :-) Og det skal man jo lige prøve et par gange, inden man finder ud af at det kun er mors stemme der tæller. Det med fællesdækken var værre, for det var reel utryghed. Det vender jeg tilbage til …
Torsdag havde jeg en ekstra træningsrunde med mit søndagshvalpehold. De bliver ”snydt” for de to næste søndage, og har fået to søndage i den anden i stedet, men jeg synes de skulle have et plaster på såret. 5 ud af 7 kom, og det er godt nok et dejligt hold at arbejde med! Glade, arbejdsivrige hunde, og interesserede, lærevillige førere – hvad kan man forlange mere? Der er hurtige fremskridt og masser af iagttagelser der skal kommenteres – og som jeg selv kan lære af … Det vender jeg tilbage til …
I dag havde jeg lovet Rikke og Alba (border collie på 10 uger) en time, som kompensation for at de ikke kunne være med ved teoriaftenen. Jeg tror vi alle blev revet med af stemningen, og det endte med næsten to timer :-) Og jeg skal love for at der går lang tid mellem at jeg ser en hvalp med så meget energi, selvstændighed og lærevillighed.
Rikke vil og kan nå langt med Alba, og den feedback jeg gav hende var meget direkte – og blev vel modtaget!! – og er den form for feedback jeg forventer at få når jeg til sin tid skal begynde at træne med min næste hvalp :-) Det handler om helt fundamentale forhold som bl.a.:
  • Klik kun for ønsket adfærd, ikke for noget tæt på (eller længere fra) – kriterierne skal du have besluttet på forhånd!
  • Tænk på den færdige øvelse, opdel den i fornuftige dele, og indøv hver del for sig. Baglænskædning er genialt i mange tilfælde, fx i apportering.
  • Beløn hensigtsmæssigt: Hvis du klikker for kontakt under lineføring, så beløn så hunden er i rigtig position hos dig, ikke et eller tilfældigt sted væk fra dig
  • Klik rigeligt: Du kan slet ikke belønne nok under startindlæringen. Masser af klik/godbid (den omvendte lønkurve).
  • Lad være med at komme verbal kommando på øvelserne før du er sikker på succes. Fx: hvis hunden dækker på dit håndtegn (uden godbid i hånden), så sæt ”dæk” på lige før håndsignalet, øg afstanden mellem verbalt signal og håndsignal og fjerne håndsignalet til sidst.
  • Osv …

Jeg synes det er dejligt at kunne hjælpe andre med at komme videre i deres samarbejde med deres hund. Og bonussen er enorm: For jeg får hele tiden lejlighed til – og behov for – at overveje både en konkret træningssituation, og hvad den betyder i forhold til min egen træning.
Som læsere af denne blog vil vide er jeg helt syg efter at få en hvalp, som jeg kan træne ”rigtigt” med fra starten. Og Marianne Jensen har givet med et rigtigt godt råd: Tag det roligt! Ved at undervise andre lærer du en hel masse selv, som du kan bruge i forhold til din næste hund.
Og det er så sandt som det er sagt :-)
Så jeg har lagt følgende strategi for det videre hundearbejde:

  1. Jeg underviser naturligvis mest muligt hos Sydkystens Hundeskole, og lærer selv en masse af det
  2. Efter prøven på søndag begynder jeg helt forfra med træningen af Megan! Hun er kun 6 år, og der er masser af gode år i hende endnu. Og det vil være ekstremt lærerigt for mig at starte alle øvelser forfra, som om hun var en helt ny hund, jeg skulle indlære noget. I den forbindelse er jeg i gang med at genlæse Niina & Kenth Svartbergs ”Med sikte på 10:an. Belöningsträning för lydnadsklass I – elit”. Jeg har netop genlæst kapitlet om fællesøvelserne, og fra på mandag står træningen her på: Find noget hunden kan beskæftige sig med i øvelsen, frem for ”bare” at dække eller sidde. Fx hovedet i underlaget i dækken og godbid på snuden i sitten. For utrygheden er typisk en konsekvens af at hunden lige præcis i de to fællesøvelser ikke skal "gøre" noget, andet end at sidde og dække. Og hvis man kan finde på noget de skal gøre, så har de fokus på det i stedet for alt andet.
  3. Den næste hund kan godt vente lidt – men vil drage nytte af både 1) og 2)

mandag den 12. oktober 2009

Morgentræning i Jersie

Hold da op en lækker gang træning til morgen sammen med Camilla & Emma. Det er første gang i 1½ uge jeg træner i større omfang med Megan, og det bliver til lige godt en time, med masser af succeser. Det var med start 8:15, og det var kun 6 grader, perfekt træningsvejr og med Megan i hopla. Og kiksene skyldes dårligt naturligt førerarbejde: Jeg skal stole mere på Megan, og jeg skal huske ikke at forcere kriterier på svære øvelser (fællesdæk). Øvelserne blev gennemført ud fra min træningsdagbog, og er opsummeret nedenfor i LP3-rækkefølgen:
Fællesdæk: Megan rejser sig 5 sekunder efter at jeg er kommet i skjul, så jeg må trinvis tilbage og bygger op fra 30 sekunder, hvor jeg er synlig, og sluttende med 5 sekunder i skjul. Dagens eneste øvelse som gik mindre godt.
Sid i gruppe: Efter 20 sekunder flytter Megans forben sig en anelse, så jeg vælger at belønne efter 30 sekunder, og så sidder hun eksemplarisk til vi stopper efter 1:30.
Fri ved fod: Jeg har specielt fokus på det første skridt. Og ja, hvis jeg har fokus fremad i stedet for på Megan, så kigger hun op, og vi har en masse lækre starter og korte forløb suppleret med omkring og venstrevendinger. Meget tilfredsstillende.
Stillingsskift: Jeg har valgt tre skifter, med belønning mellem hvert. Sit-stå på 14 meter og Stå-sit på 14 meter er perfekte. Stå-dæk på samme afstand giver ingen reaktion, jeg må helt ned på 3 meter før Megan reagerer og slutter ved 10 meter.
Apport udlagt: Udgangen til keglen er noget klums, fordi jeg ikke stoler på Megan, og når jeg stopper, stopper hun også. Da jeg går normalt følger hun med. Apporteringen er den mest energiske jeg har oplevet hende lave nogensinde. På kommandoen styrter hun mod højreapporten (keglen vælter) og tager den perfekt – masser af jubel – og flot indløb og aflevering. Hold da op en fornøjelse at se!!
Springapportering: Bare perfekt. Total jubel!
Stå, sid, dæk: Trænes som tre separate dele. Og ja, jeg har fokus på at se fremad, og alle tre skifter indtages prompte og perfekt :-)
Indkald med stå: Første gang stopper Megan i indløbet. Anden gang er der fuld fart på, et flot stop – og masser af jubel.
Fremsending: Fuld skrue ud til feltet, flot stop i centrum, og superdæk. Perfekt, og igen masser af jubel.
Næseprøve: Megan har tydeligvis fokus på noget i træerne i baggrunden, så det var dumt at sætte øvelsen i gang, men det gjorde jeg om måtte afbryde. Anden gang styrtede hun glad ud og snuppede en pind. Tredje gang brugte hun næsen, og vi fik en normal næseprøve.
Opsummering: 5 på skala fra 1-5. For en glad, arbejdsivrig og energisk hund, og en fører som kørte meget tilfreds hjem.

søndag den 11. oktober 2009

Sydkystens Hundeskole

Da jeg for over 1½ år siden blev opfordret til at deltage i Hund & Trænings klikkerinstruktøruddannelse , var min ambition bl.a. at blive instruktør for Hund & Træning.
Tanken om at være med til at etablere en ny hundeskole fra bunden har jeg dog haft i lang tid, og i forbindelse med første del af chicken camp 6.-10. maj i år fik Mette (Andreassen) og jeg talt os varme på ideen. Og kort tid efter – den 15. maj – blev de første vedtægter skitseret. Vi tyvstartede lidt inden den officielle godkendelse som folkeoplysende forening i Solrød Kommune den 17. september 2009, men så er det også gået stærkt.
Vi er alle blevet overraskede over at der bare bliver ved med at komme tilmeldinger. Et hvalpehold blev overtegnet og vi måtte udbyde et nyt.
Vi havde teoritimer for tre hold den 4. oktober, og i dag startede træningen for alvor i dag i Jersie: to hvalpehold, et unghundehold og et konkurrencehold. Med i alt 30 medlemmer har vi fået en rigtigt god start, og vi har virkelig dækket et behov. Det er en fornøjelse at opleve to hvalpehold, hvor de alleryngste hvalpe kun er lige godt 8 uger. Udover at være totalt nuttede er det også hos dem, man virkelig kan se en udvikling over ganske kort tid. Og så synes jeg det er skønt at have to engelske springer spaniels på mit hvalpehold :-)
Efter hvalpeholdet og konkurrenceholdet gav jeg en kort introduktion til rally lydighed til en måske kommende rallykursist, og så trænede Charlotte Lia & Spot og jeg med Megan lidt rally lydighed, på en ret indviklet rally øvet bane jeg havde flikket sammen. Super træning og superkontakt fra to dygtige hunde!
Bestyrelsen fra Sydkystens Hundeskole står overfor en dejlig opgave med at forberede den kommende sæson, så vi får en sund balance mellem udbud af undervisning og deltagere.
Næste uge har jeg planlagt forskellig træning med Megan som opvarmning til LP3 i Fensmark den 18. oktober:
  • I morgen lidt morgentræning med Camilla & Emma i Jersie
  • Onsdag lidt eftermiddagstræning med Vibeke & Julie i Jersie
  • Fredag lidt morgentræning med Rikke & Alba i Jersie
  • Lørdag deltagelse i DKK’s kursus ” Problemløsning, motivation og samarbejde” med Bianca van der Post, Holland

Og så er vi klar til Fensmark. Der er 7 LP3 hunde og vi er nr. 2.

tirsdag den 6. oktober 2009

En cykeltur

Brusebad, en tur på stranden, en cykeltur – herligt at lade hjernen køre på cruise-control og bare mekanisk gøre noget uden at tænke nærmere over det. Og så opdage at der ligger en hel masse inde i hovedet, som pludselig popper op, og bliver til erkendelser.
I går havde jeg aftalt med Hanne Madsen fra DKK og Camilla at mødes hos DKK og udrede papirarbejdet vedr. den forkerte registrering af Emmas LP-prøve den 26. september 2009.
Vi bor kun en kilometer fra DKK så jeg cyklede ned med Megan, og startede med at købe en resultatbog til en svensker, der skal deltage i rallyprøven 25. oktober.
Så kom Camilla, og vi fik klaret det med Emmas DKLPM-registrering med Hanne Madsen. Jeg kender mange, der synes servicen hos DKK er for dårlig – jeg har haft en masse med Hanne at gøre på det sidste, og hun er da det mest servicemindede man kan forestille sig!!! LP-prøven den 26. september, rallyprøven den 25. oktober, rettelse af papirer ifm. Emmas DKLPM. Det er en fornøjelse at arbejde sammen med Hanne!
Camilla og jeg stod og snakkede lidt foran DKK, og selvfølgelig (!) dukkede Birgitte Brüel op, for at hente landsholdets dragter til VM i Bratislava. Så vi kom lige til at tale lidt træning, for jeg har købt en time hos Birgitte ifm. auktionen for LP-landsholdet, og jeg har fået sendt nogle øvelser, jeg skal træne på forhånd. Fx at Megan skal sidde i plads i 1 minut, og holde kontakt.
Så det træner vi!
Jeg har siden juni ikke gået til noget organiseret træning, og det føles rigtigt rart. Ingen der læser denne blog er vist i tvivl om min begejstring for Charlotte Lyngholm aka fru Skrap, men jeg gik død i træningen hos hende, og stoppede i sommers.
Så det er meget alene træning, træning med Camilla og tilfældig træning rundt omkring.
Og så har jeg jo Bob Bailey i baglommen, og det er godt nok nyttigt.
Da Megan og jeg cyklede videre fra DKK fandt jeg lige et grønt areal, hvor jeg kunne træne med Megan (forstærkning = fraskær af oksemørbrad = rigtigt godt).
Vi trænede fri ved fod og stillingsskift.
Fri ved fod: Megans hoved dykker konsekvent ved mit første skridt. Læring: Start forfra! Det er ikke meningsfuldt at gå en fri ved fod, hvis det første skridt ikke fungerer.
Stillingsskift: Det kan godt være at jeg belærer kursister om et kriterium ad gangen, men jeg øger naturligvis på et fremmed areal, med en hund der har cyklet et par kilometer, afstanden til 15 meter, og mærkeligt nok går det galt i alle skifterne; men da jeg går ned på 10 meter går det strygende. Læring: Gør som du selv præker, hæv et kriterium ad gangen.
Derefter cykler vi hjem, og tager stillingsskift under gang i haven. Og dette er dagens (måske ugens, månedens, årets?) opdagelse: Stå og dæk går fint, men tre forsøg med sit resulterer i dækker i stedet. Okay. Jeg skulle være stoppet efter to forsøg [hovedet bankes her ind i væggen], og så skulle jeg overveje hvad der gik galt i træningen. Og pludselig gik det op for mig: at Megan reagerede på mit kropssignal i sitten! Så snart jeg gik normalt (uden at dreje hoved/krop), indtog hun positionen perfekt. Himmel hvor er det nemt nogle gange!!!
Så med disse erkendelser er jeg klar til at blive en meget bedre fører for Megan :-)
To gange pral:
  • To hold overtegnet i Sydkystens Hundeskole, resulterede i et ekstra hvalpehold
  • 58 tilmeldinger til rally prøven 25. oktober, dvs. kun to ledige pladser.

lørdag den 3. oktober 2009

Støtte til Lydighedslandsholdet

Forslaget i bloggen den 16. august om at støtte det danske lydighedslandshold er blevet rigtigt positivt modtaget.
Ideen var at samle midler til støtte for landsholdets deltagelse i VM i Bratislava 8.-11. oktober i år.
Det har resulteret i følgende initiativer:
  • auktion, hvor man kunne byde på at få 1-2 timers træning af de enkelte deltagere på landsholdet. Dette indbragte i alt 11.675 kr.
  • et amerikansk lotteri i forbindelse med Spaniel Klubbens lydighedsprøver den 26. september 2009 indbragte 1.236 kroner
  • Trine Dyrgaard gennemfører to rallykurser i denne weekend, for henholdsvis begynder og erfarne, og hele kursusgebyret tilfalder landsholdet (i alt 13 deltagere à 400 kr.)
  • en tipskonkurrence, hvor man kan spille på hvordan det går landsholdet ved VM
  • en officiel rallyprøve den 25.10 i Herfølge med Trine Dyrgaard som dommer , hvor hele overskuddet tilfalder landsholdet. Der er pt. 52 tilmeldte og dermed kun 8 ledige pladser.

Pt. er overført 24.000 kr. til landsholdet, og der kommer nok et par tusinde yderligere til, når regnskabet efter rallyprøven gøres op.
Så nu er der kun tilbage at ønske landsholdet alt mulig held og lykke til VM.
Jeg har naturligvis tippet, og vil gerne afsløre så meget som at jeg tror det danske landshold bliver nr. 2 i holdkonkurrencen og slutter med to placeringer i top 10 individuelt!!

fredag den 2. oktober 2009

LP1 LP2 LP3 DKLPM Emma

Kære yndlingstræningsmakker,
Et kæmpestort tillykke med Emmas DKLPM ved Spaniel Klubbens lydighedsprøver lørdag den 26. september 2009.
Der er formentlig ingen der er forbavset over at du fik titlen, for samarbejdet mellem dig og Emma er da det mest fantastiske at opleve! I er bare så gode!!!
Jeg skal om nogen beklage, at du blev snydt for at blive fejret på dagen.
Men fejlen er heldigvis opdaget, og jeg kan garantere dig, at du og Emma vil blive fejret den kommende tid :-)
Jeg har aldrig været i tvivl om at Emma ville få titlen i år (se her) , og jeg tror næsten jeg var mere skuffet end dig i lørdags over ikke at skulle uddele pokalen til jer.
Selvom prøven ikke var jeres bedste var den rigtigt god. Og at få 0 i Sid i gruppe og alligevel slutte med 234 point viser, at niveauet er rigtigt højt.
Pokalen er klar til dig og der skal nok blive noget festivitas, når du får den.
Jeg glæder mig ekstra meget over at Emma fik sin titel nu, så du kan koncentrere dig om den næste vigtige milepæl i dit liv: at blive mor :-) Og så til foråret begynde at træne Emma mod Eliteklassen.
Mange kærlige hilsner
Megan og Paul