Da jeg kom hjem igen tjekkede jeg lige resultaterne fra prøverne i Sorø i lørdags, og opdagede at der var åbnet for tilmelding til rallyprøverne den 13. februar i Sorø Hallerne. Og så blev der lige truffet en hurtig beslutning, og Lille Bjørn er nu tilmeldt i begynderklasse (med Kirsten som fører) og Megan i ekspertklasse. Jeg huskede også at skrive til deltagerne på det netop afsluttede rallyhold hos Sydkystens Hundeskole, og Karina og den langhårede dværggravhund Neo har også tilmeldt sig – dem glæder jeg til at opleve til en rigtig prøve!
I formiddags tog Megan, Lille Bjørn og jeg til Jersie, dels for at træne lidt, dels – og ikke mindst! – for at blive interviewet af Helle fra Sydkysten. Hun er også en meget hundeglad person, og hun vil skrive en artikel om Sydkystens Hundeskole – der er flere der er meget imponerede over det høje medlemstal vi allerede har nået. Vi fik en lang hyggelig hundesnak, og der blev taget en del billeder, og jeg er spændt på hvordan omtalen på fredag bliver.
Her til aften var Megan og jeg så til den ugentlige hvalpetræning hos Johanna, og uha, vi er allerede over halvvejs, de gode timer forsvinder alt for hurtigt :-(
Det var ellers lige ved at jeg måtte gennemføre træningen med lånehund, for Megan valgte at løbe efter stedets sorte kat lige inden vi skulle gang med træningen. Kirsten Henriksen, som ejer stedet, og jeg måtte ud at lede efter Megan (og der er altså meget mørkt kl. 19 på denne årstid!!!), men pludselig blev der råbt fra hallen at Megan var vendt tilbage, og så fik jeg alligevel lov at træne med egen hund.
Jeg skal huske at notere dagens øvelser, for jeg kan forstå at der er flere på holdet der brugen bloggen her som reminder om de enkelte dages program :-)
- Tandvisning – Megans tanker var vist stadig ved katten, for jeg fik stort set uden slikken lov til at vise alle tre sider, den flotteste tandvisning vi har præsteret!
- Bakke – det går godt, men jeg skal have Megan til at tilbyde lidt mere, så jeg kommer ud over presset med godbidden. Johanna siger det er nemt at komme fra en fungerende bakning, hvor man har front mod hunden og kan se, hvordan den bakker, til en bak ved siden af fører (som jeg jo skal bruge i ekspertklassen i rally), og Johanna har altid ret :-)))
- Elefanten – jeg har nu 3-4 gange haft Megan hele vejen rundt, også en enkelt gang til aften, men da jeg skulle demo gik hun i stå kl. 8 – men Megan er dødkoncentreret og ivrig, så pludselig er den der, er jeg sikker på
- Hop gennem arme – vi starter med setup, holder hunden på brystkassen med den ene hånd, smider en godbid fremad, samler hænderne, og giver hunden en kommando (hop), samtidig med at den kommer igennem ”ringen” og hen til godbidden. Den fangede Megan hurtigt, og det er også sjovt, den skal jeg arbejde videre med.
- Move on – det er vi bare gode til! Og den bygges der videre på, så vi nu (yes!) har en kommando til tyskervendingen i rally
- Rulle – jeg har trænet det lidt med Lille Bjørn men aldrig med Megan, og ved gud vi fik næsten et helt rul inden der var gået to minutter.
- Indkald – jeg valgte et LP1 indkald hvor Johanna holdt Megan, og der kom et fint løb og plads. Så ville jeg lege med Megan med favoritpivedyret, men selvfølgelig endte mit indkald der hvor katten havde gemt sig da træningen startede, så Megan forsvandt lidt – og fik belønnet sig selv. Det var ok efter en aften med så meget flot hundearbejde.
Og så opdager jeg lige, at blev ”snydt” for introduktion til at Fastholde position, så den får vi næste gang!
Endnu en fantastisk dag og Megan er helt færdig :-)
Og så er der kommet en tæt på perfekt besvarelse af Lydighedsquizzen, meget imponerende!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar