Otto – og alle de andre

Otto fylder 12 år i dag, og er naturligvis blevet fejret. Men, hvem er Otto er jeg blevet spurgt, for det er jo ikke ham jeg har med til træning og prøver.
Ja officielt er han border terrier, hedder i stambogen Borderhouse Knight Rider og har et fornemt CV: DKCH SCH INTCH KLBCH KBHV-2000 KBHV-2001. Han blev årets border nr. 2 i 2000, nr. 2 i 2001 og nr. 3 i 2002. Han er far til 7 kuld hvalpe, bl.a. til den eneste DKCH med vores kennelnavn: Border to Border New Year's Knight (Oscar), som Emmy var mor til.
For os er han målestokken for hvordan en border terrier skal se ud, og hans temperament er perfekt i forhold til mennesker i almindelig og børn i særdeleshed. Overfor hunde er han mere kritisk, og vil godt være terrier til at starte med – for en sikkerheds skyld – indtil han finder ud af det er en tæve (jubii) eller en han (øv, men kan ofte accepteres).
Trods sin alder er han stadig meget ungdommelig og barnlig. Kirsten oplevede for ikke længe siden at møde en, som mente at Otto var en hvalp, og blev meget fornærmet da Kirsten sagde han var 11 år.
Han er den hidtil ældste hund, vi har haft hos os, og selvom vi godt kan mærke at han ikke er helt unge længere, er vi sikre på at der er flere gode år i ham!

Ellers har dagen stået en del i hundetræningens tegn. I morges havde jeg først rallyholdet – som udvikler sig virkelig godt, og med flere der er klar til at gå til officielle prøver.
Og derefter LP-konkurrenceholdet, hvor vi arbejder meget med detaljer og kriterier. Træningsmæssigt spændende og måske også lidt anstrengende for deltagerne?!
Bagefter trænede jeg lidt med Megan: fremsending, springapportering og indkald med stå. Jeg kiggede på mig selv, som jeg ser på mine kursister – og konklusionen var: Ikke godt nok. Kriterierne er ikke skarpe nok, og dermed bliver belønningerne tilfældige.
Øv for en streng træner, og irriterende at han har ret …

Efter en hurtig frokost og noget hjemmearbejde, gik jeg i haven med Lille Bjørn, som er tilmeldt Nørdklubbens LP-prøver på lørdag. Jeg ville have en virkelig engageret hund, og skar råt lammekød ud i godbidsstørrelse og gik i gang med træningen. Men jeg var ikke tæt på at komme i kontakt med Lille Bjørn. Jeg kunne end ikke få ham i plads … Han ville gerne løbe ud til apporten, men ikke tage den – han var bare ikke glad. Så efter rådslagning med Kirsten var diagnosen: Ikke mere træning inden generalprøven.
Så trænede jeg med Megan, og vi fik nogle rigtigt gode øvelser: Stå, sid og dæk under gang – stillingsskift (alle skift) – fællessit (alene), og alt var flot. Megan fik resten af lammekødet i løbet af træningen :-)
Jeg tænkte efter denne træning meget over hvad jeg ville opnå med generalprøven på lørdag.
Og i bund og grund handler det om at jeg vil have nogle hunde, som synes det har været sjovt at gå til prøve.
Så jeg besluttede at rykke begge en klasse ned. Så på lørdag starter Lille Bjørn i LP1 og Megan i LP3 – og deres fører har det rigtigt godt med beslutningen.