I dag var det Max’ første skoledag. Han skulle starte på Johannas Foundation hold i Ringsted. Jeg har jo tidligere gået på Foundation med Megan som voksen, men at skulle starte med en hvalp er naturligvis ganske anderledes.
Johanna sørger for meget pædagogiske lister med bl.a. ting man skal have med, så jeg linede det hele op på et have bord:
- Trækkelegetøj
- Godbidder (to slags)
- Hulahopring
- Target
- Klikker
- Vand og vandskål
Der er i alt 8 hvalpe på holdet - og det bliver rigtigt godt! Max er den mindste på holdet, og den næstyngste – og jeg var da lidt spændt på hvordan hans første træningstime ville forløbe. Det gik naturligvis fantastisk. Han fik hilst på en masse søde hvalpe, han fik set nogle meget store heste (dem skal han nok vænne sig til), og så fik han – med passende pauser undervejs - prøvet at træne godt en time. Han var meget træt til sidst, men der er også rigtigt mange nye indtryk.
Dagens øvelser var: Touch (håndtarget), left/right (snurre om sig selv venstre eller højre om), tandvisning, setup (indtage position mellem førerens ben) og indkald. Max er meget opmærksom og meget lærenem, så jeg skal virkelig være på dupperne for at få klikket og belønnet fornuftigt. Dette bliver en kærkommen anledning til at gå genoplivet træningsdagbogen, som har ligget på hi i et par år efterhånden.
Hjemmeopgaven til næste gang er at klikke og belønne med én hånd (på tid). Det er nødvendigt til fx håndtarget (klikke og belønne med den hånd, der ikke er target), og det kræver lidt træning at gøre det godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar