På skue

Camilla, Findus og Kirsten

 

Kirsten og jeg havde lovet Camilla, at vi ville komme til DKK Kreds 2’s skue i Stestrup Fritidsgaard, for at hjælpe og heppe på hende og Findus, der skulle debutere i udstillingsringen. Og det var da en fantastisk debut! Naturligvis har de trænet, men alligevel … En superprofessionel præstation af både fører og hund, som man kan se på videoen.

Findus er kun 4 måneder, men var totalt cool. På når han skulle være det, og sov i sit bur når det var det, der skulle til. Jeg er glad for at man kan høre mine eneste kommentarer sidst på optagelsen: ”Så må der klappes, hvor var det flot!”, for det var præcis hvad det var.

Efter eftermiddagsturen med hundene blev jeg lidt rastløs og det endte med at Max og jeg tog ned til hallen og trænede en lille halv time.

Lille spejl på væggen der ...

Det kommer sikkert ikke som den store overraskelse for læserne af min blog, men Max er vidunderlig at arbejde med :-) Når vi skal arbejde arbejder han, når vi ikke skal, slapper han af. Der er det med lyden, det har jeg en enetime om på fredag hos en ekspert.

Vi arbejdede med fri ved fod, stillingsskift, springapport, positioner under gang, indkald og fremsending. Der er masser af detaljer at arbejde med, men Max er bare skarp, og jeg har bare en rigtig god mavefornemmelse for den videre træning med ham.

DKKs Basiskursus

 

I forbindelse med at jeg er kommet i DKKs Rallyudvalg, synes jeg det kunne være relevant at deltage i DKKs Basiskursus. Derfor havde jeg tilmeldt mig dagens kursus i Årslev arrangeret af Kreds 3.

Jeg havde hørt tidligere deltagere fortælle at det var et pligtkursus med fokus på DKKs organisation, grundlæggende racekendskab, grundlæggende adfærd og motivation samt noget om hundens sanser og udvikling. Ikke særligt spændende på papiret.

Resultatet var at jeg mødte uden nogen forventninger overhovedet og blev meget positivt overrasket! Mette Aunsberg var engageret underviser, Mette Krog Andersen kompetent kursusleder og så var der 22 engagerede kursister, hvoraf flere havde spændende input til gennemgangen.

Specielt gennemgangen af de enkelte racegrupper blev dermed løftet fra det traditionelle til noget mere spændende, fordi der for mange gruppers vedkommende var relevant input fra deltagerne.

En gruppe på 6 fra Dyrenes Beskyttelses Internat i Roskilde, som deltog i kurset, fortalte ualmindeligt spændende om erfaringer med hunde der afleveres/omplaceres/afhentes, om sørgelige hundeskæbner og om solstrålehistorier.

I næste weekend står der Adfærds- og Håndteringskursus på programmet hele weekenden, igen i Kreds 3. Anita deltager også, og det er igen med Mette Aunsberg som instruktør. Og denne gang er forventningerne skruet i vejret :-)

Tilbage til hverdagen

Tirsdag nat drømte jeg en meget livagtig drøm om at Otto stadig var i live, og jeg kunne meget usædvanligt gengive den detaljeret for Kirsten næste morgen. Vi må engang imellem tage os i at tro at han stadig er her, fx når hundene skal have mad eller vi skal gå tur. Kirsten fortalte at der var totalforvirring, da de skulle have okseører i onsdags … Hundene plejer at være fordelt med to i haven og to i indkørslen, og nu manglede der en, og det kunne specielt Megan slet ikke forholde sig til.

Men efterhånden falder det hele tilbage i et nyt normalt leje. Varme ord og tanker er modtaget med taknemmelighed, og vi er kun blevet bekræftet i, at vi gjorde det rigtige på det rigtige tidspunkt. Vi vil huske Otto, som den skønne hund han var og som bare naturligt var lidt svækket på grund af alder på det sidste.

Tirsdag var jeg bestemt ikke i træningshumør efter at have været hos dyrlægen, men da jeg skulle ned til hallen for at hente rallyskilte aftalte Kirsten og jeg at tage af sted sammen og med alle tre hunde, fordi der skulle ske noget.

Jeg lavede lige springapport og fremsending med alle tre hunde, stor succes (bedste præstation: Megans fremsending!) og så gik vi en tur med alle tre hunde.

Onsdag var vi tilbage til hverdagen. Nye rallyhold skulle starte og en ny runde LP med Max på Anitas hold. Der var flere øvelser der drillede med Max, og det gav anledning til en del eftertanke, for selvom jeg prøver at lade være med at forcere hans træning, så gør jeg det måske alligevel?! Omvendt oplever jeg, at han når han er bedst (og det er han ret meget af tiden), så er han rigtig god. Fx lavede han en superflot fri ved fod og en rigtigt god positioner under gang.

Torsdag stod den på Johanna-træning. Max var et niveau bedre end onsdag. Springapporten var rigtigt skarp, og så vil jeg specielt fremhæve fællesdækken. Som fællesøvelse lå han samtlige 4 minutter, hvor jeg belønnede undervejs, og var i skjul flere gange. Der var lyd på en del (det meste) af tiden, men han lå.

Da jeg skulle have min runde hos Johanna startede jeg med stillingsskift (fint) og så så vi på fællesdækken. Johanna mente at Max kunne ligge i 4 minutter og det var jeg ret sikker på at han ikke kunne. Det skulle naturligvis prøves af, så han blev dækket af, jeg gik i skjul og så startede ventetiden. Jeg kunne høre Max, men jeg kunne endnu mere høre at der blev kastet apporter, sprunget, løbet, dirigeret – masser af forstyrrelser. Efter 4 minutter blev jeg kaldt ind, gik tilbage til Max og belønnede. Ok, der var lyd, men ikke vildt, og han blev liggende.

Lille Bjørn startede som en drøm med to fantastiske fællesøvelser. Så skulle vi i gang med positioner under gang sammen med de tre andre, hans hale røg ned, og jeg forlod træningsarealet. Præcis som sidste uge, og uden synlig grund ville han pludselig ikke træne. Vi var lidt inde og ude af hallen, og efter at have forstærket noget meget simpel adfærd i en periode kom der pludselig gang i ham igen. Men han ville ikke ind i den tomme hal (hal 2). Meget mystisk.

I dag havde jeg aftalt selvtræning med Anita kl. 15. Det var som altid superhyggeligt og hundene (Osseau og Max) var stjerner. Mon ikke Anita skriver en blog om Osseaus fantastiske arbejde i dag … Jeg fik overbevist hende om at det var en rigtig god idé med fire LP3-øvelser i træk, så stillingsskift (8½), dirigeret apport (9½!!), springapport (8) og positioner under gang (8) blev taget direkte i forlængelse af hinanden, og det var rigtigt flot.

Max skulle igennem dirigeret apport, positioner under gang og næseprøve, og det var alt sammen rigtigt godt. Derudover fik vi lavet en flot næseprøve, demonstreret hvor langt vi er i indkald med stop (uha, det ser godt ud) og viste lige dæk i et minut med fører i skjul – med væsentligt mindre lyd end i går.

Det var en fantastisk træningsrunde!

I weekenden bliver der masser af hunderelaterede aktiviteter men ingen hundetræning. I morgen står den på DKK's Basiskursus på Fyn, og søndag skal vi til Stestrup Fritidsgaard og heppe på Camilla og Findus, som skal debutere i udstillingsringen på DKK's skue!

Otto

Otto var en rigtig vandhund

I eftermiddags kørte jeg for sidste gang til dyrlægen med Otto. Han har været ganske frisk på det sidste, men i går aftes ville han ikke spise og heller ikke i morges. Han kunne næsten ikke støtte på bagbenene og vi var ikke i tvivl om, at i dag var dagen.

Vi fik ikke nogen sidste tur på stranden, det havde han ikke kræfter til.

Vi havde besluttet at han ikke skulle undersøges eller noget, han ville være fyldt 15 år om 16 dage, har levet et langt og godt liv, og pinen skulle ikke trækkes ud, slet ikke for ham.

Han efterlader masser af skønne minder.

Et utal af skuer og udstillinger, hvor han har klaret sig flot, med DKK’s udstilling 8. april 2000 i Esbjerg som højdepunktet, han blev BIR og BIG. Han fik denne flotte kritik af Birte Steffensen ”2 år gl maskulin han med herligt hoved og udtryk, god hals og overlinie, god krop og benstamme, velvinklet for og bag, god pels, bevæger sig frit og effektivt.”

Han fik de nødvendige resultater på rævegrav, så han kunne blive først DKCH, siden SCH, INTCH og KLBCH, KBHV-2000 KBHV-2001, årets border nr. 2 i 2000, nr. 2 i 2001 og nr. 3 i 2002.

Han blev far til 7 kuld med i alt 30 hvalpe, hvoraf mange er blevet godt avlshunde, og vi støder tit på hans navn i stamtavlerne. Vores egen Max er Ottos oldebarn, så de gode gener bliver båret videre også herhjemme.

Otto er fra før min interesse for lydighed startede, så det blev i udstillingsringen han gjorde karriere, og først og fremmest som den skønneste familiehund - og han var både Kirstens og vores søns yndlingshund.

Det var meget underligt til aften kun at stå med tre madskåle og der går et stykke tid før vi vænner os til at han ikke er mere. Jeg kan næsten blive svimmel ved tanken om, at han har været en del af min hverdag i 25 % af mit liv.

Tak Otto for alle de dejlige år. Vi er sikker på at du nu har det godt i hundehimlen.

Pligtarbejde

Der er visse ting der bare skal gøres.

I dag var det bl.a.:

1. Indsende LP- og rallyresultater for Lille Bjørn og Max til Dansk Terrier Klub (DTK). I 2011 blev Lille Bjørn årets LP2-hund og årets rally eksperthund. I 2012 kommer det nok til at knibe, men naturligvis blev resultaterne indsendt. For Lille Bjørn 202 i LP3 og 96 i rally ekspert. For Max 95 i rally begynder, 95 i rally øvet, 154 i LP1 og 184,5 i LP2.
2. Tilmelde Max til årets to første udstillinger, 13. april i Hårlev og 4. maj i Roskilde.
3. Skrive udkast til beretning for Sydkystens Hundeskole 2012.
4. Forberede to nye LP-hold i morgen og to rallyhold på onsdag.

Ad. 1: Som i mange andre specialklubber spiller LP og rally i bedste fald en sekundær rolle i DTK. Men jeg gør mit for at øge fokus på disse to discipliner, og engang imellem oplever jeg også, at det faktisk har en effekt. Som i dag, da jeg fik en opringning fra en mand med en ung westie, som var blevet anbefalet at kontakte mig af et bestyrelsesmedlem i DTK, fordi jeg havde forstand på at træne terriere … Manden havde trænet et andet sted, hans westiehan på 7 måneder havde snuset meget og var ikke til at arbejde med, og rådet var at få hunden kastreret :-(((( Nu kommer han på hold hos os, og mon ikke han får lært nogle teknikker til at arbejde med hunden, som ikke indebærer så drastiske indgreb?

Ad. 2: Vi synes det kunne være dejligt hvis Max kunne blive DKCH eller i det mindste DK(u)CH, men må indrømme at det ikke har nogen særlig høj prioritet. Min vi har aftalt med Tinna, opdrætteren, at vi udstiller ham nogle gange i år. Der er ikke så mange udstillinger på Sjælland, så pt. er han tilmeldt de to dage hvor der ikke er andre aktiviteter (rally eller LP).

Ad. 3: Det skal jo gøres, og selvom det er pligt er det ganske fornøjeligt når det går godt. Og det gør det i Sydkystens Hundeskole. Med 10 dygtige instruktører, et stort udbud af kurser, en fantastisk hal, og tilfredse kursister som vender tilbage igen igen er det svært at være pessimistisk. Og med en konstruktiv og engageret bestyrelse er det dømt til at gå godt :-)

Ad. 4: Selvom det er pligtarbejde synes jeg det er sjovt – og absolut nødvendigt. Jeg skal bestemt ikke gøre mig klog på den aktuelle debat om læreres arbejdstid, men for mit vedkommende kan jeg sige, at hvis man tror at undervisningen i en time består i, at jeg kun laver noget den ene time, så er det ikke helt sådan det hænger sammen. Jeg vil nødigt have at ”gamle” kursister oplever at det hele kører på rutinen, og jeg vil gerne samtidig kunne indsluse nye deltagere fornuftigt. For rallyens vedkommende har Anita og jeg valgt at gennemføre tre hold på én gang (begyndere, øvet og ekspert), med alt fra deltagere der ikke har set et rallyskilt, til deltagere der lige skal overstå ekspertklassen så de kan gå i championklasse. Det er ikke på dagen vi tilrettelægger undervisningen: vi planlægger den inden, vi gennemfører den, vi justerer undervejs, og vi evaluerer efter hver træningsrunde.

Ud fra tilbagemeldingerne fra tidligere hold lykkes det meget godt, men det er ikke og bliver ikke rutine at undervise.

Lumske distraktioner

Nordre Toldbod fra søsiden

Dagen startede kl. 7:45 med en times selvtræning sammen med Camilla, Findus og Emma. Jeg havde Max med, og Camilla og jeg brugte mest hinanden som forstyrrelser.

Det er 4½ måned siden jeg havde enetimen hos Christina vedrørende Max’ springture, og sikken en udvikling der er sket. I dag kunne han arbejde selvom vi fik ret kvalificerede forstyrrelser i form af legetøj der blev kastet, pivedyr og Findus og Camilla ret tæt på i springapporten. Der var et par fremsendinger vi måtte lave om, fordi der var distraktioner bagfra, men samlet set fantastisk flot niveau.

Og så sluttede jeg lige med at træne indkald, og allersidst på fuld længde, og et superflot stop. Han bremser ikke som Lille Bjørn, men sætter farten meget hurtigt ned (meget fornuftigt på underlaget), og det var bare lækkert.

Lyden hos Max er der stadig og vi har - som skrevet i går - søgt professionel hjælp til at arbejde med det problem.

Så gik turen til København. Annemarie og Jan havde givet mig et gavekort til Lumskebugten til min fødselsdag og i dag skulle det så indløses. Lumskebugten ligger på Esplanaden, lige ved indkørslen til Nordre Toldbod. Med Erwin Lauterbach som ansvarlig var vores forventninger naturligvis høje.

Vi blev bestemt ikke skuffede, men nok lidt overraskede over at det trods alt var så traditionelt. Vi fik en fantastisk lækker frokost, faktisk så mættende at vi har valgt at springe aftensmaden over. Vi valgte luksusniveauet og startede med et glas champagne hver mens vi studerede det spændende spisekort. Vi valgte hver to stykker smørrebrød, som hver var en ganske pæn anretning.

Friteret fladfisk

Kirsten valgte først Røget laks fra Daniel Letz på dildsmør og med røræg og dernæst friteret fladfisk, muslinger og rejer på dild, skaldyrsmayonnaise, citron og dild. Jeg valgte også den friterede fladfisk. Det var to flotte fiskefileter, meget fint friterede, 4 muslinger (som vi ville have givet et halvt minut ekstra) og nogle rejer. Glimrende!

Oksetatar med fiskerogn og røget laks

Og så var jeg nødt til at prøve oksetatar med fiskerogn og røget laks. Et pænt stykke tatar og et flot stykke laks og rogn, det har jeg ikke oplevet før, og det smagte forbavsende godt sammen. Vi valgte en halv flaske Pouilly Fumé Villa Paulus, Domaine Masson-Blondelet og en halv flaske Ladoix Pinot Noir til. Jeg fik desværre ikke noteret detaljer om nogen af vinene.

Lumsk "kys"

Vi sluttede med kaffe og henholdsvis nybagt kokosmakron og lumsk "kys" med kokos.

Operaen

Da vi nu var Nordre Toldbod valgte vi at tage Havnebussen til Diamanten, og derfra gå til Hovedbanegården. Det blev en hyggelig havnerundfart i det pæne vejr.

Hjemme igen gik vi en tur med hundene på stranden. Max og Megan var løs som altid, og vi var næsten hjemme igen, da pokker tog ved Max: han strøg af sted efter nogen med hund et par hundrede meter væk. Fløjten gav intet resultat, så Kirsten gik hjem med Otto og Lille Bjørn, mens Megan og jeg fulgte efter Max. Det blev en længere tur, men pludselig kom han tilbage, fik nogle godbidder og så lavede vi den flotteste fri ved fod med en del belønninger på turen hjem. Hans separationsangst var ikke specielt udtalt i dag :-)

2, 6, 10, 15 og 60

Det har været en ganske normal hundeuge.

Mandag undervisning på to LP-hold. Der var afslutningsrunde på holdene. På det ene var der generalprøver på LP1/LP2. På det andet havde vi udover de almindelige fællesøvelser fællestræning af fremsending, med tre forskellige felter: et uden kegler, et uden kantbånd og et normalt. De tre felter blev suppleret med forstyrrende tilskuere med hunde både ved siden af og bagved. Og sjovt nok voldte ingen af felterne problemer.

Tirsdag selvtrænede jeg en halv time med Megan og Max.

Onsdag afsluttede jeg et rally øvet hold, og de blev naturligvis udfordret med to ekspertbaner, som alle klarede i flot stil. Derefter var jeg dommer på Anitas øvet hold, hvoraf flere er temmelig urutinerede. De fik to øvede baner (et par prøvede også ekspert), og igen gik det flot. Jeg har skrevet det før og jeg skriver det igen – det er fantastisk at opleve ekvipager, der bare udvikler sig markant fra gang til gang.

Endelig sluttede jeg onsdagen med at deltage på Anitas LP-hold med Max.

Torsdag deltog jeg på Johannas LP-hold, først en time med Max, så en time med Lille Bjørn.

I dag stod den på selvtræning en halv time med Megan og Max.

I morgen starter dagen med lidt selvtræning med Camilla, og så er der ellers ingen hundeplaner for weekenden – så det er alligevel ikke en helt normal hundeuge. Jeg har i stedet inviteret Kirsten på frokost på Lumskebugten, endnu et dejligt gavekort fra min fødselsdag, som venter på at blive brugt.

Jeg har behændigt undgået at skrive noget om hvordan det går med mine egne hunde. Det går meget godt.

Otto lever fortsat og har det godt. Om 20 dage bliver han 15 år, og selvom vi et par gange har været klar til at tage den sidste tur til dyrlægen med ham, er han hver gang kvikket op i tide. Så han skal nok nå den skarpe dato.

Megan har været med til træning to gange i denne uge. Vi træner ret præcist 15 minutter hver gang inkl. lidt opvarmning. Og hun går som en drøm. Nu skal jeg have vores samarbejde til at fungere på rallybanen også. I lørdags synes jeg hun gik som en gammel hund til rallyprøven. Kirstens kommentar var, at Megan ér en gammel hund, hun bliver snart 10 år. Jeg véd at Megan er ligeså ung indeni som mig, og vi skal nok vise at vi kan få nogle flotte resultater stadigvæk.

Lille Bjørn er i sit livs form. Vi kan træne lange pas og han er bare på toppen. Vi arbejder med nogle detaljer (specielt lige pladser og fastholde apport/næseprøve) og det går fremad. Og især har vi fokus på indkaldet, hvor vi nu på cirka halv afstand kan få superflotte stop.

Alligevel er det lykkedes mig de to sidste torsdage at få ham til at gå helt i baglås i forbindelse med Johanna-træningen: halen ned, vil ikke følge med mig osv. I går tror jeg at jeg fandt forklaringen: Jeg har hævet kriterierne ret meget. Jeg er begyndt på ikke at belønne ”der hvor jeg plejer”, dvs. der hvor øvelsen normalt slutter, men er fortsat lidt (overgang til næste øvelse), og det stressede Bjørnen ret meget. Det var en erkendelse der kom til allersidst, og Johanna og jeg kunne da ikke blive uenige om, at det lød som en meget sandsynlig forklaring. Da jeg fortalte Kirsten det sagde hun, at selvfølgelig ville Lille Bjørn have sin belønning som han plejede, så hun kunne have fortalt mig at jeg ikke skulle have trænet sådan …

Max blev 20 måneder i går, og han udvikler sig ualmindeligt meget. Han er blevet mere voksen at arbejde med, og jeg kan mærke at sikkerheden i mange øvelser er blevet ret stor. Det eneste problem med ham er lyden … Jeg har skrevet til en ekspert, som jeg håber snart at få en konsultation hos, så vi kan arbejde med dette.

Der er stadig et godt stykke tid til de næste prøver, men de nærmer sig, som man kan se af min kalender. Så det er vist også tid til at få aftalt nogle generalprøver.

Overskriften? Det er hundenes og min alder rundet af til nærmeste hele år. Men alderen trykker bestemt ikke :-)

2 x 88. Og mere om lyd

I går havde Border Collie Klubben bl.a. arrangeret rallyprøver i Sorø. Jeg var tilmeldt med Megan i championklasse, med banegennemgang kl. 8, og Max i øvet klasse med banegennemgang kl. 13.

Så jeg valgte at tage turen hjem ind imellem, for at der ikke skulle blive for lang ventetid med Max.

Megan var vældig tændt indtil vi kom ind på banen, vi måtte lave andet skilt (springvand) op, og så fik vi i et ret adstadigt tempo gået igennem banen med en del hæng og endnu en ommer på tredjesidste skilt (dæk under gang og gå rundt om). Vi endte med 88 point, som kan bruges til ingenting.

Max skulle op som nr. 4 i øvet klasse, og vi var i god tid i hallen og varme op, ud i bilen og slappe af, og så mere opvarmning. Første skilt (sit-sit foran-plads) måtte vi lave om, og ommeren lykkedes heller ikke, men derefter gik det fint. Der var noget lyd på de 4-5 første skilte, men resten af banen var han helt stille. Vi endte med 88 point, så der er ikke trukket for meget mere end det første skilt.

Tak til Lonni Gulmark Prirsching, som filmede prøven:



De 88 point kunne bestemt bruges til noget, da det var hans tredje pind i øvet klasse og Max kan nu titulere sig RBM RØM LP1 LP2 Borderhouse Terranova.

14. og 26. april er Megan og Max tilmeldt rallyprøver i hhv. Ølstykke og Hvalsø, og Max er helt klar til ekspertklasse.

Og så er der det med lyden. Jeg havde aftalt træning med Anita efter afslutningen af konkurrencehvalpeholdet, så jeg havde Max med og han sad og så på træningen på konkurrencehvalpeholdet. Der var flere afbud, så Camilla og Findus var eneste deltagere, og hun var helt med på at jeg arbejdede med Max samtidig med at vi trænede. Der var næsten konstant lyd på Max, men de få gange der ikke var, fik han en godbid. Ikke klik, ikke klikord, ikke kontakt, bare en godbid. Det blev lidt bedre i løbet af timen, men ikke meget.

Da Anita og Osseau ankom steg lydniveauet igen, og det var svært at finde en pause, hvor jeg kunne belønne, men den kom, og så kunne vi træne hver vores øvelser. Jeg startede med et par sikre succeser: fremsending og springapport, og så arbejdede vi med fællessit. Strategien var denne: Max blev siddende, jeg gik ud på ret kort afstand (5-7 meter), vendte mig og gik tilbage og belønnede. Hvis der kom lyd vendte jeg om igen. Osv. Belønningen kom hvis der ingen lyd var. Max savlede i forventning om godbidden. Og så fik Anita og jeg talt om, hvordan jeg kan ændre belønningsmønstret, fx ved at kaste godbidden eller gøre andet end bare at gå lige tilbage.

Vi testede stillingsskift, og han tog to gange første skifte flot, men ikke det næste – jeg har belønnet rigtigt meget for første skifte, ikke ret meget for sekvenser.

Så jeg skal i overordentlig høj grad have arbejdet med at hæve kriterierne og gøre belønningsmåde og –mønster meget mere varieret.

Even the bad times are good

Nogle træningsdage er bedre end andre. Og i går var en af de ringere … Max og Lille Bjørn hos Johanna plejer at være fantastiske træningsaftener, men i går var der ikke rigtigt nogen af dem, der ville som jeg havde tænkt.

På Max’ hold startede vi med fællesøvelserne, og jeg havde fokus på at undgå piv, og det gik til en vis grad godt. Men der kom lyd uanset afstand, og det blev pludselig påfaldende, som der kom lyd efter klikket. Da jeg valgte dæk som fokusøvelse hos Johanna skulle han ligge i 30 sekunder og jeg var måske 5 meter væk. Der var lyd hele tiden, noget kunne jeg ikke høre, men Johanna forsikrede om, at det var der.

Vi prøvede stillingsskift på kort afstand, alle seks skifter, og der kom lyd ved hvert skifte.

Det er bestemt et problem jeg skal tage alvorligt.

I øvrigt gik det fint med Max. En enkelt smutter i fællesdæk over 4 minutter, men ellers holdt han positionerne i fællesøvelserne. 2-skridtsøvelser og vendinger foran spejl var knivskarpe. Flot springapport med metalapporten. Da vi lige havde tunet os ind på øvelsen gik positioner under gang også flot. Indkald på kort afstand er fint. Fremsendingen er helt sikker, men efter at jeg har eksperimenteret med at trække dækken efter ståen er han blevet usikker og skal have ekstra kommando til dæk, så det arbejder vi med. Næseprøven er helt sikker.

Så alt i alt ok, hvis det ikke var for den piben.

Så var det Lille Bjørns tur. I fællessitten rejste han sig næsten direkte for at snuse, derefter var det pænt. I fællesdækken gik jeg direkte i skjul, efter 2:45 trådte jeg ind og klikkede, i samme splitsekund som Lille Bjørn rejste sig. Øv, belønning, afdækning og ellers ok.

Vi fik lavet nogle pæne stillingsskift (sekvenser af 6 skifter, kun dæk-stå som start er et problem), nogle fantastiske indkald og et par pæne næseprøver.

Men ellers var Bjørnen bestemt ikke sig selv. Halen var meget nede, han ville ikke hente en af apporterne i dirigeringen, han ville gerne ud af hallen, men ville ligeså glad ind i hallen. Til sidst ville han ikke løbe ud til felt. Så vi stoppede simpelthen i utide (vi var sidste i turnussen), og jeg har pt. afskrevet dagen som én af de dage.

Men jeg havde det bestemt ikke helt godt, da jeg kom hjem, så da træningsnoterne var skrevet sendte jeg en mail med dem til Anita.

I morges kom der nogle gode råd, og det ene kunne jeg afprøve i eftermiddages: ”Måske skal du IKKE klikke Max i fællesøvelserne??? - det er jo ikke nyt og svært, han ved jo hvad han skal. Bare for at se om han stadig piber når du går tilbage...???”

I dag havde jeg arrangeret noget selvtræning fra kl. 15, og jeg havde Megan og Max med, vi skulle træne lidt rally inden prøverne i morgen, og jeg skulle prøve lidt LP med Max med fokus på ikke-pib.

Jeg stillede en rallybane op med alle øvet skilte plus enkelte champion. Først gik jeg banen med Megan på venstre side, derefter på højre side. Separat trænede vi sideskift, bakninger og fremsending. Det gik fint, vi er klar til i morgen.

Det gik også fint med Max i rallyen, men der var en del pib, som jeg valgte at ignorere. Hans bakning er superfantastisk!

I LP’en var der til gengæld meget lidt lyd. Vi arbejde med 2-skridtøvelser, stillingsskift, springapport, positioner under gang og fremsending.

Og så skulle vi slutte med fællesøvelserne sammen med Jette og Lisbet. Jette spurgte om jeg ikke kunne bruge klikord i stedet for klikker, og det passede jo fint med at jeg ikke ville klikke. Jeg valgte ikke at sige noget overhovedet andet end at gå tilbage og belønne. Sitten gennemførte vi to gange, og bortset fra da jeg kom ud på 20 meter i første runde var der ingen lyd. I dækken varierede jeg afstand og belønningsrate meget, og jeg tror der kom 3 små piv, jeg var bl.a. i skjul i nogle få sekunder.

Fantastisk!!! Jeg skal eksperimentere noget mere, men måske er klikkeren forstærket så meget, at klikket i sig selv er stressende???

Til aften har jeg gjort papirerne klar til prøverne i morgen, hvor Megan og Max skal op i rally til Border Collie Klubbens prøver i Sorø. Årets første prøver, vi er helt klar. Men jeg mangler forventningen i maven … Jeg håber den kommer i morgen tidlig.

Og ovenpå dagens gode træning fik jeg en skøn mail til aften fra en hundeven. Der stod bl.a. ”Jeg sætter virkelig pris på at jeg er så heldig at jeg har mødt dig.” Så er det nemt at sætte pris på tilværelsen!!!

Kriterier, forstyrrelser og uønsket adfærd

Søndag startede jeg med selvtræning med Max kl. 7.45. Vi trænede en halv times tid, og så hjalp jeg et par af de andre. Stort set ingen lyd på Max – er lyden proportional med antal andre deltagere og omvendt proportional med længden af opvarmning?

Derefter konkurrencehvalpeholdet, som jeg synes gør fantastiske fremskridt.

Og så havde Anita og jeg aftalt noget træning. Først fællesøvelser med Camilla og Emma (hold da op, det er længe siden vi har trænet sammen!), og så havde vi hver vores fokusøvelser. Jeg havde fri ved fod, dirigeret apportering og indkald med Lille Bjørn.

Fri ved foden er langt fra mit mål … Lille Bjørn stoppede i snus to gange, og der var mange skæve pladser, så der er virkelig fortsat noget at arbejde med.

Alt det andet gik fantastisk. Fællesøvelserne er blevet meget stabile, den dirigerede apport ligesådan og indkaldet, stadig max over 10 meter, er med fantastisk stop.

Tiden flyver af sted i det gode selskab, og jeg var 4 timer i hallen inden jeg skyndte mig hjem og klædte om, så vi kunne tage til København og få frokost på l’Education Nationale. Christ kom fra Malmø, og vi havde nogle hyggelig timer med dejlig mad og masser af snak.

Moules frites

Mandag var der de to aftenhold. Der er nogle LP-nybegyndere på det første hold, og vi var nået til introduktion til fremsending og apportering, som bestemt ikke skal komme som overraskelser når LP1 er bestået :-)

På det efterfølgende stjernehold fik vi arbejdet meget med forstyrrelser. Først under fællesøvelserne, hvor jeg sørgede for nogle ekstra distraktioner. Så stillingsskift med forstyrrelser. Og så søjlearbejde, som i sig selv er forstyrrende. Uha, det bliver svært for mange hunde (og førere), når der sker så meget omkring dem.

Hvor går grænsen for forstyrrelser? Det er op til den enkelte ekvipage, hvor langt de vil gå i træningen, men det er om at finde en fornuftig balance. På den ene side må det ikke ødelægge øvelsen, at der er forstyrrelser til en konkurrence, så i et eller andet omfang skal det (i det mindste af og til) være sværere til træning. På den anden side må det ikke blive sådan, at forstyrrelserne under træning er blevet af et omgang, så hunden agerer forkert til en prøve, hvor der ikke er forstyrrelser.

Tirsdag trænede jeg 10 minutter med Lille Bjørn – helt alene - og så er han en stjerne. Jeg skulle hente rallyskilte, der skulle bruges til at forberede onsdagens to rallyhold. Det endte med et stort setup, hvori alle rallyskilte undtagen championskiltene indgik, opbygget ret finurligt synes jeg selv :-)

Onsdag var Kirstens fødselsdag, så jeg tog en halv fri dag og vi fik en lækker frokost på Cafeen i KØS i Køge.

Her sidder Kirsten på cafeen med Husk dit navns flotte maleri på væggen.

De to rallyhold tog udfordringerne med rallyskiltene flot. En ekvipage ad gangen gik bane hos mig, de andre, der trænede, var forstyrrelser for hinanden og for den ekvipage, som aktuelt gik hos mig – med almindelige vigepligtsregler. Og efter at have gået 2-3 baner i den sammenhæng vil en prøve virke simpel!

Kirsten kom med Max, som skulle på LP-hold efter de to rallyhold. Ingen opvarmning og fællesøvelserne blev ikke så gode og med meget lyd. Derefter gik det meget bedre. Fokusøvelsen var positioner under gang: jeg skal arbejde med nogle forkommandoer, som Anita fik tydeliggjort, at jeg havde brug for, og så skal jeg forsøge med ekstern belønning i fællesøvelserne, for den lyd er altså ikke på vej væk …

Jeg måtte forlade træningen i utide, fordi Sandy og Chris kom tidligere end jeg havde ventet fra Malmø, og de havde mad med til fødselsdagsmiddagen. Herunder desserten, en fornem prinsesstårta:

På dansk vil det hedde et kæmpegåsebryst. Fantastisk lækker og meget mættende!

God ikke-træning eller det er DIT ansvar

Jeg har kun trænet LP (og rally) med tre hunde, som jeg heldigvis fortsat har fornøjelsen af at træne alle tre! Det er tre forskellige racer (engelsk springer spaniel, Norwich terrier og border terrier), de er 9½, 5½ og 1½ år og de har alle været trænet hos flere forskellige trænere, og alle været forsøgshunde (positivt ment!) for alle mulige træningsmæssige påfund.

Når jeg underviser i LP og rally har jeg udover en - synes jeg selv - omfattende teoretisk ballast også en masse egne erfaringer at trække på, og jeg kan i de fleste tilfælde komme med flere indfaldsvinkler til startindlæring eller håndtering af problemer. Både i forhold til andre og i forhold til mig selv.

Jeg går fortsat til træning med to af hundene, hos håndplukkede trænere (Anita og Johanna), fordi jeg har behov for at der løbende bliver kastet et kritisk blik på mine fremskridt og mine problemer, og for at kunne sparre om den videre træning.

Jeg går på en masse kurser for at få ny inspiration; næste gang er det Siri Jungersen som skal holde et kursus i Sydkystens Hundeskole i påsken. Jeg så hendes debut i LP Eliteklasse og var ellevild af begejstring, og da Christina fik arrangeret kurset meldte jeg mig straks til begge dage med hund, en dag med Max og en dag med Lille Bjørn.

Jeg samler på input. Nogle trænere og foredragsholdere giver mig mere end andre, men jeg får noget fra alle. Der er ingen af mine hunde der er ”typiske” lydighedshunde, men bortset fra Max er ingen af hundene valgt med henblik på at de skulle træne lydighed, det var ”bare” familiehunde.

Jeg møder af og til synspunkter om at det er sværere at træne terriere, fordi de er meget selvstændige hunde, og hvorfor har jeg ikke valgt en mere oplagt lydighedshund? Svaret er: vi elsker spaniels og terriere, og det kan godt være de skal trænes anderledes end så mange andre hunde, men det skal alle hunde vel? En border collie, en labrador, en Toller, en …, de skal alle trænes individuelt, ikke ud fra nogen specifikke racetilgange?!

Denne lange indledning for at komme til de simple (banale?) konklusioner vedrørende mine hunde

• Hver hund bliver trænet på sine præmisser
• Jeg har ansvaret for at anvende den tilgang til træningen for hver hund, som jeg synes er mest hensigtsmæssig
• Jeg er 100 % ansvarlig for de resultater hundene opnår

I morges skulle jeg åbne hallen, og jeg tog Max med og fik 25 minutters fornøjelig træning med ham. Der er da en masse der ikke fungerer endnu, men han er arbejdsivrig, han er ekstremt lærenem, han er meget signalfølsom – så han er alt hvad jeg kan ønske mig. Det er KUN mine evner som træner, der sætter grænsen for hvad han kan præstere.

Så mødte jeg Camilla og Findus, som skulle være med til noget Toller-træning, men hun og Findus skulle ikke-træne … Han skulle lære at komme til en træningsplads og bare være rolig, uden at skulle træne. Jeg måtte lige vende den et par gange med Camilla, og den har ligget i baghovedet siden. Men konklusionen er: det er Camillas tilgang til træningen, og så er det bare sådan. Jeg kan slet ikke forestille mig at jeg selv ville anvende denne tilgang, men det er ikke mit ansvar hvordan Camilla eller andre træner deres hunde.

Hvis de får hunden kastreret/steriliseret, ikke vil lade den hilse på andre hunde, ikke vil lade den lege, ikke vil sætte kommandoer på adfærd, ikke vil lade den løbe løs osv. osv., så er det deres valg og deres ansvar.

Hjemme efter dagens korte træning tog Kirsten og jeg ind og fik Early NamNam på restaurant NamNam – det kan varmt anbefales som et rigtigt godt alternativ til en traditionel brunch.

På eftermiddagsturen havde jeg kun Max og Megan med, og hvor er det dog dejligt med to hunde der kan løbe løs og som kommer når jeg fløjter. Og som uden problemer kan omgås de andre løse hunde, som vi møder på stranden. Max fik nogle skønne løbeture med en cocker spaniel, og ejeren og jeg stod bare og glædede os over al den energi de to kunne brænde af.

Grænselandet mellem den bevidste og den ubevidste hukommelse

(Copyright: Gyldendal)

 

Tiden flyver af sted, og den giver heldigvis pt. rigtigt gode muligheder for træning. Tirsdag selvtræning med Max og Megan. Onsdag selvtræning med Lille Bjørn, derefter rallyhold og LP-hold med Max, begge hos Anita. Torsdag LP-hold hos Johanna, først med Max, så med Lille Bjørn.

Selvom jeg træner ganske lidt med Megan – eller måske derfor?! – bliver det meget effektiv og sjov træning. Vi klør typisk på i 10-15 minutter, og tagerr en blanding af alt ”det svære”, som egentlig ikke er ret svært, hvis jeg er præcis i mine kommandoer. Så i en typisk træningssituation får en vi en skøn blanding af sideskifter, bakninger, fremsending til kegle og højrehandling specielt i almindelig gang og omkring kegler. Og så smutter der lige en fremsending til felt, en apportering og en næseprøve ind af og til. Høj intensitet, masser af sjov og god præcision. Det er ikke til at se, at hun hastigt nærmer sig sin 10 års fødselsdag.

Max og Lille Bjørn bliver trænet en del mere og meget mere planlagt. Masser af detaljer, masser af kombinationer af detaljer og meget sjældent færdige øvelser; færdige øvelser træner jeg kun i dirigeret apport (Lille Bjørn), springapport (begge) og næseprøve (begge). Alt andet er opdelt i detaljer, detaljer og detaljer. Og med høj grad af variation, for at undgå mønstre.

Max opfatter meget hurtigt, så jeg skal virkelig passe på med ikke at skabe mønstre … I fremsending veksler jeg mellem at han skal stå i feltet, at han bliver dækket af i feltet, at jeg går rundt om ham, at jeg laver underlige ting efter at være gået rundt om ham; jeg har aldrig kaldt ham ind fra feltet (bortset fra de to gange vi har været oppe i LP2).

Fokusdetaljer for Max er: fællesøvelserne (hmmm, der er lyd uanset afstand, og uanset om jeg er i skjul eller ej), fri ved fod, afstand i stillingsskift, grundlæggende dirigering (target veksler med apporter på kort afstand), momenter i positioner under gang (langsomt sætte tempo op/fjerne hjælp), indkald med stop på kort afstand (bremseadfærd) samt fastholden (uden at tygge) apport og næseprøve.

For Lille Bjørn er det: fri ved fod, sit under gang, indkald med stop på varierende afstand (bremseadfærd), dirigeret apport (sikker udgang selvom han ikke kan se apporten) samt fastholde apport og næseprøve ved aflevering.

På onsdagens rallyhold hos Anita var temaet: at huske skilte. Jo bedre vi kan banen, jo mindre skal vi tænke over skiltene og jo bedre kan vi støtte hunden. Første bane blev gennemgået med alle skilte, og inden vi skulle gå blev 3-4 skilte fjernet. Det var bare tydeligt, at der hvor jeg skulle tænke for at huske et skilt, der slog Max lidt fra. Elementært (?) og rigtigt interessant.

På samme måde går det bedre og bedre med momenter og forløb i LP, efterhånden som de bliver trænet mere og mere.

Og i går faldt jeg lige over en beskrivelse, som præcis dækkede det, der sker. Jeg er ved at læse Peter Lund Madsens ”Dr. Zukaroffs testamente” med undertitlen ”En bog om menneskehjernen”, hvor der står:

”De første gange hos kørelæreren, når man skal svinge bilen til venstre, er man svært forvirret over alle de ting, man skal huske. Man skal se sig for, aktivere blinklys, koble ud, skifte gear og så videre. Senere, når man har fået rutinen, så er det nok at tænke: ”Jeg skal til venstre her”, så kører programmet for venstresving automatisk. Det er dér i grænselandet mellem den bevidste og den ubevidste hukommelse, at langt den meste indlæring finder sted.”

Og det er jo præcis hvad vi stræber efter: At øvelserne og i sidste instans konkurrenceforløbet i høj grad blive en rutine.