Viser opslag med etiketten Siri Jungersen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Siri Jungersen. Vis alle opslag

onsdag den 20. april 2016

The sky is the limit


Jeg var ualmindeligt tilfreds med rallyprøverne i går.

Megan var totalt frisk – jeg måtte forklare en kollega, som følger mit hundeliv, hvordan Megan kunne være FOR frisk :-) – og det er da bare til at blive i godt humør af. Vi hygger os sammen på banen, og det er herligt.

Med Max prøvede jeg disciplineret med noget af lørdagens input fra Siri, og både opvarmnings-/startforløbet og min måde at rose på undervejs, fungerede tæt på optimalt. Jeg havde helt bevidst valgt denne prøve, som ikke ”tæller” til noget, som træningsmulighed, fordi jeg af erfaring véd, at underlaget giver anledning til en del snus fra Max, så at have en glad hund stort set hele vejen, kontakt det meste af tiden og ende med 88 point var mere end godkendt.

Jeg kan ikke huske om jeg har skrevet det i et blogindlæg, eller ”bare” har talt med nogen om det, men jeg overvejede for nogle måneder siden seriøst at få en 4. hund. Grunden til, at jeg ikke gik videre med planerne, var, at jeg besluttede, at det ikke var fair i forhold til mit arbejde med Max. Jeg er sikker på, at vi har potentiale til meget mere.

Max bliver 5 år til juni, og jeg har lige tjekket, hvor langt jeg var nået med Megan og Lille Bjørn, da de var i præcis hans alder.

Megan var debuteret i LP3, havde fået en præmiering, men ikke en 1. præmie. Hun var blevet RØM men havde ikke debuteret i ekspertklasse.

Lille Bjørn havde fået sin LP2 titel, men var ikke debuteret i LP3. Han havde fået sin første pind i ekspertklasse.

Max har fået 3 3. præmier i LP3, han er DKRLCH og har bestået championklasse 5 gange og er kun IB’et den ene gang, jeg sprang to skilte over. Han har HTMF og HTM1, 4 Q points i HMT2 og har bestået FS1 3 gange. Han er nået ganske langt.

Når jeg er den bedst mulige fører – og jeg bliver bedre og bedre – så er vi fantastiske.

Jeg har enestående muligheder for at træne hos de bedste instruktører. Når jeg indenfor 6 kalenderdage kan træne Rally hos Siri, få feedback på FS fra Anja og Johanna og få feedback fra Emmy på HTM, de tre discipliner, som jeg arbejder med, med Max, så ville jeg være et skarn, hvis jeg ikke synes at jeg har alle muligheder for at udvikle mig. Jeg værdsætter der rigtigt meget.

Som prikken over i’et har jeg Anja som uovertruffen coach, så jeg har virkelig medvind på cykelstien.

Jeg arbejder støt og roligt med at styrke Max mentalt og teknisk, og i både rally, HTM og FS har jeg meget konkrete planer for vores videre udvikling. Jeg har omhyggeligt skrottet de resultatmål, jeg tidligere har formuleret for året, fordi de intet betyder for mig i den fase Max og jeg er i lige nu. Det ændrer ikke ved, at vi er tilmeldt en masse prøver, men resultaterne i point er bare en bonus; det handler ”KUN” om at få gode oplevelser på kontoen. Som ekstra bonus bringer det os pænt rundt i landet, og det er et privilegium at have mulighed for det.

Jeg glæder mig naturligvis vildt til de kommende måneders træning og konkurrencer, og jeg har også været så frisk at booke færge og overnatning på Bornholm i forbindelse med DM, for det vil jeg ikke gå glip af, selvom jeg ikke har noget der ligner en kvalifikation.

lørdag den 16. april 2016

Rally med Siri

Dagens bedste forstyrrelse: Cecilia (foto: Amanda)

Jeg har efterhånden været på en lille håndfuld kurser hos Siri Jungersen: Et LP-kursus i marts 2013 dag 1  og dag 2 , et kursus i oktober 2013 , et kursus på Hundedagene 2014  samt på Hundedagene 2015 . I denne weekend har Christina for Sydkystens Hundeskole inviteret Siri til at holde et rally kursus i dag, et LP-kursus i morgen og jeg var naturligvis tilmeldt rallykurset med Max.

Hendes træningsfilosofi (som hun ikke kalder en filosofi!) med skelnen mellem færdighed og kapacitet har jeg hørt før, men det er med den, som med så mange andre grundfærdigheder: det er sundt at blive mindet om det fundamentale i træningen.

Hun skelner mellem Færdighed og Kapacitet.

Færdigheder er HVAD hunden kan fx momenterne, teknisk kunne udføre de enkelte øvelser.

Kapacitet er HVORDAN opgaverne udføres. At hunden er koncentreret, udholdende, har det rigtige fokus, kan håndtere en nervøs fører.

Anne, Albert og Siri

Vi skal træne begge dele og sørge for at kriterierne er afpasset det, vi træner. Hvis vi træner en knivskarp position, så er det den, vi har fokus på, ikke hvordan hundens fokus er. Hvis vi arbejder med at hunden holder fokus, så giver vi køb på præcisionen. Vi skal bare vide, hvad vi træner på et givent tidspunkt.

Træningen af motivation er det allervigtigste – hunden skal lære at have en god arbejdsmoral, fx ikke forlade føreren! Føreren skal ”til gengæld” være lige så engageret, som han forventer at hunden er. Man kan gøre det lettere for hund (og fører) at skelne mellem træning og ikke-træning, hvis der fx bruges sele til luftning og det sociale, og skiftes til halsbånd når det er træning – og at hunden fra den forlader bur/bil til den er tilbage véd, at ALT er træning.

Et godt træningspas er karakteriseret ved, at det er sjovt, hunden (og føreren) er engageret, og vi har husket at der (også) er fokuseret på hundens stærke sider, det den er god til, så vi ikke kun har fokus på de svære momenter. Det er vigtigt, at det nogle gange er let for hunden at få succes, det må ikke blive så perfektionistisk at hunden skal korrigeres meget og ikke synes det er sjovt.

Amanda og Osseau

Vi kan understøtte det, vi vil med træningen, ved at bygge baner, der passer til hunden, så vi fx får langsomme/hurtige starter afhængig af om vi skal have en hund lidt ned i gear eller det modsatte.

Siris sammenfatning af det, hun ikke kalder en træningsfilosofi: Det handler om at finde den korteste og sjoveste vej til målet uden brug af aversiver.

Siri, Tempo og Christina

Første øvelse med hund var at gå en opstillet rallybane fejlfrit. Vi skulle have lagt en strategi for at gå banen, forholde os til hvordan vi ville gøre i fejlsituationer, om vi ville belønne osv.

Jeg mistede Max fra start og lavede starten om, og det lykkedes ret nemt at få mig lidt anspændt. Så tilbagemeldingen var klar: Glem præcision i starten, der skal være fokus på koncentration. Og sørg for at stemmen, når jeg roser, er markant forskellig fra stemmen, når jeg giver kommandoer.

I min individuelle runde arbejdede jeg kun med starter, belønning med legetøj, kun fokus på at jeg havde Max’ fokus. Det var virkelig fantastisk, som jeg kunne få ham i præcis den ønskede tilstand.

Efter den individuelle runde gav Siri en kort introduktion til omvendt lokning, som flere med fordel kunne anvende i deres træning - målet er at få hunden til at fokusere på lige præcis belønningen, modsat alt andet – laserlys modsat spotlight.

Efter frokost havde jeg i min individuelle runde fokus på højrehandling, hvordan jeg får Max tæt på og de første bevægelser og igangsætning af balje med uret. Det var virkelig back to basics, og nu går jeg systematisk i gang med at opbygge højrehandling ligesom venstrehandling blev introduceret.

Cecilia har helt styr på rallyskiltene

Efter den individuelle runde skulle vi gå en ny bane og fortælle vores kriterier på forhånd. Min plan faldt fra hinanden ved skilt et, som jeg lavede om, og Max forlod banen efter et ret langt flot forløb, hvor jeg bare havde besluttet at belønne senere :-(

Konklusionen var igen klar: Jeg SKAL bare arbejde med de starter. At hunden forlader banen er ikke acceptabelt, og den skal hentes (ikke kaldes) tilbage. Indenfor DE rammer skal der belønnes for at hunden gør sit bedste.

Til allersidst arbejdede de andre med Lyttetræning, hvor opgaven var at hunden skulle høre efter og belønnes for at høre efter. Fx at lave en dæk foran et spring, hvor hunden tænker spring, men skal høre dæk.

JEG skulle gå banen igen, og det gjorde jeg, med det helt rette fokus og mange flere belønninger. Siri sagde at det var så tydeligt: da vi startede var Max hale nede, så kom den hurtigt i vandret og allerede efter 2-3 skilte logrede han, fordi jeg støttede ham ordentligt og belønnede. Starterne ER svære for Max, og dem skal jeg arbejde rigtigt meget med.

Det var et dejligt rallykursus med masser af ideer til den videretræning. Og nogle dejlige forstyrrelser i form af to border collie hvalpe samt ikke mindst Cecilia :-)

fredag den 15. april 2016

Forventningens glæde


Forventninger om en dejlig dag

Som ansat glæder jeg mig over at jeg de kommende 2 uger dels har nogle restferiedage, dels Store Bededag, som falder rigtigt belejligt i forhold til træning og ikke mindst konkurrencer.

Lidt af udstyret til weekendens kursus

I morgen deltager jeg i et rallykursus hos Siri Jungersen. Jeg har været på nogle LP-kurser hos hende og glæder mig meget til at opleve hende i rallysammenhæng sammen med Max.

Søndag formiddag har jeg først aftalt træning med Anita, mit fokus bliver Max og HTM-positioner.

 Om eftermiddagen deltager jeg i et HMC-arrangement, hvor Anja og Johanna skal se og give input til mit FS-program.

På tirsdag skal Megan, Max og jeg til Garbogaard til rallyprøve. Det er tilrettelagt med championklasse først (start kl. 16) og præmieoverrækkelse derefter, så jeg kan tage direkte til Jersie derefter og starte mit intensive rallybegynderhold for Spaniel Klubben, som løber over tre gange.

Torsdag har Anita og jeg booket en enetime hos Emmy Simonsen, vi har begge behov for at få fremmede øjne på vores HTM-programmer, og vi er meget spændte på Emmys input.

I dag fik jeg 12 mails fra DKK fordi jeg er tilmeldt 12 rallyprøver i Roskilde 30.4-1.5. Det er en weekend, jeg virkelig ser frem til, både fordi rallyjubilæumsbogen udkommer om lørdagen, og fordi jeg for måske eneste gang i mit liv skal op til 13 officielle prøver på to dage (og forhåbentlig et par uofficielle) … 13 fordi jeg også er tilmeldt en HTM-prøve.

Lørdag starter jeg med en ekspert og to gange champion hos Susann Wheadon, og derefter ditto hos Helle Gadeberg. Hvis vi baseret på placeringer ved de to prøver er blandt de bedste 10, skal vi finalen efter frokost.

Søndag er ekspertklasse og championklasse lagt samtidig i de to ringe, så dér kan jeg ikke lige nu sige, hvordan jeg kommer til at starte, men samlet skulle det gerne blive til to prøver for hver hund hos henholdsvis Susann og Helle.

HTM-prøverne er der endnu ikke kommet information om, men det skal nok blive passet ind.

Træningen består i øjeblikket kun i korte træningspas hjemme med Max, hvor der er fokus på nogle få HTM-positioner. Som hjemmeopgave på Anjas kursus over 2 x 3 timer skal vi arbejde med at hunden kan komme ind i tre positioner på rent verbalt signal. Det er kommet lidt bag på mig, at kombinationen af præcision, som vi arbejdede med 4. april, og rent verbalt signal, er meget vanskeligere end jeg troede. Samt introducerer at der er ting der skal laves helt om.

Min pladskommando, som passer perfekt til LP og rally, er ikke egnet til at få Max ind på venstre side i HTM (P1), for dér skal han stå … Front (P2) kan jeg pt. kun få ham i med håndtegn. Set-up (P9) er fin; han vælger altid at komme ind fra højre side, og det har jeg ingen problemer med lige nu. Men det får jeg måske.

Jeg er ret sikker på, at Anja har givet os den hjemmeopgave for at sætte gang i overvejelser à la ovenstående – og det er virkeligt spændende.

Byggemøde kaldte jeg fotoet. De to alliker bygger rede lige udenfor mit vindue på arbejde.

fredag den 26. juni 2015

Hundedagene 2015 – dag 2

Fredag morgen

I dag var der igen tre kurser at vælge imellem, og jeg havde valgt LP med Siri. Jeg var første gang på kursus hos hende 29. marts 2013, senest for præcis et år siden

Siri er et ekstraordinært spændende bekendtskab, ikke bare fordi hun er en fremragende instruktør med et fantastisk blik for at finde gode og anvendelige løsninger på alskens problemer. Men ligeså meget fordi hun er meget reflekterende og derfor også mentalt og teknikmæssigt udvikler sig meget. OG gerne vil øse af sin viden.

Siri i centrum

Igen i dag sad jeg med en fornemmelse af, at kurset var rettet mod MIG, og jeg er sikker på at andre har haft det på samme måde. Og så bliver det ikke meget bedre.

Der var rigtigt meget i indledningen, som passede perfekt ind i min nye mentale tjekliste. Siri fortalte at hun er inspireret/påvirket af Mindfulness, og den vinkel på Hundetræning er ekstraordinært interessant synes jeg,

Jeg skal ikke forsøge at gengive Siris omfattende teori mv., men blot nævne nogle stikord, som jeg hæftede mig ved ud fra en helt egoistisk tilgang til træningen:
  • Vi går til konkurrence som ekvipager, men er to individer. Vi skal være afbalancerede, hvis hunden er vildt stresset er det førers ansvar at afbalancere det
  • Hvad er vores kerneværdier (vision), og hvordan relaterer vi os til dem?
  • Hvad er vores mål (resultater)?
  • Selvtillid
  • Typisk problem hos fører: Urealistiske forventninger
  • Vi dømmer os selv for hårdt
  • Manglende prøveerfaring
  • Fokusering på nuet (ikke på det, der er sket, ikke på fremtiden)
  • Grounding: teknikker til at tænke på nuet så som at fokusere på dufte, ting, lyde.
Før middag havde jeg Lille Bjørn på og vi trænede flotte opstarter og start af fællesøvelser.

Christina i centrum

I den individuelle runde arbejdede vi med Lille Bjørns stillingsskift.

Konklusioner var: Mere intensitet i belønning fra fører, mere aktivitet i belønning, hvis der er brug for det i næste øvelse.

Det var tydeligt: kastede belønninger gav større intensitet derefter. I forlængelse heraf arbejdede vi på at holde godbid ret tæt på hans hoved, og jeg skulle lave stillingsskift, igen stor intensitet fra Lille Bjørns side. Det er den overskudsintensitet vi skal bruge til prøver.

Leas hold

Om eftermiddagen talte vi om belønningsmuligheder, hundens modus, attitude vs. præcision, om hele tiden at være opmærksom på hvor hundens fokus skulle være, at sikre at hunden har dette før hver øvelse, om mange forskellige belønningsmuligheder og om at engagere sig i belønningen.

Siri talte også om at målbilledet skal være klart, så træningen bliver sort/hvid; ok eller ikke ok. Max var på efter frokost, og vi arbejdede med forstyrrelser og indkald (ros fra lærer, dog ikke for mit kropssprog).

Endelig i sidste runde dirigeret apport, som jeg ville have startet fra scratch. Max er ret skarp til venstre side, ikke til højre. Vi arbejdede med dirigering, hjælp hvis det ikke lykkes - bare stille ved kegle og send - Jeg skal huske at splitte apporteringsøvelsen op, så dirigering for sig, stå for sig og udgang for sig.

De sidste to dages kurser giver godt nok selvtillid inde den videre LP-karriere.


Efter afslutning af kurset mødte jeg to andre terrier-ejere, som skal være med på Hundedagene, og vi benyttede lejligheden til dette gruppefoto :-)

torsdag den 25. juni 2015

Hundedagene 2015 - dag 1

Skøn start på dagen - og det holdt!
 
Hundedagene afholdes på Feddet Camping ved Faxe i perioden 25. juni – 28. juni 2015.

Jeg er superheldig at have fået mulighed for at deltage alle fire dage, de første to på kursus hos Christina Ingerslev og Siri Jungersen, den tredje som underviser i rally sammen med Anita og søndag som dommer i rally.

Jeg har virkelig været i syv sind om jeg skulle deltage i de to første kursusdage, fordi jeg synes timingen ikke passede i forhold til min nuværende situation.


Heldigvis har jeg holdt fast i pladserne. Det blev endnu klarere for mig at tidspunktet var NU for de kurser, da jeg i går aftes begyndte at læse Lanny Basshams “With Winning in Mind”, som Johanna har anbefalet i forbindelse med mit mentale træningsprogram.

Jeg mærker virkelig at et kæmpepulespil er ved at falde på plads inde i mit hoved. Jeg har haft alle brikkerne længe, men jeg har manglet nøglen til at kunne få det hele passet sammen. Coachingen, bogen mv. får det hele til at falde nydeligt på plads.

I morges havde jeg luksusproblemet: Hvilken hund skulle jeg have med, kurset hos Christina Ingerslev hedder Få power og fart i din lydighed (LP3/LPE), så det var måske ikke noget for Max, som jo er lidt på standby/pensioneret i LP-sammenhæng.

Men jeg endte alligevel med at beslutte mig for Max, og det var et rigtigt godt valg – perfekt.

Vi følte os velkomne på Feddet :-)

Christina gennemgik en lang række forudsætninger for at power, fart og intensitet i lydigheden, og vi skulle under gennemgangen krydse af:
  • Hurra! Jeg er så meget med
  • Jeg er tilfreds
  • Her skal arbejdes mere
  • Ups – jeg skal i gang med det samme
Jeg havde mange krydser i mellemgruppen. Der var bl.a. nogle aha-punkter vedr. Gentagelsesstabilitet og vedholdenhed, jeg træner næsten ikke systematisk gentagelse og jeg træner ikke fuld LP-prøver uden belønning. Det er noteret som input til træningsplanen

Så skulle vi besvare spørgsmål om:
  • den bedste og hurtigste øvelse,
  • tricks, delmomenter mv. som hunden laver hurtigt og intenst
  • Hvad skaber fart for hunden?
  • Hvad er langsomste øvelse/delmoment
Tænke tænke og så prøve. Vi skulle sammen med makker (i mit tilfælde Anita) træne den bedste og den dårligste øvelse jf. ovenfor, og vores makker skulle bedømme fart/intensitet/gejst på en skala fra 1-8.

Pointen er, at vi intuitivt skal være i stand til at vurdere vores hunds fart, gejst og intensitet hver gang vi træner eller konkurrerer, og hvis den ikke er der, hvor vi gerne vil have den skal være, så skal vi bringe den dertil.

Til den brug fik vi så et katalog af øvelser som kunne bruges til at arbejde direkte med fokusering på fartelementer i træningen, og derefter skulle vi arbejde med dem, én ad gangen.

Min øvelse endte et helt andet sted, nemlig dels med at vise mere glæde ved belønning (han lavede superflotte dækker, som jeg ikke værdsatte nok), dels med belønning for at Max holdt kontakten efter første belønning. To fundamentale forhold, som nu skal på plads.

Det meste af dagens hold

Efter frokost arbejdede vi først en runde med Gentagelse af øvelser/vedholdenhed/aftrapning af belønninger. Jeg arbejde med setup – og Christina fik lige set, at det min belønningshånd, der holder ham i stå … og så kom der ellers gang i variabel belønning, aftrapning af belønninger og masser af energi fra Max’ side.

Til sidst havde vi en valgfri øvelse, jeg valgte fællesdæk, og fik introduceret fristeøvelse som måden at udvikle denne hensigtsmæssigt på, fra scratch. Den klør jeg bestemt også på med.

Jeg annoncerede i velkomsten helt i Lanny Basshams ånd de tre instruktører som toppen af poppen ikke bare i Danmark, men i Europa, og det er Christina bestemt. Utallige konstruktive tilgange til alle de problemstillinger vi diskede op med i dag, masser af humør og energi, en pragtfuld kursusdag i det skønneste vejr.

Jeg er helt sikkert tilbage på LP-hesten med Max efter dagens session, en perfekt træningsdag på det helt rigtige tidspunkt.

 

 

 

 


 

 

 
 

fredag den 19. december 2014

Året der gik aka Nytårshilsen 2014


Årets helt store begivenhed har naturligvis været at blive farfar. Frasse blev født 3. juni, samme dag som Megan fyldte 11 år. Han har vokset sig stor og stærk og er naturligvis det dejligste barnebarn man kan tænke sig.


Vi har kunnet glæde os over at alle i familien har haft det godt.

Professionelt har det været et meget spændende år. Jeg var fortsat på kontrakt med Nets, da året startede, men fik et attraktivt tilbud om at blive fastansat – headhuntet som 61-årig :-)

Jeg sagde ja tak og 1. juni blev stillingen som adm. direktør for Lysholdt Consulting udskiftet med titlen Programme & Project Office Specialist hos Nets. Et skifte jeg bestemt ikke har fortrudt. Så efter 15 succesrige år er Lysholdt Consulting nu tæt på at være afviklet, og hundetræning og assessoropgaverne i IPMA-regi er lagt i et personligt ejet selskab lysh.

Så er der hundene!


Megan har passeret 11½ år. Vi konkurrerer stadig i rally championklasse og vores bedste resultatet opnåede vi i Bramsnæs 28. juni, hvor Megan vandt en championklasse med 10 hunde med 93 point. Vi var til DM for fjerde år i træk, hvor 87 point rakte til en 13. plads. Et dejligt år med Megan.


Lille Bjørn har rundet de 7½ år. Vi arbejder stadig på at få DKLPCH-titlen, men har ingen 1. præmier fået i år. Højst overraskende kvalificerede Lille Bjørn sig til DM i rally. DM gik ikke særligt godt, vi blev IB’et, men glæden ved at være med overstrålede helt resultatet.


Max er blevet 3½ år. Jeg har ikke helt besluttet mig for at pensionere ham som LP-hund - pga. hans manglende tryghed i fællesdækken. Vi træner LP og han kan gå superskarpt. På Samsø gik han fantastisk og vi fik 180 point med 3 nuller. I rally er han blevet DKRLCH.



På kursussiden var der nogle fantastiske Hundedage 2014, hvor jeg specielt tænker tilbage på førstedagen med Siri med glæde.

Træningen har bestået i faste LP-hold med Lille Bjørn og Max hos Johanna og Susanne. Samt masser af selvtræning

På undervisningssiden har jeg haft en masse rally- og LP-hold. Jeg har allermest nydt dem, hvor Anita og jeg har undervist sammen, herunder nogle halvdagskurser på Hundedagene.



Jeg har stadig fornøjelsen at være formand for Sydkystens Hundeskole. Vi har en drømmesbestyrelse, udbyder et væld af kurser og arrangerer mange LP- og rallyprøver. I år har Merete og jeg lanceret vores rallyinstruktøruddannelse, som også blev en succes. Tak til Christina, Connie, Lonni, Merete og Tina for dejligt samarbejde.

Jeg har også haft fornøjelsen at dømme en masse rallyprøver og sammen med Johanna og Pia Hansen-Schwartz er jeg i DKK’s rallyudvalg, hvor vi har et forbilledligt samarbejde.

Jeg ser frem til et spændende 2015. Jeg har offentliggjort min quiz for 2015. Mange af mine drømme på hundefronten kan ses ud fra disse spørgsmål. Ambitionen er at kvalificere Megan, Lille Bjørn og Max til DM i rally og Årets rallyhund i 2015. Det er ambitiøst, men bestemt ikke urealistisk at mindst et af de seks mål bliver opfyldt.

Jeg ønsker alle - familie, venner, hundevenner, kolleger, bloglæsere og bekendte - en glædelig jul og et lykkebringende nytår.

torsdag den 26. juni 2014

Hundedagene 2014 dag 1 eller Godt begyndt …


I dag løb dag 1 af Hundedagene 2014 af stablen og det ser ud som om det bliver en succes.

Der kom to afbud i morges, og det gav anledning til lidt svære overvejelser fra min side, som endte med at jeg udnyttede muligheden for komme på Siris LP-hold og overlade pladsen på Christinas LP-hold til Susanne og Berry.

Jeg har trænet hos Siri flere gange, se fx denne blog og er RET begejstret for hende og hendes træningsfilosofi.

Vi arbejdede meget med det at belønne, at variere belønninger i tid, type og intensitet og at graduere belønninger i forhold til det, hunden yder. Hvor mange belønner fx tilnærmelsesvist proportionalt efter en fuld prøve i forhold til, hvad de giver for små momenter i træningen?

Føreren skal selvfølgelig være 100 % engageret i belønningen.

Vi havde en del fællesøvelser, bl.a. skulle vi arbejde med at holde hundens kontakt mens medkursister og diverse udlagte genstande fungerede som forstyrrelser, og derefter skulle vi være klædt ud som distraktion, deraf billedet foroven, hvor jeg er iført paryk og briller.

Mine fokusøvelser var afslutning af apport og stillingsskift med Lille Bjørn. Lille Bjørn er glad for apporteringsdelen af apporten, meget lidt glad for afslutningen, så det arbejdede vi med, ved at lave øvelser hvor han skulle arbejde, så han glemte apporten i munden. Og det lykkedes til fulde, på et tidspunkt ville han ikke slippe den, da jeg præsenterede et favoritlegetøj :-)

Max var også lidt på, vi arbejde med omvendt lokning, han kunne se sit favoritlegetøj mens han havde næseprøvepind i munden, og tygningen forsvandt, fordi han skulle fokusere på den potentielle belønning, som han også fik umiddelbart efter.

I stillingsskiftet er Lille Bjørn god til at indtage skifterne, når jeg bruger en lys og venlig stemme – jeg har hørt det mange gange før, og en dag gør jeg det også rigtigt til en prøve.

Siri var som altid superengageret og inspirerende og sprudlede af ideer hele dagen igennem, en stor fornøjelse for os kursister.


Vejrudsigten var bekymrende, men heldigvis slap vi med en ½ times regn mod afslutningen. Men vi kunne høre torden ret tæt på og himlen så frygtindgydende ud.

I morgen står den for Max og mit vedkommende på LP hos Charlotte Lyngholm og om aftenen skal jeg dømme rallyprøve for DKK.

søndag den 27. oktober 2013

Kald det kærlighed


Lille Bjørn og Max, klar fra morgenstunden!

Det har været en fantastisk dag!

Først en skøn morgentur på en næsten mennesketom strand. Vi mødte en Toller og en cavalier King Charles (og deres førere), som der blev leget lidt med, og ellers ingen.

Så havde jeg aftalt med Kirsten at jeg kunne deltage i første del af kurset med Siri Jungersen. Jeg har tidligere skrevet begejstret om Siri, som jeg var på kursus hos i påsken. Dengang aftalte vi i Sydkystens Hundeskole at arrangere et kursus med hende kun for instruktører, og det var så i denne weekend.

Jeg måtte melde fra i går pga. agilityprøven med Max, men den halve dag jeg nåede i dag var bare fantastisk.

Teoridelen havde fokus på hvalpetræning havde vi fået at vide, og det var nok rigtigt. Men det meste havde lige så meget at gøre med træning af de voksne hunde, og jeg noterede ivrigt en masse guldkorn. Nedenstående er kun en ganske kort udgave af mine noter :-)

Siri skelner mellem:
  • Kompetencer: HVAD. Det hunden kan, det føreren har lært den
  • Kapacitet: HVORFOR og HVORDAN. Lysten til at lege, tåle forstyrrelser, vilje til samarbejde, koncentrationsevne osv. Herunder det konkurrencerelaterede: holde fokus, vente på kommandoer, træne i kæder osv.
Og mange af os har fokus på Kompetencer når vi træner, ikke på Kapacitet. Og det er nødvendigt at have mindst lige så stort fokus på det sidste, hvis man vil konkurrere på højt plan. Og lade være med at blande tingene sammen.

Tricks er perfekte hvis man vil arbejde med kapacitet, uden uhensigtsmæssig sammenblanding med Kompencetræningen.

Så blev der talt med om forstærkning, som ikke var godbidder. Alle former for legetøj og diverse måder at bruge sig selv i forhold til hunden. Det er sjovere at lege end at give godbidder, både for fører og hund. Man skal finde den rigtige måde at lege med sin hund på.

Siri talte om det altafgørende i at kunne skifte modus. Man skal kunne træne særskilt at hunden skifter modus (skrue op og ned for energi i forhold til næste øvelse).

Træning af at holde fokus.

Træning af tricks er også godt fordi det understøtter det sjove, den attitude man gerne som fører vil bringe med over i træningen af det ”seriøse”. Man kan også under kontrollerede former bruge tricks til at skrue op og ned for hundens intensitet i konkurrencesituationer, de kan fx bruges ved transport mellem øvelser og som forkommandoer.

Og så havde Siri også nogle tanker om hvordan vi som instruktører møder vores kursister, hvordan vi doserer vores viden i forhold til kursister med helt andre mål og forudsætninger for at forstå og anvende informationerne end os selv.

Så havde vi en runde fællesøvelser, hvor vi arbejde med
  • Transport – en leg/et trick til transport – jeg arbejde med spin og legetøj med Max
  • Bytte legetøj
  • Og så ro og belønning, hvor jeg anvendte noget nyt legetøj som bagudbelønning, men det var ikke sjovt for Max.
Hvilket gav anledning til at Siri og jeg fik talt om at skabe intensitet i forhold til ”døde” belønninger.

Så kom de individuelle træningsrunder, og da jeg skulle gå som den første var jeg tidligt på først med Lille Bjørn og så med Max.

Lille Bjørn og jeg arbejdede med stillingsskift. Siri stillede hurtigt diagnosen: Det er ikke pga. forstyrrelser, at han ikke tager skiftene, det er fordi han har fokus på alt muligt andet og fordi hans fører har meget uklare forkommandoer og signaler.

Så vi arbejdede med:
  • At jeg forlod ham uden at lave underlige ting med hænderne
  • At han skulle tage skift med ren (lav) verbal kommando – lære at lytte
Mit fokus skal være: at få ham til at lytte, at indøve med ren verbal og ren visuel. Han skal lære at det kan betale sig at holde fokus og skal belønnes for første skifte, hver gang.

Med Max trænede jeg dirigeret apport. Vi prøvede første fuld øvelse, og det gik som det skulle – ud fra en læringsmæssig synsvinkel – han frøs da jeg dirigerede, han kiggede mod den rigtige apport men ville ikke hente den.

Så vi arbejdede med at opbygge værdi i at hente den døde apport. Kaste apport, lave noget andet, sende mod apport og tage den selv, hvis han ikke var hurtig nok. Og så gradvis opbygge øvelsen derfra.

Dirigeret apport med leg (foto: Lonni Prirsching)

Med begge hunde arbejdede jeg rigtigt godt – synes jeg selv – med legetøj som belønning. Max var helt vild med et vi fik af Lonni om morgenen, et langt fleecetov med noget fåreskind der strittede i den nederste del.

En stor tak til Siri for at bruge en weekend på instruktørerne i Sydkystens Hundeskole og til Christina som havde arrangeret det hele forbilledligt.

Jeg tror ikke nogen er i tvivl: jeg elsker mine hunde og jeg elsker at træne med dem. Og jeg elsker samværet med de dygtige, kompetente og dejlige kolleger i Sydkystens Hundeskole. En herlig hundedag.

Derefter gik turen til Torvehallerne med Kirsten, men det er en helt anden historie.

mandag den 1. april 2013

Forårsfortsætter

Lille Bjørn ønsker sig pink blæksprutte :-)

Dette blogindlæg er dedikeret til Siri Jungersen, som tak for et meget meget inspirerende kursus fredag og lørdag.

I min blog 31. december 2010 skrev jeg ”Jeg er bestemt ikke en person der har nytårsfortsætter: Hvis noget skal laves om, skal man ikke vente til nytår, men bare beslutte det, sætte et mål, sætte delmål osv.

I dag var der dømt træningsfri dag, fordi Kirsten og jeg skulle til København, men hun ombestemte sig. Vi tog i stedet til Roskilde med alle hundene og gik en tur på havnen og omkring området ved Vikingeskibsmuseet. Fantastisk lækkert i det skønneste forårsvejr, og masser af aktivitet med både der blev klargjort, herunder også flere af vikingeskibene.


Jeg kunne ikke stå for navnet på dette skib, fotoet blev sendt som en kærlig hilsen til nørdede Fru Larsen.

Hjemme igen fik vi frokost. Ikke helt ernæringsmæssigt korrekt: en hindbærsnitte og kaffe og derefter et stykke rugbrød med en rest oksemørbrad med remoulade og ristede løg. Mums.

Så gik hundene og jeg i havene og samlede efterladenskaber op. Selvom det sker af og til, så kommer der altså en del fra tre hunde, men nu er der nogenlunde rydeligt.

Og så er der det med forårsfortsætterne.

Jeg har virkelig tænkt meget over det input jeg har fået fra Siri Jungersen fredag og lørdag. Og det jeg i første omgang har valgt at arbejde med er følgende:
  • Kontakt og motivation generelt, hvor jeg arbejder mere aktivitet med at belønne (legetøj og mig selv)
  • Fokus på at den enkelte hund i hver øvelse arbejder med den rigtige motivation
  • Fokusmomenter for Lille Bjørn:
    • Lige pladsposition venstre om (ikke bagom),
    • tempo i indkald og
    • apport med attraktivt bytte (legetøj)
  • Fokusmomenter for Max:
    • At lyd aldrig belønnes,
    • at positioner holdes i stillingsskift (ro og konsekvens hos fører) samt
    • aldrig belønning for tyg (apport og næseprøve)
Det skønne vejr gav mulighed for den første udendørstræning i mange måneder, det foregik i haven, og nøj hvor føltes det godt.

Jeg startede med Max, og jeg tror vi trænede godt en halv time, og så var jeg godt varm og måtte holde en pause. Det er hårdt at arbejde med aktiv belønning :-) Jeg skulle vænne mig til at det var et nyt træningssted, så kriterierne skulle sænkes. Max skulle vænne sig til at der var legetøj som belønning hver gang, og det gav nogle misforståelser i starten, men pludselig kørte det bare.

Den sidste af springapporterne, hvor jeg kun havde fokus på fastholden i afslutningen, var strålende. Ingen klapren med tænderne om metallet, og belønning for at holde. Perfekt.

I indkaldet fik jeg først alt for meget tempo (pga. pibedyret), så først da jeg fik placeret det på container bag ved ham fik jeg fuldt stop.

Næseprøven var lidt forvirret første gang, fordi han ville hen til pibedyret, men det lærte han hurtigt at abstrahere fra, for det kom jo efter at han siddet i plads uden at tygge.

Og så lavede vi lige en fællesdæk på 45 sekunder, hvor han lå bag drivhuset, så han ikke kunne se mig. Og der kom ikke en lyd.

Herligt, og hvilepause til føreren.

Senere blev det Lille Bjørns tur. Efter cirka et kvarter pustede han en del, og jeg besluttede at stoppe mens legen var god.

Det var en af de mest fantastiske træningsrunder jeg har haft med ham. Vi arbejde med to øvelser og et moment, og alt gik fantastisk.

Første øvelse var springapporten. Først ville han slet ikke springe, men efter lidt opmuntring kom der masser af energi og nogle flotte pladser. Pladserne med lidt hjælp til at begynde med, men derefter uden. Og hver gang belønning for at holde uden at jeg tog apporten.

Anden øvelse var indkaldet. Igen lidt opvarmning, og så tog vi et par på 18 meter med god fart og skarpe stop.

Endelig arbejdede vi lidt med plads forfra, helt som på begynderhold: skarp plads, kaste godbid, lidt hjælp til den lige plads som udfases og efter 4 gentagelser var det perfekt, han fik legetøjet og vi stoppede.

Det var dagens træning. Dvs. jeg ville lige ned og se til stranden inden aftensmaden, og ville tage alle tre hunde med. Kirsten foreslog at jeg kun tog Max med, uden line = træning af tillid.

Det gjorde vi så … Hvis Max er løs og ser en anden hund, vil han meget gerne forlade mig, og når jeg har tre hunde med er det lidt bøvlet at styre. Nu havde jeg kun Max at holde øje med, og så gik det naturligvis fantastisk. Jeg havde forsynet mig selv med 5 Frolic'er i passende stykker samt et stykke pibelegetøj. Vi gik fri ved fod, med legetøj som belønning, lidt fri, mere fri ved fod, mest legetøj men også godbidder. To nemme øvelser nede på stranden, uha det var svært, han var på udkig efter andre hunde, men sørme om vi ikke fik en plads med god kontakt og et stillingsskift, begge efterfulgt af leg med pibelegetøjet. Tilbage over klitterne og op ad stien var det med fuld koncentration (alle tre gangarter), og belønning. Da vi var næsten oppe ved lågen så jeg en kondiløber uden hund på vej ned af vejen, så jeg løb op foran vores låge og stoppede med Max i plads, og belønnede mens kondiløberen løb forbi, øhh stoppede op og hilste, det var vores nabo :-)))) Max holdt positionen og fik masser af belønning.

En rigtig god start på forårsfortsætterne!

lørdag den 30. marts 2013

LP-kursus med Siri Jungersen – dag 2


Forventningerne fejlede ikke noget på dag 2 af kurset med Siri Jun´gersen, de var helt i top. Og de blev indfriet i den grad. Indledningen var med noget anderledes indhold end i går, men stadig naturligvis med udgangspunkt i den samme træningsfilosofi.

Siri gentog fra i går, at det ikke er fair overfor hunden, hvis man hele tiden laver om på sin træningsform, fordi man får nyt input. Man skal naturligvis tage det man kan bruge fra hende og få det indpasset i sin egen træning.

Det kræver en aktiv fører at få en aktiv hund, man skal bruge sig selv (vigtig note til mig selv!).

I dag talt Siri også om at være klar til konkurrencer, og at have realistiske forventninger. Hvis man ikke har det, bliver man skuffet, og det kan hunden mærke. Man kan have forventninger til den enkelte øvelse, til attituden, til motivationen, men den skal være baseret på realistiske forventninger.

Man ER anderledes til konkurrence, og det skal man også træne på: gå mærkeligt, gå med anstrengt kropsholdning, med stivhed i kroppen – og først og fremmest skal man uanset hvad støtte sin hund. Det SKAL være sjovt for hunden at gå til konkurrence. Siri bruger som mental teknik at forestille sig at hunden kan læse hendes tanker, så derfor er hun nødt til at tænke positivt.

Man må ikke snyde hunden, hunden skal forstå hvad øvelsen går ud på, og man skal agere ved prøven som til træning, hvor man har trænet på til niveau 120-130 %, så der er noget at give af.

Brok er ikke ok i Siris univers: feltets farve, keglernes størrelse og form, græssets højde, det er alt sammen noget der skal trænes, så øvelserne bliver generaliseret i videst muligt omfang.

Man skal kunne rækkefølgen af øvelserne, så man kan støtte hunden igennem hele forløbet, også mellem øvelserne. Overgangen mellem øvelserne skal bruges (det skal også trænes) til skabe den rette stemning til den næste øvelse. Siri talte om belønningsritualer, som skal trænes ligesom alle andre øvelser. Så kan et par løftede hænder og et hvisket ”hvor er du dygtig” være den stærkeste forstærkning man kan tænke sig.

Man skal lægge fejl fra sig under konkurrencen. Man skal rose hunden hvis den gør det godt, men ikke hvis man ikke er tilfreds, man skal mene det! Man skal træne og konkurrere i en boble, hvor fokus er at træne/konkurrere og indimellem ro – ikke social aktivitet.

Man skal træne programmet fuldt ud 1, 2, 3 gange om igen. Det er godt hvis hundene bliver konkurrencekloge. Og man lærer at håndtere de fejl der opstår til træning, så man véd hvordan man skal agere til prøve.

Uha, der var mange guldkorn at forholde sig til!

Vi havde 45 minuttres fællestræning med fokus på:
  • Belønningsritual (hvordan vi belønner),
  • Pladsposition med belønning samt
  • Fasthold plads med forstyrrelser
Jeg havde Lille Bjørn med og valgte som første øvelse Indkald med stop

Loni har taget disse film af forløbet:









Siri ville havde større afstand på, mere tempo, og tydelig forståelse hos Lille Bjørn af hvad øvelsen går ud på. Så vi brugte spring til at få tempo på, man kan bruge alt muligt andet. Det er nødvendigt med fart for at stoppet skal blive godt. Og som man kan se fik jeg gang i legetøjet.

Dagens anden øvelse var dirigeret apport. Lonni har igen filmet:



Siri noterede straks at Lille Bjørn ikke ville af med apporten … Så den del af min træning er virkelig gået godt, han er superglad for apporten. Med et spændende pibedyr lånt af Jette Frederiksen fik vi arbejdet med noget, der var mere værdifuldt end apporten, og hold da op nogle indløb der pludselig kom. Som man kan se (og høre på tilskuernes latter), ville Lille Bjørn faktisk nødig af med belønningen igen :-)

Dagens sidste øvelse – og nej, Lille Bjørn var bestemt ikke træt – var fri ved fod. Det pibedyr jeg lige havde anskaffet gav en helt anden intensitet og energi i øvelsen. Og så skal jeg lige arbejde med at løbe langsommere, være hurtigere i vendingerne (ikke stoppe op) og få styr på startpositionen, for der er godt nok mange skæve pladser.

Hvad fik jeg ud af dagen i dag? Jeg skal først og fremmest være meget mere bevidst om den fantastiske effekt af legetøj med lyd som belønning! Jeg kan bl.a. bruge det til at skabe motivationen for at slippe apport og næseprøvepind, som begge har meget stor værdi for Lille Bjørn.

Og så må jeg konstatere at jeg har et kæmpepotentiale i både Lille Bjørn og Max, og jeg har fået en række specifikke redskaber til at udvikle dette potentiale.

Jeg kan ikke mindes et mere udbytterigt kursus jeg har deltaget på. Siri er en stjerne og Sydkystens Hundeskole har sat aktiviteter i gang for at få hende til Sjælland igen og igen!!!

fredag den 29. marts 2013

LP-kursus med Siri Jungersen

En meget veloplagt Siri!

Christina havde lokket Siri Jungersen til at afholde et LP-kursus for Sydkystens Hundeskole i dag og i morgen. Og det blev en fantastisk oplevelse!

Jeg glæder mig altid til at komme på kursus, men i dag var ekstra spændende, for jeg vidste ikke ret meget om Siri. Christina har fortalt begejstret om hende. Jeg så hendes debut med sin border collie Spot i Eliteklasse og var vildt imponeret. Og havde læst hendes præsentation af sig selv:

”Jeg er enormt inspireret af de finske LP-udøvere, som jeg heldigvis jævnligt er på kursus med. Jeg har ikke en bestemt metode, men tager udgangspunkt i den enkelte hund. Jeg mener at vi som hundeførere skal være fair overfor vores hunde ved at forklare dem hvad vi præcist vil have og ikke snyde dem til at udføre øvelserne som vi gerne ser (eks. med bolde gemt, vedvarende target og lignende). Jeg arbejder enormt meget med motivation og attitude i træningen. Jeg vil hellere have en glad hund med flot attitude og udstråling, som måske laver et par fejl, end en hund, der uden synlig glæde går et fejlfrit program. LP er ikke verdens sjoveste sport for hunden, så vi har som førere en forpligtigelse til at gøre det til verdens sjoveste!”

Siri kom i indledningen ind på sin træningsfilosofi, hvor hun uddybede beskrivelsen ovenfor. Og jeg tror alle 8 deltagere med hund fik oplevet i praksis, under de tre sessioner de hver især havde med Siri, hvordan det skal forstås i praksis.

Siri havde nogle spændende indfaldsvinkler, hvor jeg bl.a. noterede mig den aktive anvendelse af hundenes funktionskredse (vi der har været på DKK’s Basiskursus kender dem!), hvor fx apporteringsøvelsen starter i jagtfunktionen men fra optaget går over i flokfunktionen (den sociale), hvilket forklarer hvorfor øvelsen er så svær for mange hunde, og giver grundlag for at forstå hvordan der skal arbejdes med hundens motivation i de to former for adfærd.

Alle følger Pias arbejde med Zazias fokus

Og nogle synspunkter vedr. klikkertræning, klikning for korrekt adfærd, men overser man så om hunden er motiveret for at udføre adfærden?!

Siri talte videre om at forstærke med aktivitet fremfør passivitet (bortset fra den helt grundlæggende indlæring) og træne med struktur, mål og kampagner.

Og begrebet fair hundetræning var også meget skarpt og med masser af stof til eftertanke. Fair hundetræning er at sætte præcise regler op for hvad det er ok og hvad der ikke er. Fair betyder fx at fejlmelde fremfor at ignorere uønsket adfærd, at være sort eller hvid (godt/ikke godt) ikke grå, at være konsekvent, og at have et klart billede af den færdige øvelse (fx hundens placering ved fri ved fod, eller placering i felt ved fremsending).

NEJ er acceptabelt, fx at hunden ikke må skride. Man skal kunne stole på sin hund, og vide at den er der, og derfor skal den have klar besked, hvis den ikke er hvor den skal være.

Problemer skal man arbejde aktivt med, ikke forsøge at omgå. Hvis hunden slipper apporten hurtigt skal man ikke forsøge at være hurtigere end hunden, men lære den at holde fast. Man skal få target væk. Osv.

Og i belønningen skal man bruge sig selv.

Summen af alt det ovenstående sætter rammerne for samarbejdet.

Derefter gik vi over til praktisk træning:
  • først havde noget fælles træning af fri ved fod med menneskemakker,
  • hundevalsen – hvor vi skulle ”danse” og teste om hunden fulgte vores venstreben, eller snarere vores øjenkontakt samt
  • startpositionen
Susanne og Bastian trænede bl.a. apport

Derefter tre gange praktisk træning hvor vi fik 15, 15 og 10 minutter hver.

I første runde havde jeg fokus på at undgå lyd. Efter et lynhurtigt krydsforhør fik jeg fortalt at Max bl.a. kommer med lyde i fællesdæk og i forbindelse med stillingsskift. Og i dette pas blev jeg virkelig opmærksom på hvor skarp Siri er til at iagttage og diagnosticere. Lyden kom i stillingsskiftet, når jeg viste usikkerhed (som smittede af); hvis jeg sagde kommandoerne stille og roligt, uden underligt kropssprog og slappede af, kom skiftene fint og uden lyd.

Tilsvarende i fællesdæk, hvis jeg gik stille og roligt, så var der kun et lille suk, mens jeg var væk. Jeg skal afvente roen, bestræbe mig på at udstråle sikkerhed og belønne med aktiviteter så Max kan komme af med energien og stressen. Uha, der skete virkelig noget på det kvarter.

Pia og Zazia træner fokus

I vores næste pas valgte jeg næseprøve, hvor jeg ville have fokus på Max’ tyggen. Så vi demonstrerede en fuld øvelse to gange, første gang kom han med en forkert, anden gang var det også et lidt rodet søg, men han kom med den rigtige og tyggede som han plejede. Og hvad gjorde jeg så … jeg tog pinden og belønnede. Og som Siri tørt sagde, så belønnede jeg ham for at tygge …

Det jeg skulle gøre var ALDRIG at acceptere tyg, jeg skulle aldrig tage pinden hvis han tyggede. Klik for ikke-tyg, brug en slipkommando og lade være med at tage pinden den næste uges tid. Og helt tilsvarende med apporten.

Susanne kæler med Max

I sidste pas var Max træt (det var kl. 16:45 og vi havde været i hallen fra 8:30). Og jeg ville demonstrere positioner under gang. Vi fik tre flotte sitter og jeg stod og fortalte om at det var det ringeste vi havde lavet længe og at jeg manglende kontakt.

Og ja, naturligvis komme jeg til at arbejde med kontakt. Kontakt, leg hvor han skulle følge legetøj jeg trak. Og inden for kort tid fik jeg det flotteste følge.

Christina kæler med Max

Siri er meget skarp til at iagttage, fantastisk til at se hvordan øvelsen ser ud, hvor den fejler, og diagnosticere hvorfor den fejler og så komme med forslag til hvordan man kan arbejde med grundproblemet.

Jeg glæder mig vildt meget til i morgen, hvor jeg skal deltage i kurset med Lille Bjørn. Siri er instruktør i international topklasse!

lørdag den 2. februar 2013

God ikke-træning eller det er DIT ansvar


Jeg har kun trænet LP (og rally) med tre hunde, som jeg heldigvis fortsat har fornøjelsen af at træne alle tre! Det er tre forskellige racer (engelsk springer spaniel, Norwich terrier og border terrier), de er 9½, 5½ og 1½ år og de har alle været trænet hos flere forskellige trænere, og alle været forsøgshunde (positivt ment!) for alle mulige træningsmæssige påfund.

Når jeg underviser i LP og rally har jeg udover en - synes jeg selv - omfattende teoretisk ballast også en masse egne erfaringer at trække på, og jeg kan i de fleste tilfælde komme med flere indfaldsvinkler til startindlæring eller håndtering af problemer. Både i forhold til andre og i forhold til mig selv.

Jeg går fortsat til træning med to af hundene, hos håndplukkede trænere (Anita og Johanna), fordi jeg har behov for at der løbende bliver kastet et kritisk blik på mine fremskridt og mine problemer, og for at kunne sparre om den videre træning.

Jeg går på en masse kurser for at få ny inspiration; næste gang er det Siri Jungersen som skal holde et kursus i Sydkystens Hundeskole i påsken. Jeg så hendes debut i LP Eliteklasse og var ellevild af begejstring, og da Christina fik arrangeret kurset meldte jeg mig straks til begge dage med hund, en dag med Max og en dag med Lille Bjørn.

Jeg samler på input. Nogle trænere og foredragsholdere giver mig mere end andre, men jeg får noget fra alle. Der er ingen af mine hunde der er ”typiske” lydighedshunde, men bortset fra Max er ingen af hundene valgt med henblik på at de skulle træne lydighed, det var ”bare” familiehunde.

Jeg møder af og til synspunkter om at det er sværere at træne terriere, fordi de er meget selvstændige hunde, og hvorfor har jeg ikke valgt en mere oplagt lydighedshund? Svaret er: vi elsker spaniels og terriere, og det kan godt være de skal trænes anderledes end så mange andre hunde, men det skal alle hunde vel? En border collie, en labrador, en Toller, en …, de skal alle trænes individuelt, ikke ud fra nogen specifikke racetilgange?!

Denne lange indledning for at komme til de simple (banale?) konklusioner vedrørende mine hunde
  • Hver hund bliver trænet på sine præmisser
  • Jeg har ansvaret for at anvende den tilgang til træningen for hver hund, som jeg synes er mest hensigtsmæssig
  • Jeg er 100 % ansvarlig for de resultater hundene opnår
I morges skulle jeg åbne hallen, og jeg tog Max med og fik 25 minutters fornøjelig træning med ham. Der er da en masse der ikke fungerer endnu, men han er arbejdsivrig, han er ekstremt lærenem, han er meget signalfølsom – så han er alt hvad jeg kan ønske mig. Det er KUN mine evner som træner, der sætter grænsen for hvad han kan præstere.

Så mødte jeg Camilla og Findus, som skulle være med til noget Toller-træning, men hun og Findus skulle ikke-træne … Han skulle lære at komme til en træningsplads og bare være rolig, uden at skulle træne. Jeg måtte lige vende den et par gange med Camilla, og den har ligget i baghovedet siden. Men konklusionen er: det er Camillas tilgang til træningen, og så er det bare sådan. Jeg kan slet ikke forestille mig at jeg selv ville anvende denne tilgang, men det er ikke mit ansvar hvordan Camilla eller andre træner deres hunde.

Hvis de får hunden kastreret/steriliseret, ikke vil lade den hilse på andre hunde, ikke vil lade den lege, ikke vil sætte kommandoer på adfærd, ikke vil lade den løbe løs osv. osv., så er det deres valg og deres ansvar.


Hjemme efter dagens korte træning tog Kirsten og jeg ind og fik Early NamNam på restaurant NamNam – det kan varmt anbefales som et rigtigt godt alternativ til en traditionel brunch.

På eftermiddagsturen havde jeg kun Max og Megan med, og hvor er det dog dejligt med to hunde der kan løbe løs og som kommer når jeg fløjter. Og som uden problemer kan omgås de andre løse hunde, som vi møder på stranden. Max fik nogle skønne løbeture med en cocker spaniel, og ejeren og jeg stod bare og glædede os over al den energi de to kunne brænde af.