onsdag den 20. april 2016

The sky is the limit


Jeg var ualmindeligt tilfreds med rallyprøverne i går.

Megan var totalt frisk – jeg måtte forklare en kollega, som følger mit hundeliv, hvordan Megan kunne være FOR frisk :-) – og det er da bare til at blive i godt humør af. Vi hygger os sammen på banen, og det er herligt.

Med Max prøvede jeg disciplineret med noget af lørdagens input fra Siri, og både opvarmnings-/startforløbet og min måde at rose på undervejs, fungerede tæt på optimalt. Jeg havde helt bevidst valgt denne prøve, som ikke ”tæller” til noget, som træningsmulighed, fordi jeg af erfaring véd, at underlaget giver anledning til en del snus fra Max, så at have en glad hund stort set hele vejen, kontakt det meste af tiden og ende med 88 point var mere end godkendt.

Jeg kan ikke huske om jeg har skrevet det i et blogindlæg, eller ”bare” har talt med nogen om det, men jeg overvejede for nogle måneder siden seriøst at få en 4. hund. Grunden til, at jeg ikke gik videre med planerne, var, at jeg besluttede, at det ikke var fair i forhold til mit arbejde med Max. Jeg er sikker på, at vi har potentiale til meget mere.

Max bliver 5 år til juni, og jeg har lige tjekket, hvor langt jeg var nået med Megan og Lille Bjørn, da de var i præcis hans alder.

Megan var debuteret i LP3, havde fået en præmiering, men ikke en 1. præmie. Hun var blevet RØM men havde ikke debuteret i ekspertklasse.

Lille Bjørn havde fået sin LP2 titel, men var ikke debuteret i LP3. Han havde fået sin første pind i ekspertklasse.

Max har fået 3 3. præmier i LP3, han er DKRLCH og har bestået championklasse 5 gange og er kun IB’et den ene gang, jeg sprang to skilte over. Han har HTMF og HTM1, 4 Q points i HMT2 og har bestået FS1 3 gange. Han er nået ganske langt.

Når jeg er den bedst mulige fører – og jeg bliver bedre og bedre – så er vi fantastiske.

Jeg har enestående muligheder for at træne hos de bedste instruktører. Når jeg indenfor 6 kalenderdage kan træne Rally hos Siri, få feedback på FS fra Anja og Johanna og få feedback fra Emmy på HTM, de tre discipliner, som jeg arbejder med, med Max, så ville jeg være et skarn, hvis jeg ikke synes at jeg har alle muligheder for at udvikle mig. Jeg værdsætter der rigtigt meget.

Som prikken over i’et har jeg Anja som uovertruffen coach, så jeg har virkelig medvind på cykelstien.

Jeg arbejder støt og roligt med at styrke Max mentalt og teknisk, og i både rally, HTM og FS har jeg meget konkrete planer for vores videre udvikling. Jeg har omhyggeligt skrottet de resultatmål, jeg tidligere har formuleret for året, fordi de intet betyder for mig i den fase Max og jeg er i lige nu. Det ændrer ikke ved, at vi er tilmeldt en masse prøver, men resultaterne i point er bare en bonus; det handler ”KUN” om at få gode oplevelser på kontoen. Som ekstra bonus bringer det os pænt rundt i landet, og det er et privilegium at have mulighed for det.

Jeg glæder mig naturligvis vildt til de kommende måneders træning og konkurrencer, og jeg har også været så frisk at booke færge og overnatning på Bornholm i forbindelse med DM, for det vil jeg ikke gå glip af, selvom jeg ikke har noget der ligner en kvalifikation.

Ingen kommentarer: