mandag den 30. december 2013

Norwich og Norfolk terrier – og årets sidste rallyprøver


Norwich og Norfolk terriere er ikke så udbredte i Danmark. I Dansk Terrier Klub har de hver sin racerepræsentant, men heldigvis har der været tradition for samarbejde mellem de to racer, som indtil 1964 var den samme race, men dengang fik hver sin racestandard. For almindeligt dødelige er forskellen at Norfolk har foldeører og Norwich stritører.

Find Lille Bjørn og Max

I dag var der arrangeret en fælles nytårsgåtur i Kongskilde Hundeskov i Sorø. En meget hyggelig tur i den lille hundeskov, hvor vi gik rundt et par gange. Der var 13 Norwich og Norfolk og en enkelt border terrier – Max :-)

Masser af hundesnak og masser af glade, løse hunde. Jeg kan garantere for at Max var den der fik bevæget sig mest – han hilste på alle de andre hunde, løb frem og tilbage - indimellem nærmest som om han hyrdede - og man kunne se, hvordan han smilede.

Efter en times tid i hundeskoven var der kortegekørsel til Lizzies hus i Sorø, hvor Lizzie havde sørget for husly og kaffe og Trine Jørgensen, forhåbentlig den nye racerepræsentant for Norwich terriere, havde medbragt lækkert hjemmebag. En meget hyggelig eftermiddag.

I morgen slutter Sydkystens Hundeskole året af med et brag af en dobbeltrallyprøve. Vi er ret gode til det med at arrangere prøver synes vi selv, men en dobbeltprøve med cirka 100 tilmeldinger er alligevel noget at et arrangement, så der er meget der skal være styr på. Der kommer også en del afbud, bl.a. er det åbenbart populært for tæver at komme i løbetid lige nu.

Men uanset hvad, vil det blive et fantastisk arrangement i morgen, fordi det er i de allerbedste hænder! Jeg plejer at skrive blog den 31. december, men jeg kan da allerede nu afsløre, at jeg nok vil skrive lidt mere om den fantastiske trio jeg sidder i bestyrelse med i Sydkystens Hundeskole: Christina, Lonni og Merete – for det er os fire som team der får Sydkystens Hundeskole og dermed også rallyprøverne til at fungere.

Vi ses i morgen til en dejlig start på årets sidste dag!

Ingen kommentarer: