onsdag den 30. april 2014

På græs

Lørdag havde vi fjerde af i alt fem undervisningsdage på Rallyinstruktøruddannelsen. Før frokost den skriftlige eksamen og efter frokost Markedsdage i Jersie, hvor 6 inviterede ekvipager cirkulerede mellem stande, hvor hver af kursisterne tilbød træning i tre forskellige skilte.

Søndag morgen mødtes jeg i Jersie med Charlotte og trænede med Lille Bjørn og Max

Lille Bjørn var ikke helt på dupperne, der var noget snus på det nyslåede areal, jeg havde givet ham morgenmad (tanketorsk) og Laika har lige overstået sin løbetid. Tre dårlige undskyldninger, for positioner under gang og indkald var knivskarpe og en flot dirigeret apport gjorde også sit, til at vi bevarede optimismen.

Max var som en spændt fjeder, hold da op nogle løbeture han tog. Og indimellem lavede vi nogle lækre LP-detaljer. Masser af glæde og næsten ingen lyd.

Derefter tog Kirsten og jeg til København og fik frokost.

Mandag dømte jeg 6 ekvipager til en uofficiel LP-prøve i hallen. Hvis vi havde vidst, hvordan vejret blev, havde vi trænet i Jersie, for det var bare det skønneste udendørs vejr. Flere rigtigt flotte præstationer, som vi håber at se gentaget til officielle prøver :-)

Tirsdag var Max og Lille Bjørn til sidste træningsrunde hos Susanne i hallen. Susanne havde lagt en rallybane med dels rallyøvelser, dels (og primært) LP-øvelser.

Max var fokuseret hele tiden og som en drøm at arbejde med. Lidt lyd i stillingsskift, men ellers ingen mislyde (andre end dårligt førerarbejde), så masser af LP- og færdighedsøvelser og masser af glæde.

Fællesøvelserne sluttede vi med, og der er vi slet ikke klar.

Lille Bjørn gik fantastisk. Fællesøvelser i top og fantastisk indkald. Et meget haltende stillingsskift. Og jeg fandt lige ud af et par øvelser i Færdighedsprøverne jeg skal have trænet lidt mere.

Tak til Susanne for endnu en fantastisk træningsrunde, vi glæder os til at fortsætte på onsdag i Glostrup.

Umiddelbart efter træning blev hallen ryddet. Vi var 5, sidste hold sluttede 21:00 og 21:19 var vi færdige. Ingen vemod heller denne gang, nu er vi på græs og det føles godt.

I dag startede en ny runde af onsdagsrallyholdene og vi var tilbage i Osted. Perfekt træningsvejr og masser af skønt rallyarbejde. Anita og jeg talte bagefter om den fantastiske udvikling vi har oplevet hos mange af kursisternes – det føles rigtigt godt at opleve hvordan der sker fremskridt hele tiden, for nogles vedkommende forbløffende fremskridt!

En hektisk afslutning af ugen står for døren: uofficiel LP i morgen (Max og Lille Bjørn er med), dømme rally i Lellinge for Spaniel Klubben lørdag og officiel LP søndag i Jersie (Max og Lille Bjørn er med). Det foregår alt sammen på græs.

Lørdag eftermiddag er der familiearrangement, som jeg naturligvis også glæder mig til. Selvom det lapper over Christina og Tempos debut i Eliteklassen og flere andre spændende LP-prøver ...

torsdag den 24. april 2014

Træningsfri påske

Det var bestemt ikke planen fra starten, men efter træningen skærtorsdag morgen stod den på nul hundetræning resten af påsken. Meget usædvanligt, når der i starten af maj står to LP-prøver og to rallyprøver i kalenderen. Men Max måtte jo ikke træne pga. den dårlige pote, og Lille Bjørn virkede også lidt slatten, så beslutningen om ikke at træne var nem at træffe.

Langfredag blev den store oprydnings- og ordningsdag: Et par ture på genbrugsstationen med diverse affald og ordnet i garage og have. Max var bestemt ikke frisk, og var rigtigt ked af det, da han ikke kunne med, da Kirsten gik tur med Megan og Lille Bjørn, men fik et par kaffesøg i haven i stedet og hjalp mig med at ordne bagefter.

Dagens helt store triumf var, at det lykkedes mig at få adgang til Sydkystens Hundeskoles digitale postkasse; det har ikke været nemt, men skift fra Windows til Firefox gjorde underværker! Og tænk, alt dette besvær er primært for at få lov til at betale moms …

Lørdag tog vi til København, fik lidt morgenmad på Europa, og handlede lidt. Hjemturen gik forbi Kirkegården i Solrød og lægge en blomst.

Søndag inviterede vi os selv på påskefrokost på Bøf & Ost.

Mandag var vi til fødselsdag hos Mingus, som fyldte tre år. Han fik masser af gaver men hittet var alligevel den motorsav med tilhørende hjelm og beskyttelsesbriller, som vi havde fundet ved et tilfælde.

Tirsdag var det allerede hverdag igen, og for anden uge i træk blev det Lille Bjørn og Megan der kom med på Susanne LP-hold. Lille Bjørn gik helt fantastisk, og specielt fik vi i fokusøvelsen stillingsskift godt input til at øge kriterierne konstruktivt, når noget mislykkedes første gang. Og jeg blev mindet om at Lille Bjørn reagerer, når jeg går for tidligt efter godbidderne …

Med Megan trænede jeg igen færdighedsøvelser, det targetarbejde duer ikke, det MÅ jeg da kunne lære hende. Jeg véd godt man må fravælge en øvelse, men ærligt talt! Vi trænede lidt blandet rally som krydderi, og Megan var sørme træt bagefter. Kirsten måtte lige minde mig om, at træning kl.19.30 med hende altså er sent for en ældre dame, normalt flade Megan ud på det tidspunkt.

Onsdag var det afslutning af indendørssæsonen på de to rallyhold Anita og jeg har kørt. Det blev med lidt anderledes konkurrencer i min ring, hvor der var tre korte baner deltagerne skulle igennem, og der var fuldt fokus på at køre de tre baner totalt prøveagtigt. Det tog lidt længere tid end jeg havde beregnet, ikke mindst i anden gruppe på sidste hold, hvor 3 ud af 4 er i gang med vores Rallyinstruktøruddannelse. Der var rig lejlighed til at tale om, hvad de enkelte fejl kostede.

Max fik sin sidste medicin mandag og jeg ville naturligvis være helt sikker på at han var 110 % frisk, før vi trænede igen. Det blev så sidst på eftermiddagen i dag, hvor vi tog til Jersie sammen med Megan.

Max og jeg gik momenter af alle øvelser i LP3, bl.a. 20 sekunder sit, 20 sekunder dæk, hvor jeg var i skjul (nul lyd!) osv., og det gik fantastisk og ikke det mindste tegn på problemer med poten.

Derefter lidt rally med Megan, hun var ikke varmet ordentligt op, så der var en del snus i starten.

Der bliver skruet op for træningsblusset de kommende uger.

torsdag den 17. april 2014

Tak

Vi har brugt Kirsten Køhler som dyrlæge i mange år, og har været 100 % tilfredse med hende. Da jeg ringede tirsdag eftermiddag om Max’ halten kunne jeg tydeligt høre at det var umuligt at tage ham ind samme dag. Så resultat blev at hun mødte en halv time tidligere næste morgen, før klinikken normalt åbner, for at kigge på ham.

Hun kunne bekræfte vores mistanke, der var ”et eller andet” med Max’ ene trædepude på venstre forben. Hun beholdt ham så han kunne komme i narkose og blive undersøgt nøjere.

Hun ringede ud på eftermiddagen, ja der var trængt noget op for et stykke tid siden, det havde udviklet sig til en betændt byld, som nu var fjernet. De næste dage står den på clavubactin (antibiotikum) og rimadyl (smertestillende). Vi er rigtigt kede af det på hans vegne, for det er helt tydeligt, at han ikke har det godt, og han kan stadig ikke støtte ordentligt på venstre forben.

Men tusind tak for Kirsten, som bare er så kundeorienteret, at det halve kunne være nok.

I dag stod den på LP-træning i Benløse kl. 8.30, tak til Anita som var frisk på noget morgentræning – selvom mit første forslag var kl. 8.00 :-)

Lille Bjørn var momentvis god, men virkede underligt uoplagt. Vi startede med en flot næseprøve (puha), noget rodet fremsending – men dog ok - samt et pænt indkald med stop. Og nej, vi træner ikke normalt fulde øvelser, det var kun næseprøven af de tre …

Positioner under gang, hmmmm, stå var flot de to andre noget rod, hvor jeg skal være ekstremt opmærksom på måden, jeg giver kommandoerne på, og mit gangtempo.

En ok springapport i andet forsøg (Lille Bjørn løb uden om i første), og en superflot dirigeret apport. Stillingsskiftet var meget lala.

Vi sluttede med en fællessit, rigtigt flot.

Lille Bjørn var bestemt ikke på dupperne, lidt dårlig mave, jeg håber ikke også han fejler noget for alvor.

Tak til Anita for som altid hyggelig træning og gensidig opdatering med de seneste nyheder.

På distancen følger vi med i Sandra og Christians Stockholms-ferie, hvor de virkelig nyder livet på den mest fantastiske måde på deres sidste ferie inden de bliver forældre. Vi bliver helt bløde inden i, når vi hører hvordan de nyder ferien og hinandens selskab.

Vi er glade og taknemmelige for at lige præcis de to har fundet hinanden og glæder os til første barnebarn :-)

Kirsten og jeg ”nøjedes” med en tur til Lund (Sverige), hvor vi hyggede os med café-besøg, masser af butiksbesøg samt en let og lækker frokost hos Lunds Stenugnsbageri.

De seneste uger har også budt på underlige hændelser i hundeverdenen, ingen nævnt ingen glemt.

Kirsten og jeg har været en del af hundeverdenen på godt og ondt siden 1992, da vi udstillede vores første gravhund. Det kommer ikke længere bag på os, men vi bliver alligevel lidt forundrede, når det sker: bagateller der blæses op til kæmpesager, detaljer der bevidst misforstås, personer der som udgangspunkt tillægger alle andre uhæderlige motiver, små mennesker der skal kompensere for at de er nuller i hverdagen, og tror de er konger inden for hundeverdenen, men slet og ret er nuller.

Jeg er rigtig glad for at jeg er så heldig at have en fantastisk bestyrelse i Sydkystens Hundeskole – med voksne og erfarne personer, der alle er resultatorienterede. Tak til Christina, Connie, Lonni, Merete og Tina.

tirsdag den 15. april 2014

LP-træning

Påskeferie fra mandag middag og der er skarpt fokus på de kommende LP-prøver.

I går eftermiddags mødtes Anita og jeg i Jersie og trænede og det var lidt kedeligt vejr, en del regn og underlaget heller ikke det bedste: masser af grene, lidt ujævnt og græsset er ikke blevet slået endnu. Så perfekt at få trænet under lidt ufordelagtige omstændigheder. Sådan bliver det forhåbentlig ikke til prøven 4. maj, men man véd aldrig ...

Lille Bjørn gik en fin fri ved fod, overraskende flot kontakt!, nogle ok stillingsskift, med fokus på at belønne starten, en flot dirigeret apport og et ok indkald. Fremsendingen var noget værre rod, han så bestemt ikke feltet, med en bold, et mål nogle pinde mv. Og næseprøven fungerede ikke igen; Anita og jeg talte om at det meget fokus på at holde fast kan have svækket søgeadfærden, så det skal jeg arbejde lidt med. Men samlet var jeg meget tilfreds med Lille Bjørns arbejde.

Max var bestemt ikke tilfreds med ventetiden, men kom ud og lavede to fantastisk øvelser: super fremsending med flot tempo og dirigeret apport med fantastisk tempo, han har virkelig fået glæde i den øvelse! Indkaldet var noget mere rodet, Max ville ikke helt ned i det våde græs (!!!) så vi måtte tage det fra sit, og jeg skal have kastet noget mere legetøj i stoppene, for de er ikke så skarpe som de har været. Men ok arbejde af ham.

I dag tog Kirsten og jeg til Køge for at handle og hygge. For første gang i mange år var jeg i Fætter BR og handle og sørme om jeg ikke blev tilbudt medlemskab af Club BR!!! Jeg sagde ja tak, som kommende bedstefar kan det være jeg kan få glæde af det … og så blev jeg lovet en gave på min fødselsdag :-)

Vi fik kigget på børnebøger, købt chokolade til aftenens træning og en lækker frokost i Kenti. Så købte vi et stereosystem i Hi-Fi klubben og tog hjem til hundene. Max haltede lidt, det gjorde han ikke om morgenen, så vi gik kun en kort tur på stranden, han løb løs og der var intet at se. Men hjemme igen var det tydeligt at han haltede meget, han støtter slet ikke på det venstre forben. Jeg ringede til vores dyrlæge, som ikke havde tid i dag, men vi fik en tid 7.30 i morgen, hun åbner for os en ½ time før de normalt åbner, tak!

Så det blev Lille Bjørn og Megan der kom til træning hos Susanne til aften. På det første hold var vi kun Susanne, Anita og mig og jeg havde lovet at tage chokolade med, det blev så til chokolade og kaffe, og det var populært! Inden træningen stod vi med kaffe i krusene og nød chokolade, selvom jeg havde troet det skulle være belønning for veludført træning :-)

Lille Bjørn fik en fuld LP3 ekskl. fællesøvelser og det var godt nok det bedste, han har gået nogensinde. Han får fast line på mellem øvelserne nu, han bliver forstærket for udgangspositionen, og han er bare superskarp.

Fri ved foden var med god kontakt stort set hele vejen, der var lidt usikkerhed ved første skifte i stillingsskiftet, men derefter gik det bare rigtigt godt. En glimrende dirigeret apport, superflot springapport, meget flotte positioner under gang, et ok indkald, en flot fremsending (hvor jeg gav to ekstra dirigeringskommandoer, som Lille Bjørn fulgte perfekt) og som afslutning et flot søg, det er første gang i lang tid det er lykkedes i første forsøg!! Fantastisk træning. Jeg fik en masse detaljer jeg skal fastholde til prøven, godt.

Megan trænede jeg lidt rally og masser af færdighedsøvelser med. Bortset fra rekvisitarbejde, targetarbejde og slalom, så kører det helt forrygende med færdighedsøvelserne, og det er meget hyggeligt at træne alle disse momenter med Megan.

Vi krydser fingre for at det ikke er noget alvorligt med Max, vi véd forhåbentlig meget mere når vi har været hos dyrlægen i morgen.

søndag den 13. april 2014

Masser af rally

Fredag faldt det formelle på plads og jeg er fra 1. juni i år fastansat i Nets. Nets og jeg har en lang forhistorie sammen. Jeg havde min første konsulentopgave hos dengang PBS i 1991 og har været der flere gange siden, senest de sidste 4 år med opgaver for BBS, Merchant Solutions og Nets. Begge parter går ind i samarbejdet med åbne øjne :-)

Lørdag stod den så på rallyprøver i hallen på Gjeddesdal Gods. Jeg citerer mit indlæg fra Facebook i går:

”Både Max og Megan var til rallyprøve i dag til Sydkystens Hundeskoles sidste indendørs prøve i hallen på Gjeddesdal Gods. Conni dømte og banerne var meget fine, faktisk perfekte baner for begge mine hunde. De gik begge rigtigt godt, og alligevel fik vi ikke rigtigt pointmæssigt udbytte. Max fik 85 point hvor de 13 point blev mistet på synkron højre om (ommer der ikke lykkedes), som er en af hans normalt helt skarpe øvelser.

Hvad skete der? Hans fokus var et andet sted, bla bla bla, ærgerligt. Men han gik som en drøm, der var - bortset fra lige i den øvelse - fuldt fokus, og ærespladsen (dæk foran) var med minimal lyd.

Megan i championklasse, også totalt på, og hun gik superflot og vi mistede den samme øvelse … (endte med 86 point).

Den dårlige undskyldning er, at der inden for ganske begrænset plads skulle udføres cirkel om fører, springvand og synkron højre om. Og hvis der ikke er ekstra god plads kan en gammel, langsom hund som Megan altså ikke komme på plads. Det er som skrevet den dårlige undskyldning, for selvfølgelig kunne hun på en god dag have klaret det.

Men jeg vidste at jeg gik for stærkt, jeg blev revet med fordi vi fik sådan et godt flow i første del af banen, og jeg plejer ALDRIG at lave vendingerne så hurtigt.

Bundlinjen: Det er førerens skyld igen igen!”

Jeg ville have været meget gladere uden de to 10’ere, men de arbejder rigtigt flot begge hunde og så må jeg bare tage mig endnu mere sammen.

Jeg havde indimellem selv fornøjelsen at skulle dømme finalerne i den gennemgående konkurrence for vores 7 indendørs prøver Sydkystens Hundeskoles Rally CUP 2014.

Sydkystens Hundeskole har igen fået fantastisk tilbagemeldinger efter prøverne. Conni havde lavet nogle dejligt hurtige baner, så vi var noget foran tidsplanen undervejs. Der var præmieoverrækkelse umiddelbart efter hver klasse takket være det som altid supereffektive sekretærbord (Christina og Merete) og den store præmieorganisator (Tina). Der var som altid præmier til alle, ekstra præmier til top 3 (udover naturligvis rosetter), og ekstra flotte rosetter og specialpræmier til de 5 i CUP’en.

I dag havde jeg rallyintroduktionskursus for nogle spanielfolk, der intet kendte til rally på forhånd, det var en dejlig oplevelse. Der skulle arbejdes lidt med kontakt, som der skal med alle hunde i nye omgivelser, men der var i øvrigt flot samarbejde og god forståelse for øvelserne. De har nogle specifikke øvelser der skal trænes, men jeg tror de er godt rustet til prøven 3. maj!

torsdag den 10. april 2014

Mønsterbrydning

Jeg ville skrive en blog om mønsterbrydning og søgte lige blandt de tidligere blogindlæg, og sørme jo, 15. marts sidste år skrev jeg en med samme titel. Men mønsterbrydning er også hvad dagens blog handler om.

Jeg er virkelig inde i en periode, hvor der sker både planlagte og mindre planlagte forandringer.

På jobfronten ser det ud til at jeg efter næsten 15 år med eget firma går tilbage i funktionærernes rækker.

På familiefronten er vi ved at være ret tæt på deadline (cirka 1½ måned) og titlen farfar kommer på cv’et.

På hundefronten sker der også ting og sager.

Efter at have have haft LP-hold fast siden efteråret 2009, da Sydkystens Hundeskole havde sin spæde start, havde jeg sidste runde på mit foreløbig sidste hold i mandags. Det er bestemt ikke lysten der mangler, det er nogle skønne kursister og jeg kommer uden tvivl til at savne LP-undervisningen – men nu skal der være fokus på træning af mine egne tre hunde!

Jeg er kommet ind i en god gænge med selvtræning af Megan og Max, og de 45 minutter mandag aften gør virkelig stor forskel. Hundene gør store fremskridt og jeg får det mentalt meget bedre.

Fokus er 80 % på færdighedsøvelser, 20 % på rallyøvelser – og Max fik lige sneget nogle LP-momenter med også. Jeg bliver stadig lige glad, når jeg ser Megans vantro blik, når hun finder ud af at HUN skal med til træning. Og jeg bliver i fantastisk humør når jeg ser hendes store arbejdsglæde, hendes evige jagt på godbidder – og den fantastiske præcision hun kan arbejde med, hvis jeg er præcis i mine signaler. Bortset fra slalom (lidt haltende) og targetarbejde, har vi godt styr på FP1-øvelserne.

Max er fantastisk at arbejde med. Han vil og han kan – og han forventer udfordringer hele tiden. Forudsigelighed er en dødssynd i forhold til ham. Han er ret skarp i FP1, vi træner videre mod FP2 og vi træner alle mulige rallyting ind i mellem. Resultatet er masser af fokus.

Tirsdagen er LP-aftenen hos Susanne, og der bliver virkelig arbejdet med mønsterbrydning. Jeg synes hun er irriterende – på den gode måde – fordi hun stiller de ubehagelige spørgsmål, som gør at jeg må tænke over mine indarbejdede vaner og erkende, at de skal ændres. Indimellem får jeg også en bemærkning om, at sådan ville jeg også selv have sagt til hende … Det er svært at argumentere imod, specielt når hun har ret.

Jeg kunne i tirsdags kun deltage i det første af de to hold, men ren luksus, pga. afbud fik jeg mulighed for sat gå fuld LP3 (ekskl. fællesøvelser) med først Max og derefter Lille Bjørn, og det var god afveksling fra momenttræningen.

Max gik superflot, specielt dirigeret apport og fremsending var lækre.

Lille Bjørn gik mindst en klasse over niveauet i søndags. Positioner under gang, dirigeret apport og indkald var aftenens bedste øvelser.

I går var sidste runde på de indendørs rallyhold. Jeg kunne godt mærke på mine tilbagemeldinger til kursisterne, at jeg brugte mere tid end jeg plejede, og det var fordi jeg også i den sammenhæng havde fokus på – mønsterbrydning. Der er mange rigtigt gode ekvipager på de to hold, og de gør alle gode fremskridt. Den største glæde er at se, at de virkelig har kæmpet med nogle momenter, der pludselig bare virker. Så er det RIGTIGT sjovt at være instruktør.

Torsdagene plejer at være LP-træning hos Johanna, men der har været en pause, som nu blev ufrivilligt forlænget, fordi jeg ikke kunne halvdelen af de udbudte gange. Vi vender stærkt tilbage dér!

Det nye mønster er: tirsdag LP hos Susanne, onsdag rallyhold i Osted, tirsdag LP hos Johanna. Selvtræning for resten.

Lørdag er der 5. og sidste indendørs rallyprøve i hallen i år og i denne omgang, da vi forlader hallen 30. april. Mens dette skrives er der 2 ledige pladser til prøven, men jeg tror ikke på, at det bliver vores første ikke-udsolgte prøve.

Udover den officielle rallyprøve er der også finaler i Sydkystens Hundeskoles rally CUP 2014, hvor jeg skal dømme finalerne.

Søndag eftermiddag afholder jeg et 3-timers intensiv introduktion til rally for Spaniel Klubben region 2. Det er min sidste indsats for klubben, som jeg har været medlem af de sidste 11 år, men netop har meldt mig ud af. Kurset er introduktion til rally og målet er, at man efter de 3 timer kan tilstrækkeligt, til at man træne sig op til at bestå en rallyprøve 3. maj. Hvis læsere af denne blog får lyst til at deltage, så skriv til mig. Kurset er søndag 13. april 14.30-17.30 i hallen på Gjeddesdal Gods.

Jeg har helt glemt at nævne, at jeg selv har hunde med på lørdag til rallyprøve, Megan skal op i championklasse og Max i ekspertklasse. Det er første gang vi skal op med Conni som dommer, og det glæder vi os til!

søndag den 6. april 2014

Gode gamle Megan

Dagens dommer Pia Hansen-Schwartz, en meget glad Amanda og en meget opmærksom Dumle (foto: Anita Jakobsson)

Dagens program var LP3 med Lille Bjørn i Ølstykke, rally champion med Megan samme sted og så direkte afsted til Malmø, hvor vi skulle fejre Christians fødselsdag og Sandra og Christians nye lejlighed. Jeg var fremme i lejligheden ved 15-tiden og kort tid efter gik vi i gang med et orgie af lækre småretter og et overdådigt dessertbord. Fantastisk lækkert alt sammen.

På hundefronten blev der opnået mange flotte resultater i dag og der var meget jeg ville ønske jeg havde haft mulighed for at se. For mig var dagens ubetinget bedste oplevelse at se Amanda og Dumle i rally øvede. De to har udviklet sig fantastisk sammen, og de gik simpelthen deres livs banegennemgang i dag. Dumles hale logrer så det bare er til at blive i fantastisk humør af og i dag gik det hele op i en højere enhed, de blev trukket 5 point for nogle småting og endte med 95 point og blev 1. vinder og fik deres første pind. Superflot arbejde af Amanda og en meget velfortjent pokal!!!

Anita, Conni og jeg fulgte banegennemgangen fra ringside og der var ingen af os der trak vejret ret mange gange, mens den fandt sted :-)

Lille Bjørn og jeg var helt klar til LP3, men et eller andet gik galt undervejs, og Lille Bjørn var slet ikke sig selv. Jeg var nødt til at gå før præmieoverrækkelsen, så jeg har ikke set bedømmelserne, men véd at jeg fik 128 point …

Det startede pænt med fællessit (lagde sig 5 sekunder før tid) og en flot fællesdæk. Fri ved fod var med en del hæng og snus. Stillingsskift med 4 ekstra kommandoer og en del rykken frem. Dirigeret apport: han stoppede ikke ved keglen og kom aldrig ud til apporten. Springapport med skæv plads og han rejste sig da jeg tog apporten. Han mistede to positioner i positioner under gang. Skæv plads i indkald, som i øvrigt var flot. Løb ikke i feltet, stoppede efter et par skridt. Tog den forkerte næseprøve. 5 nuller og ikke nogen rigtig god forklaring. Han pustede noget mere end han plejer at gøre, så anbefalingen var at få lavet et dyrelægetjek af ham.

Megan var på som den første i championklasse og hun var totalt på. Et par ommere, 1 fordi jeg var i tvivl om hun havde sat sig, og 1 fordi hun stoppede og gik frem mod mig i bakke væk fra fører, 1 berøring af springet, det var 9, og så 3 x 1, så vi endte med 88 point, hendes bedste resultat i 9 måneder. Det rakte til en 5. vinder, men hold da op hvor hun arbejdede godt. Hun var på fra start til slut, og jeg nyder hver gang jeg er på banen med hende.

lørdag den 5. april 2014

Kun for sjov

Megan i elefanten (Foto: Anders Nordlund)


Onsdag var Anita forhindret i at være instruktør på rallyholdene, så jeg havde på det første allieret mig med Amanda og Louise, som begge går på det andet hold og er i gang med instruktøruddannelsen.

De ville meget gerne hjælpe til på det første hold, så tre baner blev planlagt nøje og alle deltagere roterede mellem de tre baner: et keglehelvede, en 20-skiltes begynder/øvet bane med ét stationært skilt (stå) – dvs. ingen sitter overhovedet - samt et lyn som kunne suppleres med spring. Tegning her til inspiration:

Rallybaner 2. april 2014

Der blev suppleret med nogle helt uofficielle konkurrencer, fx hvor langt man kunne nå i keglehelvedet på 60 sekunder uden at begå fejl til mere end 1 point. Og selvfølgelig skulle ekspert/championholdet også gå banerne med hunden på højre side. Tina & Woody gjorde det også på det første hold, men de kan nu også det hele :-)

Fine tilbagemeldinger til de to vikarer, dejligt at have dem i baghånden 

I går havde jeg en aftale med Dorte og Zola om genopfriskning af de nye begynder/øvede rallyskilte, og der var to andre der efterspurgte præcis det samme, så med Max som demohund fik vi gennemgået alle og udført dem alle i forskellige forløb. Det ser voldsomt ud, når det hele bliver stillet op på én gang, men det var kun nogle få af øvelserne der ikke allerede var ved at være helt klar hos alle tre deltagere.

I går eftermiddags havde Gitte Kamp reception i forbindelse med lanceringen af sin bog ”Min firbenede ven”, og Sydkystens Hundeskole havde lovet opvisning/træning i tricks, spor, LP og rally. Susanne & Berry, Connie & Magic, Tina & Jay og Woody og jeg selv med Megan og Max deltog.

Arrangementet fandt sted på Amager Strandpak ved og i Allehånde Café. Vejret var ikke helt med arrangementet, det blæse meget og var ret koldt, så tilskuerinteressen for opvisningerne, der fandt sted udendørs, var behersket.

Men opvisning blev der!

Jeg havde egentlig planlagt at skulle bruge Max til det hele, men han var lidt kørt op – der var også mange forstyrrelser – så det blev Megan der kom til at deltage i tricks og LP, og hun lader sig da overhovedet ikke påvirke. Bortset fra at der lige skulle tjekkes om der var godbidder i spandene (til cigaretskod).

Vi fik alle et eksemplar af bogen som tak for hjælpen, en gavepose fra Maxi Zoo (som havde sponsoreret 100 poser) og sørme om ikke Connie og jeg også vandt præmier i en lodtrækning blandt dem, der var tilmeldt nyhedsbrevet. Så det var en givtig eftermiddag.

Tillykke til Gitte med bogudgivelsen, og tak til Susanne, Connie og Tina med familie for hyggeligt selskab. Og en særlig tak til Anders Nordlund, som har taget disse skønne fotos.

Megan i LP-spring (Foto: Anders Nordlund)

Megan i stillingsskift (Foto: Anders Nordlund)

Megan i stillingsskift (Foto: Anders Nordlund)

Megan i indkald (Foto: Anders Nordlund)

tirsdag den 1. april 2014

Hundetravlt

Vinterens og forårets stilstand er erstattet af masser af hundeaktiviteter. Dejligt.

Fredag havde vi første bestyrelsesmøde i den nye bestyrelse i Sydkystens Hundeskole, og med en  effektiv indsats nåede vi igennem en meget omfattende dagsorden og fik styr på en masse af de planlagte aktiviteter, og såmænd også aftalt nogle nye. Bl.a. en dobbelt rallyprøve 31. december 2014, som allerede er opslået :-)

Lørdag havde Merete og jeg tredje runde af Rallyinstruktøruddannelsen og ud fra tilbagemeldingerne den hidtil bedste. Der var speciel positiv feedback på, at der var demoekvipager, som skulle have fokus på selvvalgte svære øvelser, så der blev rig lejlighed for kursusdeltagerne til at give individuel feedback - samt at lære af hinanden.

Vi har nu også lanceret 2. omgang af Rallyinstruktøruddannelsen, den går i gang 6. september 2014.

Mandag deltog jeg med Megan og Max i et selvtræningshold, og vi havde fuldt fokus på færdighedsprøverne, hvor det går flot fremad. Megan og jeg har styr på det meste, vi kæmper lidt med slalomer, targetarbejde og rekvisitarbejde. Max havde kun bøvl med targetarbejde (men det blev løst til aften!). Det er rigtigt skønt at kunne fokusere på nogle helt andre øvelser, end vi normalt arbejder med. Det er jeg sikker på at hundene også nyder.

Derefter havde jeg næstsidste runde på mit sidste LP-hold, fuld generalprøve og flotte præstationer, 3 LP1, 2 LP2 og 1 LP3 med i alt 4 1. pr., 1 2. pr. og 1 3. pr. Jeg håber på mindst lige så gode resultater når det er alvor!

I dag startede næste runde af Susanne LP-hold og Max og Lille Bjørn er naturligvis med. De arbejdede begge to rigtigt godt, selvom Lille Bjørn var en anelse overkåd – men det er jo bestemt et luksusproblem. Begge hunde arbejder fantastisk, og Lille Bjørn er bare sprængfyldt med energi og fokus – der er virkelig ikke tid til at snuse. Masser af godt input fra Susanne (”Damen siger …”), og tiden flyver afsted.

Resten af ugen er bestemt også hundefokuseret. Onsdag selvtræning i Jersie (LP), derefter undervisning i rally i hallen. Torsdag undervisning i rally og lidt selvtræning med Megan. Fredag deltager 4 fra Sydkystens Hundeskole i arrangementet Fest for to- og firbenede venner med opvisning og foredrag. Og søndag starter udendørssæsonen for alvor med prøver i Ølstykke, Megan skal op i rally og Lille Bjørn i LP.