Lørdag morgen
I bloggen den 15. oktober 2008 Det skal (også) være sjovt for hundene! bragte jeg dette citat:
"Pour moi, le temps de l'action a passé, j'ai vieilli; celui de la réflexion commence"
(For mig er handlingens tid forbi, jeg er blevet ældre; refleksionens tid begynder)
(Jean-Luc Godard: ”Le Petit Soldat” (1963)).
I mit coachingforløb oplever jeg virkelig at jeg på en god måde er kommet tilbage til start, og er blevet tvunget til at reflektere over hvad jeg gør og hvorfor jeg gør det.
Tidslinje for de vigtigste begivenheder i denne sammenhæng de seneste to måneder:
- 26. april: LP nedsmeltning
- 21. maj: 1. coaching
- 23. maj: LP/rally Nyborg – Lille Bjørns bedste prøve
- 2. juni: 2. coaching
- 5. juni: Max’ fantastiske debut i HTM1 og flotte FP2
- 6. juni: Megans bedte rallyprøve i 2 år og Max’ 100 points prøve
- 19. juni: 3. coaching
Noget af det jeg talte om i går var ligheden mellem min professionelle verdens værktøjer – bl.a. risikostyring og projektevaluering – i forhold til det forløb, jeg har sat i gang på coachingsiden.
Evalueringen handler om at reflektere over hvad der gik godt (og skal bevares/gentages), og hvad der gik mindre godt (og skal undgås/forbedres).
Risikostyringen handler om at forudse, hvad der kan forhindre succes, og 1. forhindre at situationen opstår og 2. hvis den opstår, vide hvordan man skal agere (alternative planer).
Jeg må erkende at det er surrealistisk, at jeg indenfor 17 dage efter den 1. coachingsamtale har fået så markant en forbedret performance.
Det, vi fokuserer på nu, er at fastholde alt det positive og lære af det negative.
Så den konkrete og meget svære opgave var at sætte ord på, 3 headliners, hvad jeg havde gjort for at opnå denne ændring. Og de tre ord, skulle så hver især uddybes med 10 underpunkter til næste gang, med konkrete eksempler. Hvad har jeg gjort, som er årsag til forskellen?
At kunne formulere det, er forudsætningen for at kunne fastholde det og gøre det igen.
Jeg formulerede efter en del hovedbrud tre ord under den samlende overskrift mental bevidsthed: Relation, Vilje, Ansvar. I min konsulenttankegang ender dette som en PowerPoint der beskriver en før-situation og en nu-situation og beskriver hvordan jeg kom fra før til nu.
Jeg er i gang med hjemmeopgaven, men det er ikke så nemt.
Det jeg har gjort i dag, som forberedelse til prøven i Vejen i morgen med Max og Megan, er helt traditionel, men dog forbedret ud fra læringen fra de seneste prøver.
Tidsplanen er klar, mentalt er jeg klar, og jeg glæder mig til en dejlig dag med først og fremmest Megan og Max, fantastisk selskab af Christina og Tempo og uden tvivl en hyggelig stemning i Vejen sammen med en masse hundevenner.
PS:
Main Street har virkelig kørt i hovedet på mig og i dag fandt Kirsten så udstyret til den: En jakke og hatten (bare rolig, skjorte og bukser skal nok komme til at passe).
Jeg skulle gå til musikken i stuen, alle tre hunde var der og hvem kastede sig ind i kampen? Lille Bjørn! Hold da op, hvor han var på.
Så nu har jeg fået den vilde idé, at Lille Bjørn som pensionist skal være HTM-hund i stedet for rallyhund … Main Street måske, men Simon Smith And His Amazing Dancing Bear, som jeg brugte til hans FS-nummer, som vi aldrig lancerede offentligt, er bestemt også en rigtig god kandidat.
1 kommentar:
Chick uden at være prangende.....altså din jakke :-)
...og måske opdager du lige pludselig at Lille Bjørn er en ren dansebjørn :-) :-)
Vi glæder os til næste update :-)
Send en kommentar