Sikken en dejlig dag

Lille Bjørn, Megan og Max fotograferet i haven i morges

Først og fremmest er det i dag Frasse fylder ét år. Han er naturligvis jordens skønneste barnebarn og vi glæder os til at fejre ham på lørdag.

Takket være stor fleksibilitet fra Annies side er min deltagelse til rallyprøverne i Islandsk Fårehundeklub på lørdag i Jægerspris blevet tilrettelagt, så jeg kan komme afsted og komme rettidigt til fødselsdagsfest i Malmø.

En anden næsten lige så vigtig fødselsdag er Megans, hun fylder 12 år i dag.

Megan er den hund jeg har brugt ubetinget mest tid sammen med til træning og konkurrence (og hjemlige hygge naturligvis), og hvor har vi været igennem meget sammen. Og hvor har jeg lært uendeligt meget af at træne med hende.

Da hun fyldte 10 år skrev jeg lidt om vores resultater i denne blog, så det vil jeg ikke trætte med i dag.

Hun har fået en masse lykønskninger på Facebook og hver eneste en er læst og har gjort mig glad. Men der er alligevel to, som gav noget ekstra. Mettes: ”Stort tillykke med den dejlige tøs, som har lært dig så meget og givet dig så mange gode oplevelser :)”. Karens: ”Stort tillykke med Megan. Du er Guds benådet at have sådan en dejlig hund : intelligent, viljestærk, med drive, kærlig og ikke mindst, en hund der beriger dig med så megen glæde.”

Bortset fra at hørelsen ikke er så god længere er hun sund og rask. Vi træner stadig lidt sammen (hun bliver også hurtigt træt) og vi konkurrerer stadig. På lørdag skal hun op til sin rallyprøve nr. 98, og selvom jeg må indrømme at håbet om at komme til DM med hende for 5te år i træk er ualmindeligt lille (hun er pt. nr. 11 på reservelisten), så klør vi fortsat på for at komme til Årets Hund 2015, så vi deltager også i rally i Vejen 21. juni.

Nu, hvor hun ikke hører så godt, er jeg blevet meget mere bevidst om mine signaler - godt hjulpet af skarpe trænere :-) - og hun har faktisk gået nogle ganske pæne rallyprøver på det sidste, vores samarbejde er ikke så dårligt. Jeg glæder mig meget til vi fortsat skal træne og gå til prøver.

Jeg har oveni alt dette også fået flere dejlige tilbagemeldinger om bloggen i går, hvor jeg beskrev min mentale udvikling efter de første coachingtimer. Lene har opsummeret det meget præcist: ”Fantastisk at læse. Det er meget analogt det mindset en rytter skal have(træne) ifbm konkurrencer, selvom "vores" værktøjskasse ser lidt anderledes ud. Men det går alt sammen ud på det samme, nemlig at have helt styr på sig selv og de signaler man sender. Så din øv-tur ender måske med at være noget af det bedste der er sket, fordi den har givet dig en ny vinkel på din træning, nemlig træningen af dit mentale jeg!”

Jeg er bare 100 % sikker på at det er vendepunktet. Til dagens træning – sidste runde på Anitas rallyhold – var jeg 99 % bevist om mit om Max og mit samspil, og den sidste 1 % opdagede jeg selv og korrigerede.

Resultat var forrygende. Meget fokuseret Max, selv om vi kom ud for kraftige forstyrrelser, en masse meget præcise øvelser, en ekspertbane med en ommer pga. en dum førerfejl (gik med højre fod først i en vending???) og så en rigtig god æresplads dæk ved siden af. Variabel belønning omkring et snit på 6-8 sekunder tror jeg, og der kom lidt lyd to gange, hvilket er vanvittig flot for os. Og jeg kunne stå oprejst og afslappet og droppe håndtegnet til sidst – hvad er årsag og hvad er virkning? Det virkede fantastisk.

Vi arbejdede sammen i 1½ time og det var godt hele vejen. Anita gav mig en rigtig flot feedback og endnu bedre: Max fortalte mig bagefter, at han synes han havde haft en rigtig god fører med i dag. Fantastisk positiv træningsaften.