Minder og planer

Der er fart over feltet når Leo og Leah lufter hundene :-)

3. juni er en særlig dato for mig. I 2003 blev Megan født, og i 2014 blev Frasse, vores første barnebarn født. I mandags skulle vi fejre ham. Hans højeste madønske var købesushi, så vi var omkring Sushi Amor i Solrød til middag, inden turen gik til Oxie, så det hele var klar, da børnene kom fra skole. Gaven fra os var et Arctic Explorer Ship fra Lego, og sjældent har jeg haft så meget lyst til at åbne en gave, det så vildt spændende ud og var et kæmpehit. Dagen var fantastisk hyggelig, og at vi bagefter fik at vide at Leo havde sagt, at den bedste overraskelse var, at vi var hos dem, gjorde følelsen endnu bedre ❤

Der var to andre minder i denne uge, som også fik mig til at dvæle lidt ekstra ved tiden, der er gået. Det ene var, at jeg den 1. juni 2014 blev fastansat i Nets og afviklede Lysholdt Consulting, professionelt en kæmpe omvæltning, og – skulle det vise sig – en helt perfekt beslutning. Det underlige var mentalt, var det virkelig så længe siden, 10 år …

Endnu mere underligt var mindet om den 5. juni 2015, som jeg har skrevet om her … men jeg kan så meget andet… men jeg kan så meget andet. Ja, det er 9 år siden at Max og jeg debuterede i HTM, som de kommende år var vores absolut foretrukne disciplin.

Præmieoverrækkelse 5. juni (foto: Laila Stender Bonde)

Det var få dage inden Max fyldte 4 år, sjældent har jeg været så velforberedt til en prøve og det gik rigtigt godt.

Max bliver 13 år om 7 dage, vi træner og konkurrerer stadig i rally. Lørdag i næste uge, dagen efter hans fødselsdag, fejrer vi ved at gå til dobbeltprøve i seniorklase hos Hundene på Bjerggarden. Det er den sidste af årets tre prøver som DKK Kreds 10 og Sydkystens Hundeskole har planlagt i samarbejde. Jeg havde også meldt Otto til, men det blev lavet om, så jeg kan have fokus på Max.

I går var jeg med begge drengene til enetime hos Karina, denne gang startede jeg med Max. Jeg havde bedt om at gå en kort bane, så vi brugte den fra holdet før os – jeg skiftede to øvelser ud – vi gik banen, og fik præcis de fejl, som jeg har oplevet til et par prøver. Hvilket var ganske perfekt, fordi vi så kunne analysere dem. Karina kunne hurtigt stille diagnosen, og vi endte med at gå en blændede bane. Enkelt sagt: hvis jeg tilpasser mit tempo og er lidt tydeligere med mine signaler, så går vi genialt godt.

   

Otto i fri ved fod (foto: Karina)

Derefter blev det Ottos tur, og jeg har fået tre helt konkrete områder at holde fokus på: 1.-2. Præcis hvilken position der skal udløse belønning, vi har en fri ved fod, og en vending vi fokuserer på. 3. måden jeg belønner på. Vi gjorde gode fremskridt, da jeg pludselig (skarpt overvåget af Karina), var konsekvent i kriterierne … det lyder som back to basics, og det er det også.

Rallyprøver i 2025 er allerede i støbeskeen i samarbejde med DKK Kreds 10. Der er søgt om dobbeltprøver på Hestehovedet i Nakskov og i Næstelsø og en på Bårse skulle gerne komme til. Derudover det, som jeg egentlig synes er sjovest, lækre enkeltprøver eller dobbeltprøver med én dommer.

Jeg er officielt godkendt som FCI-dommer i rally, og jeg ville markere det ved at give bøffer fra Anker Chokolade til det FCI-hold, jeg hjælper. Men ak, de var ikke leveret til min lokale forhandler, så vi måtte ”nøjes” med flødeboller fra Frellsen Chokolade 😉

Træningen var skøn. Alle er superdygtige og dedikerede, stemningen er seriøs og hyggelig, og så er det en fantastisk mulighed for mig til at designe baner, dømme FCI og at sparre med Liv om det.

Afvikling og udvikling

13.2.2016 Max debuterede i championklasse, Megan var oppe for 94. gang i championklasse. 

 

Jeg skrev et blogindlæg med samme titel som dette for nylig. Det blev delt med to personer og bliver ikke delt med andre. Det blev skrevet i terapeutisk øjemed, der var nogle indestængte følelser der skulle ud, det kom de; det var nødvendigt og føltes fantastisk godt. Hvis jeg var kendt, ville det være noget jeg fortalte i et interview med Mikael Bertelsen, til offentliggørelse, når jeg var død. Men jeg er ikke kendt, og nu jeg har fået renset ud mentalt på en god måde.

Jeg fik forrige mandag bekræftelse på min opsigelse i Nets/Nexi. Jeg fratræder med udgangen af 2023, efter 47 år på arbejdsmarkedet. En lang karriere med spændende jobs i mange virksomheder, en bred vifte af konsulentopgaver, 14 spændende år med egen virksomhed og siden 2014 fastansættelse i Nets.

Hvordan føles det at skulle stoppe? Det føles godt, det føles rigtigt, jeg synes det er meget fin timing og jeg kan slutte af på en ordentlig måde, om end helt anderledes end jeg havde forestillet mig for bare et år siden.

 

Nordisk dommermøde i Helsingborg

På hundefronten er jeg i fuld gang med afvikling af tre tillidsposter: formandsposten i Rallyudvalget og posterne som sekretær i NKU’s og FCI’s rallyudvalg.

Det føles også helt rigtigt. I år har jag haft fornøjelsen for sidste gang at være vært for DKKs årlige rallydommermøde, jeg har forrige weekend været sekretær på NKU’s første møde for alle NKU-dommere og jeg er vært for et 2-dages møde i DKK sidst i marts for FCI’s rallyudvalg.

Jeg har haft god tid til at mærke efter. Jeg synes bestemt ikke mit engagement fejler noget, men det føles godt at trække sig i baggrunden og lade yngre kræfter komme til. Jeg har været med til at skabe en masse flotte resultater; jeg vil med god samvittighed kunne læne mig tilbage, blande mig, hvis jeg bliver opfordret til det, og ellers bare nyde fortsat at være en del af rallysporten som udøver og dommer.

Kirsten og jeg er i fuld gang med projekt flytning. Vi er enige om at flytte fra Solrød, hvor vi har boet siden 1979, og Fuglesangsvej 21, hvor vi har boet siden 1984, primært fordi det er himmelråbende dyrt, og vi vil kunne leve godt også som pensionister. I tirsdags kiggede vi udefra på nogle huse i Faxe, og tak for det, omgivelserne var meget skuffende og vi er tilbage på førstevalget: Præstø. Et hus i Præstø, betalt kontant med overskuddet fra salget af vores nuværende hus, en i forhold til i dag meget lille månedlig boligudgift, det er meget tiltalende. Sådan ender det forhåbentlig. Et vigtigt kriterie er, at den længstlevende skal have råd til at bo der.

Helbredsmæssigt ser jeg frem til den 23. februar, hvor jeg skal opereres for spinalstenose. Symptomerne har været der i mange år, men det er blevet meget værre over det sidste år og nu er det næsten ikke til at holde ud. Jeg kan dårligt gå en kort tur med hundene, jeg kan ikke træne med hundene, der mangler i den grad livskvalitet i forhold til det, som har fyldt så meget i mit liv de sidste mange år og forhåbentlig kommer til at gøre det igen. For nogle dage siden I dag trænede jeg lidt med Max i haven, og måtte sætte mig 3-4 gange på måske 15 minutter. Dengang troede jeg vi skulle til prøve i lørdags og på søndag.

Jeg havde skrevet mine mål for i lørdags: ”Jeg vil som altid kunne køre hjem med hænderne over hovedet, hvis vi har gået nogle baner, hvor jeg har fuldt fokus på Max og støtter ham 100 %. Vi kan gå fantastisk, selvom jeg ikke er helt fit. Men nu er jeg nødt til at have en plan B: Hvis jeg på banen konstaterer, at benene bliver for slemme – som til den sidste bane ved Årets Hund 7. januar – så bider jeg ikke tænderne sammen og fortsætter, så stopper jeg og hygger med Max. Max skal kunne regne med mig, og hvis han oplever mig helt ude i tovene, hvad så? Hvorfor skal have opleve det og hvad skulle formålet være? At bestå – øh nej, det bliver aldrig et kriterie igen. Så det er en reel option at stoppe.” 

Jeg véd spørgsmålet ville komme bagefter, hvis jeg ikke stoppede: Overvejede du at stoppe? Og hvis ja, hvorfor besluttede du at fortsætte? Osv., og det vil jeg kunne svare ordentligt på, ellers havde jeg svigtet.

I fredags havde jeg en frokostaftale; den startede med en skræmmende oplevelse, fordi jeg pludselig oplevede at benene svigtede … følelsen forsvandt i venstre ben og jeg var ved at falde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det kunne være sket alle mulige andre steder, fx til en prøve, og det blev åbenlyst at tanken om at gå til prøve inden operationen var grotesk. Jeg har meldt fra det hele.

 

Championbanen lørdag

På grund af sygdom måtte jeg selv overtage som dommer til Sydkystens Hundeskoles prøve i lørdags, og det gav et helt andet fokus end hvis jeg skulle have været oppe. Jeg mødte så meget omsorg og bekymring og fik masser af hjælp, og siger tusind tak for alt sammen. Jeg kom godt igennem dagen, men det var lidt hårdt … 

Jeg havde nogle dejlige dommeroplevelser; dem, der gjorde mig allergladest var nogle helt nye førere i begynderklasse, som heldigvis bestod på en god måde, og der var nogle glædestårer der smittede!

Sommelieruddannelsen er bestemt ikke glemt, men jeg må også være realistisk, første dag er 14. marts, frygteligt tæt på operationen, der kan ske så meget. Jeg har aftalt, at jeg kan kontakte Vinakademiet ugen inden, hvis jeg tror jeg kan klare det med sikkerhed fysisk, så tilmelder jeg. Og hvis ikke, ja så bliver det ikke til noget. Nye muligheder skal nok dukke op.

Årets bedste oplevelse indtil videre var denne weekend, hvor svenskerne var på besøg for at fejre Kirstens fødselsdag. 

Først og fremmest vil jeg huske den for Frasses debut som østersåbner og -spiser … At åbne østers kræver lidt teknik, Frasse ville prøve og så blev det arrangeret 😊 Jeg fortalte om østers’ anatomi, viste hvordan man finder det rigtige sted at stikke østerskniven ind og skille låget fra bunden, lirke lidt, hælde væden fra, fjerne låget og tjekke om den dufter rigtigt. 

Jeg havde naturligvis fuld tillid til at han kunne gøre det; faktisk tænkte jeg på Mark Anthonys historie om datteren og Ribena-saften, så jeg sagde ikke på noget tidspunkt, at han skulle passe på. Jeg fortalte, hvordan han kunne se/mærke om kniven kom rigtigt ind; vi fik en god pædagogisk situation, da han en enkelt gang fik stukket kniven, så den kun tog det yderste af skallen – det var den perfekt anledning til at tale om, hvordan man kan mærke, om man rammer rigtigt.

Frasse åbnede 8 ud af 12, han spiste en østers rå, og han var den sejeste i hele verden!

Det var Leo også, da vi skulle spille kryds og bolle med en træspilleplade som Christian har lavet for over 30 år siden. Vi fik analyseret nogle træk han foretog, som ville havde ført til tab, og vigtigheden af at tænke på trækket efter det aktuelle. Fint i kryds og bolle, og i mange andre af livets forhold.

Leah tegner de mest fantastiske tegninger, den sidste jeg så var med farmor, hende selv, hund og kat - da jeg så, den roste jeg den og spurgte hvor farfar var henne … ham var der ikke plads til 😉

Frasse, Leo, Leah, Otto og diverse pokaler

Pokaler og rosetter, som næsten alle er stillet på et værelse på 1. sal, er vildt populære hos Leo og Leah, så de kommer ned en del af dem, bliver pudset, og jeg skal finde ud af hvem der har vundet dem og hvornår - det er superhyggeligt!

 

Vi har også en aftale om, at svenskerne skal passe Otto, det første stykke tid efter operationen, det bliver godt for dem at prøve - og Otto kommer helt sikkert ikke til at kede sig!

Så ja, der sker en masse lige nu. Jeg håber at jeg måske allerede om ikke ret længe kan skrive: YES operationen gik godt, genoptræningen er i fuld gang og træningen med hundene er igen kommet i kalenderen. Det er i dag præcis 7 år siden Max debuterede i championklassen, og jeg håber at vi kan fortsætte i klassen ...

Der er mange men’er men hvis gode og kærlige ønsker samt stædighed betyder noget, så bliver det en succes, og jeg er tilbage i fuld vigør snart.

3. juni

Max og Frasse i 2019

Der er visse datoer som er vigtigere end andre og 3. juni er én af dem for mig. 

Megan nr. 5 i championklasse ved DM 2013

3. juni 2003 var Megans fødselsdag. Om 4 dage er det 5 år siden vi tog afsked med hende. Jeg genlæste mit blogindlæg fra dagen efter og så sidder jeg og tuder igen. 

Jo, hun betød rigtigt meget for mig. 

Lille Bjørn på vej mod DKRLCH-titlen for 10 år siden

3. juni 2012 afholdt Sydkystens Hundeskole sin fjerde officielle rallyprøve, og jeg var oppe med Megan, Lille Bjørn og Max, som beskrevet i Rallyprøver 3. juni 2012. 

Det der gjorde prøven særlig mindeværdig var at Lille Bjørn fik sin DKRLCH-titel – og det var bestemt en af dem, der blevet arbejdet hårdt for at opnå. 

Og så var det i øvrigt Max’ debut i rally, han fik 72 point, blev 14. vinder ud af 14. 

Siden er det blevet til lidt flere, Max har gået 265 prøver med mig som fører og 41 med Mathilde/Sebastian.

Frasse 2 dage gammel og en meget stolt farfar.

3. juni 2014 var vigtigere en alle de andre. Det var den dag, Kirsten og jeg kunne føje farmor og farfar til cv’et, fordi Frasse blev født.

Sådan går en dato som 3. juni hen og bliver en ganske speciel dato, som jeg altid husker.

Juleaften 2019

Weekenden har stået i julens tegn. Der er en tradition af svenskerne kommer over til os, så de får en klassisk dansk juleaften inden de fejrer svensk jul, når den tid kommer 😊

Desværre var Sandra blevet syg og blev hjemme med Leo, som heller ikke var frisk. og Leah, men heldigvis kom Christian og Frasse, og vi fik bestemt en hyggelig juleaften og 1. juledag trods alt.

Kirsten har gjort en masse klar inden, og jeg hjælper naturligvis også med. På dagen startede jeg med en blæsende morgentur med hundene.

Ved middagstid gik jeg en længere tur med Max og Otto, bl.a. forbi det, der ender med at blive den nye badebro ved Jersie Strandpark.

Frokosten var frikadeller og hjemmelavet rødkål.

Hundene og jeg fik gjort præmierne klar til nytårsprøverne, bl.a. denne herlige snemand.

Da Christian og Frasse kom blev Christian også involveret i forberedelserne, og det blev en fin anledning til at teste disse to bornholmske juleøl.

Traditionel dansk julemad, det skal forstå bogstaveligt: and med svesker og æbler, flæskesteg, frikadeller, rødkål, brunede kartofler, kartoffelpinde og brun sovs.

Og nogle utraditionelle, men ret gode valg som julevin.

Til risalamanden fik vi Valdemar Sejr Stout, også et usædvanligt valg, men rigtigt godt match, det var Christians idé, efter at have tjekket øllageret!

Det var en hård dag, og hundene fik ikke slappet meget af, før sidst på aftenen.

Heldigvis sov hundene længe til morgen, så vi stod først op 7:30, og fik en sjælden sen morgentur i det skønneste vejr. Max, Otto og jeg gik til bageren efter morgenbrød, vi var oppe i Solrød Centret for at hilse på julemanden – i ret træls regn- og blæsevejr – og fik en let frokost. Mens Kirsten og Christian ryddede op, og vi ventede på at Øresundsbroen skulle genåbne, gik Frasse og jeg tur med alle hundene, Frasse skulle naturligvis gå med Otto.

Heldigvis åbnede broen igen ved 14:30-tiiden, og de kunne komme hjem.

Hundene fik tid til at afslappe af, ligeså Kirsten og jeg.

Jeg fik en Sorte Christoffer.

Og gjort klar til juleafslutningen hos Anja og Johanna på tirsdag, hvor Ottos skema til Færdighedsprøve 1 er blevet udfyldt.

Den kommende uge ser fredelig ud.

I morgen skal Lille Bjørn og jeg til afslutning på Meretes Nose Work hold i Solrød. Derfra skal jeg hjem og bytte Lille Bjørn med Otto, og til Ringsted, hvor Foundation fortsætter starter hos Johanna.

Tirsdag er der juleafslutning med alle tre hunde.

Torsdag skal jeg til kontrol af højre øje. Jeg er ret sikker på at alt er ok, og at der dermed også kan aftales, hvornår venstre øje skal opereres.

Fredag efter arbejde starter en dejlig lang juleferie, i alt 16 dage.

En dejlig søndag, og dejlige minder

Dagen i dag har for mig været indbegrebet af en dejlig dag. Der er ikke sket noget ekstraordinært, det har næsten ”bare” været business as usual, og det gør det bare endnu bedre at skrive om en helt almindelig dejlig dag 😊

Jeg må indrømme at jeg var lidt træt i aftes, så jeg sov lidt længere til morgen (ingen af hundene protesterede!), og havde som stort set hver dag en skøn tur med hundene, ned til å udløbet og tilbage igen.
 

På vejen plejer jeg at tage et billede af badebro/solopgang, i dag blev det først på tilbagevejen, fordi der stod en morgenbader på badebroen på udvejen.

Lige efter at jeg havde taget fotoet mødte jeg Bølle, Athena og mor, hundene blev sluppet og hyggede sig sammen. Lige efter kom tre andre hundevenner, og så var der syv hunde der hyggede sig.

Havebænk samles :-)

Derefter gik turen til Oxie, vi havde en havebænk og diverse madvarer mv. med, og havde nogle hyggelige timer i det svenske. Frasse og Leo hjalp til med at samle bænken, og Christian blev også tilkaldt, fordi der manglede et hul.

Leah hos farfar og Leo følger interesseret med :-)

Vi fik en lækker forret (laks, spidskål mv.) som Kirsten havde gjort klar hjemmefra, og derefter grillede pølser, kotelet og kylling med tomatsalat til. Leah ville være med til det hele, og hold da op hvor er hun dejlig og nysgerrig 😊

Kirsten og jeg var på legepladsen med Frasse og Leo, og imens blev der gjort klar til en dejlig kage og kaffe inden turen gik hjem.

Kirsten gik en kort tur med Lille Bjørn, jeg en længere med Max, og vi var heldige: Max og jeg hørte gøgen!!!

Vi nød et glas af en Bio Bio Bubbles (kan anbefales!) inden en ret let aftensmad.

Kirsten fik en ostemad, jeg stykke rugbrød med resten af kødet fra gårsdagens Côte de Bœuf. Nå ja, og så et glas Etna Rosso Martinella 2016.

Aftenen er sat af til at diverse rallyaktiviteter, bl.a. skal jeg rette de sidste skriftlige opgavebesvarelser i denne runde af Rallyinstruktøruddannelsen.

Det er bestemt en dag efter min smag!!!

Så er der minderne.

For præcis 10 år siden ankom Mette og jeg til Borlänge, hvor vi skulle deltage i en 5 dages Discrimination/Introductory workshop arrangeret af House of Learning med Bob Bailey

For historien var, at jeg sammen med bl.a. Mette havde gennemført Klikkerinstruktøruddannelsen hos Hund & Træning, havde hørt om Bob Baileys kurser, og blev enige om, at det ville vi prøve.

Det blev starten på et forløb med i alt 5 kurser og en øjenåbner af rang i forhold til min opfattelse af dyretræning.

På første runde, som altså startede for præcis 10 år siden i morgen, var jeg så svineheldig at danne par med Johanna, det gjorde bestemt ikke kurset ringere 😉

Jeg havde været på kurser før, og mange efter det nævnte forløb, men for mig vil det altid være det ultimative kursusforløb – jeg er meget tilfreds med at jeg dengang, som selvstændig med eget firma, valgte at prioritere præcis det forløb.

PS: Dette er mit blogindlæg nr. 1.995. Nr. 2.000 skal være specielt :-) Har du ideer, så send dem til mig pr. mail. Der er en lille præmie til bedste forslag :-)

Rallynørderi og svensker hygge

 

Lørdagen stod i rallyens tegn, da det årlige DKK rallydommermøde blev afholdt på Fjeldsted Skov Kro. Om formiddagen gennemgik vi vigtige begivenheder i 2017, bl.a. regelændringerne pr. 1. maj, DM, Årets Hund og dommersituationen. Der er ikke sket så meget, synes jeg, men hvert eneste år undervurderer jeg, hvor gode diskussioner vi kan få, og hvor vigtigt det er at få områder belyst ret detaljeret, så de tre timer, der var sat af, blev også brugt, og brugt godt!

Et vigtigt emne i forhold til fremtiden var et igangværende nordisk samarbejde, med henblik på at kunne afholde officielle landskampe i rally på grundlag af det fællesnordisk regelsæt. Et andet vigtigt emne etableringen af et Skilteudvalg, der skal komme med forslag til nye skilte.

I oktober 2017 blev 6 DcH-dommere autoriseret til at dømme rally i DKK, de fik naturligvis en særlig velkomst, herunder udleveret deres dommerkort.

Om eftermiddagen havde vi traditionen tro fællesmøde med DcH-dommerne. Vi havde aftalt at bruge de tre timer til at gennemgå regler og skilte med henblik på at blive endnu skarpere på kriterierne for fratræk i de forskellige øvelser. En meget livlig og spændende diskussion, ingen tvivl om at alle dommerne er vildt engagerede i rally.

Jeg glemte at nævne, at jeg under DKK-mødet traditionen tro havde et punkt med detaljer om prøverne det foregående år. I år blev den en online demo af, hvordan et regneark med alle registrerede resultater fra 2017 kan anvendes til diverse statistikker ved brug af en Pivot-tabel.

Under gennemgangen kom der et rigtigt godt spørgsmål om udviklingen inden for rally de senere år. Jeg lovede på stedet, at gøre noget for at belyse denne udvikling, og Lonni sørgede med det samme for datagrundlaget.

Så jeg har nu en samlet oversigt over alle rallyprøverne 2012-2017 med i alt 18.711 resultater. Det kribler for at analysere de data, og det skal der nok komme en mere formel analyse ud af. Hvordan har udviklingen været i perioden generelt og inden for klasserne. Fordelingen på racer og førere, og andet som dukker op, eller der viser sig interesse for.

Her har jeg bare vist to ikke helt tilfældige oversigter, fordi jeg af ren nysgerrighed ville se, hvordan jeg selv var :-)

Hvilke hunde har været til flest prøver i perioden, og hvilke førere, har været til flest prøver i perioden. Ja, jeg er den fører der har været til flest prøver i perioden. Det afspejler sig også i hundestatistikken, hvor Max er nr. 2, Megan nr. 7 og Lille Bjørn nr. 14.

Top 10 førere i perioden 2012-2017:

1	Paul Lysholdt	262
2	Ditte Maria Wolsted	220
3	Conni Hansen	171
4	Amanda Jakobsson	159
5	Gitte Freytag	155
6	Annette B. Olesen	146
7	Mari Lindström	138
8	Stine Smith	135
9	Tina Kjeldbjerg	128
10	Susanne Ekelund	123

 Top 15 hunde i perioden 2012-2017:
 

1	Elverlamshuset's Osseau	Amanda Jakobsson, Anita Jakobsson	113
2	Borderhouse Terranova	Paul Lysholdt	110
3	Ellebækgårdens Annesine	Susanne Ekelund	99
4	Border Top's Nanna	Annette B. Olesen, Kimmie Wolsted	98
5	Gawain's Future Dream	Christina Ulrich Pedersen, Sebastian Holmbo-Pedersen	94
6	Zidi	Stine Smith	87
7	Happy Lean's Brown Sugar	Paul Lysholdt	87
8	Ahl's Paya Papaya	Gitte Freytag	81
9	Lassies American Cassiopeia	Conni Hansen	74
10	Lacewood The Star Trooper	Gitte Fischer, Johanna Allanach, Kamilla Syberg	71
11	Dolce Bianca's Carolina By Bi'me	Majbrit Bengtson	69
12	Ishundur's Tyra	Annie Larsen	68
13	Evallens Chocolate Pudding	Mari Lindström	67
14	Wessex Paddington	Paul Lysholdt	65
15	Dumle	Amanda Jakobsson	63

I dag gik turen til Oxie til en hyggelig frokost med svenskerne. Kirsten og jeg fik den allerhyggeligste betjening af Frasse og Leo inden frokosten inde på deres værelse. Leo og jeg bagte en kage med deres udstyr, og smagte den til med sukker og mel, og vi spiste den med stor fornøjelse. På Frasses opfordring opførte vi også en del fine udgaver af Bjældeklang med Frasse på tamburin, Leo på fløjte, Kirsten med rangler og jeg på keyboard. Det var intet mindre end fantastisk!

Det er skønt at være farfar 😉

Refleksion og afslapning

Frasse og Max har det dejligt sammen, der

bliver klappet meget forsigtigt, som han har lært

 

Jeg følte mig godt slidt, da jeg kom hjem i går. Hundene kom i haven, jeg tømte bilen og fik en øl, skrev med Kirsten, som var til sin bros 70 års fødselsdag, og 1 times tid senere kom hun hjem, og lidt efter Christina, Sandara, Frasse og Leo, som skulle overnatte til i dag.

Frasse bliver 3 år på Megans fødselsdag den 3. juni, og hold da op hvor er han dejlig. Men det er ret lækker at være farfar, at have to skønne børnebørn og kunne tænke, at alt det gode ved dem på en eller anden måde nok kommer fra en selv ;-)

Alle rutiner bliver ændret for mennesker og hunde. Hundene synes det var en MEGET kort morgentur, men sådan er det når far/farfar skal gå med tre hunde og Frasse, og der skal opleves alt muligt på den ret korte tur til stranden og tilbage igen. Blomsterne dufter, fuglene synger, frøerne kvækker, hundene spiser græs, fly flyver forbi, hvor græsstien ender kommer der græs, der er en klit så man skal arbejde lidt for at komme op og derefter ned på stranden. Det er fascinerende at opleve verden på en helt anden måde, når det er et (næsten) 3-års barn, der fortæller om sine indtryk. Alt er selvfølgeligt for mig, og intet er det for ham.

Jeg cyklede til bageren med Max, købte morgenbrød og efter morgenmaden gik Frasse, hundene og jeg i haven, og oplevede alt muligt.

Det er hårdt at have besøg af børnebørn synes Megan :-)

Da de tog afsted lidt op af formiddagen blev der lidt tomt, men hundene fik endelig mulighed for at slappe af, og jeg fik lov at rydde op i garagen. De hundetræningsrekvisitter kan bruges til alt muligt, og det bliver de!

Blogindlægget om rallyprøverne i går blev skrevet.

Jeg havde en nagende følelse efter rallyprøverne. Jeg kan ikke fortælle nærmere om den, men den nagende meget, jeg skrev den ned og fik afklaret med ”modparten” – sikken en lettelse!

Der var meget der skulle indhentes på Facebook, mange der skulle ønskes tillykke med fine resultater.

Jeg fik fulgt lidt med i HTM-ringen i går fra sidelinjen, og jeg fik flere forespørgsler om, hvornår jeg skulle op …, men jeg havde været fornuftig og holdt fokus på rally (#Prioritering #Mia ). Men jeg blev efter at rallyprøverne for længst var slut, for at være med til præmieoverrækkelsen i HTM. Og jeg tænkte lidt over, at for et par år siden havde det været LP jeg havde fulgt, men nu er fokus et andet.

Efter en meget beskeden frokost gik vi turen med hundene i en nærliggende skov, og fik plukket nogle ramsløg blomster, som vi brugte til aftensmaden.

Jeg sad ved cafebordet og planlagde de første baner til rallyprøver hos Islands Fårehundeklub den 3. juni, og de blev renskrevet bagefter og sendt til Annie, som arrangerer prøverne (det er en dobbeltprøve). Det er nogen prøver jeg altid ser frem til, hvis jeg ikke er inviteret som dommer er jeg helt sikkert deltager i.

Kataloget til rallydysten den 28. maj blev gjort klar, se PM og katalog her. Hvis du er vil være med, kan du stadig nå det, bare skriv til mig!

Let aftensmad, gårsdagens afsnit af Matador.

Og nu dette blogindlæg.

En dejlig dag, med en del refleksion og en del afslapning!

Max og Frasse

Jeg har et luksusproblem, idet jeg ikke har brugt alle mine feriedage for det ferieår, der udløber på søndag. Udover at få overført nogle dage har jeg taget fri i morgen, og i går besluttede jeg ret spontant – da min kalender for i dag var helt tom – at tage i dag fri også. En dejlig lang weekend!

Det betød at vi rykkede vores besøg hos den svenske familie til i dag, for Christian, som er begyndt at interessere sig for ølbrygning, skulle have en gryde over, og benyttede lejligheden til at lokke mig forbi Maltbazaren og købe noget mere udstyr.

Morgenturen var i fantastisk solskinsvejr, og jeg krydser fingre for at det er et forvarsel for søndag i Roskilde :-)

Derefter tog jeg i Netto for at købe lidt vin og øl til Christian, indkøbssedlen var simpel: Asti, Cava og IPA.

Derefter gik turen omkring DKK og Lonni, for hendes brev med parkeringskort og adgangskort til søndag var ikke kommet med posten, så jeg måtte ned og have det personligt. Det viste sig i øvrigt, at det kom med posten i dag – fandt vi ud af, da vi kom hjem fra Sverige – det var afsendt 12.4. Rigtigt flot NOT.

Det er nu standardprocedure at Max kommer med, når vi tager til Sverige, han er bestemt den af hundene der har mest behov for, at der sker noget, og så har de to gamle fred hjemme.

Det er fantastisk skønt at se Frasses (ældste barnebarn på snart 3 år) glæde, når han ser Max, og vi tror det er gensidigt. De har det godt sammen de to.

En af Max’ vigtige opgaver under frokosten er at patruljere under bordet, for nok spiser Frasse fint, men omkring Leo, på lige straks 1 år, kommer der en lind strøm af spiseligt, og det klarer Max – bortset fra salatbladene. Da bordet skulle ryddes var Max bestemt også med, men han fik ikke mere, han trængte ikke!

Jeg foreslog at Frasse og jeg gik en tur med Max, og det var Frasse helt med på, på den betingelse, at han måtte gå med Max, og selvfølgelig måtte han det. Man kan se stoltheden lyse ud af Frasse og farfars hjerte smelter lidt ekstra.

Da vi kom lidt væk fra det bebyggede område kom Max lidt mere på dupperne, der er masser af vilde kaniner og der kom lidt mere træk i snoren, og så fik jeg lov at holde Max og Frasse. Vi fik talt om træer, om nysået græs, så en mand arbejde med en gravko (det så vi et stykke tid på), fik gynget lidt, og fik talt om alt det, vi kunne se i folks haver. Da vi nærmede os hjem, spurgte jeg om Frasse kunne se, hvor vi var, han opdagede legepladsen, som ligger lige uden for haven, og sagde straks ”Hemma!”, og så hyggede vi os på legepladsen, bl.a. med at spille fodbold.

Da kaffen og kagen kom på bordet var der gået over en time, og Frasse var godt nok træt.

Vi tog hjem kort tid efter, og som det kan ses af fotoet er Max også træt. Der er ikke tid til at slappe af på sådan en tur, vi var hjemmefra i lidt over 6 timer, så han har fladet ud, siden vi kom hjem.

Det har været en fantastisk dejlig dag.

Jeg har tænkt, at min coach kunne finde på at spørge mig, om min mentale tilstand på en dag som i dag, kunne være anvendelig i en konkurrencesituation. Jeg synes, det er et rigtigt godt spørgsmål, og svaret er helt klart: Ja! Den totale mentale balance ville være perfekt at have med til en konkurrence, og i virkeligheden tror jeg også, at det er sådan, jeg har arbejdet med det gennem længere tid.

Det vil jeg tænke videre over.

mærkedag

Fredag morgen på stranden med hundene

Det er en ganske særlig dag i dag. Frasse fylder to år, han bliver fejret sammen med Sandra næste weekend. Megan fylder 13 år, og hun blev fejret i onsdags, i dag og i morgen :-)

Hvad kan jeg skrive om Megan og mig, som ikke allerede er skrevet? Formentlig intet. Så hvis der er gentagelser nedenfor, så må I bære over med mig.

Den ganske korte historie er, at Megan blev købt som familiehund, Kirsten trænede hende det første år, jeg overtog hende, jeg begyndte på LP hos DKK, fortsatte hos Hund & Træning og så skete der alt muligt træningsmæssigt og nørdmæssigt.

Vi bestod nogle dressurprøver i Spaniel Klubben, vi gik i gang med LP og endte som DKRLCH og to prøver i eliteklassen (i alt 40 LP prøver), en lang karriere i rally, med over 120 officielle prøver, som ikke er slut, og lidt færdighedsprøvetræning og tre udstillinger. Vi har sågar flirtet med et HTM-program.

En hund på 13 år med en fører på 63 år, der er noget rart og trygt ved at gå op med hende. Vi har ikke resultatforventninger, jeg synes, det er dejligt, hvis vi består, men jeg har forventninger til, hvordan vi fungerer på banen. Megan skal logre og synes det er sjovt, og jeg skal tydeligt vise, at det har hun ret i.

Jeg havde ikke nogen rigtig god idé til hvordan jeg kunne fejre hendes fødselsdag i morgen, men heldigvis spurgte jeg min livline om råd, så jeg bestilte en kage på vej til arbejde. Champions og officials i morgen kan glæde sig til en kagehund :-)

Jeg er svineheldig at Megan er rask og rørig. Det er vild luksus, at jeg i samme uge, som hun fylder 13, kan gå til seriøs træning med hende hos Johanna og til to officielle rallyprøver (i morgen).

Jeg synes, vi er et fantastisk par, vi har aldrig nået stjernerne resultatmæssigt, vi har været tæt på, og jeg har oplevet os som stjerner sammen. Når jeg tænker nærmere efter har vi været rigtigt gode.

Jeg glæder mig som et barn til prøverne i morgen, som resultatmæssigt betyder ingenting, mentalt betyder alt for mig.

Jeg håber, at Megan dør, på samme måde som jeg selv håber at dø. Sover ind og ikke vågner igen. Jeg håber, der går længe, men jeg véd også, at uanset hvornår det sker, så har vi haft et fantastisk liv sammen. Hun har givet mig så meget, og jeg håber hun synes, jeg har givet hende bare en brøkdel igen.

Happiness is

Foto: Wacherphoto

I går havde jeg mulighed for at tage tidligt fra arbejde, så hjem og hente Kirsten og over og hilse på svenskerne, som i torsdags kom hjem med barnebarn nr. 2 (pt: Lillebror). Det er fantastisk at være bedstefar og bare kunne nyde at holde et lillebitte menneske i armene:

Og at komme med den perfekt gave til storebror Frasse, som stort set legede med den al den tid vi var der, selv mad var ikke interessant:

I dag gik turen til Lellinge, hvor jeg skulle dømme rally for Spaniel Klubben Region 2.

54 katalognumre, men også nogle afbud, så det officielle antal deltagere blev 42.

Jeg var så heldig at både Lonni og Christina var tilmeldt prøven, og de tilbød heldigvis at hjælpe med det administrative, og så var vi kørende i meget effektiv stil med sekretær i alle klasser, mig selv som tidtager, og Christinas nevø Sebastian som tidtager for ærespladsen i ekspertklassen.

Dagens baner ligger her: http://www.bordertoborder.dk/docs/rallybaner/rally.php

I begynderklasse var der flere debutanter, inkl. to deltagere fra mit intensivkursus for Spaniel Klubben, og der var heldigvis meget at glæde sig over. Annette med Engelsk springer Chacha blev 4. vinder med 92 point og Christina med Cocker Silke blev 2. vinder med 100 point.

Jeg blev i dejligt humør af at se Christinas overskudsagtige løse line og en blændende banegennemgang.

For første gang skulle jeg dømme juniorer, og det var samtidig første gang, der var to juniorer op til samme prøve. Begge bestod med glans. Vinderen Sofie med en Australian Shepherd fik 100 point, og ville have vundet begynderklassen, hvis hun var gået op dér. Sebastian, som havde fået dispensation til at stille op, da han ikke er fyldt 10 år, gik med Tempo og bortset fra lidt usikkerhed ved det første skilt, gik han meget rutineret banen igennem. 93 point i debuten i rally, meget flot og store klapsalver.

I øvet klasse var der 3 der fik 100 point, meget forskellige i stil, men alle sammen banegennemgange, hvor jeg som dommer bare stod og nød det fantastiske samspil mellem hund og fører, og efterhånden som banen skred frem, bare håbede at det ville fortsætte. Jeg har et blødt punkt for border terriere (!), så jeg glædede mig ekstra over at Mette og Queensmoor blev 3. vinder - det var smukt at se.

Ekspertklassen med i alt 13 hunde var stærkt besat. Amanda gik en flot bane med Dumle, men der var tre dumme ommere, og så endte de på 5te pladsen med 90 point (ja, de fik ærespladsen!). 3. vinder blev Birgit og Chili med 98 point og dermed blev Chili champion efter tre prøver i ekspertklasse, meget overbevisende og meget flot. Stine og Zidi blev nr. 2 med 99 point (uha, de er ved at være stabile på topniveau).

Vinderen blev Lonni og Morgan. De gik bare fantastisk og 100 point var præcis, hvad den præstation var til. :-)

Til sidst kom championklassen med 6 officielle deltagere og 2 uofficielle. Stine & Zidi og Birgit & Chili havde vi aftalt kunne gå op uofficielt, når den officielle konkurrence var slut, så de kunne prøve championklassen, og det gjorde de med henholdsvis 91 og 83 point.

Den officielle del var overordentlig skrap med tre superchampions og tre på vej.

Gitte og Willow vandt med 98 (supercert), Christina og Tempo blev nr. 2 med 97 og Annie og Tira nr. 3 med 95 point. De sidste tre fik 90 (med en 10’er), 90 (med 3 3’ere) og 87 (med en 10’er), så det var virkelig flot førerarbejde.

Der var også meget andet at glæde sig over, så det var endnu en dag, hvor jeg virkelig nød at være dommer og at være med til at belønne en masse flot førerarbejde med gode points.

Farfar

Tre hunde og en badebro

Der var ganske lavvandet efter nattens stormvejr, så vi kunne gå tur hvor der normalt er vand.

Både på morgenturen og eftermiddagsturen kunne Max løbe løs og lege med en Cocker, en flatcoated retriever og en irsk setter.

Ellers var der ikke så meget tid til hundene i dag, turen gik til Emporia, hvor vi skule møde Christian, Sandra og Frasse.

Frasse er netop blevet 17 måneder og hold da op hvor er han blevet stor og sjov. Der gik cirka 5 sekunder, så var vi på oplevelse sammen i Emporia, og hvor er det fantastisk at opleve verden sammen med en lille dreng, for hvem næsten alt er nyt og en åbenbaring.

Han havde det meste af tiden et fast greb om en mine fingre, og så udforskede vi ellers verden sammen.

Det sværeste for mig var Illums Bolighus, hvor der står rigtigt mange ting, også skrøbelige, i småbørnshøjde, og så er det virkelig bare om at holde fokus hele tiden.

Han fik sig virkelig en på opleveren!

Frokosten var en skøn asiatisk blanding som man kan se på fotoet, og Frasse er naturligvis helt i familiens ånd glad for god mad.

Han faldt i søvn efter frokost og fik derfor ikke den lovede tur i elevatoren, den får han næste gang.

Det føles bedre og bedre at være farfar :-)

Jeg har lavet diverse aftaler og bookninger den kommende tid, så træningen ikke går helt i stå.

Og så er der udsigt til at Max skal debutere til HTM2 og FS1 den 6. februar 2016, Kirsten fødselsdag – dejligt med en MEGET forstående hustru!!!

Sikken en dejlig dag

Lille Bjørn, Megan og Max fotograferet i haven i morges

Først og fremmest er det i dag Frasse fylder ét år. Han er naturligvis jordens skønneste barnebarn og vi glæder os til at fejre ham på lørdag.

Takket være stor fleksibilitet fra Annies side er min deltagelse til rallyprøverne i Islandsk Fårehundeklub på lørdag i Jægerspris blevet tilrettelagt, så jeg kan komme afsted og komme rettidigt til fødselsdagsfest i Malmø.

En anden næsten lige så vigtig fødselsdag er Megans, hun fylder 12 år i dag.

Megan er den hund jeg har brugt ubetinget mest tid sammen med til træning og konkurrence (og hjemlige hygge naturligvis), og hvor har vi været igennem meget sammen. Og hvor har jeg lært uendeligt meget af at træne med hende.

Da hun fyldte 10 år skrev jeg lidt om vores resultater i denne blog, så det vil jeg ikke trætte med i dag.

Hun har fået en masse lykønskninger på Facebook og hver eneste en er læst og har gjort mig glad. Men der er alligevel to, som gav noget ekstra. Mettes: ”Stort tillykke med den dejlige tøs, som har lært dig så meget og givet dig så mange gode oplevelser :)”. Karens: ”Stort tillykke med Megan. Du er Guds benådet at have sådan en dejlig hund : intelligent, viljestærk, med drive, kærlig og ikke mindst, en hund der beriger dig med så megen glæde.”

Bortset fra at hørelsen ikke er så god længere er hun sund og rask. Vi træner stadig lidt sammen (hun bliver også hurtigt træt) og vi konkurrerer stadig. På lørdag skal hun op til sin rallyprøve nr. 98, og selvom jeg må indrømme at håbet om at komme til DM med hende for 5te år i træk er ualmindeligt lille (hun er pt. nr. 11 på reservelisten), så klør vi fortsat på for at komme til Årets Hund 2015, så vi deltager også i rally i Vejen 21. juni.

Nu, hvor hun ikke hører så godt, er jeg blevet meget mere bevidst om mine signaler - godt hjulpet af skarpe trænere :-) - og hun har faktisk gået nogle ganske pæne rallyprøver på det sidste, vores samarbejde er ikke så dårligt. Jeg glæder mig meget til vi fortsat skal træne og gå til prøver.

Jeg har oveni alt dette også fået flere dejlige tilbagemeldinger om bloggen i går, hvor jeg beskrev min mentale udvikling efter de første coachingtimer. Lene har opsummeret det meget præcist: ”Fantastisk at læse. Det er meget analogt det mindset en rytter skal have(træne) ifbm konkurrencer, selvom "vores" værktøjskasse ser lidt anderledes ud. Men det går alt sammen ud på det samme, nemlig at have helt styr på sig selv og de signaler man sender. Så din øv-tur ender måske med at være noget af det bedste der er sket, fordi den har givet dig en ny vinkel på din træning, nemlig træningen af dit mentale jeg!”

Jeg er bare 100 % sikker på at det er vendepunktet. Til dagens træning – sidste runde på Anitas rallyhold – var jeg 99 % bevist om mit om Max og mit samspil, og den sidste 1 % opdagede jeg selv og korrigerede.

Resultat var forrygende. Meget fokuseret Max, selv om vi kom ud for kraftige forstyrrelser, en masse meget præcise øvelser, en ekspertbane med en ommer pga. en dum førerfejl (gik med højre fod først i en vending???) og så en rigtig god æresplads dæk ved siden af. Variabel belønning omkring et snit på 6-8 sekunder tror jeg, og der kom lidt lyd to gange, hvilket er vanvittig flot for os. Og jeg kunne stå oprejst og afslappet og droppe håndtegnet til sidst – hvad er årsag og hvad er virkning? Det virkede fantastisk.

Vi arbejdede sammen i 1½ time og det var godt hele vejen. Anita gav mig en rigtig flot feedback og endnu bedre: Max fortalte mig bagefter, at han synes han havde haft en rigtig god fører med i dag. Fantastisk positiv træningsaften.

Hvad betyder noget?

Max og Frasse

 

Jeg synes virkelig min hjerne har arbejdet på højtryk de sidste par dage. Det kan man så grine af eller lade være, men jeg synes virkelig den har sendt mig på en masse underlige ture, som jeg ikke selv følte jeg havde kontrol over.

 

Kirsten havde fødselsdag i fredags, Sandra, Christian og Frasse kom først på eftermiddagen og vi fejrede Kirsten med en hyggelig middag.

Det er sjovt som fødselsdage kommer til at fylde mindre og mindre med årene. Kirsten fyldte ikke rundt, så vi fejrede det i en meget lille kreds. Selvom jeg synes 2 i 6te er et flot, rundt tal.

Frasse er bare så lækker, glad, livlig og smilende. Han kan kravle og han vil så gerne tale og gå, og pludselig kan han det hele. Han er vildt interesseret i Max – og det er gensidigt – så de får forsigtigt lov at hilse på hinanden. Jeg er helt sikker på, at når Frasse bliver lidt større så bliver han og Max jordens bedste venner.

Så flyver tankerne tilbage til min kærlighedsløse barndom. Jeg har tit ville skrive ordet, men det blev altså i dag. Jeg kan ikke bruge det til noget – udover at erkende at sådan var det – men det er vigtigt for mig selv, for at forstå nogle af mine reaktioner.

Måske var det et indlæg af Christina Huebert på Facebook, der fik mig til at tænke tilbage. Hun skrev, at hun giver sin ene nyre til sin mor. Min reaktion lang tid efter – 1½ døgn er uendeligt i Facebook sammenhæng – var denne: ”Jeg kender dig jo slet ikke, vi er bare Facebook-venner. Men jeg synes du er fantastisk. Det er fantastisk dejligt, at du elsker din mor så meget, at du vil give noget af dig selv, bogstaveligt talt, for at hun kan få lov til at leve et godt liv. Det har virkelig fået mig – og sikkert mange andre – til at tænke over, hvem der virkelig betyder noget i ens liv. Det er stort af dig og jeg håber du og din mor får mange dejlige år sammen.”

Jeg ville ikke have drømt om at give min mor eller en far en nyre. Jeg kan kun komme i tanke om Kirsten eller Christian jeg ville give en nyre. Men jeg kunne forestille mig dilemmasituationer, hvor valget ville være rigtigt svært.

Jeg har også ofte tænkt på det i forhold til hunde. Jeg håber, ikke at nogen er i tvivl om, at jeg elsker mine hunde meget højt og at de betyder rigtigt meget for mig. Men i forhold til det andre gør for deres hunde, er jeg langt efter. Mine hunde er hunde, de er ikke mini-mennesker. Jeg håber ikke, at jeg kommer i situationen, men hvis fx Megan skulle komme til at fejle noget, og hun skulle igennem en behandling – som jeg ikke synes var værdig for hende – for at blive rask, så ville jeg ikke gøre det. Ja, der kan være grænsesituationer, men hun nærmer sig de 12 år, og hvad skulle formålet være?

Meget værre (aldersmæssigt), hvis det var Max. Jeg bilder mig selv ind, at jeg vil tænke ligesådan, er det værdigt for ham? Eller jeg håber, jeg vil tænke sådan. Jeg håber jeg vil tænke på alt det gode, vi har oplevet sammen, og seriøst ville tænke over om livsforlængelsen kun ville være for min skyld eller også være for hans skyld.

Når jeg tænker sådanne tanker bliver livets små trakasserier til småting ved siden af, luksusproblemer hed en blog om netop dette.

Der har været 2-3 situationer de sidste dage, som har irriteret mig rigtigt meget, men hvor jeg tror jeg har behersket mig tilstrækkeligt til at jeg ikke kammede over. Jeg har ikke fortrudt mine reaktioner og endnu mindre mine følelser i de pågældende situationer; men jeg har naturligvis tænkt over hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde.

Jeg kan ikke forhindre følelserne i at opstå. Kan jeg afværge reaktionerne? Næppe. Men jeg kan forsøge at arbejde med at styre, hvordan jeg handler bagefter – hvis modparten betyder tilstrækkeligt for mig. Jeg skrev om det i en blog om inkompatibilitet.

Min konklusion: Mine følelser og reaktioner opstår, fordi de er affødt af situationer og mennesker, der betyder noget for mig.

Hvis jeg var rigtigt fræk ville jeg perspektivere ovenstående i forhold til hundetræning. Men jeg er sikker på at du, kære læser, har fanget pointen.

* * *

Hvornår kommer mit blogindlæg nr. 1000. Her er de 8 bud:

Dato	Kl.	Dage til
22-06-2015	21:35	134
28-06-2015	22:10	140
19-07-2015	20:19	161
06-08-2015	21:30	179
09-08-2015	21:15	182
14-09-2015	18:54	218
10-11-2015	22:24	275
16-01-2016	16:00	342