Viser opslag med etiketten Christian. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Christian. Vis alle opslag

søndag den 15. december 2019

Juleaften 2019


Weekenden har stået i julens tegn. Der er en tradition af svenskerne kommer over til os, så de får en klassisk dansk juleaften inden de fejrer svensk jul, når den tid kommer 😊

Desværre var Sandra blevet syg og blev hjemme med Leo, som heller ikke var frisk. og Leah, men heldigvis kom Christian og Frasse, og vi fik bestemt en hyggelig juleaften og 1. juledag trods alt.


Kirsten har gjort en masse klar inden, og jeg hjælper naturligvis også med. På dagen startede jeg med en blæsende morgentur med hundene.


Ved middagstid gik jeg en længere tur med Max og Otto, bl.a. forbi det, der ender med at blive den nye badebro ved Jersie Strandpark.


Frokosten var frikadeller og hjemmelavet rødkål.


Hundene og jeg fik gjort præmierne klar til nytårsprøverne, bl.a. denne herlige snemand.


Da Christian og Frasse kom blev Christian også involveret i forberedelserne, og det blev en fin anledning til at teste disse to bornholmske juleøl.


Traditionel dansk julemad, det skal forstå bogstaveligt: and med svesker og æbler, flæskesteg, frikadeller, rødkål, brunede kartofler, kartoffelpinde og brun sovs.

Og nogle utraditionelle, men ret gode valg som julevin.


Til risalamanden fik vi Valdemar Sejr Stout, også et usædvanligt valg, men rigtigt godt match, det var Christians idé, efter at have tjekket øllageret!


Det var en hård dag, og hundene fik ikke slappet meget af, før sidst på aftenen.

Heldigvis sov hundene længe til morgen, så vi stod først op 7:30, og fik en sjælden sen morgentur i det skønneste vejr. Max, Otto og jeg gik til bageren efter morgenbrød, vi var oppe i Solrød Centret for at hilse på julemanden – i ret træls regn- og blæsevejr – og fik en let frokost. Mens Kirsten og Christian ryddede op, og vi ventede på at Øresundsbroen skulle genåbne, gik Frasse og jeg tur med alle hundene, Frasse skulle naturligvis gå med Otto.

Heldigvis åbnede broen igen ved 14:30-tiiden, og de kunne komme hjem.


Hundene fik tid til at afslappe af, ligeså Kirsten og jeg.


Jeg fik en Sorte Christoffer.


Og gjort klar til juleafslutningen hos Anja og Johanna på tirsdag, hvor Ottos skema til Færdighedsprøve 1 er blevet udfyldt.

Den kommende uge ser fredelig ud.

I morgen skal Lille Bjørn og jeg til afslutning på Meretes Nose Work hold i Solrød. Derfra skal jeg hjem og bytte Lille Bjørn med Otto, og til Ringsted, hvor Foundation fortsætter starter hos Johanna.

Tirsdag er der juleafslutning med alle tre hunde.

Torsdag skal jeg til kontrol af højre øje. Jeg er ret sikker på at alt er ok, og at der dermed også kan aftales, hvornår venstre øje skal opereres.

Fredag efter arbejde starter en dejlig lang juleferie, i alt 16 dage.

onsdag den 28. marts 2018

Påskeferie


I dag var det sjette dag af mine tolv dages påskeferie, og turen gik for første ud af tre gange til Sverige. Christian, vores lille dreng 😊 bliver 37 år igen, og det var dejligt og ikke så sædvanligt at kunne fejre ham på dagen. Vi fik set diskokuglen i drengenes værelse, gardinerne blev trukket for, lampen tændt, døren lukket, og så skulle der danses til Bjældeklang. Jeg fandt den ene efter den anden udgave på YouTube, men efter kort tid af hver kunne Frasse fortælle, at det ikke var den rigtige. Til sidst måtte jeg spørge Sandra, hvad den rigtige var. Det skulle være den med Las Vegas Trio! Den ungerede et stykke tid, men så var det heller ikke den rigtige …. Der er mange udgaver af Bjældeklang, så jeg opgav og spurgte Sandra til råds igen. Det viste sig, at det skulle være YMCA med Village People, og så var alt godt 😊

Det er rigtigt sundt at få prioriteterne på plads!

Jeg har tænkt lidt over hundeaktiviteterne de kommende 6 dage, men egentlig overraskende lidt. Faktisk er det, der fylder mest Lille Bjørns debut i HTM2 den 7.april, det vender jeg tilbage til under punkt 2.

De resterende 6 dage omfatter:
  1.  Nose Work prøve med Max i morgen. Bortset fra at Max overtog Lille Bjørns time hos Merete sidste tirsdag har jeg intet trænet med ham. Jeg varmer ham op hjemmefra med en masse positionstræning, masser af belønning med legetøj, og så et par køretøjssøg. Alt sammen for at få brændt energi af. Så kommer vi til DKK klokken ca. 9.15, og så får en fantastisk dag.
  2. Fredag er kalenderen blank. Jeg har planlagt at træne lidt med hundene herhjemme. Nogle HTM-positioner. Jeg har nærlæst dommerkommentarerne fra i lørdags, og jeg skal have nogle flere retninger i P2 og P6 med Max har jeg besluttet. Det samme gælder Lille Bjørn. Der er to steder, hvor jeg selv savner skift i HTM2-programmet, og det bliver en overgang fra P5 til P3 og muligvis en overgang fra P2 til P7. Det der virkelig har fået mig til at fokusere på dette, udover at det er oplagt, at der skal ske noget, er at jeg i lørdags for første gang i HTM1 oplevede, at der var en af dommerne der havde en karakter under bestået.
  3. Lørdag går turen til Lund med Anita. 2 x enetime med Lina, det bliver godt. Jeg glæder mig ret meget til at vise Lille Bjørns nye program, og få input til det, faktisk er det mit hovedfokus.
  4. Søndag skal Lonni og jeg træne sammen i Viby 8-9, og det passer perfekt med, at Kirsten og jeg kan komme til påskefrokost i Præstø bagefter.
  5. Mandag går turen til Trelleborg, hvor Lille Bjørn og Max skal deltage i dobbeltprøve i Fortsätningsklass. Mit eneste kriterie med Max er fokus – som til rallytræningen i går. Jeg glemmer ikke Amandas formaning om, at jeg skal huske hvorfor jeg startede på svenski rally – og ja, det var for at starte forfra med Max for at få forbedret fokus, ikke for at få titler. Jeg skal nok huske det.
  6. Tirsdag er vi tilbage til normale tilstande med først rallytræning hos Johnna med Max, dernæst Nose Work træning med Lille Bjørn i Solrød
Så, som den skarpe læser vil bemærke: Jeg skal til prøver i Nose Work og rally, men mit fokus er på HTM-positioner, det er vist det man kalder prioritering i praksis 😉

søndag den 8. februar 2015

Hvad betyder noget?

Max og Frasse
 
Jeg synes virkelig min hjerne har arbejdet på højtryk de sidste par dage. Det kan man så grine af eller lade være, men jeg synes virkelig den har sendt mig på en masse underlige ture, som jeg ikke selv følte jeg havde kontrol over.
 
Kirsten havde fødselsdag i fredags, Sandra, Christian og Frasse kom først på eftermiddagen og vi fejrede Kirsten med en hyggelig middag.

Det er sjovt som fødselsdage kommer til at fylde mindre og mindre med årene. Kirsten fyldte ikke rundt, så vi fejrede det i en meget lille kreds. Selvom jeg synes 2 i 6te er et flot, rundt tal.

Frasse er bare så lækker, glad, livlig og smilende. Han kan kravle og han vil så gerne tale og gå, og pludselig kan han det hele. Han er vildt interesseret i Max – og det er gensidigt – så de får forsigtigt lov at hilse på hinanden. Jeg er helt sikker på, at når Frasse bliver lidt større så bliver han og Max jordens bedste venner.

Så flyver tankerne tilbage til min kærlighedsløse barndom. Jeg har tit ville skrive ordet, men det blev altså i dag. Jeg kan ikke bruge det til noget – udover at erkende at sådan var det – men det er vigtigt for mig selv, for at forstå nogle af mine reaktioner.

Måske var det et indlæg af Christina Huebert på Facebook, der fik mig til at tænke tilbage. Hun skrev, at hun giver sin ene nyre til sin mor. Min reaktion lang tid efter – 1½ døgn er uendeligt i Facebook sammenhæng – var denne: ”Jeg kender dig jo slet ikke, vi er bare Facebook-venner. Men jeg synes du er fantastisk. Det er fantastisk dejligt, at du elsker din mor så meget, at du vil give noget af dig selv, bogstaveligt talt, for at hun kan få lov til at leve et godt liv. Det har virkelig fået mig – og sikkert mange andre – til at tænke over, hvem der virkelig betyder noget i ens liv. Det er stort af dig og jeg håber du og din mor får mange dejlige år sammen.”

Jeg ville ikke have drømt om at give min mor eller en far en nyre. Jeg kan kun komme i tanke om Kirsten eller Christian jeg ville give en nyre. Men jeg kunne forestille mig dilemmasituationer, hvor valget ville være rigtigt svært.

Jeg har også ofte tænkt på det i forhold til hunde. Jeg håber, ikke at nogen er i tvivl om, at jeg elsker mine hunde meget højt og at de betyder rigtigt meget for mig. Men i forhold til det andre gør for deres hunde, er jeg langt efter. Mine hunde er hunde, de er ikke mini-mennesker. Jeg håber ikke, at jeg kommer i situationen, men hvis fx Megan skulle komme til at fejle noget, og hun skulle igennem en behandling – som jeg ikke synes var værdig for hende – for at blive rask, så ville jeg ikke gøre det. Ja, der kan være grænsesituationer, men hun nærmer sig de 12 år, og hvad skulle formålet være?

Meget værre (aldersmæssigt), hvis det var Max. Jeg bilder mig selv ind, at jeg vil tænke ligesådan, er det værdigt for ham? Eller jeg håber, jeg vil tænke sådan. Jeg håber jeg vil tænke på alt det gode, vi har oplevet sammen, og seriøst ville tænke over om livsforlængelsen kun ville være for min skyld eller også være for hans skyld.

Når jeg tænker sådanne tanker bliver livets små trakasserier til småting ved siden af, luksusproblemer hed en blog om netop dette.

Der har været 2-3 situationer de sidste dage, som har irriteret mig rigtigt meget, men hvor jeg tror jeg har behersket mig tilstrækkeligt til at jeg ikke kammede over. Jeg har ikke fortrudt mine reaktioner og endnu mindre mine følelser i de pågældende situationer; men jeg har naturligvis tænkt over hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde.

Jeg kan ikke forhindre følelserne i at opstå. Kan jeg afværge reaktionerne? Næppe. Men jeg kan forsøge at arbejde med at styre, hvordan jeg handler bagefter – hvis modparten betyder tilstrækkeligt for mig. Jeg skrev om det i en blog om inkompatibilitet.

Min konklusion: Mine følelser og reaktioner opstår, fordi de er affødt af situationer og mennesker, der betyder noget for mig.

Hvis jeg var rigtigt fræk ville jeg perspektivere ovenstående i forhold til hundetræning. Men jeg er sikker på at du, kære læser, har fanget pointen.

* * *

Hvornår kommer mit blogindlæg nr. 1000. Her er de 8 bud:

Dato Kl. Dage til
22-06-2015 21:35 134
28-06-2015 22:10 140
19-07-2015 20:19 161
06-08-2015 21:30 179
09-08-2015 21:15 182
14-09-2015 18:54 218
10-11-2015 22:24 275
16-01-2016 16:00 342

fredag den 30. juli 2010

Feriedage – 9 (Ny energi!)

Ferietid betyder for mig bl.a., at bryde de daglige rutiner. Og det er virkelig lykkedes denne gang. Ingen planer, ingen specifikke mål, forskellige muligheder, men ingen kriterier for, hvor meget der skulle nås.
Hundetræningen har været på lavt blus, men som man har kunnet læse blev jeg lidt tændt i mandags, og træningsdagbogen blev støvet af.
I dag kunne jeg mærke den gamle gnist, og i eftermiddags tog Megan og jeg til Jersie – fordi jeg bare havde så meget lyst til det - mens Kirsten gik en tur med drengene. Jeg havde en plan, og vi fulgte den. Det betød at vi legede lidt, så trænede i ½ time, og så legede. Og vi stoppede mens det gik godt.
Det havde regnet en del, det var næsten tørvejr mens vi trænede, men regnede lidt, og da både Megan og jeg elsker småregn var det ret perfekt.
  • Fri ved fod. Jeg havde fokus på vendingerne. Nu har jeg herset kursister i vendinger mange gange, så nu tog jeg min egen medicin. Og – sært nok – når jeg satte fødderne, som jeg selv synes de skal sættes, lavede Megan perfekte vendinger. I alle tre gangarter. Alle 2-skridtsøvelser virker godt, vendingerne er også ok, men i venstre om vil jeg godt have lidt mere smæk med bagparten. Vi tager lige baljen frem i morgen.
  • Stillingsskift. Jeg trænede alle skifter, men naturligvis separat, og eksperimenterede med afstande. Megan kan virkelig lave nogle flotte skifter efterhånden, men det kniber ofte med det første, så det har jeg meget fokus på. Og jeg arbejder stadig med afstanden på skiftene fra stå til sit/dæk; det er svært at tage sin egen medicin = skiftene skal fungere på en given afstand, ellers virker de ikke når afstanden øges. Den lov er stadig gældende kunne jeg konstatere …
  • Udlagt apport. Jeg måtte lægge ud for mig selv, og kriteriet var at Megan gik i den rigtige retning. Og det gjorde hun både til højre og venstre. Mærkeligt … Efter prøven i Lyngby 10. juli, hvor dirigeringen ”pludselig” virkede, har den ikke været et problem. Føreren har haft nogle blokeringer!
  • Stå, sid og dæk under gang. Tre separate øvelser, og alle udført super!
  • Indkald med stå. Det eneste der gik i fisk i dag. Første gang kaldte jeg, og Megan begyndte at snuse – ok, jeg havde også spildt lidt godbidder, men alligevel. 2. gang løb hun, stoppede og satte sig. Hmmm. Så lavede jeg et almindeligt indkald, flot! Og så igen et indkald med flot stop. Puha. Men det er heller ikke en øvelse vi træner, så måske ville det hjælpe med en anelse træning.
  • Fællessit blev ikke så meget fælles, men Megan sad pænt i 1:15 på 25 meters afstand
  • Til sidst havde vi lige lidt rallydetaljer: sid, stå, dæk ved siden af fører, tyskervending, bakning og foran, og det hele gik så flot!
Jamen efter sådanne 30 minutter blev jeg da helt bekræftet i, at det er sjovt at arbejde med lydighed, og at det betaler sig at træne.
Hjemme igen lave Kirsten og jeg to thairetter til aftensmaden, og da Christian kom over, nørdede han og jeg med de sidste detaljer på http://www.sydkystenshundeskole.dk/  inden vi skulle spise. Vi er hinandens hårdeste kritikere, så det er virkeligt detaljer vi diskuterer :-)
Det har selvfølgelig ikke noget med det nye layout at gøre, men Camillas hvalpehold er vokset fra 4 til 8 deltagere på to dage! Og mit introduktion til klikkertræning på onsdag har også nået kritisk masse!
Megan skal med som demohund, og jeg kan mærke at Megan og jeg går en spændende tid i møde!

Christian og hundene på badebroen ved Duevej

Inden Christian tog hjem gik vi en tur sammen med hundene, og det er ikke en dårlig måde at afslutte en god middag på!

søndag den 4. juli 2010

Ingen hundeaktivitet :-)

I dag var der hverken planlagt hunde- eller anden aktivitet, meget underligt!
Efter morgenturen med hundene hentede jeg morgenbrød, og vi fik naturligvis morgenmad udenfor i det skønne vejr.

Kirsten nyder drink på Meson Gourmet

Så besluttede vi spontant at tage på udsalg i Køge. Kirsten fik købt et par sko, jeg fik købt noget aftershave, og sjovt nok endte vi ved Meson Gourmet, en lille hyggelig restaurant i C.F. Petersens Gård ved Køge Torv, som vi fik anbefalet i fredags. Kirsten fik en tapastallerken og jeg fik et grillspyd, og det var bare rigtigt godt. Stedet kan varmt anbefales. Da vi skulle betale kom vi også til at købe lidt forskellige pølser, så var aftensmaden også reddet :-)
Hjemme igen blev Kirsten for første gang i år lokket i vandet, og naturligvis var Megan med!
Så fik vi lige nogle fotos fra receptionen i fredags (vi havde naturligvis ikke selv kamera med …), godt at der er nogen der tænker på det.

Kirsten, Christian og Paul

Og så er nørderne begyndt at lægge fotos ud fra i går. Der er sikkert flere men jeg har i hvert fald fundet Connis og Annies.
Aftenen stod IKKE på grill, vi fik pølserne fra Meson Gourmet, og Megan og Christian hyggede sig sammen :-))))

Jeg har pakket bilen med alt grejet til Sjov Sommer, og med Camilla som fotograf kan jeg garantere en masse gode billeder fra Sydkystens Hundeskoles arrangement med 20 børn med hund i morgen.
Og så fik jeg altså trænet lidt med Megan i eftermiddags: Fri ved fod, stillingsskift, springapportering og dirigeret apportering. Kort og effektivt og det gik godt alt sammen, dvs. alle mine kriterier blev opfyldt.

søndag den 27. juni 2010

Endnu en fantastisk uge

Det er ikke meget jeg får opdateret min blog, og det afspejler endnu engang en hektisk uge på en dejlig måde!!
Jeg startede i mandags på en ny, meget spændende konsulentopgave, hvor der er en række opgaver der skal i gang på denne side af sommerferien, så der er fuld fart fremad.
Tirsdag og torsdag aften har jeg mine rally- og LP-hold i Sydkystens Hundeskole, og jeg skal ikke trætte jer med, hvor godt jeg synes kursisterne udvikler sig :-)
Jeg havde Lille Bjørn med i torsdags, dels for at træne lidt rally øvet med forstyrrelser (han skal op 1. gang 10. juli), dels for at bruge ham som hjælpehund til et LP-hold, som pga. afbud var reduceret til én deltager. Lille Bjørn har ikke glemt fællesdækken, men næseprøven synes pist forsvundet …
World Dog Show 2010 fandt sted i Herning torsdag-søndag, og under andre omstændigheder ville jeg nok have været med, bl.a. da jeg som racerepræsentant for Norwich terrierne har været en del involveret i deres udstilling 26. juni, men jeg måtte ”nøjes” med lidt praktisk på distancen, bl.a. at udarbejde katalog for fællesudstillingen med Australsk terrier og Norfolk terrier. Jeg gik også glip af det danske LP-landshold holdguld og flotte individuelle resultater, og andre flotte resultater, men det var der gode grunde til. Hvilket ikke skal afholde mig fra at ønske alle til lykke med de flotte resultater!!!

Torsdag var vores søn Christian oppe til sin sidste eksamen på Ingeniørhøjskolen i København, fik 12 og er dermed Elektronikingeniør! Det blev fejret torsdag aften på Brasserie 33, og fredag deltog vi naturligvis i dimissionen. Til lykke Chris, vi er to meget meget glade og stolte forældre :-)))))
Lørdag var vi inviteret til bryllups- og navngivningsfest hos yndlingstræningsmakker Camilla, hendes mand Rune og deres søn Gustav. Det var selvfølgelig en fantastisk fest, hvor alt gik som det skulle, og vejret naturligvis var med dem. Hvis der er nogen der fortjener alt godt, er det de tre! Og vil glemmer ALDRIG Camillas tale og I Wanna Wake Up With You! Vi håber I får et eventyrligt liv og lever lykkeligt til jeres dages end!
Søndag var vi inviteret til Dansk Derby på Klampenborg Galopbane. og det var en dejlig dag. Jeg fik for første gang prøvet at spille på heste, og jeg blev ikke grebet af spilledjævelen – det eneste jeg ”vandt” var penge retur for en hest, som ikke startede. Ellers oplevede vi at hovedløbet, derbyet, blev afgjort efter voldgift, en dramatisk episode med en jockey der sprang af en hest og vist kom grimt til skade, et løb som blev afgjort efter målfoto (og der var ikke mange millimeter mellem de to snuder) og en afslappet og festlig stemning hele dagen. Tak til Annemarie og Jan, som havde inviteret os med.
Christian hentede os, og vi endte med at køre hjem via Saigon på Gammel Kongevej til et herligt vietnamesisk måltid.
Ikke meget hundetræning i denne uge, men jeg håber at tage revanche næste uge, bl.a. er der en nørdprøve 3. juli!