lørdag den 13. maj 2017

Rally, Sverige, Motivation

Topmotiveret Max

Bestræbelserne på at kvalificere Lille Bjørn og Max til DM i Rally og Årets Hund i rally har bl.a. betydet, at jeg er tilmeldt prøverne i Årslev (DKK Kreds 3) den 20. maj og i Esbjerg (DKK Kreds 4) den 25. maj. At sige at de to prøver har været tillokkende for andre ville være en voldsom underdrivelse.

Den 20. maj er der 90 tilmeldte og to dommere. Jeg starter i championklasse med en bagatel af 19 (!) tilmeldte, hvorefter jeg skal dømme begynder, junior og øvet. Den 25. maj er der 81 tilmeldte, der er kun én dommer, og championklasse ligger sidst, så forventet banegennemgang kl. 16:00! Der er ”kun” 13 championhunde.

Det vidner om at rally er ekstremt populært, at der er mange der kæmper om at komme til DM og Årets Hund, og det er da herligt!

Klar til kursus i morgen!

I morgen skal Amanda og jeg gennemføre første kursus ”Bliv endnu bedre til rally!”, det glæder vi os ret meget til – det er første gang, vi skal undervise sammen, det er et emne vi begge brænder for, og vi er bare så klar! Der var også dømt afslapning i dag.

Lørdag morgen
 
Tre hunde på badebro
 
Morgenturen var som den plejer, dog med indlagt fotosession på badebroen.

Turen går til Sverige

Så var jeg i Netto, da jeg havde lovet friske forsyninger til Christians øl- og vinlager – og ja, noget var også til os selv.

Megan til Leos fødselsdag

Vi havde en hyggelig eftermiddag i Oxie hvor vi fejrede Leo, som fyldte 1 år den 9. maj. VI havde taget Megan med og hun hyggede sig gevaldigt, selv om det var lidt anstrengende for hende. Og ja, det er fantastisk at være farfar til to skønne drenge!!!

Da vi kom hjem gik Kirsten en tur med Megan og Lille Bjørn, mens Max og jeg tog drengerøvsturen til stranden og legede med fyrtårnet.

DET er sjovt!

To små piger, som ikke har lært, at de ikke må tale med fremmede mænd, fulgte ivrigt med. Jeg spurgte om de var tvillinger, hvilket de bekræftede, og derefter den ene, om hun ville kaste fyrtårnet, det ville hun godt. Derefter den anden, men den første fortalte, at hendes søster ikke var så glad for hunde. Og hun ville heller ikke selv mere.

Det er noget ganske særligt at lege med Max på den måde, og jeg kan godt mærke, at jeg helt ukontrolleret og ubevidst har den mest fantastiske følelse. Hvis jorden var gået under på det tidspunkt, ville Max og jeg begge dø lykkelige … Jeg bytter fyrtårnet med nogle godbidder, som han egentlig er ret ligeglad med, han er interesseret i at hente fyrtårnet igen. Det er det, jeg på beskeden vis prøver at simulere, når jeg leger med ham ved træning, og det kan jeg da gøre meget bedre – og det burde jeg gøre, når det er så topmotiverende.

1 kommentar:

annie sagde ...

Jeg holder også fantastisk meget af at kunne lege med Hunivaps med det han elsker mest.
Lækre lange løbeturen langs sandrevler med måge flytninger - så er vi også nærmest regnbuebroen