Hvorfor?

Jeg er fortsat i gang med at rydde op i garagen. Jeg må erkende, at det har overrasket mig, hvor meget jeg egentlig har samlet af alt muligt. Noget har ligge flere år, meget af det havde jeg glemt, at jeg havde, men nu kommer det hele frem. Der bliver kasseret, der bliver sorteret og der bliver funderet. Fotoet ovenfor er næsten alle de mad/drikkeskåle, der dukkede op – altså ud over dem, som vi bruger til daglig.

Hvor kommer de alle fra? Jeg tror vi har købt nyt, hver gang der kom en ny hund, og ikke nænnet at kassere noget. Lageret af legetøj er ualmindeligt omfattende, masser af spændende legetøj, som nu bliver taget i brug, for det er da lige noget for hundene.

Der er også dukket en masse LP-udstyr frem. Næseprøvepinde i massevis, trekant til stillingsskift, et læs apporter. For nogle år siden var LP fokus i træningen og konkurrencerne, nu er det en disciplin på niveau med agility. Altså noget at det meget hunderelaterede, som jeg ikke beskæftiger mig med.

Hvorfor blev LP valgt fra?

Det var fordi jeg simpelthen måtte erkende med begge hundene, at det var for svært. Lille Bjørn havde efter 41 LP3-prøver fået en pind, og så stoppede vi. Det var fysisk ret krævende for ham. Fremsending til felt på 20 meter lyder måske ikke af noget særligt, men det kræver ret meget energi, når man er så kortbenet som en Norwich terrier. Jeg kunne også konstatere, at han nogen gange var så træt, når vi nåede til næseprøven, at han simpelthen ikke kunne diskriminere. Øvelsen kunne han superflot, men jeg har set ham stå og simpelt hen ikke kunne. Og det var synd for ham.

Max stoppede jeg med, fordi han hadede og hader, når jeg er væk fra ham, så fællesøvelserne var ikke sjove. Jeg kunne selvfølgelig have trænet det, hvis det betød rigtigt meget. Men det gjorde det ikke, og der var heldigvis andre discipliner, hvor vi sammen kunne have det sjovt.

Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg ved et tilfælde læste en tråd om de nye LP-regler, som indeholder en sætning om, at der fra 2019 ikke må belønnes mellem øvelserne i LP3. Jeg kender ikke baggrunden, men jeg kan fuld ud forstå den overraskelse og skuffelse, der er opstået hos mange LP-udøvere, for det er da godt nok en regelændring, der virkelig har konsekvenser. Og ikke nødvendigvis noget positivt for hundesporten. 10 øvelser i træk, og ikke mulighed for en godbid eller noget legetøj, det kræver bestemt træning ud over det sædvanlige at nå dertil. Hvorfor skulle man som almindelig hundefører gøre det – altså udover at træne de enkelte øvelser, også træne at kunne udføre dem alle i en lang kæde uden belønning? Jeg har ikke noget godt svar.

Hvorfor beskæftiger jeg mig med de discipliner, jeg gør?

Hvis jeg skal sige det meget kort, så arbejder jeg med begge hunde i tre discipliner (HTM, Rally, Nose Work) fordi jeg i hver af disciplinerne med begge hunde har oplevet øjeblikke både til prøver og til træning, hvor vi er smeltet sammen og bare er én ekvipage, som har det vidunderligt sammen. Det er det ultimative jeg kan forestille sammen med mine hunde. At kunne gå fra banen, som jeg har gjort en del gange efterhånden, og flere gange i 2017 end tidligere, og bare være lykkelig over det samarbejde vi har haft. De øjeblikke vil jeg bare have mange flere af, og jeg er helt sikker på, at de kommer. For jeg har med hver hund udviklet samarbejdet, så vi kan nå rigtigt langt og have det supersjovt sammen imens.

Selvom jeg har en klar prioritering, som dog også er åben for forandringer – for det er også en del af det sjove, at det hele ikke er så firkantet - så føler jeg her ved indgangen til 2018 at jeg virkelig har fundet en god balance mellem de forskellige discipliner og hundene. Som det fremgår af min kalender, har jeg noget af det hele planlagt allerede. For det er alt sammen noget ,jeg brænder for.

Jeg har tyvstjålet denne illustration fra Mias blogindlæg i dag Processer, beslutninger og mål. Et indlæg lige efter mit hoved :-) Og illustrationen passer lige præcis på mig og min situation.

Max’ HTM3-program, som jeg visualiserer hver dag, og som bare bliver bedre og bedre. Vi træner positioner, vi træner overgange, alt sammen i det små, og så mødes vi engang imellem med Anita, og finder ud af, hvor langt vi er nået.

Lille Bjørns HTM1-program, hvor jeg er begyndt at visualisere HTM2-udgaven, og den debuterer vi med på lørdag til træningen. Bare at visualisere programmet får mig i tophumør!

I rally har vi ingen specifikke mål, jeg hygger mig med begge hundene, og vi træner stort set ikke. Der kommer lidt træningsseancer indimellem og vi kommer naturligvis i topform til konkurrencerne, og det er måske netop den formel, der gør en forskel: Begrænset træning, sultne til prøver, og ingen specifikke mål. Ikke andet end at hygge os en hel bane …

Nose Work er jeg også meget glad for, det er bare lidt mere besværligt for mig træningsmæssigt, men fra næste uge er der ugentlig holdtræning med begge hunde, Max er tilmeldt en prøve, og der kommer nok også en prøve med Lille Bjørn i løbet af året. Det er tydeligt at begge hundene synes det er sjovt og er gode til det. Det er specielt med Lille Bjørn føreren, der skal træne med at håndtere line og læse sin hund. Den glæde, arbejdsiver og intensitet de begge lægger for dagen, når vi træner, er topmotiverende for mig.

Tre vidt forskellige discipliner, tre discipliner som både hundene og jeg sammen har det fantastisk med, og det er for mig svaret på det gode spørgsmål: Hvorfor?