lørdag den 28. december 2019

Nose Work Escape Room prøve


DKK (Johanna og Lonni) havde i dag arrangeret sin første uofficielle Nose Work Escape Room prøve.

Man tilmeldte som par, og Mette med Eddie og jeg med Max havde fået én af de 19 pladser.

Det var ikke meget vi vidste på forhånd – faktisk tæt på intet – så vi mødte med åbent sind klar til at løse opgaverne.

Enten Johanna eller Lonni var gamemaster for et hold, og Mette og jeg havde Johanna. Hun introducerede os for opgaven, og ”hjalp” undervejs.

Selve prøven foregik i (det meste af) DKKs kantine. Den vigtigste ledetråd var vist, at vi skulle se efter afvigende interiør i området. Her var det bl.a. en taske, som var låst med en hængelås med en 3-cifret kode. På en sammenkrøllet seddel ved siden af var en vejledning i, hvordan koden skulle tilvejebringes.

Det første ciffer skulle man føle sig frem til. Der var et klæde, som dækkede, viste det sig, fem skåle, som hver især indeholdt ja, jeg ved ikke hvad … den ene var i hvert fald godbidder. I hver skål var der noget afvigende, som man skulle føle sig frem til, og som viste sig at være en scrabble brik i hver skål. En blank, E R I F, og vi kunne regne ud at det måtte være tallet 4.

Det andet ciffer skulle findes ved at addere numrene på de beholdere i et Nose Work hjul, som indeholdt lavendel. Eddie markerede 1, 4 og 7 = 12, det kunne jo ikke bruges som ciffer. Max tjekkede og markerede 2 og 4.

Det tredje ciffer var summen af de kilder med lavendel, som i øvrigt var i lokalet udover dem, i hjulet.

Der var også et tidsaspekt, Mette og Eddie var i gang med at søge, og jeg prøve kombinationerne 46x uden held.

Vi tjekkede hjulet igen, og blev enige om at 1, 2 og 4 var rigtige og andet ciffer dermed var 7.

Jeg prøvede derfor 47x, med x startende fra 0. Jeg tror, det var lige før jeg gik i gang med det sidste, at Johanna oplyste at der var ½ minut igen. Jeg kløede på, og sørme om ikke 479 var korrekt og låsen åbnede sig.

Dermed havde vi bestået prøven og fik en flot roset begge to.

Som bonus blev vi ført ned til lageret, hvor en ny opgave ventede. Der var noget med et kodeord baseret på brikker, vi skulle finde (dvs. Hundene skulle snuse sig frem til dem), der var brikker til et puslespil, som skulle samles for at vi kunne gætte et tal, og så var der et spørgsmålstegn til sidst.

Vi kom godt i gang, men tiden løb ud.

Men pyt, vi bestod selve prøven. Fint samarbejde, en kombination af Nose Work og sund fornuft og vi kom i mål 😊

Tak til Mette og Eddie for samarbejdet, og tak til Johanna og Lonni for et utraditionelt og fornøjeligt Nose Work arrangement!

Ingen kommentarer: