Om at se …

Det har virkelig været en åbenbaring at blive opereret for grå stær, i første omgang på det højre øje. For første gang i over 50 år ser jeg normalt med det ene øje. Jeg kan stå op og se tydeligt, uden at skulle have briller eller kontaktlinser på. For ikke så mange år siden ville det have været utænkeligt, i dag er det en rutineoperation.

Mens jeg blev opereret, og der gik højst 10 minutter, talte jeg med lægen om, hvad jeg så. Det var psykedelisk, et fyrværkeri af farver, smukt og skarpt. En mærkelig måde, tænkte jeg bagefter at opleve en øjenoperation på.

Men miraklet var sket, jeg kunne se!

Tirsdag aften var synet fint, men med lidt flimren i skarpt lys, onsdag var det væsentlige bedre og i dag endnu bedre: alting står knivskarpt, jeg kan læse tekster på en afstand og med en tydelighed, som jeg ikke kunne før, det er virkelig fantastisk.

Jeg har på det sidste tænkt meget over, hvad der virkelig betyder noget for mig. Der er nogle situationer, som jeg i ”gamle” dage ville have håndteret helt anderledes, og væsentligt ringere end i dag. Jeg har en mere holistisk tilgang til begivenhederne nu, og er helt bevidst om, at jeg kan vælge at trække stikket, hvad enten er det er arbejdsmæssigt eller fritidsrelateret.

Jeg har ærgret mig over at få at vide, at Lille Bjørn kom på venteliste til Nose Work prøven den 12.4. på Orø. Han er nr. 2 på listen, og jeg VIL tro på, at han kommer med. Han er 13 år og 1 måned til den tid, og det er vores eneste chance for at prøve en NW1-prøve …

Mine tanker røg ud ad en tangent, og jeg tænkte over hvordan Lille Bjørn er blevet undervurderet af mig. Hvis jeg skærer alt ævlet væk, så er han den skarpeste hund, vi har haft. At se godt ud, det var nemt nok (2 udstillingschampionater), men at blive LP3, på trods af en ret tumpet fører, at blive rallychampion, at gå rally championklasse på topniveau, at brillere i HTM1 og HTM2, det er noget andet … han har været den bedste af alle hundene i LP, Rally og HTM.

Jeg tror også han er den bedste i NW, selvom jeg også i den disciplin er kommet alt for sent i gang med ham, men vi skal altså opleve en prøve sammen; ikke fordi det ud fra evighedens perspektiv er vigtigt, men i mit hoved, er det en af de mange sentimentale ting, som tæller.

Så var der også et irritationsmoment, som jeg var ved at gøre noget stort ud af, et FCI-rallyudvalgsmøde som efter en masse frem og tilbage blev lagt i den weekend, hvor der er finale i Årets Hund i Danmark (om 11 måneder). Jeg endte ret hurtigt med at sige nå! Udvalget kan sagtens leve uden mig, og jeg uden det, og sådan er det bare.

Lige da jeg tog hjem fra arbejde kom der en besked fra Kirsten: ”Jeg har købt laks. Men har fortrudt at jeg ikke købte østers til dig. ” Og så blev aftalen at jeg købte en fustage på vejen hjem, og vi fik en superhyggelig aften med god mad og skøn vin.

Og nød, at vi har det godt.

Vi er superprivilegerede. For helvede, prøv at forklare en udenforstående, at du kan ærgre dig over at din hund er kommet på venteliste til en prøve!!!

Jeg holder tidlig weekend i morgen, mødes med Anita for at træne til Johanna og Anjas juleafslutning på tirsdag, og ja, jeg skal have alle tre hunde med. Jeg har set videoer af Lille Bjørns HTM-program for at genopfriske det, jeg kan Max’ FS-program, rally med Max er ren rygmarv …

og så er der et FP1 med Otto. Jeg har noteret mig, at vi kan en del af programmet godt, og en del mindre godt, og at det er træning i at være en hal med masser af forstyrrelser. Det skal jeg huske på!

Og således forberedt får vi en dejlig weekend og en skøn juleafslutning.

Nå ja, det er også på lørdag vi skal holde juleaften med svenskerne i Solrød, det bliver fantastisk 😉