tirsdag den 28. april 2020

Vid bedre hvad du ved!

Otto og Fiona
I går aftes havde Max og jeg vores ugentlige træningsaften med Christina og Tempo, det var anden gang, så det er ved at være en tradition 😊

Det blev en super træningsrunde.

Jeg havde igen forberedt en bane, som passede til det lange og smalle areal. Jeg stillede den op og gik den med Max første gang inden Christina og Tempo kom. Det var timet, så jeg kunne bruge deres ankomst som forstyrrelse, og fastholde Max …

Det mislykkedes. Max så dem, jeg prøvede at få ham til at holde fokus, og han smuttede ☹

Da jeg skulle gå banen for alvor, tog jeg mig sammen. Huskede at skabe den indre ro og balance, som jeg har gjort til en masse konkurrencer, fik ordentlig kontakt med Max, varmede lidt op og gik ind og gennemførte en fantastisk bane!

Jeg gjorde det hele rigtigt: ros, belønninger, fokus, og gik ud som efter de allerbedste rigtige prøver, totalt forpustet, og løb ud og legede med Max.

Det var virkelig en dejlig oplevelse, og jeg kørte hjem med en skøn følelse i kroppen.

I dag havde jeg fri, dvs. der var et møde kl. 8:30 og lidt andet arbejdsmæssigt først. Jeg kom lidt sent op – jeg bruger ikke vækkeur pt. – og havde kun tid til en kort morgentur.


Så blev vi mødt af det smukkeste hav og den skønneste himmel, bare se billedet fra badebroen. Det skaber ro i sindet.

På vej hjem mødte vi Fiona, med hendes menneskemor og dennes søster. Fiona er den skønneste schæfertæve på 13 uger, Otto har leget med hende før, de er vilde med hinanden, og vi havde bestemt tid til at lege i dag også!!!

Det ved alle hundefolk, at noget af det bedste i verden er at se hunde lege sammen. Og det gør Fiona og Otto, Max var også lidt med … Det med fridag blev ikke til så meget den første del af dagen, faktisk var der 3-4 møder plus noget indimellem, så først 12:30 tjekkede jeg ud.

Kirsten og jeg gik op til Solrød Cykelcenter og bestilte nye cykler, vi har handlet dér i mange år, får altid topprofessionel rådgivning, og vi glæder os til at hente cyklerne på torsdag.

Maglekærvej
Så tog vi hjem og hentede hundene, og gik en tur til Maglekærvej for at nyde de blomstrende japanske kirsebærtræer.

Sidst på eftermiddagen gik turen til Køge Nord Station, Nordstjernen, hvor vi havde Nose Work træning hos Merete.

Begge hundene gik virkelig godt.


Ottos markeringer er blevet tydeligere. Kombineret med, at jeg er blevet bedre til at læse dem, er en god cocktail og det er en fornøjelse at arbejde med ham. Hans knoklen for at komme helt til kilden er eminent.

Han gik virkelig godt hos Merete, og vi fik som altid god og konstruktiv feedback.


Vi nåede også en tur frem og tilbage gennem gangbroen, der forbinder fjernbanen med S-banen, det var fedt synes vi begge.


Max fik mulighed for at gå hos Merete mellem de to hold, og han lagde stærkt ud. Der var meget mindre piben og mange gode markeringer, lækkert.


Vi gik derfra videre til de to frie søg, og Max fandt dem alle. Det var nok dagens bedste oplevelse. Jeg havde ikke fundet alle kilder med Otto, men jeg kendte antallet, og Max fandt dem alle uden problemer og med effektiv problemløsning undervejs.


Overskriften på blogindlægger er fra Johannes V. Jensens ”Graven i sne”. Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med de to gode træningsrunder i går og i dag, og det for mig mentalt positive i at fokusere på to discipliner: Nose Work og rally. Jeg træner andet, og der bliver helt sikkert også prøver i andre discipliner, men det er de to, jeg holder fokus på, og arbejder målrettet med.

Det føles rigtigt og godt!

Ingen kommentarer: