torsdag den 27. oktober 2022

To Say Nothing of the Dog

Foto Grafiko.dk ©


Det er mange år siden jeg sidst har læst den, men det skal jeg nok lave om på snart, Jerome K. Jerome: Three Men in a Boat (To Say Nothing of the Dog) vidunderlige roman kalder på en genlæsning.

Hvordan kom jeg til at tænke på den? Jeg skulle finde en titel på et blogindlæg, som ikke handlede om hunde, og så dukkede ovenstående titel op.

Det har været en dag uden hundeaktiviteter, næsten, det vender jeg tilbage til.

Jeg har tilmeldt et foredrag hos Folkeuniversitet i morgen formiddag. Jeg blev fanget af titlen ”Få styr på hukommelsen – livestream med Anders Nykjær” og teaseren, hvor der bl.a. står: ”Men hvorfor husker vi så forskelligt, som vi gør? Hvad sker der i hjernen, når vi forsøger at huske noget? Kan man se hukommelsen i hjernen? Er det korrekt, at kvinder husker bedre end mænd? Hvordan er indlæring og hukommelse forbundet? Hvad kan man selv gøre for at styrke sin hukommelse? Og findes der mennesker, der ikke kan glemme?

Det vil jeg rigtigt gerne blive klogere på.

Jeg er i forbindelse med nye opgaver i Nexi begyndt at komme fast på arbejde et par gange om ugen, hvor jeg i en længere periode kun har arbejdet hjemmefra.

Ærligt talt, det føles godt at komme på arbejde, møde nye kolleger, og føle mig som en del af et fællesskab, det har givet mig masser af energi.
 

I dag spiste jeg for første gang i rigtig lang tid frokost i kantinen, Pasta carbonara, der manglede lige et glas vin til 😉

 

I eftermiddags deltog jeg i et kursus i ”Hjerte- Lungeredning med brug af hjertestarter”, lidt mere prosaisk annonceret som et kursus i Førstehjælp. Jeg var på førstehjælpskursus for snart 6 år siden, har længe overvejet at få en opdatering, og så dukkede muligheden op i Nexi, perfekt!

Jeg hadede tanken om at komme til at stå i en situation, hvor nogen kom til skade/faldt om, og jeg bare var passiv; nu føler jeg mig fuldt rustet til at gøre noget, og det er en god følelse. 

Seje bootcampere (foto: Kim Andersen)

Til aften var vi som sædvanlig til fitness træning, i dag var Kim instruktør, og det var ærligt talt ret velgørende.
 

Kirsten havde uden problemer lokket mig til at aftensmaden skulle være pizzaer fra Braunstein 😊

Hundedelen, hvor blev den af?

I morges opslog jeg et indlæg Fantastisk træning, som bortset fra en enkelt slåfejl er en tro gengivelse af mine træningsnoter skrevet i går aftes da jeg kom hjem og sendt til Liv, præcis som havde det været en ”rigtig” prøve.

Det var en god fornemmelse, fordi det indebærer, at jeg træner som om at var konkurrencer, ligesom jeg konkurrerer som var det træning, Jeg har kriterier, rutiner osv. for træningen, og er lige så skarp til at gøre notater og forstærke mig selv for det gode og lære af det, som ikke var, som jeg havde drømt om.

Jeg genlæste mine noter til morgen, lige inden de blev offentliggjort, og jeg blev ærligt talt ret glad: det lyste ud af dem, hvor glad jeg havde været for træningen. HVIS det havde været vores sidste, havde det været en perfekt afslutning.

Inden jeg tog på arbejde havde jeg også nogle tanker om træningen frem til NM, som skulle noteres. Jeg havde været meget struktureret med træningen det sidste halve år eller mere, og det sidste jeg ønsker er at begynde at gøre noget impulsivt, hvis det ikke er noget der åbenlyst gavner min træning.

Vi er fire fra det danske landshold som træner torsdag den 24. i Royal Canin Areena, vi havde aftalt en time, og pludselig var der mulighed for to timer. Jeg meldte straks fra, fordi jeg ved at det ikke er tro mod mine planer med Max. Vi skal træne højest ½ time, og hvis der pludselig var to timer til rådighed kunne jeg finde på at træne noget, som ikke gav mening.

Jeg har derfor i dag skrevet en detaljeret dag for dag plan med træningen i november, den kan ændres, men der skal være gode argumenter for det. Det er måske en enetime eller to, der skal tilføjes, men det er ren mentaltræning.

Ingen kommentarer: