To Say Nothing of the Dog

Foto Grafiko.dk ©

Det er mange år siden jeg sidst har læst den, men det skal jeg nok lave om på snart, Jerome K. Jerome: Three Men in a Boat (To Say Nothing of the Dog) vidunderlige roman kalder på en genlæsning.

Hvordan kom jeg til at tænke på den? Jeg skulle finde en titel på et blogindlæg, som ikke handlede om hunde, og så dukkede ovenstående titel op.

Det har været en dag uden hundeaktiviteter, næsten, det vender jeg tilbage til.

Jeg har tilmeldt et foredrag hos Folkeuniversitet i morgen formiddag. Jeg blev fanget af titlen ”Få styr på hukommelsen – livestream med Anders Nykjær” og teaseren, hvor der bl.a. står: ”Men hvorfor husker vi så forskelligt, som vi gør? Hvad sker der i hjernen, når vi forsøger at huske noget? Kan man se hukommelsen i hjernen? Er det korrekt, at kvinder husker bedre end mænd? Hvordan er indlæring og hukommelse forbundet? Hvad kan man selv gøre for at styrke sin hukommelse? Og findes der mennesker, der ikke kan glemme?”

Det vil jeg rigtigt gerne blive klogere på.

Jeg er i forbindelse med nye opgaver i Nexi begyndt at komme fast på arbejde et par gange om ugen, hvor jeg i en længere periode kun har arbejdet hjemmefra.

Ærligt talt, det føles godt at komme på arbejde, møde nye kolleger, og føle mig som en del af et fællesskab, det har givet mig masser af energi.

 

I dag spiste jeg for første gang i rigtig lang tid frokost i kantinen, Pasta carbonara, der manglede lige et glas vin til 😉

 

I eftermiddags deltog jeg i et kursus i ”Hjerte- Lungeredning med brug af hjertestarter”, lidt mere prosaisk annonceret som et kursus i Førstehjælp. Jeg var på førstehjælpskursus for snart 6 år siden, har længe overvejet at få en opdatering, og så dukkede muligheden op i Nexi, perfekt!

Jeg hadede tanken om at komme til at stå i en situation, hvor nogen kom til skade/faldt om, og jeg bare var passiv; nu føler jeg mig fuldt rustet til at gøre noget, og det er en god følelse. 

Seje bootcampere (foto: Kim Andersen)

Til aften var vi som sædvanlig til fitness træning, i dag var Kim instruktør, og det var ærligt talt ret velgørende.

 

Kirsten havde uden problemer lokket mig til at aftensmaden skulle være pizzaer fra Braunstein 😊

Hundedelen, hvor blev den af?

I morges opslog jeg et indlæg Fantastisk træning, som bortset fra en enkelt slåfejl er en tro gengivelse af mine træningsnoter skrevet i går aftes da jeg kom hjem og sendt til Liv, præcis som havde det været en ”rigtig” prøve.

Det var en god fornemmelse, fordi det indebærer, at jeg træner som om at var konkurrencer, ligesom jeg konkurrerer som var det træning, Jeg har kriterier, rutiner osv. for træningen, og er lige så skarp til at gøre notater og forstærke mig selv for det gode og lære af det, som ikke var, som jeg havde drømt om.

Jeg genlæste mine noter til morgen, lige inden de blev offentliggjort, og jeg blev ærligt talt ret glad: det lyste ud af dem, hvor glad jeg havde været for træningen. HVIS det havde været vores sidste, havde det været en perfekt afslutning.

Inden jeg tog på arbejde havde jeg også nogle tanker om træningen frem til NM, som skulle noteres. Jeg havde været meget struktureret med træningen det sidste halve år eller mere, og det sidste jeg ønsker er at begynde at gøre noget impulsivt, hvis det ikke er noget der åbenlyst gavner min træning.

Vi er fire fra det danske landshold som træner torsdag den 24. i Royal Canin Areena, vi havde aftalt en time, og pludselig var der mulighed for to timer. Jeg meldte straks fra, fordi jeg ved at det ikke er tro mod mine planer med Max. Vi skal træne højest ½ time, og hvis der pludselig var to timer til rådighed kunne jeg finde på at træne noget, som ikke gav mening.

Jeg har derfor i dag skrevet en detaljeret dag for dag plan med træningen i november, den kan ændres, men der skal være gode argumenter for det. Det er måske en enetime eller to, der skal tilføjes, men det er ren mentaltræning.

Satisfaction

Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke var tilfreds med weekendens prøver. Det har virkelig givet mig masser af glæde at tænke tilbage på de i alt 7 prøver, herunder at kunne huske specifikke øjeblikke i hver prøve, hvor jeg kunne mærke glæden indeni – hvor der var overskud til at støtte hunden, udføre momenterne og alligevel kunne grine og mærke, at det er skønt at være på banen med sin hund.

Det fedeste var nok Megans bane, hvor jeg kom til at grine højt, fordi hun var så glad.

Der var mange øjeblikke i Max’ HTM-program og især i den officielle rallyprøve med Max, hvor jeg også kunne mærke det fantastiske, at Max, selvom han ikke synes det var det allerbedste at være på banen, alligevel holdt fokus på mig, ligeså snart jeg gav signal.

Der var begge prøver med Lille Bjørn, hvor han var lige lidt overtændt, hvor han gøede af ivrighed og ikke kunne snurre, ikke fordi han ikke ville, men han er så overstadig at han ikke kunne.

Jeg har også været meget glad for at tænke tilbage på alle prøverne. Jeg gjorde ”alt rigtigt” – det lyder flot, men jeg kan ikke komme i tanker om noget, jeg ville have gjort om, hvis jeg fik mulighed for det. Selvom søndagen var lidt hektisk indimellem, så blev alle hundene varmet ordentligt op og belønnet ordentligt.

Det var også nogle rigtigt gode prøver, velarrangerede, dejlig stemning, fine resultater, hyggeligt selskab.

Det var også en rigtigt god oplevelse, at hundene opnåede godkendte resultater. FS-programmet bestod vi ikke med, og det var helt ok. HTM-programmet bestod vi med, jeg ville godt have haft lidt mere overskud, men jeg valgte bevidst at holde meget fokus på Max, og det var naturligvis et godt valg – HTM2-titlen er jeg superglad for og at jeg så ovenikøbet har fået lysten til HTM igen, det er en ekstra bonus. Rallyprøverne til Årets Hund var måske ikke så prangende, men at bliver nr. 8 i ekspertklasse og nr. 8 og 13 i championklasse, der er meget godt gået. Derefter at få hhv. 12 og 3 point til Årets Hund 2017 med Max og Lille Bjørn, det var heller ikke tosset.

Så jeg har bestemt kun grund til at være tilfreds.

I går var der specielt to ting at være tilfreds med.

Jeg havde via arbejde fået mulighed for at deltage i heldagskursus i førstehjælp. Det er virkelig et kursus, som jeg burde have været på for længe siden, men aldrig har fået taget mig sammen til. Men i forbindelse med en kampagne for hjertestartere besluttede jeg mig for, at det skulle være løgn. Jeg vil ikke risikere at stå i en situation, hvor nogen har brug for førstehjælp, og så ikke ane hvad jeg skal gøre. Nu føler jeg mig rustet til at kunne agere korrekt i mange forskellige situationer, kender Hjerte Lunge Redning og kan anvende en hjertestarter.

Dagen sluttede med rallyholdet hos Johanna, med en individuel konkurrence og en holdkonkurrence. Pointen var naturligvis at ”provokere” os til at blive fristet til at tænke på konkurrence på bekostning af at arbejde med hundene. Banerne passede Max og mig perfekt, så jeg kunne kombinere konkurrenceelementet med supertræning. En bane, hvor vi skulle gå med en kartoffel på en ske, var da lige noget der fik Max på dupperne; løbedelen uden kartoffel var også perfekt til os. Vi vandt på tid :-) I holdkonkurrencen var jeg på hold med Stine og Susanne, og det gik forrygende – Max fik løbet banen på højre side, og det passer ham fint begge dele.

Indimellem fik vi trænet diverse detaljer, specielt havde jeg fokus på dobbeltspring med forstyrrelser!

Hjemturen i en del sne var mindre sjov, men bortset fra at den tog meget lang tid, var der ingen problemer.

Mit lokale værksted fik endnu et par stjerner til morgen – jeg havde lagt vinterdækkene klar i bilen, jeg ringede til værkstedet kl. 8 for at høre om jeg kunne få en tid … og 8:40 kørte jeg derfra, og bilen er monteret med vinterdæk.

Så er jeg en MEGET tilfreds kunde!!!