Godt nytår!

Jeg har mange gange skrevet om det for mig fantastiske 2023. Blandt mange positive oplevelser:

• En succesfuld operation for spinalstenose
• En vellykket flytning fra Solrød til Præstø
• Pensionering efter 47 på arbejdsmarkedet og  pr. 1. december officielt folkepensionist
• Orden i økonomien, bl.a. gældfri 😊
• Godt i gang med at blive integreret i det lokale foreningsliv
• Stop i alle rallyudvalg i DKK-/NKU-/FCI-regi, men fortsat knyttet til DKK-rally på konsulentbasis
• En masse dejlige oplevelser som rallydommer

• Mange vidunderlige prøveoplevelser mv. med hundene. 
• Otto blev nr. 10 til årets hund i øvet klasse, fik en lille håndfuld Sirius-titler i NW og en fin roset i Alice HTM Challenge. 
• Max fik også nogle Sirius-titler, men årets store skifte var, at han debuterede i seniorklasse i rally, og det var godt for os begge. Max fik sin 4. championtitel samt bronzetitlen og vi håber at vi kan fortsætte i klassen næste år

Det var en streg i regningen med diagnosen spinalstenose 19. december, efter et meget langt udredningsforløb. Jeg synes det har været lidt anstrengende indimellem, uvisheden svær at håndtere, og ja, der har været lidt mentale nedture. 

Men, så er det altså heller ikke værre. Jeg har virkelig kunne trække på den mentale træning, som jeg har prioriteret højt i mit arbejde med hundene, så jeg får fokuseret på det vigtige. Jeg gør, hvad skal jeg i forhold til sygdommen, men mit fokus i det daglige skal være på alt det, der giver mig glæde og livsindhold. 

Det er der rigtigt, meget der gør. Jeg har fået så meget opbakning og opmuntring, som betyder sindssygt meget for mig. Jeg har fået idéer til, hvad jeg kan fokusere på. 

Som Neel så sødt sagde i går: ”Du er ikke død!" 

Præcis! Jeg vil leve og jeg vil have det godt. Jeg håber at kunne sprede glæde og bistå der, hvor jeg kan.

Det skal være mine indgangsord til 2024. 

Rigtigt godt nytår alle sammen 

Hulemennesket (Peter Løhr, 2021)

Hulemennesket er en fascinerende, medlevende, velskreven tour de force om guldaldermaleren Johann Thomas Lundbys (1818-1848) ophold i Rom 1845 - finansieret af Kunstakademiets rejsestipendium – og hans alt for tidlige død i Treårskrigen (1. Slesvigske Krig). Romanen er baseret på omfattende materiale fra Lundbys hånd: breve, dagbøger og værker.

Brølende køer ved et stænge,1847 (Nivaagard.dk)

Peter Løhr har med eminent indføling beskrevet Lundbys splittede personlighed. Fra den usikre, uselvstændige, selvudslettende til den grandiose mestermaler, som kan lægge verden ned. Perioden i Rom er en hård modningsproces, hvor savnet af moderen, Danmark og den danske natur er markant, og meningsbrydningerne, både verbalt og fysisk, med nogle af hans store forbilleder og kunstnerkolleger i Rom både udviklede og belastende.

Den første tid bor han under tag med Jens Adolf Jerichau (1816–1883) og Thorald Læssøe (1816-1878). Lundby og Jerichau har et særdeles tæt forhold fra før Rom, dokumenteret i intime breve, og Læssøes tilstedeværelse mere end antyder seksuelle undertoner.

Lundbys erfaringer med det modsatte køn er tæt på ikke-eksisterende fra før Rom, så meget mere chokeres han over sin egen dragen til frugtsælgersken Rosa, som Jerichau meget usympatisk anvender mod ham.

Vi oplever Lundbys forfærdelige nedture, som han da har brugt alle sine penge alt for tidligt, fordi han absolut skal købe alle de dyreste materialer fra starten, og derfor må sulte i perioder.

Vi oplever hans opture, da han ved Elisa Paulsens (1813-1870) mellemkomst kommer til at bo ”standsmæssigt” og under tag med Wilhelm Nicolai Marstrand (1810-1873, Lundbys store idol. Og da det viser sig at han fuldt ud matcher sit forbillede kunstnerisk og ikke mindst menneskeligt. Højdepunktet er den mesterligt beskrevne juleaften hos Elisa Paulsen.

Hun er Thorvaldsens barn (uden for ægteskab), og står traditionelt for et julearrangement for danskerne i Rom, i 1845 i alt 31. Hun har mere end et godt øje til Lundby, og den aftens forløb er vidunderligt fortalt, med intime og medrivende stemninger, stemningsskift, fuldemandssnak, fantasier.

Peter Løhr skriver forrygende godt. Han skaber billeder og stemninger, som er til at tage og føle på.

En fantastisk læseoplevelse, som kan anbefales på det allervarmeste.

Om at spare – om Bio Bernhard i Præstø

Nedenstående er sendt som officiel kommentar til det Råderumskatalog, som borgere i Vordingborg Kommune har fået mulighed for at kommentere inden 5. januar 2024. 

* * *

Min kone og jeg er flyttet til Præstø sidst i september 2023, vi har altså kun boet i Præstø i tre måneder.

Vi kommer fra Solrød Kommune, hvor vi har boet i 44 år. Beslutningen om at flytte er ikke spontan. Vi har set på mange potentielle boliger, flere forskellige steder på Sydsjælland.

Min kone er født og opvokset i Præstø, jeg havde intet særligt forhold til byen på forhånd. Det har jeg fået i processen med at finde den rigtige bolig til vores otium, og vel at mærke en bolig i et område, som var andet end en samling huse.

Præstø er en by med dagligvarebutikker, et bredt udbud af specialbutikker samt et rigt foreningsliv både idrætsmæssigt og i bredere forstand.

Vi har fra starten sat os for, at vi vil være en del af lokalsamfundet. Vi handler så vidt muligt lokalt. Vi vil gerne betale ekstra hos boghandlen for en bog (i forhold til at købe på nettet), fordi vi håber og tror, at vi så er med til at bevare en butik, som ellers måtte lukke, og gøre Præstø lidt kedeligere. Ligesådan med vinhandlen, møbelforretningen, tøjforretningerne osv.

Jeg havde allerede før flytningen kontakt til Bio Bernhards formand og har aftale om nogle konkrete aktiviteter, der kan være med til at styrke et i forvejen stærkt kulturcenter og samlingssted i byen. 

Vi er begge medlemmer af Ældresagens Lokalforening i Præstø, og jeg har budt ind på et være en aktiv del af lokalforeningen. 

Vi vil være en del af lokalsamfund, som allerede sprudler, og som vi håber at der kommunalt er støtte til skal styrkes, eller i det mindste ikke svækkes …

Vi har som vist de fleste, der interesserer sig for Præstø, læst Råderumskataloget for Vordingborg Kommune for november 2023. Råderum lød positivt, men det betyder vist for almindelige mennesker, at det er et sparekatalog …

Vi har fuld forståelse for, at der skal spares, og at alle borgere kan tale for deres syge moster og argumentere for, hvorfor dette eller hint forslag er helt urimeligt. Nu vælger jeg alligevel at fokusere på ét specifikt område, en årlig besparelse på 65.522 kr. årligt på Bio Bernhard. Det udgør 1,1 promille af det ”konkrete råderumsforslag med samlet helårseffekt på minimum 60 mio. kr.”. Umiddelbart tænkte jeg, at der åbenbart ikke var en nedre grænse for forslagene.

Så læste jeg det konkrete forslag:

 

Har I været inde på Bio Bernhards hjemmeside og set hvad de tilbyder? Biografklub Danmark, Seniorbio, Offentlige foredrag i Naturvidenskab, Læs bogen - se filmen, Opera, Med Skolen i Biografen, Gratis foredrag, Udstillinger, Cafe, Strikkeklub. Det er ikke ”bare” en biograf, det er et kulturcenter.

Har råderumsanalysen afdækket alternativ anvendelse af ejendommen (eller kommer den til at stå tom?), hvilke andre foreningslokaler er der tale om, og hvad er potentialet for den ikke udlejede lejlighed? Kunne lejligheden udlejes og dermed gøre at Vordingborg Kommune faktisk tjente på løsningen uden at Bio Bernhard mistede sit tilskud?

Jeg véd, at man kan argumentere tilsvarende imod mange andre besparelser, men helt ærligt: en årlig besparelse på 65.522 kr., en dråbe i den kommunale økonomi, med store konsekvenser for Præstøs lokalliv.

Med venlig hilsen 

Paul Lysholdt 

Vibevej 1, Præstø

Tidens oprindelse. Stephen Hawkings sidste teori (Thomas Hertog, 2023)

Originaltitel: On the Origin of Time, som meget bevidst kobling til On the Origin of Species by Means of Natural Selection, or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life (Charles Darwin, 1859), dansk titel Arternes Oprindelse.

Hvordan er universet opstået? Hvorfor har det så exceptionelt gode betingelser for liv i vores form? Emnet har fascineret til alle tider, og Thomas Hertog (TH) - som arbejdede tæt sammen med Stephen Hawkings (SH) de sidste 20 år af SH’s liv - har skrevet en fascinerende bog om, hvordan emnet er anskuet gennem tiden, herunder især hvordan den tidlige SH og den sene SH har ændret syn på det, og hvordan de sammen har udviklet den Kvantekosmologiske arkitektur.

Jeg er ikke fagmand, og kan bestemt have misforstået noget, men hvis jeg skulle sammenfatte bogen kort, er mit bud dette.

Darwins Arternes Oprindelse omtales således (side 20-21): ”Skønheden ved Darwins teori er, at den tilbyder en syntese af to konkurrerende kræfter – tilfældig variation og miljøudvælgelse – der er virksomme i den biologiske verden. Darwin fandt balancepunktet mellem biologiens ”hvorfor” og ”hvordan” ved på en helt enkel måde at integrere årsagsforklaringer og induktive ræsonnementer.”

Skabelsen af kosmos og overgang til liv blev indtil slutningen af det 20. århundrede opfattet som noget, der kunne/burde forklares med fysikkens love. Men det var også åbenbart, at det ikke var så ligetil. Georges Lemaîtres opdagelse af, at universet udvidede sig (1927), diskuterede han med Albert Einstein (AE), hvis generelle relativitetsteori forudsagde dette. AE frygtede, at dette spor ville lede til en begyndelse ”der minder mig for meget om det kristne dogme om skabelse” (side 36), og accepterede det ikke.

SH’s forskningsindsats i de sidste 20 år fokuserede på at bygge bro mellem den begrebsmæssige kløft mellem fysik og biologi. Kombinationen af et ekspanderende univers og teoretiske udviklinger, der indikerede at fysikkens love ikke var evigtgyldige, gav grundlag for og inspiration til forskningen.

Bogen går i dybden med mange spændende udviklinger, andre teorier, dilemmaer osv. Meget af stoffet er svært tilgængeligt (læs: det kan jeg ikke gengive), men jeg har læst det med stor fornøjelse, fordi TH skriver rasende godt og meget pædagogisk, kan stoffet ud og ind, og får en vildt spændende periode beskrevet, så jeg blev revet med. 

Den Kvantekosmologiske arkitektur (side 193) gengivet ovenfor, er den afgørende og helt principielle forskel mellem top-down tilgangen fremfor de(n) tidligere bottom-up tilgange(e).

TH’s konklusion: ”Den kvantekosmologi, vi foreslår, læser universets historie indefra og som et univers der på sine allertidligste stadier inkluderer de fysiske loves genealogi. Efter vores opfattelse er det ikke lovene som sådan, men deres evne til at forandre sig, der er grundlæggende, Top-down-kosmologien fuldender således den konceptuelle revolution i vores måde at tænke om universet på, som Lemaître indledte.” (side 265).

SH´s sammenfatning ”Vores top-down-perspektiv vender op og ned på hierarkiet mellem love og virkelighed i fysikken. Det fører til en ny fysikfilosofi, der afviser idéen om, at universet er en maskine styret af ubetingede love med en forudgående eksistens, og erstatter denne idé med opfattelsen af, at universet er en slags selvorganiserende enhed, hvor alle mulige emergente mønstre opstår – hvoraf vi kalder de mest generelle for fysikkens love.” (side 266)

Der er grundlag for intensiv forskning, som vil gøre os klogere på vores verden.

Det, der også gør bogen til noget særligt, er at det er skrevet af en person, der gennem 20 år har haft det privilegium at arbejde med en af de største hjerner og stjerner i verden. SH har åbenlyst skabt nogle fantastiske rammer for sine omgivelser, inspireret, støttet og udfordret, så teorierne er blev udfordret, korrigeret, forkastet, i ofte årelange processer. Det må være have været ufatteligt spændende og lærerigt at være en del af det miljø.

Indrømmet,  det er ikke bog man lige læser ... det er tungt stof, men rasende godt og pædagogisk skrevet. Hvis man er lidt nysgerrig efter at få kendskab til både historik og den allernyeste forskning og viden om universets oprindelse, så er dette bogen.

TH har skrevet med åbenlys og overbevisende indsigt, med hjertet, med tårnhøj respekt og med den allerstørste kærlighed.

Det er en fantastisk og vidunderlig bog.

2023 – omvæltninger og perspektiver

Grafiko.dk ©

2023 har været et meget spændende år for mig, på nogle punkter lidt for spændende. Men sådan er livet, heldigvis er det ikke forudsigeligt, og det er vilkårene på godt og ondt.

De ydre rammer for Kirsten og mig er ændret. Vi er flyttet fra Solrød til Præstø, til et mindre hus, vi er gældfrie og har et fornuftigt økonomisk råderum.

Jeg er med udgangen af november gået på pension efter 47 år på arbejdsmarkedet, senest efter præcis 9½ gode år i Nets.

Jeg havde og har en masse planer for pensionstiden, men der har været lidt bump på vejen. Der var en planlagt operation for spinalstenose 23. februar og den deraf følgende genoptræning. 

Og så var der en absolut ikke planlagt periode på indtil nu over tre måneder, hvor jeg har været mere eller mindre sat ud af spillet, faktisk lidt tættere på døden, end jeg havde forestillet mig muligt.

Det har ikke været en behagelig tid, uvished er ikke så nem at håndtere for mig; omvendt har det givet anledning til en masse gode tanker og handlinger om det vigtige i livet. Samt ekstra værdsættelse af mennesker, der holder af mig og har hjulpet i en svær periode.

I dag var jeg til konsultation på Dermatologisk Afdeling i Roskilde og mit største ønske blev opfyldt: diagnosen blev stillet. Jeg lider af pustuløs psoriasis. Det betyder en mere målrettet behandling i forhold til selve sygdommen og fortsat aftrapning af medicinering for at afhjælpe konsekvenserne af fejlmedicineringen. 

Og så ikke mere om sygdom 😊

I løbet af året har jeg trukket mig ud af alt i forhold til rally og DKK, og alligevel ikke. Jeg er ud af alt det formelle, dvs. ude af udvalg, men jeg har været så heldig, at jeg fortsat har fået mulighed for at være ”ekstern konsulent” for udvalget og arbejde med nogle opgaver i forbindelse med finalen i Årets Hund 2023, landsholdskvalifikationsprøver i januar 2024, DM 2024 samt opgaver i forbindelse med udrulning af visionen for rally i DKK. Det sætter jeg meget stor pris på.

På dommersiden gjorde sygdommen desværre, at jeg ikke kom til at dømme NM 2023, men der var heldigvis mange andre fede oplevelser, bl.a. DM 2023, og ikke mindst en ganske særlig prøve for Hornsherred HTM Klub.

På rallyudøverfronten har det været et mærkeligt år. Det startede 7. januar med en årets hund finale, hvor både Max og Otto var kvalificeret, samt to landsholdskvalifikationer med Max. Jeg har aldrig haft det så fysisk dårligt til en prøve (spinalstenosen), den allersidste prøve havde jeg så ondt, at jeg dårligt kunne gå én banegennemgang, og jeg gættede på nogle af skiltene da jeg gik prøven, fordi jeg ikke kunne fokusere på dem. Max var klinet til mig, og et øjeblik som stadig fylder meget, var at Helle Damkjær kom hen til mig lige efter prøven, og fortalte hvordan Max bare havde været der hele tiden … Max, med fuld respekt for mange andre dejlige hunde, er min once in a lifetime hund …

Og bare rolig, Otto er ikke glemt!!!!

Jeg ser frem mod 2024+++ og overskriften er Livsnydelse: Familie, venner, hunde, rallykonsulent (DM, vision), træning, konkurrencer, vin (sommelieruddannelse!), film (quizzer?!), bøger, god mad, sprede glæde (lykkekonto) … ingen grænser.

Drømmene er der, rammerne er der, jeg krydser for at helbredet også er der.

Hvad gør dig glad?

Jeg fik spørgsmålet forleden, det er også et, jeg ofte stiller mig selv. Det er vigtigt mentalt (for mig), at være bevidst om, at der sker mange ting, hver dag, som gør mig glad. Så nu skriver jeg bare løs.

Det danske sundhedsvæsen. Jeg kan kun kommentere ud fra min snævre synsvinkel, men jeg har været privilegeret i et noget kringlet og langstrakt sygdomsforløb KUN at løbe ind i gode oplevelser. I mandags oplevede jeg det ganske enestående, i forbindelse med en akut tid på Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus, at lægen jeg havde aftale med, bad om hjælp og pludselig stod der 6 læger og undersøgte mig. Jeg véd at det betyder, at det ikke er lige ud ad landevejen, og ja, jeg kunne da ønske jeg bare fejlede noget almindeligt … men jeg kan da ikke forlange mere fokus. Og heldigvis, så synes jeg det nu langt om længe er begyndt at gå den rigtige vej. 

Møde med Møns Bank i dag, med Jon min bankrådgiver og Michel min formuerådgiver. De er altid topforberedte, det er jeg også. Nu er der styr på forskudsopgørelse 2024, aftaler om budgetter mv., så der er grundlag for at lave en konkret plan for udbetaling af pensioner i starten af 2024, og som bonus noget information om sundhedssikring, som jeg ikke var opmærksom på. Dejligt.

 

Uventet at modtage Claus Boxenbaums Blue By You med posten fra forfatteren og hans kone Susanne. Jeg skrev naturligvis tak og havde skrevet en mini-anmeldelse, og Claus har kvitteret med ”Du er den eneste, af de mange, der har kommenteret, der på bedste vis har nuanceret din bedømmelse af Blue By You, så der både er roser og ris, og det er præcis den vinkel på bogen, en forfatter har den største glæde af.”

Min anmeldelse: ”Jeg synes bogen startede lidt trægt, lidt staccato-agtigt. Hvor er vi på vej hen? Men pludselig skete der en hel masse, og de mange spændende personer og handlinger udvikles, og jeg blev virkelig revet med. Jeg synes bogen er elementært spændende både på det ydre plan og på det indre.

Jeg fortalte Kirsten om den, og hun spurgte om det var noget for hende … det kunne jeg med det samme svare nej til. Hun vil gerne have meget mere ”kød” på fortællingerne: ind bag personerne, nuancer i forholdene, beskrivelser der gør, at personernes ageren bliver forståelig/troværdig.

Jeg synes bogen har grundlaget for at blive en fantastisk roman, hvis der bygges videre på den. Og jeg skal ærligt indrømme at jeg i hovedet ser det for mig som en vildt spændende og fængslende film med masser af stof til action – bare tag Williams selvmord, hovedpersonens nær-død på ski, den uventede datter, Malene/Julies død og hovedpersonens likvidering af to skurke – og rigtigt mange relationer, som der kan komme så meget kød og drama på.

En dejlig og læseværdig bog, men jeg er krævende og ønsker mere, når det er så oplagt 😊

Tusind tak for at give mig oplevelsen!!! ”

Helt uventet at modtage en julekalender fra Summer Bird (plus nogle bonus flødeboller). En daglig glæde frem til jul, og anledning til en espresso og afslapning.

Jeg købte et lille Panasonic anlæg til mit kontor, og har rå-nydt at høre en masse Rolling Stones, Love, Beatles og aktuelt er jeg i gang med at høre Mozarts klaverkoncerter fra en ende af, i udgaven med Daniel Barenboim og English Chamber Orchestra.

 

Vi (jeg) er ikke helt der, hvor vi har lyst til at gå ud og spise, så nyder vi gode takeaway muligheder i nabolaget, sidste weekend igen noget fra Muldiverset, vidunderlig dansk lammekølle med fantastisk tilbehør.

Jeg faldt for nogle vine hos Crimewine, bestilte dem, fik at vide at de ikke sender, forklarede min situation og endte med at få dem bragt en lørdag. Flemming fra Crimewine kombinerede leveringen med et besøg med fruen på Frederiksminde, så jeg tror vi ude i en rigtig win-win 😊

Vinene er fra Weinhaus Bettina Schumann UG, og i går nød vi ”Weinhaus Schumann: Walk on Clouds 2021”. Nogle noter: Lys, gylden. Flot duft, dåsefrugt, fersken, medium fyldig. Fantastisk i munden, kompleksitet, syre, fylde, nærmest tyggelig, et fantastisk glas vin.” Det er en utraditionel mix af Weisburgunder og Chardonnay. Virkeligt vidunderlig.

Jeg var tvunget til at udskifte min pc, der var lidt for mange taster der ikke rigtigt fungerede. Installation og opdatering af den nye ASUS Vivobook gik tæt på smertefrit. Der var lidt med Outlook, der drillede, det var fordi jeg ikke tænkte mig om. Dreamweaver var lidt mere tricky, men Christian gav mig lige stikordene, og det hele fungerer som det skal nu.

Fedt samarbejde med Lonni og Liv om opdatering af noget rally-materiale. Altså, når man bare kan mærke, hvordan vi spiller sammen, inspirerer hinanden og nyder at der kommer noget fint og sammenhængende ud af det, det er dejligt.

 

At kunne nyde i går aftes at se Mens Juleklokkerne ringer (Alf Nielsen, 1917), en 23 minutter lang dansk stumfilm. Juleaftensdag, enkefru Ejlersen og hendes voksne søn John er fattige, han betaler med sine sidste penge moderens husleje, så hun ikke bliver sat på gaden. Han prøver at få et forskud af sin chef fabrikant Berg, som principielt ikke giver forskud. Berg fejrer en overdådig, men trist juleaften med sin lille datter Else og en barnepige, mens John desperat går rundt i byen. Han er desperat, fordi han ikke har en gave til sin mor og ender med at bryde ind hos Berg for at stjæle en gave.

En stramt fortalt historie, med flot og enkelt fokus på de sociale forskelle, den manglende glæde hos alle bortset fra Else, som sikrer at julefreden indfinder sig på alle sider på den gode måde.

Scenen, hvor hun opdager John, der er brudt ind, er flot fotograferet, se fotoet og lidt efter kommer Berg og følger deres samtale. En dejlig julefilm.

Lige så langsomt er jeg begyndt at træne med hundene igen. Det har ikke været muligt den sidste måned, men nu kan jeg så småt gå i gang. Otto med Sirius Tricks, Max med Rally, nogle ganske korte pas hver dag; jeg kan mærke at jeg er rusten, og det er Otto også. Max er totalt frisk. 

Jeg håber at Max og jeg er klar til at gå til prøve 31. december og dermed kan have generalprøve på Årets Hund finalen 6. januar 2024. Max har kvalificeret sig for niende år i træk, og jeg vil meget gerne have den finale med …

 

I eftermiddags fik jeg mulighed for at se Folkeuniversitets livestream med Anders Kofod-Petersen Kunstig intelligens, kunstigt sprog?, som humoristisk og meget vidende fik sat AI i perspektiv.

Og der er meget andet der har gjort mig glad, men de allerbedste ting hører til privatlivet :-)

PisseGod Ledelse - Vi er alle ledere. Tips og Tricks til nye PisseGode Ledere (Leise Astrid Passer Jensen og Brian John McCullen Dahl, 2023)

Leise og jeg lærte hinanden at kende for mange år siden i en Projektlederklub. Jeg har fulgt hende på LinkedIn, senest arbejdet med bogen PisseGod Ledelse. Jeg tilmeldte hendes nyhedsbrev forleden, blev inspireret af indholdet, begyndte at læse PisseGod Ledelse, og blev ærligt talt revet med på den skønneste måde.

Bogen er baseret på 7 forudsætninger og 8 paradokser, som hver er behandlet i 3 kapitler. Det er svært ikke at blive nysgerrig, spændt, inspireret eller andet godt – og måske også lidt provokeret indimellem? – af forudsætningerne:

1. Troen på det bedste i mennesket
2. Inspiration, frivillighed og tillid virker bedre end magt
3. Der findes en positiv intention bag enhver handling
4. Respekter andres model af verden
5. Vi er hele mennesker
6. Relationer erstatter hierarkiske organisationsformer
7. Vi lever i en verden med stigende kompleksitet

og paradokserne:

1. Hvis man vil lede andre, skal man kunne lede sig selv
2. Hvis du søger magten over andre, kan du miste den over dig selv
3. Hvis du vil have kontrol, må du selv slippe den
4. Hvis du vil opnå mere, skal du gøre mindre
5. Hvis du vil vise dit mod, skal du vise din sårbarhed
6. Når du ønsker andres tillid, må du selv udvise den
7. Hvis du tror, du skal motivere andre, så lad være
8. Hvis du vil øge din bevidsthed, skal du mindske din ubevidsthed

Jeg var solgt i kapitel 1, da PisseGod Ledelse blev defineret:

PisseGod Ledelse:

• At udøve Ledelse i organisationer, der ikke består af magt-hierarkier og ubrugeligt bureaukrati, men hvor beslutninger tages af dem, der rent faktisk har viden og formår at anvende den.
• At lede med værdighed, respekt og uden at tvinge andre til noget.
• At aktivt fokusere på at skabe et involverende og bæredygtigt arbejdsmiljø med engagerede, ansvarsbevidste kolleger.

Og så er jeg 110 % enig i præmissen, om at for at være en god leder skal kan først og fremmest kende sig selv rigtigt godt.

Jeg værdsætter bogens løse struktur, der opmuntrer til at springe rundt i materialet, opfordrer til at springe afsnit over, som kan være lidt nørdede (jeg sprang ikke noget over 😊) og masser af referencer både til kendt og (for mig) mindre kendt(e) litteratur/videoer/artikler – flere som jeg blev fristet til at se nærmere på.

Men det jeg først og fremmest elsker ved bogen er det overskud og engagement som stråler ud af hver side. Leise og Brians brændende ønske om at formidle deres tanker om hvad der skal til, for at mennesker kan blive gode ledere og hvad det kræver af organisationer. Deres hudløse ærlighed, når de deler erfaringer fra to lange og lærerige karrierer. Når man næsten fysisk kan mærke følelserne, så véd man, at det ikke ”bare” er en bog, de har skrevet, det er en vision om en revolution inden for ledelse.

Brians indlæg, som citeres her, er for mig noget af det smukkeste jeg har læst, jeg fik ærligt talt tårer i øjnene af at læse det:

"Som det meget selvstændigt tænkende og reflekterende individ jeg var (og stadig er), har jeg med årene opbygget en øget følelse af mit eget værd og en egen fornemmelse af, om noget gik godt eller skidt. Det kaldes også for at være ‘internt refererende’, hvilket betyder, at jeg ikke længere er så afhængig af at modtage andres feedback. Anerkendelsen er rar at modtage, og jeg glæder mig også over at få den. Men den supplerer kun min indre fornemmelse. Selvom feedbacken eller den eksterne anerkendelse måtte mangle, har jeg alligevel en indre fornemmelse af, hvordan noget er gået. I øvrigt føler jeg et værd uanset resultatet, for jeg kender min hensigt og ved at den er positiv. Jeg tænker, at dette er et resultat af det slid, jeg har gennemgået for at lære mig selv at kende. Men også de kriser, som jeg har gennemlevet, har spillet ind. Det er dog oftest sent, at man ser gaven i dem, men de medfører bl.a. muligheder for en stor selvindsigt."

Det gad jeg godt have skrevet!!!

Jeg kunne skrive en masse yderligere superlativer om bogen, men egentlig vil jeg bare opfordre alle, der har den mindste interesse i ledelse, i at læse den – og kunne jeg tilføje med et glimt i øjet, hvem kan dog ikke have det 😉

En afsluttende bemærkning. Jeg havde dobbelt fornøjelse af mange af øvelserne, hvor jeg dels relaterede til situationer fra mit arbejdsliv, dels relaterede til en række hobbyaktiviteter mv., som også involverer ledelse.

Reference: PisseGod Ledelse

Rally, vin, liv og perspektiv

Farfar og Max vindere (Leo)

Jeg var senest til rallyprøve 11. november, en dobbeltprøve i Ringsted arrangeret af DKK Kreds 2.

Max og jeg gik to fede baner, jeg husker at jeg nød dem fuldt ud. Det bedste var at få dommerens favorit to gange, med begrundelser, som jeg virkelig kunne forholde mig til og glæde mig over. Stine, som fremhævede Max’ og min fantastiske udvikling sammen. Janne, som omtalte os som et gammelt ægtepar: jeg gjorde noget, Max fulgt bare med, nærmest som om han bare instinktivt vidste, hvad jeg ville gøre.

Prikken over i’et var at komme hjem til svenskerne, og få Leos fantastiske tegning med Max og mig som vindere, for det var vi og det er vi.

Siden har jeg måtte melde fra en række prøver, herunder en dommeropgave, ud fra den helt enkle betragtning, at jeg skal passe godt på mig selv. Heldigvis er der gode venner der kan hjælpe mig på vej, når min optimisme kommer en anelse i disharmoni md virkeligheden … det betyder vanvittigt meget.

 

I dag kom invitationen til finalen i Årets Hund i rally. Max og jeg har kvalificeret os for niende år i træk og for første gang i seniorklasse. Det var ikke en overraskelse, jeg har gået målrettet efter kvalifikationen, og jeg har stået for udarbejdelse af kvalifikationslisten, men derfor er det alligevel en skøn fornemmelse, at vi stadig kan være med på topplan.

Hvis alt går vel håber jeg at gå et par prøver 31. december 2023, så finalen i Årets Hund 6. januar 2024, og så må vi se hvad fremtiden bringer.

Helbredet går den rette vej, men ærligt talt – til ingens overraskelse – alt for langsomt. Men det er også en sund mental øvelse at erkende at livet kan skifte meget pludseligt, og skulle vænne sig til at få det bedst mulige ud af det.

 

Til aften fik jeg det første glas rødvin længe, Cascina Massara, Barolo Massara 2017, en ganske ung, tør, streng og alligevel lidt frugtig Barolo, med engelsk lakrids, tjære og vidunderlig fylde i munden. Nok drukket for ung, men et dejligt glas vin.

Jeg har, lidt i dække af Black Friday, købt omkring 30 flasker forskellig vin samt en Coravin, som muliggør at drikke vine glasvis uden at trække proppen op. Jeg går i træning med at smage vine, gøre noter mv., for at være klar til sommelieruddannelsen, der starter marts 2024. Jeg kan godt mærke, at det er topmotiverende.

I går gik jeg også i gang med et af de nyeste indkøb fra den lokale boghandel Tidens oprindelse, en fascinerende bog om verdens skabelse og den slags … Jeg tror jeg kan love, at jeg ikke skriver en anmeldelse, det er altså ret tungt stof, men nogle noter skal der nok komme.

Nykøbing Falster Sygehus 16.-22. november 2023

Et dejligt måltid: Svenske kødboller med grov kartoffelmos, flødesauce og ærter, is og dagens kage.

I henhold til kalenderen skulle jeg være fløjet til Oslo fredag den 17. november om morgenen, for at dømme NM i Rally i weekenden.

Sådan kom det ikke til gå.

Jeg var til læge med noget eksem/udslæt 4. september, det udviklede sig ikke helt godt. 26. september var jeg hos hudlæge og kom under behandling. Det gik ikke helt, som det skulle. 16. november kl. 10 var jeg til konsultation på Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus, den helt store gennemgang med biopsi og blodprøver. 

Jeg kom hjem ved 15-tiden, gik direkte i seng; det næste jeg husker er Kirsten, der vækkede mig, jeg havde ikke hørt telefonen ringe.

Det var Pernille fra Dermatologisk. Jeg skulle akut indlægges. Jeg kan svagt huske at jeg spurgte om det var nu, det var det selvfølgelig.

Kl. 18:56 blev jeg indlagt på Nykøbing Falster Sygehus.

 

Den første stue

Der blev målt en masse. Jeg fik en seng. Jeg var på enestue. Der var en læge og nogle andre, og jeg svarede på en stribe spørgsmål. 

Min afdeling :-)

På et tidspunkt blev jeg kørt et andet sted hen. Jeg kan huske tanker om Kubricks 2001: A Space Odyssey og Godards Alphaville køre gennem hovedet, noget futuristisk og ret uvirkeligt. Der blev taget røntgenbilleder af lunger. Jeg tænkte, de var vildt grundige.

Når jeg tænker tilbage på det melder der sig ord som: professionalisme, tryghed, nærvær … det føltes rart, jeg kunne slappe af og jeg tænkte: Paul, du er de allerbedste hænder.

Jeg havde det ærligt talt rigtigt skidt, og heldigvis blev jeg forskånet for alle de hårde data undervejs. Dem har jeg kunne læse i det Besøgssammendrag jeg fik i forbindelse med udskrivningen. Et infektionstal på 300 (CRP), Diagnosen Akut generaliseret eksantematøs pustulose (AGEP) affødt af terpinafil. Intet jeg ville have været lykkeligere af at vide undervejs.

 

Jeg havde heldigvis overskud til at få læst bl.a. Blink, om at kunne foretage hurtige beslutninger på et kvalificeret grundlag.

Da jeg tog afsked med Josefine, den ansvarlige læge, og Sarah, den plejeansvarlige sygeplejerske, i går, fortalte jeg at jeg havde haft en FED oplevelse på sygehuset.

Jeg følte mig i centrum i en stor, velsmurt maskine, hvor talrige (50 måske, jeg aner det ikke) havde direkte kontakt med mig. Jeg følte at de alle var topprofessionelle, ikke én dårlig oplevelse. Jeg følte kontinuitet, der var ikke noget der smuttede. Jeg mødte masser af ægte smil, interesserede spørgsmål, omsorgsfuldhed og engagement.

De mange søde kommentarer til mit udseende, hvor mit ansigt over de seks dage udviklede sig fra noget monsteragtigt til mit normale ansigt. Den daglige glæde over de små fremskridt.

Der blev også tid til snakke om hunde og vind og vejr.

Jeg tænkte mange gange, at det er ikke ”bare” 50 individer, der vil yde deres bedste. Det er det også, men det opleves som noget andet, når det hele fungerer som et samlet hele. Så er det fordi nogen støtter det ledelsesmæssigt, og det virker.

 

Adgangskortet 

Jeg ville gerne takke hver enkelt og jeg håber dette indlæg bliver delt med mange, som har været en del af processen. Her vil jeg takke mit behandlingsteam: Josefine, ansvarlig læge. Sarah, plejeansvarlig sygeplejerske. Wioleta, SOSU-assistent. Sara, SOSU-assistentelev. 

Jeg er sikker på at I gør en forskel mange gange, hver dag. I forhold til mig gjorde I en kæmpeforskel og jeg vil give jer al den anerkendelse jeg kan drømme om, for at I gør, hvad I gør, på en så fantastisk måde. 

Tusind tak!!

Fantastiske øjeblikke

Jeg er blevet 71 år, jeg har haft sidste arbejdsdag, jeg har fået diagnosen psoriasis, jeg er blevet tændt på film igen og … ja, jeg glæder mig over en masse fantastiske oplevelser og øjeblikke i mange forskellige sammenhæng. 

Vi har fået både takeaway fra og spist på Muldiverset, som ligger på Stavreby Strandvej. Man skal vide hvor det ligger, men når vi nu har lært det at kende, har vi bare lyst til at komme igen og igen. De har en meget sympatisk profil, vi har følt os meget velkomne hver eneste gang og ikke mindre vigtigt: de laver noget virkelig fremragende mad, lavet fra bunden, baseret på lokale råvarer, så vidt muligt, økologisk og det smager fantastisk. I lørdags noget lækkert smørrebrød. Der er heldigvis mange der har fundet denne perle, og ja, vi kommer helt sikkert igen. 

Efter frokost var det perfekt at gå en lille tur med hundene på Slotsbanken ved Jungshoved Kirke. Der er en meget lille havn, og en skøn udsigt over Bøgestrømmen. 

Søndag formiddag havde Max og jeg fået plads på en uofficiel NW senior prøve arrangeret af Trine Jensen (HundensFavorit) hos Midt- og Sydsjællands Brand og Redning i Næstved. Det var meget veltilrettelagt og superhyggeligt, med 6 ekvipager formiddag og 6 eftermiddag, vi har husket at takke for en flot prøve. Mine kriterier var naturligvis afpasset efter træningstilstanden. 

Her er mine noter skrevet lige efter: "Det bedste: Megafedt beholdersøg hvor vi hurtigt fandt begge kilder og fører lige skulle bruge tid for at huske at melde færdig. Fedt arbejde af Max i det første indesøg (et kontor, ikke foto) hvor han fandt den ene kilde. Han arbejde godt og vedholdende men med tydelig frustration når det blev svært, fair nok når vi slet ikke træner NW 🙄 Superhyggelig snak Aino, Tina Brigo, Ulla Vest, Anni og Helle L. Flot feedback fra Trine. Masser af læring, der var specielt i køretøjssøg mange fejl med poter oppe". 

Mandag var sidste arbejdsdag i Nets. Jeg afleverede pc, telefon og adgangskort, der var hyggelig afslutning med min afdeling og nogle gamle kolleger, nogle flotte taler og et par fine gaver. En dejlig måde at slutte af på. Jeg har ferie resten af måneden og fra 1. december er jeg rigtig pensionist; mentalt er jeg det allerede 😊 

I forbindelse med at vi talte om mit liv efter Nets var det vist åbenlyst for alle, at jeg i den grad var klar, og snakken gik om film og hunde og have, og Kenneth min chef spurgte til sommelieruddannelsen. Helt ærligt, den havde jeg fortrængt. Jeg var jo helt klar til at gå i gang med den, med der kom en operation og genoptræning i vejen. Men jeg takkede for reminderen og nu er jeg tilmeldt del 1 af uddannelsen på Vinakademiet med start til marts 2024. 

Jeg har været igennem et længere forløb hos Hud- og Hyperhidroseklinikken (via firmaordning) for at blive udredt i forbindelse med noget eksem på fingrene der udviklede sig og bredte sig. I går faldt dommen, jeg har psoriasis. Det er da træls, men jeg kan uden videre nævne en hel masse, som kunne været meget værre. Det er godt med diagnosen, jeg er blevet henvist til at finde en hudklinik, hvor jeg skal have igangsat strålebehandling. Der er jo lang ventetid, men jeg fik en fantastisk oplevelse da jeg ringede til Hudklinikken Vordingborg. En forstående sekretær talte med lægen i frokostpausen og ringede tilbage til mig for at høre om jeg kunne komme i morgen kl. 9 … OM jeg kan!!! 

En af fødselsdagsgaverne fra Kirsten var Dansk Stumfilm, som udkom sidste torsdag, og som jeg har skrevet en lille omtale af her. Jeg noterede sidst i omtalen seks film jeg gerne ville se, og jeg lagde ud med Klovnen (A.W. Sandberg, 1926), som jeg så i går aftes. 

Klovnen (Kilde: Det Danske Filminstitut)

Handlingen kort. Det lille familie omrejsende cirkus Bunding drives af James (Maurice de Féraudy) og hans kone Graciella (Kate Fabian). Deres datter Daisy (Karina Bell) er linedanser og den talentfulde klovn Joe Higgins (Gösta Ekman) det store trækplaster. De to unges forlovelse fejres efter en forestilling. En repræsentant fra et firma i Paris tilbyder Joe et engagement, og alle fire tager til Paris. Joe bliver en gigantisk succes, alt tegner lyst. Modeskaberen Marcel Philippe (Robert Schmidt) har et godt øje til Daisy, som forlader mand og forældre for at følge ham. Joe begynder at drikke, Daisys ægteskab ulykkeligt og det tragiske er uundgåeligt. Daisy begår selvmord. Joe er tæt på at skyde den ruinerede Marcel, som dog dør af et hjerteanfald lige inden. Joe møder Daisys datter Daisy, som det antydes at han selv er far til uden at vide det, og indser at had og hævn ikke gør noget godt. Jeg blev blæst omkuld af filmen. 

Den er flot fortalt, den er styr på det filmtekniske. Jeg elsker de sjove måder filmens land kontra by, fattig kontra rig illustreres på, og den enkle, næsten naive måde skismaerne stilles op, uden at det virker anstrengt eller belærende. Jeg er vildt imponeret af dramaturgien og den flotte måde scenerne bygges op. Fx hele forløbet frem til at Daisy vil fortælle Joe, at hun forlader ham for Marcel, ikke får det gjort og så ser han det i en dramatisk spejlscene. Eller hele scenen i cirkus mod slutningen, hvor Joe som supplement til sin trickpistol med blomsten, har fået en skarpladt pistol, og har til hensigt at dræbe Marcel, som langsomt begynder at fatte mistanke; det er flot opbygget scene med et overraskende klimaks: Marcel dør, men ikke fordi Joe skyder ham. Gösta Ekman er formidabel som den tragiske klovn og illustrerer mesterligt hans udvikling fra glad, forelsket knægt, til berømt, jordnær og altruistisk stjerne, som naivt tror det bedste om de fleste. Og uhyggeligt overbevisende viser han Joes fortvivlende forfald, med den lille positive åbning til sidst. 

Det var en nydelse af opleve Klovnen, en gigantisk dansk film på internationalt niveau i sin samtid.

I dag fik jeg reminder om Covid-19- og influenzavaccination, fik booket tid i Faxe, så det passede med at jeg kunne fortsætte til Hundene på Bjerggården, hvor jeg havde en aftale om introduktion til nordisk rally. Det var en kærkommen anledning til at få genlæst og genopfrisket nordiske bedømmelser, inden turen næste fredag går til NM i Kongsvinger. 

Neel vidste jeg kom og tog fusen med en flot kegle, en toscaner fra 2017, som fødselsdag-/flyttegave, tusind tak for det 😊 

Masser af skønne oplevelser, også flere end der er nævnt, og jeg føler mig flyvende.

Dansk stumfilm (Lars-Martin Sørensen, 2023)

Jeg må åbent indrømme, at jeg fra første side blev suget ind i det store, prægtige værk Dansk stumfilm. På knapt 400 overdådigt illustrerede sider beskriver Lars-Martin Sørensen med enorm viden og overblik den spændende historie om dansk film fra den spæde fødsel sidst i 1800-tallet over storhedstiden ca. 1906-1913, gennem turbulente krigsår og efterkrigstid, til nedturen i 1920’erne, med nogle væsentlige undtagelser. 

Det er spændende og dramatisk stof og det er medrivende og indsigtsfuldt formidlet. 

Vi begynder med den første danske filmforevisning i 1896, den første danske film Kørsel med grønlandske Hunde (Peter Elfelt, 1897) og hører om driftighed for at spinde guld på det nye medie. 

Ikke mindst ser Ole Olsen fra starten filmen som international, og han ønsker forretningsmæssigt klogt men i praksis vanskeligt realiserbart at have kontrol med hele værdikæden: produktion, distribution og præsentation. Hans Nordisk Films Kompagni bliver en dominerende spiller. Vi hører naturligvis om Løvejagten (Viggo Larsen, 1908) og kontroverser med en vis Alberti i den forbindelse, samt om Storm P.’s korte filmkarriere. 

Den tekniske udvikling går stærkt, og det er interessant at læse sammenligningen af Løvejagten med En rekrut fra 64 (Urban Gad, Alexander Christian, 1910), bl.a. klipningen. 

Fotoramas Den hvide slavehandel (Alfred Cohn, 1910) sætter nye standarder for films længde (3 spoler = ca. 45 minutter), plagieres uhæmmet af Nordisk Films Kompagnis Den hvide Slavehandel (August Blom, 1910), som blev en kæmpe international succes. Og så var der Afgrunden (Urban Gad, 1910), hvor Asta Nielsen og Poul Reumerts gauchodans satte en helt ny standard for erotisk udstråling på film, og kickstartede die Astas karriere. Filmen er kun bevaret i fragmenter og i ret dårlig kvalitet, bortset fra dansen, fordi man under restaureringen fik adgang til et klip, der var uden slitage; det var den svenske censur, der havde klippet det ud af filmen. 

Vi hører om de første store stjerner Valdemar Psilander og Asta Nielsen. Jagten på sidstnævntes arvtager, da hun meget hurtigt tog til Tyskland: Betty Nansen, bl.a. om hendes uglamourøse karriere i USA, danserinden Rita Sacchetto og Clara Pontoppidan, sidstnævnte bl.a. i Blade af Satans Bog (Carl Th. Dreyer, 1921). 

Som kom Første verdenskrig og vilkårene blev dramatisk forandret, herunder naturligvis også forholdene for filmproduktion, filmindhold og distribution. Vi kan læse om internationale versioner, forskellige slutninger til forskellige markeder, selvcensur mv. Om det vanskelige og ofte umulige i at navigere på områder, hvor alt var politik. Der blev skabt nogle pacifistiske film, som i princippet kunne ses ganske neutralt: Ned med Vaabnene! (Holger-Madsen, 1915), Pax Æterna (Holger-Madsen, 1917) og Pro Patria (August Blom, 1916). 

De økonomiske forhold gjorde, at fastansættelse hos filmselskaberne ikke længere var økonomisk muligt, man hyrede fra film til film og det gjorde at mange danske filmfolk søgte udenlands. Bl.a. var det tilfældet for to af de helt store i dansk filmhistorie Benjamin Christensen og Carl Th. Dreyer. 

I løbet af 1920’erne fortsætter derouten, med nogle få undtagelser, mest kendt det internationalt berømte makkerpar Fyrtårnet og Bivognen. 

Bogen slutter med et spændende kapitel om digitalisering af stumfilmene, et møjsommeligt, tidskrævende og bekosteligt arbejde. Men det er gjort og det er en kæmpesucces, tænk at vi digitalt på Stumfilm.dk har adgang til alle bevarede danske stumfilm. 

En spændende og meget underholdende bog, som udover at være generøst illustreret har talrige QR-koder, som fører direkte til relevante film eller filmklip, meget brugervenligt og en perfekt anledning til at bladre igennem bogen, falde over et godt billede eller en fin tekst, og så se filmen live. 

På min ”ønskeseddel” over film jeg skal se, inspireret af første gennemlæsning af bogen: Atlantis (August Blom, 1913), Det hemmelighedsfulde X (Benjamin Christensen, 1914), Hævnens Nat (Benjamin Christensen, 1916), Klovnen (A.W. Sandberg, 1917), Klovnen (A.W. Sandberg, 1926) og  Jokeren (Georg Jacoby, 1928).

Mon ikke der kommer flere til?

Det eneste jeg savner i bogen er et stikordsregister. Den virker så gennemarbejdet, og det er virkelig besynderligt og upraktisk at der ikke er et. Jeg skulle finde omtalen af Emilie Sannom, Filmens Vovehals, Danmarks første stuntkvinde, der skulle bladres lidt for at finde den fine omtale side 192-202.

Dansk stumfilm kan anbefales på det kraftigste til alle der interesseret sig bare lidt for filmens historie.

Præstø og fødselsdag

Først tusind tak til de mange, som har givet sig tid til at sende en hilsen til mig i anledning af, at jeg fylder 71 år i dag. Jeg er virkelig rørt over de mange søde beskeder.

Jeg vender tilbage til fødselsdagen, men først og fremmest skal det handle om Præstø.

Præstø blev ramt utroligt hårdt af stormfloden 20.-21. oktober. Jeg har fået mange bekymrede henvendelser om hvordan det gik for os; vi var heldige ikke at blive berørt direkte.

Som enkeltpersoner kan vi ikke gøre meget, men sammen kan vi gøre en forskel, og der er naturligvis gang i en masse aktiviteter for at skaffe midler til gavn for Præstø.

Sydkystens Hundeskole vil gerne synliggøre, at vi er del af fællesskabet og vil yde vores bidrag. Derfor har vi ansøgt om en dobbelt rallyprøve 23. juni 2024, og bestyrelsen har godkendt at overskuddet går til Præstø. 

Vi håber på og regner med at kunne få sponsorpræmier fra lokale butikker mv. 

Prøverne afholdes på Bårse Stadion og er mig bekendt de første rallyprøver nogensinde i Præstø. Prøverne tæller til Årets Hund i DKK 2024. Vi håber på stor opbakning og jeg slår naturligvis op i relevante grupper på Facebook, når tilmeldingen åbner. Men interesserede kan godt reservere dagen 😉

Kirsten og jeg gør vores for at støtte lokalt. Vi bruger lokale håndværkere til alt, senest gardiner til hele huset. 

Det kan godt være bøgerne kan købes billigere på nettet, men vi handler hos den lokale boghandler. For helt ærligt vil vi hellere betale lidt mere end billigste mulige pris, hvis vi i stedet er med til at sikre et bredt udvalg af butikker lokalt. 

Nogle nye bekendtskaber i denne uge er restaurant Ingrid på Frederiksminde og Bio Bernhard. 

Ingrid har meget begrænsede åbningstider, om aftenen kun onsdag og torsdag 18-20, og der én menu. I onsdags var det Svamperisotto og hvidløgsbrød samt Pæresorbet med ymerskum og crumble. Begge retter i særklasse og et glas Rosso di Montalcino fuldendte oplevelsen af et måltid langt ud over det sædvanlige. Vi vender helt sikkert tilbage. 

Nytårsaftensmenuen er bestilt på Frederiksminde. 

I går var Kirsten og jeg for første gang i Bio Bernhard, hvor vi så The Miracle Club (Thaddeus O'Sullivan, 2023). En film om tro, håb, sorg, vrede, bitterhed, forsoning – om at vove at komme ud af sin komfortzone, at forstå at miraklerne ikke kommer til en, men fødes inde i en selv. En film som også handler om abort og hvilken skade manglende mulighed for legal abort kan medføre, men ganske diskret tematiseret. 

Jeg nød filmen, jeg fældede flere tårer, det er en dejlig film. 

I dag skulle svenskerne være kommet for at være med til min fødselsdag, men desværre var Christian ikke helt frisk, så vi satser på næste weekend i stedet. 

Kirsten forkælede mig med saltimbocca til aften, mit bidrag var Teusner Big Jim Shiraz 2021. En ret i Michelin-klasse med en hammergod vin til. Så er det fedt at blive 71 år. 

I morgen står den på frokost for 2 i stedet for 7 på Muldiverset, en af de allermest spændende spisemuligheder i vores område. 

Og så er jeg altså meget tændt på at smage på to af fødselsdagsgaverne. Den ene er nogle øl fra nano-bryghuset Sønderby Bryghus, jeg har valgt Here Comes the Sun (og ja, den har noget med Beatles at gøre 😊) og Walcher Grappa Pinot Noir.

Jeg skal altså også nævne, at jeg er vild med at kunne gå dejlige ture i nærområdet!!!

Every Raindrop Means a Lot

Foto: Pernille Tørnblad

Man skal være lidt risikovillig for at arrangere en udendørs rallyprøve 29. oktober, og hvis man tilmelder er man formentlig også opmærksom på risikoen.

Men naturligvis arrangerede Sydkystens Hundeskole en udendørs prøve ved Fuglebjerg-hallen den dag, og naturligvis blev den udsolgt. Det var en dobbeltprøve med 2 begynderklasser og 2 øvede klasser. Trods nogle ganske få afbud blev det alligevel til 18 dobbeltstarter i begynderklasse og 5 dobbeltstarter i øvet klasse.

Vejrudsigten var ikke lovende, men alligevel var der fuldt fremmøde i begynderklasse, og en enestående vilje til at hjælpe med alt det praktiske, så telt, ring og bane lynhurtigt kom op.

Efter ...

Som dommer må jeg indrømme, at regnvejr til en udendørs prøve ikke er noget hit, men i dette tilfælde kunne jeg kun sige, at jeg selv var ude om det, og hvad vigtigere var: deltagerne (både førere og hunde), tog det i stiv arm/pote. Der var nogle hunde, der ikke havde lyst til at sætte sig (der var INGEN dækøvelser), men der var NUL brok.

Der var point på hele skalaen, masser af positiv feedback undervejs og efter prøven og det var en fornøjelse at være dommer.

Prøven sluttede med øvet klasse sen, som for mig var helt exceptionel. Første ekvipage fik 87 point, med en 10’er, fordi fører i stedet for synkron lavede tulipan. De sidste fire ekvipager gik alle til 100 point.

Jeg nød det! Solen skinnede, jeg var blev lidt mere tør og hold da op en fornøjelse at se så mange dygtige ekvipager.

Tak til Pernille for det flotte foto af Britt og Macro med mig som dommer, det ser vådere ud end jeg følte det.

Det har været endnu en stribe dage med masser af gode oplevelser:

• Dejlig træning med Max og Otto sammen med Liv i Hund360 i Vipperød 
• 'Skønt møde i Møns Bank, hvor jeg fik kvalificerede råd om placering af overskudslikviditet og ideer til overvejelse inden næste møde om godt en måned
• Et webforedrag: Grin dig sund
• Frokost med tre gode kolleger på Skovlyst
• Takeaway fra Muldiverset 
• Nogle spændende aktiviteter på rallyfronten, bl.a. mød med et underudvalg, der arbejder med opdatering af skilte

Der var afdelingsmøde i går, hvor jeg blev mindet om, at jeg på næste mandag har sidste arbejdsdag, efterfulgt af ferie resten af november og derefter pension.

Ja, der er mange, der har spurgt hvordan jeg har det med. Og det ærlige svar er: Supergodt, jeg er helt forberedt på pensionstilværelsen. Jeg tror også mange af jer, der følger min blog, kan se, at det ikke bliver et meget brat stop.

Jeg ser frem til de første rallyprøver, som jeg skal dømme som pensionist, det bliver den 18.-19. november i Kongsvinger, NM 2023, og den første af prøverne bliver min officielle rallyprøve nr. 200 som dommer, og den sidste ekvipage på bane 1 er ekvipage nr. 300 jeg dømmer i nordisk klasse. Hvis det havde været en prøve i Danmark, havde jeg haft nogle ekstra præmier med.

Min bane til NM er officielt fremsendt til arrangørerne i går, og jeg kan kun krydse fingre for at den kommer i anvendelse. Reglerne er enkle: Hver dommer skal designe en bane og det bliver ved lodtrækning afgjort, hvilke 3 ud af 4 som skal anvendes.

Min bane blev udtrukket i 2019 og 2021, og jeg håber selvfølgelig den også bliver anvendt i 2023.

Jeg vil ikke skjule det: Selvfølgelig er NM noget ganske særligt. Jeg har haft æren at dømme (og arrangere) i 2019, dømme i 2021, deltage som udøver i 2022 og dømme igen i 2023. Med det flotte sponsorbidrag Sydkystens Hundeskole skaffede til landsholdet ved prøverne 6.-8. juli 2023 føler jeg mig også på den front lidt ekstra engageret.

Samsø går i Hundene 22. oktober 2023

Middagen

Samsø går i Hundene 2023  vil om noget blive husket for at blive afviklet i forbindelse med den forfærdelige stormflod, som ramte Danmark 20.-21. oktober 2023.

Rallydelen blev afholdt som planlagt søndag den 22. oktober. Jeg var inviteret til at dømme og gjorde det hele klar lørdag eftermiddag.

Rekvisitterne

Jeg kom til færgelejet ved 7:20 siden, stod og talte med nogle af hundefolkene (der var ikke mange andre) og pludselig skulle vi køre ombord.

Færgelejet

Jeg sad sammen med 9 af deltagerne (alle kvinder) og den enes mand, og vi udgjorde vist omkring halvdelen af passagererne.

10:40 var min ekspertbane klar (prøvestart 11:00) og så kørte det derudaf.

SamBiosen

Der var masser af flot førerarbejde. Der var mange rigtigt flotte point. Der var flere, der opnåede fantastiske resultater, som intet havde med point at gøre,

Der var én ekvipage, der virkelig skilte sig ud på min baner: Signe og Wille. 

Jeg har dømt dem mange gange og nydt deres dejlige samarbejde. Men den søndag på Samsø var det ren magi.

Jeg kunne se og mærke det fra de gik ind på banen, og det fortsatte hele vejen. 100 % kontakt, 100 % præcision, det var SÅ smukt og ja, jeg fik gåsehud. Jeg tror, det er det smukkeste rallygennemløb jeg har set nogensinde.

Hold da op hvor de strålede sammen!!!

Som dommer er det et privilegium at opleve sådan en prøve.

Da præmieoverrækkelsen gik i gang, var der nogen der jokede med at sækkene med 15 kg. kartofler var dommergaverne. Det var de!!! Men  den indeholdt alt muligt godt fra Samsø, ikke kun kartofler :-) 

Aftensmaden tirsdag var den skønneste luksus: Kronhjort med kartofler, broccoli og græskar fra Samsø, tusind tak for det.

Dommergaven

Thank you!

My wife and I recently moved from our home for 38 years in Solrød Strand to a smaller house in Præstø. The main criteria were: one floor (we are both 70+), close to water, easy to maintain, and with a price label enabling the longest living to stay without having to worry about the economy.

I have been working with project management all my professional life, so I of course was fully aware, that with those rather strict limitations, all the secondary and tertiary criteria could not necessarily be fulfilled. 

We ended at Vibevej 1 in Præstø, a few hundred meters from my wife’s childhood home (where her brother and sister-in-law reside today), close to the water, close to the forest, close to central city with a wide range of shops. 

It has been possible to collect an unimaginable number of things for 38 years, things you don’t notice in everyday life, but become very visible when you must move, and make countless binary choices: should it be kept, or should it be discarded? And if the latter: how can we get rid of it? A hard process, but also, I think a mentally healthy process. 

The picture at the top is used with the permission of Camilla, who works as a teacher in a youth club. She received a lot of frames and art supplies, from us, and some days ago sent us some pictures showing how the things were used. The frames have been painted and the children encouraged to continue painting on the old paintings. Stickers have been placed with questions for the children, to stimulate curiosity and creativity. I was very happy receiving this unexpected thank you; it felt good that something we just wanted to throw away could be used in a meaningful way. 

There is a lot going on in Præstø, I look forward to becoming part of the local community. Even before the move, I had contact with Anker, chairman of Bio Bernhard, which is a cinema and culture centre very centrally located on Adelgade. We met Monday, and my ideas have been received very positively; today I have sent a draft of a film quiz, which will hopefully end up being a recurring event in Bio Bernhard. 

2023 has indeed been a year with lots of changes in my life, to mention some major ones:

• A successful surgery for spinal stenosis
• Resigning from being chairman of the DKK Rally Committee and later leaving the committee, and leaving the FCI and the NKU rally committees
• Moving from Solrød to Præstø
• Finally, being pensioned. 

 I became an engineer in 1976. My first job was at Sparekassen SDS (now part of Nordea). My last job is with Nets, where I have my last working day Monday 6 November, after 47 years on the labour market. I have written some details about the 47 years in this blog post (in Danish). 

13 years as an employee, 10 years employed in consulting companies, 15 years with my own company and the last 9 years employed in PBS/Nets/Nexi. Always jobs with focus on project management. 

I have had the pleasure of working with a lot of fantastic people on a wide range of exciting projects. The easiest would be to write none mentioned, none forgotten. 

But why choose the easy solution! Some projects have impressed me in ways, so I still recall them very clearly, not least because of the people I worked together with. 

In 1991, I was working as a consultant at PBS, and Kenneth Bjerregaard showed Jimmy Rose, Martin Kristensen, and me enormous trust - which we acknowledged with a brilliantly executed project OPUS. Where, in addition to a successful process and outcome, I was the “bad guy” who made it necessary to introduce a flag regulation; I had asked the flag to be raised to celebrate one of our deliveries; it was, but someone had complained, the flag should be reserved for more important occasions … 

I remember a project in 2010-2011 where, with reference to Henrik Slagslunde, I was given responsibility for a major moving project, with many special memories. Among other thing visiting the new location with baby Max, who joined me for work one day, and was looked after by Rikke. A terrific storm with a flooded basement. A very strenuous kitchen project, with a very expensive stainless steel table top that was measured incorrectly. I also remember that we found a Norwegian flag and marked the Utøya massacre with 1 minute of silence. And and … 

I remember a project in 2017 where I very suddenly had to assist Maria Liljenberg with some project management tasks and where we had a very successful go live. Maria felt bad about being on holiday during the go live period, but prioritized correctly, and on the day, she got the above picture on Facebook. 

I remember several projects where I, together with Claus Nielsen, Charlotte Massé and Annette Vraa Jensen helped bring about major changes. 

I remember one project that I very suddenly got involved in end 2019, getting to work with Lisa Reinhardt from AlixPartners, one of the very best consultants I've worked with. 

I am very thankful having a wonderful working life, with many highly qualified colleagues and customers. 

What now? 

In terms of work, well, if a good offer comes along, I certainly won't turn down an assignment with a clear horizon. 

But I feel very well prepared for retirement. 

I have mentioned that something is starting to happen on the film front, an old love that has not rusted. 

Although I have resigned from three committees in rally context, I still have been asked to support the DKK Rally committee on consultant basis. 

Because of the move, I am now in another district (Kreds) in DKK, and Sydkystens Hundeskole has formally moved from Solrød to Vordingborg municipality. I have launched several activities in the southern part of Zealand and Lolland. 

The dog training has been severely reduced, but I must tell you about the process Otto, and I have been through. I have previously written about a Nose Work one-hour session at PowerDog, where, based on Otto's licking behaviour when finding sources, we identified areas that could be worked on. 

Lise Sørensen, during three one-on-one lessons and a lot of training in between, has guided me and Otto, this has resulted in a dramatic development. Otto’s stress level has reduced dramatically when we work, due to a controlled start-up process. Various exercises where he must use his nose to push/mark, with the one criterion that the tongue must not lick. He has developed exceptionally well. We are continuing the good work, working to generalize his touch markings, and gradually introducing NW sources into the work. 

I am very happy and thankful that Lise gave us this opportunity, and I look forward to having her assist in the further development. The aim is to be able to debut in NW2 without having to worry about licking behaviour. 

And a lot of other things will happen as well, I'm sure. 

I am looking forward to becoming a pensioner. I am well prepared and have lots of energy, ambitions, and dreams.