Fantastiske øjeblikke

Jeg er blevet 71 år, jeg har haft sidste arbejdsdag, jeg har fået diagnosen psoriasis, jeg er blevet tændt på film igen og … ja, jeg glæder mig over en masse fantastiske oplevelser og øjeblikke i mange forskellige sammenhæng. 

Vi har fået både takeaway fra og spist på Muldiverset, som ligger på Stavreby Strandvej. Man skal vide hvor det ligger, men når vi nu har lært det at kende, har vi bare lyst til at komme igen og igen. De har en meget sympatisk profil, vi har følt os meget velkomne hver eneste gang og ikke mindre vigtigt: de laver noget virkelig fremragende mad, lavet fra bunden, baseret på lokale råvarer, så vidt muligt, økologisk og det smager fantastisk. I lørdags noget lækkert smørrebrød. Der er heldigvis mange der har fundet denne perle, og ja, vi kommer helt sikkert igen. 

Efter frokost var det perfekt at gå en lille tur med hundene på Slotsbanken ved Jungshoved Kirke. Der er en meget lille havn, og en skøn udsigt over Bøgestrømmen. 

Søndag formiddag havde Max og jeg fået plads på en uofficiel NW senior prøve arrangeret af Trine Jensen (HundensFavorit) hos Midt- og Sydsjællands Brand og Redning i Næstved. Det var meget veltilrettelagt og superhyggeligt, med 6 ekvipager formiddag og 6 eftermiddag, vi har husket at takke for en flot prøve. Mine kriterier var naturligvis afpasset efter træningstilstanden. 

Her er mine noter skrevet lige efter: "Det bedste: Megafedt beholdersøg hvor vi hurtigt fandt begge kilder og fører lige skulle bruge tid for at huske at melde færdig. Fedt arbejde af Max i det første indesøg (et kontor, ikke foto) hvor han fandt den ene kilde. Han arbejde godt og vedholdende men med tydelig frustration når det blev svært, fair nok når vi slet ikke træner NW 🙄 Superhyggelig snak Aino, Tina Brigo, Ulla Vest, Anni og Helle L. Flot feedback fra Trine. Masser af læring, der var specielt i køretøjssøg mange fejl med poter oppe". 

Mandag var sidste arbejdsdag i Nets. Jeg afleverede pc, telefon og adgangskort, der var hyggelig afslutning med min afdeling og nogle gamle kolleger, nogle flotte taler og et par fine gaver. En dejlig måde at slutte af på. Jeg har ferie resten af måneden og fra 1. december er jeg rigtig pensionist; mentalt er jeg det allerede 😊 

I forbindelse med at vi talte om mit liv efter Nets var det vist åbenlyst for alle, at jeg i den grad var klar, og snakken gik om film og hunde og have, og Kenneth min chef spurgte til sommelieruddannelsen. Helt ærligt, den havde jeg fortrængt. Jeg var jo helt klar til at gå i gang med den, med der kom en operation og genoptræning i vejen. Men jeg takkede for reminderen og nu er jeg tilmeldt del 1 af uddannelsen på Vinakademiet med start til marts 2024. 

Jeg har været igennem et længere forløb hos Hud- og Hyperhidroseklinikken (via firmaordning) for at blive udredt i forbindelse med noget eksem på fingrene der udviklede sig og bredte sig. I går faldt dommen, jeg har psoriasis. Det er da træls, men jeg kan uden videre nævne en hel masse, som kunne været meget værre. Det er godt med diagnosen, jeg er blevet henvist til at finde en hudklinik, hvor jeg skal have igangsat strålebehandling. Der er jo lang ventetid, men jeg fik en fantastisk oplevelse da jeg ringede til Hudklinikken Vordingborg. En forstående sekretær talte med lægen i frokostpausen og ringede tilbage til mig for at høre om jeg kunne komme i morgen kl. 9 … OM jeg kan!!! 

En af fødselsdagsgaverne fra Kirsten var Dansk Stumfilm, som udkom sidste torsdag, og som jeg har skrevet en lille omtale af her. Jeg noterede sidst i omtalen seks film jeg gerne ville se, og jeg lagde ud med Klovnen (A.W. Sandberg, 1926), som jeg så i går aftes. 

Klovnen (Kilde: Det Danske Filminstitut)

Handlingen kort. Det lille familie omrejsende cirkus Bunding drives af James (Maurice de Féraudy) og hans kone Graciella (Kate Fabian). Deres datter Daisy (Karina Bell) er linedanser og den talentfulde klovn Joe Higgins (Gösta Ekman) det store trækplaster. De to unges forlovelse fejres efter en forestilling. En repræsentant fra et firma i Paris tilbyder Joe et engagement, og alle fire tager til Paris. Joe bliver en gigantisk succes, alt tegner lyst. Modeskaberen Marcel Philippe (Robert Schmidt) har et godt øje til Daisy, som forlader mand og forældre for at følge ham. Joe begynder at drikke, Daisys ægteskab ulykkeligt og det tragiske er uundgåeligt. Daisy begår selvmord. Joe er tæt på at skyde den ruinerede Marcel, som dog dør af et hjerteanfald lige inden. Joe møder Daisys datter Daisy, som det antydes at han selv er far til uden at vide det, og indser at had og hævn ikke gør noget godt. Jeg blev blæst omkuld af filmen. 

Den er flot fortalt, den er styr på det filmtekniske. Jeg elsker de sjove måder filmens land kontra by, fattig kontra rig illustreres på, og den enkle, næsten naive måde skismaerne stilles op, uden at det virker anstrengt eller belærende. Jeg er vildt imponeret af dramaturgien og den flotte måde scenerne bygges op. Fx hele forløbet frem til at Daisy vil fortælle Joe, at hun forlader ham for Marcel, ikke får det gjort og så ser han det i en dramatisk spejlscene. Eller hele scenen i cirkus mod slutningen, hvor Joe som supplement til sin trickpistol med blomsten, har fået en skarpladt pistol, og har til hensigt at dræbe Marcel, som langsomt begynder at fatte mistanke; det er flot opbygget scene med et overraskende klimaks: Marcel dør, men ikke fordi Joe skyder ham. Gösta Ekman er formidabel som den tragiske klovn og illustrerer mesterligt hans udvikling fra glad, forelsket knægt, til berømt, jordnær og altruistisk stjerne, som naivt tror det bedste om de fleste. Og uhyggeligt overbevisende viser han Joes fortvivlende forfald, med den lille positive åbning til sidst. 

Det var en nydelse af opleve Klovnen, en gigantisk dansk film på internationalt niveau i sin samtid.

I dag fik jeg reminder om Covid-19- og influenzavaccination, fik booket tid i Faxe, så det passede med at jeg kunne fortsætte til Hundene på Bjerggården, hvor jeg havde en aftale om introduktion til nordisk rally. Det var en kærkommen anledning til at få genlæst og genopfrisket nordiske bedømmelser, inden turen næste fredag går til NM i Kongsvinger. 

Neel vidste jeg kom og tog fusen med en flot kegle, en toscaner fra 2017, som fødselsdag-/flyttegave, tusind tak for det 😊 

Masser af skønne oplevelser, også flere end der er nævnt, og jeg føler mig flyvende.