Viser opslag med etiketten Muldiverset. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Muldiverset. Vis alle opslag

torsdag den 29. maj 2025

Livet som pensionist - fortsættelse

Fra morgenturen 29. maj 2025

Jeg minder mig selv om, at jeg skriver min blog for mig egen skyld. For at fastholde noget, som er værd at fastholde, som jeg selv kan have brug for at genlæse (måske flere gange), som jeg kan referere til – det sker faktisk ret ofte efterhånden – og forhåbentlig ”tilfældige” læsere kan finde lidt inspiration i.

Her kommer forskelligt fra de sidste par uger.

En af del af min faste morgenrutine er at høre Darren Hardy Daily, som giver dagligt positivt input. I denne uge og starten af næste er der dagligt råd om, hvordan man bliver 100+ år. De hidtidige råd har handlet om:
  1. At bevæge sig (Movement)
  2. At have et formål med det, man beskæftiger sig med (Purpose)
  3. At huske at geare ned for ikke at brænde ud (Downshift)
  4. At lade være med at spise for meget (Eat until you are 80 % full)
Som pensionist har jeg prioriteret at have formål, med det jeg beskæftiger mig med. Sommelieruddannelsen er et eksempel, som fører andet med sig. Et andet eksempel er den igangværende Master of Mental Training™. Plus forskellige andre ting, som jeg kommer ind på nedenfor.


Sommelieruddannelsen har for mig været afsættet til at have et mere professionelt forhold til at smage vin, kommentere vin og bedømme vin. Som en del af min efteruddannelse har jeg i tirsdags været på et 4-timers kursus hos René Langdahl om bedømmelse af vin.


I den meget korte udgave kom vi grundigt i dybden med akronymet BLIK = Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet. Vi havde for nogle uger siden en virtuel introduktion, hvor vi smagte tre forskellige vine. Vi er blevet opfordret til at træne duosmagning – hvor vi blindsmager to vine på samme druesort, men på forskelligt prisniveau, groft sagt under 100 kr. og over 250 kr. flasken. På 4-timers kurset var der 16 vine der skulle smages to og to, og parvis bedømmes ud fra BLIK.

Det var noget sværere end jeg (og formentlig flere andre) havde regnet med at identificere den potentielt bedste. Først og fremmest var det ekstremt lærerigt at træne at sætte ord på dufte og smage samt at klassificere.

Master of Mental Training™ har jeg skrevet en masse positivt om tidligere, her vil jeg ”nøjes” med at nævne det seneste. Som nævnte i indlægget om modul 7, arbejdede vi sidst med Spiral Dynamics. Jeg har siden da læst bogen færdig. Det er ærligt talt tungt stof, jeg er glad for den One-pager Rasmus har lavet til os, som giver et fantastisk overblik over de 8 niveauer.

En anden bog vi er blevet opfordret til at læse er Henrik Fexeus: Konsten at läsa tankar (2007), som jeg har fået fat i i den vistnok nyeste engelske udgave ”The Art of Reading Minds” (2020). Jeg er godt i gang med bogen og den er vidunderligt lærerig og humoristisk. Den handler om hvordan man ud fra andres kropssprog og nonverbale kommunikation kan læse deres tanker. Jeg skriver om bogen, når jeg har læst den hele. Delen om at skabe Rapport og aflæsning af øjenbevægelser eye accessing cues (EAC) var repetition af stof fra kurset, men med nye lag og masser af sjove og lærerige eksempler.

På hundefronten er jeg i den sjældne situation ikke at være tilmeldt prøver eller træning overhovedet. Jeg træner dagligt med Otto, og har i dag kritisk gennemgået status og ændret træningsplanerne for den kommende periode – jeg kunne mærke at jeg var ved at gå død i træningen, og det kom der ikke god træning ud af. Der kommer noget revitalisering nu.

Jeg har haft den store fornøjelse at dømme fire rallyprøver de seneste to uger. Banerne til alle prøverne kan ses her.


Den 17. maj for Dansk Schnauzer og Pinscher Klub arrangeret af Basta Hundeskole i Allerød havde jeg udfordret mig selv med at designe baner med få skilteholdere, på fotoet championbanen med 19 øvelser og 10 skilteholdere.


Den 23. maj dømte jeg for 7 gang i træk for Dansk Brugshundeklub, Rødovre, hvor jeg havde eksperimentet (igen) med at genbruge skilte på banen, smukkest synes jeg selv på championbanen, hvor deltagerne skulle gennemføre de samme 9 skilte to gange, men på hver sin side.


Dagen efter gik turen til Langeland, hvor jeg havde fornøjelsen at dømme en dobbeltprøve kun for Berner Sennen i forbindelse med et stort klubarrangement. 7 begyndere, 3 eksperter, 1 champion, en dobbeltprøve og et tårnhøjt niveau!

De fire prøver – nr. 237-240 som dommer - mindede mig på allerbedste måde om, hvorfor jeg fortsat synes det er skønt at være rallydommer. Der var kælet for de enkelte arrangementer, så det både som udøver og som dommer var dejligt at være en del af, og præmieniveauet var vildt højt, specielt hos Bernerne fuldstændig fantastisk!

På fitness-fronten fortsætter jeg med enetimerne hos Tina denfittecoach. Jeg rykker virkeligt på flere forskellige parametre, og specielt glæder jeg mig over at min venstre fod er ved at genvinde noget af styrken, og så er det da ikke dumt med en metabolisk alder på 57 år 😉

Jeg har mine daglige ture med hundene, hvor specielt den tidlige, normalt med start ved 7-tiden, langs fjorden og gennem Næbskoven er meget vigtig for den gode start på dagen. I maj har vi – Max, Otto og jeg - deltaget i en indsamling til fordel for Scleroseforeningen, og både hvad angår afstand og indsamlet beløb har vi nået vores mål. Men skulle du kære læser have lyst til at yde et lille bidrag til indsamlingen inden den slutter lørdag aften, så er det mere end velkomment!!!

Hvad hygger jeg med ellers med?

Jeg er i gang med at blive bedre til fransk og italiensk ved brug af duolingo, som jeg er meget begejstret for. Det bliver til typisk 20-30 minutter daglig, jeg skifter mellem de to sprog, hygger mig med min udvikling, og en app der virkelig animerer til at klø på!

Kunstig Intelligens (Artificial Intelligence) er et overordentlig aktuelt emne, som jeg gerne ville blive klogere på. Jeg kan varmt anbefale dette online introduktionskursus udbudt af Helsingfors Universitet.

På hyggelæsningsfronten – og det er helt sikkert ikke nedsættende ment!!! – er jeg færdig med Harry Potter bøgerne, og har set 6 ud af 8 film. På planen står The Lord of the Rings, ikke mindre end 15 diske. Jeg er netop gået i gang med at læse Kampen om tronen, første af fem bind i George R.R. Martins Game of Thrones. 


På madfronten har der været to særlige oplevelser på det sidste. Tirsdag aften en dejlig to-retters på aye aye på Admiral Hotel inden kurset hos René.


I dag fik vi ret spontant lyst til frokost på Muldiverset i Stavreby, og vi fik heldigvis en plads og nød for femogtyvende gang maden fra denne fantastiske perle.

Jeg nyder livet som aktiv pensionist!

onsdag den 30. april 2025

Livet som pensionist

Vi oplever magi på næsten hver morgentur

Jeg er privilegeret. Jeg har haft mulighed for at fordybe mig i nogle emner, som jeg ”altid” har interesseret mig for, men nu har mulighed for at fordybe mig i: dels vin, dels mental træning.

På vinsiden afventer jeg resultatet af WSET-3-eksamen, jeg er netop gået i gang med et kort vinbedømmelseskursus hos René Langdahl og jeg er fortsat i gang med at læse Pascaline Lepeltiers vidunderligt kloge, nørdede og inspirerende One Thousand Vines, som er en kæmpe kærlighedserklæring til vin; jeg glæder mig til at skrive en anmeldelse af den!

På mentaltræningssiden er jeg i fuld gang med Master of Mental Training™ (MMT). Med ”fare” for at gentage mig selv; jeg elsker det forløb, det har givet mig ekstremt meget i forhold til min personlige udvikling og min livskvalitet, og det har allerede nu (6 ud af 10 moduler), givet meget MANGE værktøjer som jeg kan bruge til at hjælpe andre med, hvilket jeg er i fuld gang med.
 
Næstelsø, lidt regn :-)

Jeg har kunnet fortsætte i hundeverdenen som dommer, arrangør og udøver. Som dommer har jeg ærligt takt været lidt i vildrede med om jeg kunne magte det, ikke mindst pga. problemer med fysikken. Men de problemer er ikke relevante længere (se nedenfor), og jeg siger ja tak til opgaver indenfor DKK/FCI, hvis der er plads i kalenderen 😉

Pernille og Cathrine, altid glade, positive og hjælpsomme

Som arrangør har måneden budt på dobbeltprøver i Næstelsø 19. april og på Hestehovedet i Nakskov 26. april. Vi har i Sydkystens Hundeskole besluttet at det er de to sidste ”store” arrangementer vi står for, for der er nu så mange rallyaktiviteter i gang, at vores ”perifere” arrangementer har svært ved at trække deltagere og dermed ikke er rentable. Vi har to enkeltprøver på planen, den 2. august i Næsted og den 13. december i Stestrup, men derudover har vi ingen planer … Ganske usædvanligt.

På udøversiden er Otto og jeg i fuld gang med at nørde fri ved fod for begyndere. Der er op og nedture, men heldigvis mest det første, så vi træner videre – og det er nemt, for Otto er ellevild hver eneste gang!
 
Påskefrokost på Herthadalen

På madsiden har jeg været superprivilegeret med to frokoster på Muldiverset, påskefrokost på Herthadalen og ikke mindst en dejlig aften på 73 Strandgade Vinbar & Butik i Helsingør


Jeg har altid elsket at læse, men nu er der skruet op for blusset både professionelt og på hyggesiden. Der bliver læst meget vin, jeg har en længere liste efter One Thousand Vines. På hyggesiden er jeg i gang med Harry Potter og Halvblodprinsen, den sjette af de syv bind; jeg er godt nok meget sent blev suget ind i Rowlings magiske univers, men jeg elsker det og trækker læsetempoet lidt, for pludselig er det slut. PS: Jeg skal med sikkerhed genlæse både Ringenes Herre, Hobbitten og alle Harry Potter bøgerne 😊

I går slugte jeg Torben Rifs Giv Slip (se her). Det er en hurtigt læst bog, med dybe indsigter. Om et menneske som havde Significance som det altoverskyggende Need. Gennem en skræmmende, personlig oplevelse fandt han ud af, at hans liv indtil da havde været drevet af forkerte præmisser, ønsket om at opfylde andres ”forventninger”. Da han gav slip blev han sig selv, gav slip på fortiden og tog ansvaret for sig selv og sit eget liv. Kan varmt anbefales!

Jeg har fået overskud til igen at interesse mig seriøst for at holde mig selv i form ikke bare mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt men også fysisk. Jeg er i fuld gang med et forløb hos Tina, Denfittecoach,  hvor jeg kommer i form igen, og ja, der er allerede sket dramatiske ændringer, jeg kan ikke mindes hvornår jeg har været SÅ frisk fysisk. 

Psoriasissen, hvad med den? Jeg nævnte Flemming Hermansen i dette indlæg. Jeg var til konsultation hos ham 7. april, og efter en succesfuld behandling regner jeg med at have taget min sidste pille mod psoriasis den 5. maj – jeg troede før konsultationen at jeg skulle tage pillerne resten af livet.

Jeg har overskud til endnu mere 😉Min hverdag (7 dage om ugen) prioriterer jeg hver søndag, så jeg får balanceret alle mine aktiviteter den kommende uge. Det er sgu seriøst! Med værdier som kærlighed, omsorgsfuldhed og gavmildhed, med top-2 needs Growth og Contribution, så er der sket en radikal ændring at hvad jeg bruger tiden på. Helt basalt har jeg valgt at bruge meget mindre tid på især sociale medier (ikke mindst Facebook)  og spil (Wordfeud, Sudoku, Krydsord).

Til gengæld kommer der nu nye muligheder. Senest har jeg tilmeldt et kursus i Grafisk facilitering - jeg har virkeligt ønsket at kunne tegne bedre. Og så, efter eksamen på MMT, skal jeg i gang med at lære fransk, hvor jeg lærte det grundlæggende i gymnasiet for en del år siden, og nu gerne vil blive god til det. Hvis nogen skulle være i tvivl … 

Jeg ELSKER mit liv som pensionist.

søndag den 9. juni 2024

Mærkedage, mad og kriterier


Weekend er noget andet, når man er pensionist, men alligevel ikke … 

Fredag

En dejlig morgentur til Jacobshavn, fast morgenritual. 
 
Dejlig tur i Næbskoven

Fantastisk middag fra Muldiverset

Lørdag

En dejlig morgentur til Jacobshavn, fast morgenritual


Til Alphem for at fejre svigerdatter Sandra, som fylder 40 år søndag. 

Overnatning på Stenlängen Lodge på Ekeshult. 

Søndag


Skøn morgentur med hundene. 

Morgenmad hos fødselaren

Tur med drengene, Leo og Leah. 

Poul kom forbi med røgede ål

Den kommende uge

  • Mandag Capstone 3 smagning (20+ Californiske vine)
  • Onsdag hyggebesøg
  • Fredag Max fylder 13 år
  • Lørdag rallyprøve arrangeret af DKK Kreds 10 og Sydkystens Hundeskole, Max skal op. Kriterier noteret* 
* Max to seniorklasser. Det er dagen efter hans 13-års fødselsdag. Paul, du har mærket efter? Du er klar over at ALLE prøver i lang tid, og ikke mindre nu, er ren bonus. Du har spanket dig selv, fordi bare tanken om, at de seneste prøver skulle være de sidste, der skræmmende. Så du gør præcis som du gjorde hos Karina ved enetimen i torsdags: tæt på ingen opvarmning, indgang med 270 grader eller sideskift, ikke setup mv., roligt tempo som passer til Max og min egen dårlige venstre fod, tydelige tegn. Husk BEVIDST at nyde samværet, så det er vigtigere end den enkelte øvelse, især hvis den ikke ”lykkes”. 

torsdag den 14. december 2023

Hvad gør dig glad?


Jeg fik spørgsmålet forleden, det er også et, jeg ofte stiller mig selv. Det er vigtigt mentalt (for mig), at være bevidst om, at der sker mange ting, hver dag, som gør mig glad. Så nu skriver jeg bare løs.

Det danske sundhedsvæsen. Jeg kan kun kommentere ud fra min snævre synsvinkel, men jeg har været privilegeret i et noget kringlet og langstrakt sygdomsforløb KUN at løbe ind i gode oplevelser. I mandags oplevede jeg det ganske enestående, i forbindelse med en akut tid på Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus, at lægen jeg havde aftale med, bad om hjælp og pludselig stod der 6 læger og undersøgte mig. Jeg véd at det betyder, at det ikke er lige ud ad landevejen, og ja, jeg kunne da ønske jeg bare fejlede noget almindeligt … men jeg kan da ikke forlange mere fokus. Og heldigvis, så synes jeg det nu langt om længe er begyndt at gå den rigtige vej. 

Møde med Møns Bank i dag, med Jon min bankrådgiver og Michel min formuerådgiver. De er altid topforberedte, det er jeg også. Nu er der styr på forskudsopgørelse 2024, aftaler om budgetter mv., så der er grundlag for at lave en konkret plan for udbetaling af pensioner i starten af 2024, og som bonus noget information om sundhedssikring, som jeg ikke var opmærksom på. Dejligt.
 

Uventet at modtage Claus Boxenbaums Blue By You med posten fra forfatteren og hans kone Susanne. Jeg skrev naturligvis tak og havde skrevet en mini-anmeldelse, og Claus har kvitteret med ”Du er den eneste, af de mange, der har kommenteret, der på bedste vis har nuanceret din bedømmelse af Blue By You, så der både er roser og ris, og det er præcis den vinkel på bogen, en forfatter har den største glæde af.

Min anmeldelse: ”Jeg synes bogen startede lidt trægt, lidt staccato-agtigt. Hvor er vi på vej hen? Men pludselig skete der en hel masse, og de mange spændende personer og handlinger udvikles, og jeg blev virkelig revet med. Jeg synes bogen er elementært spændende både på det ydre plan og på det indre.

Jeg fortalte Kirsten om den, og hun spurgte om det var noget for hende … det kunne jeg med det samme svare nej til. Hun vil gerne have meget mere ”kød” på fortællingerne: ind bag personerne, nuancer i forholdene, beskrivelser der gør, at personernes ageren bliver forståelig/troværdig.

Jeg synes bogen har grundlaget for at blive en fantastisk roman, hvis der bygges videre på den. Og jeg skal ærligt indrømme at jeg i hovedet ser det for mig som en vildt spændende og fængslende film med masser af stof til action – bare tag Williams selvmord, hovedpersonens nær-død på ski, den uventede datter, Malene/Julies død og hovedpersonens likvidering af to skurke – og rigtigt mange relationer, som der kan komme så meget kød og drama på.

En dejlig og læseværdig bog, men jeg er krævende og ønsker mere, når det er så oplagt 😊

Tusind tak for at give mig oplevelsen!!!


Helt uventet at modtage en julekalender fra Summer Bird (plus nogle bonus flødeboller). En daglig glæde frem til jul, og anledning til en espresso og afslapning.

Jeg købte et lille Panasonic anlæg til mit kontor, og har rå-nydt at høre en masse Rolling Stones, Love, Beatles og aktuelt er jeg i gang med at høre Mozarts klaverkoncerter fra en ende af, i udgaven med Daniel Barenboim og English Chamber Orchestra.
 

Vi (jeg) er ikke helt der, hvor vi har lyst til at gå ud og spise, så nyder vi gode takeaway muligheder i nabolaget, sidste weekend igen noget fra Muldiverset, vidunderlig dansk lammekølle med fantastisk tilbehør.

Jeg faldt for nogle vine hos Crimewine, bestilte dem, fik at vide at de ikke sender, forklarede min situation og endte med at få dem bragt en lørdag. Flemming fra Crimewine kombinerede leveringen med et besøg med fruen på Frederiksminde, så jeg tror vi ude i en rigtig win-win 😊

Vinene er fra Weinhaus Bettina Schumann UG, og i går nød vi ”Weinhaus Schumann: Walk on Clouds 2021”. Nogle noter: Lys, gylden. Flot duft, dåsefrugt, fersken, medium fyldig. Fantastisk i munden, kompleksitet, syre, fylde, nærmest tyggelig, et fantastisk glas vin.” Det er en utraditionel mix af Weisburgunder og Chardonnay. Virkeligt vidunderlig.

Jeg var tvunget til at udskifte min pc, der var lidt for mange taster der ikke rigtigt fungerede. Installation og opdatering af den nye ASUS Vivobook gik tæt på smertefrit. Der var lidt med Outlook, der drillede, det var fordi jeg ikke tænkte mig om. Dreamweaver var lidt mere tricky, men Christian gav mig lige stikordene, og det hele fungerer som det skal nu.

Fedt samarbejde med Lonni og Liv om opdatering af noget rally-materiale. Altså, når man bare kan mærke, hvordan vi spiller sammen, inspirerer hinanden og nyder at der kommer noget fint og sammenhængende ud af det, det er dejligt.
 
At kunne nyde i går aftes at se Mens Juleklokkerne ringer (Alf Nielsen, 1917), en 23 minutter lang dansk stumfilm. Juleaftensdag, enkefru Ejlersen og hendes voksne søn John er fattige, han betaler med sine sidste penge moderens husleje, så hun ikke bliver sat på gaden. Han prøver at få et forskud af sin chef fabrikant Berg, som principielt ikke giver forskud. Berg fejrer en overdådig, men trist juleaften med sin lille datter Else og en barnepige, mens John desperat går rundt i byen. Han er desperat, fordi han ikke har en gave til sin mor og ender med at bryde ind hos Berg for at stjæle en gave.

En stramt fortalt historie, med flot og enkelt fokus på de sociale forskelle, den manglende glæde hos alle bortset fra Else, som sikrer at julefreden indfinder sig på alle sider på den gode måde.

Scenen, hvor hun opdager John, der er brudt ind, er flot fotograferet, se fotoet og lidt efter kommer Berg og følger deres samtale. En dejlig julefilm.

Lige så langsomt er jeg begyndt at træne med hundene igen. Det har ikke været muligt den sidste måned, men nu kan jeg så småt gå i gang. Otto med Sirius Tricks, Max med Rally, nogle ganske korte pas hver dag; jeg kan mærke at jeg er rusten, og det er Otto også. Max er totalt frisk. 

Jeg håber at Max og jeg er klar til at gå til prøve 31. december og dermed kan have generalprøve på Årets Hund finalen 6. januar 2024. Max har kvalificeret sig for niende år i træk, og jeg vil meget gerne have den finale med …
 

I eftermiddags fik jeg mulighed for at se Folkeuniversitets livestream med Anders Kofod-Petersen Kunstig intelligens, kunstigt sprog?, som humoristisk og meget vidende fik sat AI i perspektiv.

Og der er meget andet der har gjort mig glad, men de allerbedste ting hører til privatlivet :-)

onsdag den 8. november 2023

Fantastiske øjeblikke


Jeg er blevet 71 år, jeg har haft sidste arbejdsdag, jeg har fået diagnosen psoriasis, jeg er blevet tændt på film igen og … ja, jeg glæder mig over en masse fantastiske oplevelser og øjeblikke i mange forskellige sammenhæng. 


Vi har fået både takeaway fra og spist på Muldiverset, som ligger på Stavreby Strandvej. Man skal vide hvor det ligger, men når vi nu har lært det at kende, har vi bare lyst til at komme igen og igen. De har en meget sympatisk profil, vi har følt os meget velkomne hver eneste gang og ikke mindre vigtigt: de laver noget virkelig fremragende mad, lavet fra bunden, baseret på lokale råvarer, så vidt muligt, økologisk og det smager fantastisk. I lørdags noget lækkert smørrebrød. Der er heldigvis mange der har fundet denne perle, og ja, vi kommer helt sikkert igen. 


Efter frokost var det perfekt at gå en lille tur med hundene på Slotsbanken ved Jungshoved Kirke. Der er en meget lille havn, og en skøn udsigt over Bøgestrømmen. 



Søndag formiddag havde Max og jeg fået plads på en uofficiel NW senior prøve arrangeret af Trine Jensen (HundensFavorit) hos Midt- og Sydsjællands Brand og Redning i Næstved. Det var meget veltilrettelagt og superhyggeligt, med 6 ekvipager formiddag og 6 eftermiddag, vi har husket at takke for en flot prøve. Mine kriterier var naturligvis afpasset efter træningstilstanden. 

Her er mine noter skrevet lige efter: "Det bedste: Megafedt beholdersøg hvor vi hurtigt fandt begge kilder og fører lige skulle bruge tid for at huske at melde færdig. Fedt arbejde af Max i det første indesøg (et kontor, ikke foto) hvor han fandt den ene kilde. Han arbejde godt og vedholdende men med tydelig frustration når det blev svært, fair nok når vi slet ikke træner NW 🙄 Superhyggelig snak Aino, Tina Brigo, Ulla Vest, Anni og Helle L. Flot feedback fra Trine. Masser af læring, der var specielt i køretøjssøg mange fejl med poter oppe". 

Mandag var sidste arbejdsdag i Nets. Jeg afleverede pc, telefon og adgangskort, der var hyggelig afslutning med min afdeling og nogle gamle kolleger, nogle flotte taler og et par fine gaver. En dejlig måde at slutte af på. Jeg har ferie resten af måneden og fra 1. december er jeg rigtig pensionist; mentalt er jeg det allerede 😊 

I forbindelse med at vi talte om mit liv efter Nets var det vist åbenlyst for alle, at jeg i den grad var klar, og snakken gik om film og hunde og have, og Kenneth min chef spurgte til sommelieruddannelsen. Helt ærligt, den havde jeg fortrængt. Jeg var jo helt klar til at gå i gang med den, med der kom en operation og genoptræning i vejen. Men jeg takkede for reminderen og nu er jeg tilmeldt del 1 af uddannelsen på Vinakademiet med start til marts 2024. 

Jeg har været igennem et længere forløb hos Hud- og Hyperhidroseklinikken (via firmaordning) for at blive udredt i forbindelse med noget eksem på fingrene der udviklede sig og bredte sig. I går faldt dommen, jeg har psoriasis. Det er da træls, men jeg kan uden videre nævne en hel masse, som kunne været meget værre. Det er godt med diagnosen, jeg er blevet henvist til at finde en hudklinik, hvor jeg skal have igangsat strålebehandling. Der er jo lang ventetid, men jeg fik en fantastisk oplevelse da jeg ringede til Hudklinikken Vordingborg. En forstående sekretær talte med lægen i frokostpausen og ringede tilbage til mig for at høre om jeg kunne komme i morgen kl. 9 … OM jeg kan!!! 

En af fødselsdagsgaverne fra Kirsten var Dansk Stumfilm, som udkom sidste torsdag, og som jeg har skrevet en lille omtale af her. Jeg noterede sidst i omtalen seks film jeg gerne ville se, og jeg lagde ud med Klovnen (A.W. Sandberg, 1926), som jeg så i går aftes. 

Klovnen (Kilde: Det Danske Filminstitut)

Handlingen kort. Det lille familie omrejsende cirkus Bunding drives af James (Maurice de Féraudy) og hans kone Graciella (Kate Fabian). Deres datter Daisy (Karina Bell) er linedanser og den talentfulde klovn Joe Higgins (Gösta Ekman) det store trækplaster. De to unges forlovelse fejres efter en forestilling. En repræsentant fra et firma i Paris tilbyder Joe et engagement, og alle fire tager til Paris. Joe bliver en gigantisk succes, alt tegner lyst. Modeskaberen Marcel Philippe (Robert Schmidt) har et godt øje til Daisy, som forlader mand og forældre for at følge ham. Joe begynder at drikke, Daisys ægteskab ulykkeligt og det tragiske er uundgåeligt. Daisy begår selvmord. Joe er tæt på at skyde den ruinerede Marcel, som dog dør af et hjerteanfald lige inden. Joe møder Daisys datter Daisy, som det antydes at han selv er far til uden at vide det, og indser at had og hævn ikke gør noget godt. Jeg blev blæst omkuld af filmen. 

Den er flot fortalt, den er styr på det filmtekniske. Jeg elsker de sjove måder filmens land kontra by, fattig kontra rig illustreres på, og den enkle, næsten naive måde skismaerne stilles op, uden at det virker anstrengt eller belærende. Jeg er vildt imponeret af dramaturgien og den flotte måde scenerne bygges op. Fx hele forløbet frem til at Daisy vil fortælle Joe, at hun forlader ham for Marcel, ikke får det gjort og så ser han det i en dramatisk spejlscene. Eller hele scenen i cirkus mod slutningen, hvor Joe som supplement til sin trickpistol med blomsten, har fået en skarpladt pistol, og har til hensigt at dræbe Marcel, som langsomt begynder at fatte mistanke; det er flot opbygget scene med et overraskende klimaks: Marcel dør, men ikke fordi Joe skyder ham. Gösta Ekman er formidabel som den tragiske klovn og illustrerer mesterligt hans udvikling fra glad, forelsket knægt, til berømt, jordnær og altruistisk stjerne, som naivt tror det bedste om de fleste. Og uhyggeligt overbevisende viser han Joes fortvivlende forfald, med den lille positive åbning til sidst. 

Det var en nydelse af opleve Klovnen, en gigantisk dansk film på internationalt niveau i sin samtid.

I dag fik jeg reminder om Covid-19- og influenzavaccination, fik booket tid i Faxe, så det passede med at jeg kunne fortsætte til Hundene på Bjerggården, hvor jeg havde en aftale om introduktion til nordisk rally. Det var en kærkommen anledning til at få genlæst og genopfrisket nordiske bedømmelser, inden turen næste fredag går til NM i Kongsvinger. 


Neel vidste jeg kom og tog fusen med en flot kegle, en toscaner fra 2017, som fødselsdag-/flyttegave, tusind tak for det 😊 

Masser af skønne oplevelser, også flere end der er nævnt, og jeg føler mig flyvende.

fredag den 13. oktober 2023

Minder, hverdag og planer

4. oktober 

En dag jeg aldrig glemmer, den 4. oktober 2014, hvor Max blev DKRLCH.

5. oktober 


Daglig glæde over at have skov og vand i kort afstand hjemmefra 

6. oktober 

Et fantastisk minde fra 2019, hvor Mia foreslog dette skilt – og hvis man gætter på at hun fik 90, hunden 100 på banen, så er det helt korrekt 😉 

7. oktober 


Der kan ligge en pænt stor rallybane i haven, det fik jeg testet inden Max og jeg tog til rallyprøve og gik en fed prøve hos Hvalsø Hundevenner. Jeg nød vores fantastiske samarbejde, og dommer Conni var mere ærgerlig på mine vegne over en 13’er end jeg var i nærheden af at være 😊 

8. oktober 


Næbskoven er vidunderlig 

9. oktober 


Der arbejdes på at få nye rallyprøver i kalenderen, der er mange i forvejen. 

Max, Otto og jeg havde vores første træning længe med Liv.

De fire rally NM-dommere 2023 havde et dejligt møde, hvor vi gennemgik hinandens baner. 

10. oktober 


Første måltid tilberedt på den nye Bora kogeplade 

11. oktober 



På vej hjem fra Vordingborg stop ved Skibinge Kirke, hvor Kirsten og jeg blev gift for lige godt 44 år siden, og fik plukket lidt blomster.


Og der kom den smukkeste buket fra DKK, som tak for min indsats i rallyudvalget. Den fik naturligvis ærespladsen i den vase, som Max fik, da han blev Rally Senior Champion. 

12. oktober 

En defekt bordplade blev udskiftet, og det nye køkken er dermed officielt godkendt. 

Lokal gardinmand kom og vi fik aftaler om gardiner i hele huset. 

Jeg havde statusmøde med Helle Gadeberg, om forskellige opgaver i rally, som jeg løser for rallyudvalget. 

Rallyprøver, jeg arrangerer en del, og det føles dejligt. De må godt have et tema, eller være en del af noget større. 

13. oktober 



Muldiverset  genåbnede efter ferie. Vi havde besluttet at hente aftenmenuen hos dem, Der er to muligheder: ”Én vegetarisk og én baseret på kød/fisk. Til gengæld bruger vi tid, energi og sublime råvarer for at kunne skabe den optimale gastronomiske oplevelse helt fra bunden. 100% økologi.” 

Vi bestilte den klassiske, beskrevet sådan: ”Confiteret Dalbakkegaard kylling med Porre og spidskål fra Lammehave. Kartoffelbearnaise af kartofler fra Lammehave med masser af estragon fra haven. Frisk salat fra Sydkysthaven med vinaigrette af friskhøvlet peberrod. Chutney af æbler fra haven på æblecidereddike og karryurt fra haven.” 

Jamen, hvad skal jeg sige … det var et genialt måltid. Det var lavet med kærlighed og total respekt for de eminente råvarer, hver mundfuld en nydelse. Kyllingen var noget af det bedste jeg har smagt nogensinde, og selv uden kylling ville det have været et fantastisk måltid. 

Jeg kan garantere for at vi er faste kunder der fra nu af! 

*** 

Hvis det lyder som om jeg trives i Præstø, så er det bestemt korrekt 😉 

Huset begynder at tage form, der er stadig en masse detaljer, der ikke er på plads, men det skal nok komme, alt det væsentlige er der nu. 

Arbejdsmæssigt er der styr på opgaverne, jeg er i gang med overdragelse, og der er måske en mulighed for at slutte lidt før end planlagt 1. december. 

På fritidsfronten – snart den, der kommer til at fylde det meste – er der en masse rallyprøver i kalenderen eller på vej. 

Andre tiltag er i støbeskeen. Jeg sprudler af optimisme!