Viser opslag med etiketten Møns Bank. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Møns Bank. Vis alle opslag

torsdag den 14. december 2023

Hvad gør dig glad?


Jeg fik spørgsmålet forleden, det er også et, jeg ofte stiller mig selv. Det er vigtigt mentalt (for mig), at være bevidst om, at der sker mange ting, hver dag, som gør mig glad. Så nu skriver jeg bare løs.

Det danske sundhedsvæsen. Jeg kan kun kommentere ud fra min snævre synsvinkel, men jeg har været privilegeret i et noget kringlet og langstrakt sygdomsforløb KUN at løbe ind i gode oplevelser. I mandags oplevede jeg det ganske enestående, i forbindelse med en akut tid på Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus, at lægen jeg havde aftale med, bad om hjælp og pludselig stod der 6 læger og undersøgte mig. Jeg véd at det betyder, at det ikke er lige ud ad landevejen, og ja, jeg kunne da ønske jeg bare fejlede noget almindeligt … men jeg kan da ikke forlange mere fokus. Og heldigvis, så synes jeg det nu langt om længe er begyndt at gå den rigtige vej. 

Møde med Møns Bank i dag, med Jon min bankrådgiver og Michel min formuerådgiver. De er altid topforberedte, det er jeg også. Nu er der styr på forskudsopgørelse 2024, aftaler om budgetter mv., så der er grundlag for at lave en konkret plan for udbetaling af pensioner i starten af 2024, og som bonus noget information om sundhedssikring, som jeg ikke var opmærksom på. Dejligt.
 

Uventet at modtage Claus Boxenbaums Blue By You med posten fra forfatteren og hans kone Susanne. Jeg skrev naturligvis tak og havde skrevet en mini-anmeldelse, og Claus har kvitteret med ”Du er den eneste, af de mange, der har kommenteret, der på bedste vis har nuanceret din bedømmelse af Blue By You, så der både er roser og ris, og det er præcis den vinkel på bogen, en forfatter har den største glæde af.

Min anmeldelse: ”Jeg synes bogen startede lidt trægt, lidt staccato-agtigt. Hvor er vi på vej hen? Men pludselig skete der en hel masse, og de mange spændende personer og handlinger udvikles, og jeg blev virkelig revet med. Jeg synes bogen er elementært spændende både på det ydre plan og på det indre.

Jeg fortalte Kirsten om den, og hun spurgte om det var noget for hende … det kunne jeg med det samme svare nej til. Hun vil gerne have meget mere ”kød” på fortællingerne: ind bag personerne, nuancer i forholdene, beskrivelser der gør, at personernes ageren bliver forståelig/troværdig.

Jeg synes bogen har grundlaget for at blive en fantastisk roman, hvis der bygges videre på den. Og jeg skal ærligt indrømme at jeg i hovedet ser det for mig som en vildt spændende og fængslende film med masser af stof til action – bare tag Williams selvmord, hovedpersonens nær-død på ski, den uventede datter, Malene/Julies død og hovedpersonens likvidering af to skurke – og rigtigt mange relationer, som der kan komme så meget kød og drama på.

En dejlig og læseværdig bog, men jeg er krævende og ønsker mere, når det er så oplagt 😊

Tusind tak for at give mig oplevelsen!!!


Helt uventet at modtage en julekalender fra Summer Bird (plus nogle bonus flødeboller). En daglig glæde frem til jul, og anledning til en espresso og afslapning.

Jeg købte et lille Panasonic anlæg til mit kontor, og har rå-nydt at høre en masse Rolling Stones, Love, Beatles og aktuelt er jeg i gang med at høre Mozarts klaverkoncerter fra en ende af, i udgaven med Daniel Barenboim og English Chamber Orchestra.
 

Vi (jeg) er ikke helt der, hvor vi har lyst til at gå ud og spise, så nyder vi gode takeaway muligheder i nabolaget, sidste weekend igen noget fra Muldiverset, vidunderlig dansk lammekølle med fantastisk tilbehør.

Jeg faldt for nogle vine hos Crimewine, bestilte dem, fik at vide at de ikke sender, forklarede min situation og endte med at få dem bragt en lørdag. Flemming fra Crimewine kombinerede leveringen med et besøg med fruen på Frederiksminde, så jeg tror vi ude i en rigtig win-win 😊

Vinene er fra Weinhaus Bettina Schumann UG, og i går nød vi ”Weinhaus Schumann: Walk on Clouds 2021”. Nogle noter: Lys, gylden. Flot duft, dåsefrugt, fersken, medium fyldig. Fantastisk i munden, kompleksitet, syre, fylde, nærmest tyggelig, et fantastisk glas vin.” Det er en utraditionel mix af Weisburgunder og Chardonnay. Virkeligt vidunderlig.

Jeg var tvunget til at udskifte min pc, der var lidt for mange taster der ikke rigtigt fungerede. Installation og opdatering af den nye ASUS Vivobook gik tæt på smertefrit. Der var lidt med Outlook, der drillede, det var fordi jeg ikke tænkte mig om. Dreamweaver var lidt mere tricky, men Christian gav mig lige stikordene, og det hele fungerer som det skal nu.

Fedt samarbejde med Lonni og Liv om opdatering af noget rally-materiale. Altså, når man bare kan mærke, hvordan vi spiller sammen, inspirerer hinanden og nyder at der kommer noget fint og sammenhængende ud af det, det er dejligt.
 
At kunne nyde i går aftes at se Mens Juleklokkerne ringer (Alf Nielsen, 1917), en 23 minutter lang dansk stumfilm. Juleaftensdag, enkefru Ejlersen og hendes voksne søn John er fattige, han betaler med sine sidste penge moderens husleje, så hun ikke bliver sat på gaden. Han prøver at få et forskud af sin chef fabrikant Berg, som principielt ikke giver forskud. Berg fejrer en overdådig, men trist juleaften med sin lille datter Else og en barnepige, mens John desperat går rundt i byen. Han er desperat, fordi han ikke har en gave til sin mor og ender med at bryde ind hos Berg for at stjæle en gave.

En stramt fortalt historie, med flot og enkelt fokus på de sociale forskelle, den manglende glæde hos alle bortset fra Else, som sikrer at julefreden indfinder sig på alle sider på den gode måde.

Scenen, hvor hun opdager John, der er brudt ind, er flot fotograferet, se fotoet og lidt efter kommer Berg og følger deres samtale. En dejlig julefilm.

Lige så langsomt er jeg begyndt at træne med hundene igen. Det har ikke været muligt den sidste måned, men nu kan jeg så småt gå i gang. Otto med Sirius Tricks, Max med Rally, nogle ganske korte pas hver dag; jeg kan mærke at jeg er rusten, og det er Otto også. Max er totalt frisk. 

Jeg håber at Max og jeg er klar til at gå til prøve 31. december og dermed kan have generalprøve på Årets Hund finalen 6. januar 2024. Max har kvalificeret sig for niende år i træk, og jeg vil meget gerne have den finale med …
 

I eftermiddags fik jeg mulighed for at se Folkeuniversitets livestream med Anders Kofod-Petersen Kunstig intelligens, kunstigt sprog?, som humoristisk og meget vidende fik sat AI i perspektiv.

Og der er meget andet der har gjort mig glad, men de allerbedste ting hører til privatlivet :-)

torsdag den 28. september 2023

Store flyttedag

En fantastisk øl på indflytningsaftenen - en del af gaven fra Rallyudvalget

Det har været et år med mange forandringer:
  • en større rygoperation 
  • beslutningen om at gå på pension ved årets udgang
  • beslutningen om stoppe som formand i rallyudvalget og aktuelt udtræde helt af udvalget
  • beslutningen om at flytte fra Solrød til Præstø
Hver især ikke ubetydelige hændelser. 

Men den sidste, flytningen, har ubetinget været den største og i går var dagen hvor den fysiske flytning fandt sted.

I tilbuddet står meget prosaisk ”flyt a-b”. For os betyder det at flytte fra Solrød, hvor vi har boet siden 1979, de sidste 38 år på Fuglesangsvej 21, til Vibevej 1 i Præstø, hvor vi forhåbentlig får mange gode år.

Tiden op til flytningen har været intens og indimellem meget stressende.

Flyttevognen skulle lige bakke 300 meter

Den fysiske flytning er gået virkeligt godt. Vi havde entreret med Bryde As, som jeg kender fra et flytteprojekt i Nets for 12 år siden. De var eminent professionelle dengang og det var de også i går. 

Det er et topprofessionelt firma med fuldt fokus på kundens behov. Fire medarbejdere mødte i Solrød kl. 8 i går morges, fem sagde farvel kl. 15 i Præstø, og hele dagen oplevede vi topengagerede, omhyggelige, venlige, arbejdsomme mennesker, som ville give os den bedst mulige flytning, og det fik vi.

Klargøringen af vores nye hjem har været ikke helt uproblematisk. Men vi har haft kontakt til en del lokale håndværkere, som har gjort ekstraordinære indsatser for os. Specielt vil jeg nævne Jens og medarbejdere fra Skibinge Tømreren, Jens, Jan og Tonni fra Domiciel samt Thorkild fra Præstø VVS.

Derudover har Møns Bank med Jon og Michel som frontfigurer været exceptionelle.

I går flyttede vi ind til et hus uden strøm på køleskab/fryser, opvaskemaskine, ovn samt induktionskogeplade med integreret emfang. Samt et løbende toilet.

Hvad gør man så? Ringer til sine livliner, og Tonni fra Domiciel sørgede for strøm på køleskab/fryser i går eftermiddag og på opvaskemaskine i dag. Thorkild, som jeg i øvrigt også kender fra flytteprojektet for Nets, stillede i eftermiddags og installerede et nyt toilet.

Det er vildt værdsat alt sammen, og vi roser alle til højre og venstre og på Trustpilot.

Er det vemodigt at flytte? 

Nej, slet ikke, kan jeg ærligt sige. Jeg har FLIPet nogle gange og det positive overstråler mangefold det mindre attraktive, som primært er besvær opstået pga. uheld.

Stien til stranden, spærret pga. kystsikring ...

Da vi kom til Fuglesangsvej for 38 år siden var verden en anden. Ovenstående foto er meget betegnende: de sidste to dage vi boede på vejen, kunne vi ikke kom til stranden, fordi der som en del af kystsikringen skal etableres et tværdige ved Fuglesangsvej.

Jeg har til overraskelse for ingen, der kender mig, en masse planer og jeg glæder mig til at nyde mit otium, som ikke med min gode vilje bliver passivt. Jeg har en masse drømme og ambitioner, og jeg håber da, at mange blive realiserede de kommende år.

fredag den 1. september 2023

Rally med hjertet



Jeg var til den 25. og sidste omgang undersøgelse/træning hos Anders, min fysioterapeut hos A-Fys i Solrød, i dag. Det var afslutningen på et forløb som startede med operationen for spinalstenose 23. februar, det første besøg hos A-Fys og Anders 20. april og fra undersøgelser og specifikke øvelser gik det over til ugentlige træningstimer på hold, med 9 forskellige apparater. Jeg har været ualmindeligt tilfreds med hele forløbet. Anders og jeg tog pæn afsked i dag, og ja, det har været en drøm af et forløb.

Jeg har skrevet om det tidligere, men jeg har mentalt brug for at gentage det. 2023 er et år så meget i omvæltningens tegn.
  • Den meget vellykkede operation, som gjorde at jeg igen kunne bevæge mig normalt
  • Beslutningen om at flytte fra Solrød til Præstø – om præcis 1 måned bor vi i Præstø. Der har været bump på vejen, men processen er i fuld gang, og vi er sikre på at det bliver fantastisk
  • Beslutningen om at gå på pension med årets udgang, mere specifikt har jeg sidste arbejdsdag 8. december 2023
  • Beslutningen om at gå aktivt ind i hundesport med base i Præstø, dels som en del af DKK Kreds 10, dels ved at Sydkystens Hundeskole officielt er flyttet fra Solrød til Vordingborg Kommune
Ovenstående har en masse følgevirkninger, som vi må forholde os til.

Specielt betyder det at gå på pension og flytte naturligvis en betydelig ændret økonomisk situation. Vi har været fantastisk heldige med vores skifte fra Nordea til Møns Bank! Vi har fået en nærværende, kundeorienteret bank, som – banalt sagt, men det er sandheden – sætter os i centrum. Vi har fået råd og anbefalinger som har givet os et endnu bedre økonomisk fundament, end vi havde drømt om. Som bonus har vi fået hjælp til at finde en lokal håndværker og assistance til en midlertidig bolig, som vi forhåbentlig ikke får brug for. Vi er begejstrede for vores bankrådgiver (Jon), vores formuerådgiver (Michel) og alle de andre dygtige medarbejdere, som har hjulpet os.

Max nyder livet i Præstø

I forbindelse med ombygning mv. af huset har vi fået hjælp af mange. Min svoger Poul har været en kæmpehjælp, og en masse lokale håndværkere har været fantastiske til at støtte på mange forskellige måder. Jeg har positivt ment aldrig oplevet noget lignende.

På rallyfronten er 2024 klar til at blive skudt i gang med 2 dobbeltprøver i Sydkystens Hundeskole regi 3 dobbeltprøver i DKK Kreds 10 regi.

Jeg blev meget glad da en god ven i morges skrev, at hun havde tilmeldt prøven 30.3.2024 (prøver) til støtte for Danske Hospitalsklovne. I 2023 har vi støttet både HTM og Rally med ret store beløb, men jeg kan mærke, at mit engagement ligger præcis dér, hvor mit hjerte fortæller mig at det er rigtigt.

Ideen om at støtte Danske Hospitalsklovne kom meget naturligt, da jeg skrev med Liv om prøven 30.3.2024 som vi skal dømme sammen. Det bliver koordineret med Danske Hospitalsklovne, så der kommer en indsamling udover selve prøven, det kommer der meget mere om senere på året.

Max og jeg er tilmelder en del prøver resten af året (kalender). Det er ikke fordi vi skal bevise noget. Det er ganske enkelt et spørgsmål om at jeg vil nyde hver eneste prøvemulighed med ham, når både fører og hund er seniorer, må man godt nyde det ekstra.

Jeg vil da gerne til Årets Hund og DM med ham, men det er bonus på langt sigt. Først og sidst vil jeg nyde at kunne gå prøver med ham, glemme alt om point, resultater, placeringer og kvalifikationer.

Vi starter i morgen i Dansk Collie Klub og fortsætter næste lørdag i Hornsherred HTM Klub,  hvor Max og jeg skal op to gange inden jeg skal dømme en dobbeltprøve.

På hundefronten er det naturlig spørgsmål: Hvad med hundetræningen? Ja, Præstø giver større afstand til de steder, hvor vi plejer at træne, men det finder vi løsninger på.

 
Træning hos Karina

Max og jeg træner Rally hos Karina, og det fortsætter vi med, ikke på det ugentlige hold, men som enetimer med større intervaller. Og vi har nogle ”hængepartier” med Sirius LP og Tricks.

Otto og jeg har i mandags afleveret vores Alice-program, som blev et Begynderklasse i stedet for HTM1. Jeg har ikke fået bedømmelsen endnu – min egen er 110 % positiv.: Otto stråler, hans energi er uovertruffen, og vi får et stjerne officielt program, når vi begynder at træne mod det!

OPDATERET 2.9.2023 med bedømmelser

Sonja: 
UDFØRELSE: BESTÅET
Godt samarbejde og fint udført program med god udstråling. Herligt glad hund, og I ser begge ud til at nyde at være i ringen sammen. Pæne positioner - fin støtte fra fører, når hunden har behov for det.

INDHOLD OG SVÆRHEDSGRAD: BESTÅET
God variation for klassen og passende sværhedsgrad. Flotte, flydende links mellem positionerne. Godt opbygget program, der er interessant at se på.

MUSIK OG FORTOLKNING: BESTÅET
Den sjove musik passer godt til jer, og tempoet er godt til hunden. Det er visse steder et svært stykke musik til et begynderprogram, da der er mange cues og tale, som kalder på fortolkning. Et kostume, der passer til musikken, ville også være godt, og nogle steder kunne du med fordel lægge nogle tricks ind til at for at understrege fortolkningen. Men du udnytter mange af de musikalske cues meget fint og følger musikken og dens stemning.

SIKKERHED OG TRIVSEL: BESTÅET
Lige som det skal være - intet at bemærke.

Anja: 
UDFØRSEL: BESTÅET
Rigtig fint program og fin udstråling!! Fine øvelser med god hjælp fra fører ved behov. Rigtig fine positioner og god brug af varierede links. Fin start og slut!

SVÆRHEDSGRAD/INDHOLD: BESTÅET
Rigtig fint for klassen. Fint indhold og tilpas sværhedsgrad til ekvipagen. Lidt mere brug af ringen kunne give et mere "flow" udtryk. Alt i alt et rigtig pænt program.

FORTOLKNING: BESTÅET
Godt valg af musik til jer. Passer godt i tempo og udtryk til ekvipagen. Rigtig fin brug af musikken i mange passager. I andre højdepunkter af musikken kunne evt. lidt brug af freestyle understøtte fortolkningen yderligere. Et "kostume" kunne samtidig understøtte fortolkningen og helheden i det hele taget. 

SIKKERHED OG TRIVSEL: BESTÅET
OK – Intet at bemærke.

Jeg er overordentlig glad og tilfreds og nu fanger bordet :-)

***   

Derudover har vi trænet hos Lise, lidt forskelligt med udgangspunkt i at komme af med slikkeadfærd i NW:
  • Rulle tung genstand, hvor kriteriet er at han nærmer sig genstand uden at berøre med tungen, og vi bygger vi videre derfra 
  • Ro på når vi ikke træner, hund i line, fører træder på line når vi fx taler med træner. Ingen belønning kan udløses, for vi træner ikke
  • Ro på i træning af fx fri ved fod. Jeg arbejder nu med at belønne på underlaget, og der er sket ”mirakler”, der ER ro på …
Jeg elsker mit liv og alt omkring det nu. Jeg vil gøre det nødvendige for at nyde dette maksimalt.