torsdag den 13. juni 2024

Dodekalitten – Oreby Kro – Hotel Saxkjøbing


Kirsten gav mig Gastro Danmark 2024 i gave, da jeg havde bestået Capstone California Wine Certification Program Level 3 i mandags. Fra Gastros egen omtale: ”I Gastros store Danmarksnummer finder man 200 sider med omtaler og beskrivelser af landets bedste restauranter og med guides til gårdbutikker, små producenter og fødevaremarkeder. Fra Skagen til grænsen og fra Vadehavet til Bornholm.
For nogen, der som os, går ret meget op i, hvad vi spiser og drikker, er det en genial måde at få et overblik over muligheder fordelt på landsdele. Det er nu blevet det seriøse udgangspunkt for at vi mere systematisk ser mulighederne sydpå, nemlig Lolland og Falster.

Vi fastsætter suverænt reglerne selv, men vi taler om ture der kan gennemføres på én dag, gerne med noget kulturelt, naturligvis med et måltid inkluderet, og gerne forskellige bonusser. Hundene skal selvfølgelig med og skal også opleve noget!
    

Vi begyndte i dag med at køre til Kragenæs og se Dodekalitten. Den korte version (jf. linket): ”Dodekalitten (græsk: Tolvsten) er 12 stenstøtter, hver 7-9 m. høje og hver vejende 25- 45 tons, hvor de øverste 2 m er udhugget som hoveder, der alle vender mod centrum i en cirkel med 40 m i diameter. Under en kreds af siddesten indbygges et 12 kanal lydanlæg, som lader den rumlige elektroakustiske musik klinge inde i cirklen dagligt i døgnets lyse timer året rundt.” 


Der er angiveligt 1,2 km fra parkeringspladsen i Kragenæs til Dodekalitten, hvor vi kunne beundre havnen, lystbådehavnen, campingpladsen og en grusvej op til Dodekalitten. Det er et imponerende kunstværk, som stadig er under udvikling, 10 af de 12 stenstøtter er på plads, der indsamles midler til de sidste 2.

Jeg må indrømme at det kom bag på, hvor stort et indtryk Dodekalitten gjorde. Det er i sig selv noget særligt at stå ved og gå mellem så store stenstøtter, se på deres forskellige udtryk, spekulere over hvad de udtrykker og også tænke praktisk, hvilket kæmpearbejde det har været at skabe det. Men beliggenheden er også uforlignelig, med den smukkeste udsigt over Smålandsfarvandet til Fejø. Det er en god måde at lande på mentalt, at står dér.
    

Vi kørte videre til Oreby Kro, som ligger ved foden af Sakskøbing Fjord, det er svært at forestille sig en mere perfekt beliggenhed. 


Madvalget er let, for der er til frokost ikke noget valg 😊 Vi fik ”5 herligheder fra køkkenet” som var sild med løg og kapers, koldrøget laks med rygeostcreme og syltet sennepsfrø, lune fiskedeller med grov remoulade og citron, håndskåret roastbeef med peberrod og tyttebær, ost med sylt samt hjemmebagt brød og smør.

Det var virkelig godt og lækkert, og med et glas rosé og en lokal øl til, fik vi den skønneste frokost.

Vi valgte at tage til Sakskøbing for at finde et sted, hvor vi kunne få en kop kaffe og en kage. Vi valgte ret oplagt Hotel Saxkjøbing, som også reklamerede med kaffe og kage.

Det er Claus Meyer, der står bag, og vi kunne derfor godt tillade os at have lidt forventninger til at vores simple bestilling, kunne blive en succes. Det blev det ikke helt.
 

Kaffen var det vi kalder kantinekaffe – det er meget længe siden jeg har smagt SÅ ligegyldig kaffe. Kagen, som kom cirka 25 minutter senere, var tør. Endelig viste det sig at være et stort problem at få lov at betale, simpelthen fordi jeg ikke kunne finde nogen, der kunne afregne. Jeg skriver ikke normalt om priser, men 190 kr. for den omgang var altså ikke pengene værd.

Hotel Saxkjøbing stod på listen over steder, vi ville spise frokost, det gør den ikke længere.

Kirsten og jeg har til aften talt om, hvad vi kunne tænke os at besøge på Lolland og Falster, jeg har lavet en første gruppering af ideerne, og vi glæder os allerede til mange ture sydpå med forventning om spændende måltider og oplevelser i øvrigt.

Ingen kommentarer: