Man kan være heldig og få fantastiske måltider serveret næsten ved døren 😊
Kirsten ringede, da hun var ude at gå morgentur, for at fortælle at hendes bror (som bor 250 meter fra os) havde fanget en masse rejer, om vi ville have nogen …
Der er ingen point for at gætte svaret 😉
Vi fik en flot rejemad til frokost, og to hver til aftensmad … jeg elsker skaldyr af enhver art, men fjordrejer er altså noget ganske særligt.
Vi testede to vine til rejerne.
Gebrüder Nittnaus Gols Rosé Zweigelt 2022 (Meny, 100 kr.), som jeg ærligt talt var skuffet over. Den er endimensionel, meget svag næse, krop og smagsintensitet. En kedelig vin, og ikke pengene værd.
Præstø Vingård, Rondo Rosé 2018. Det er vores lokale vingård, den ligger under 2 km fra os, og vi havde endnu til gode at smage en vin derfra. Det har vi nu, og det var en fantastisk positiv oplevelse! En 6 år gammel rosé (vi fik den som gave, da vi flyttede til Præstø), er ikke nødvendigvis en vin der er på toppen, men Rondo Roséen har klaret alderen fint. Syrerig, medium krop og smagsintensitet, masser af eksotiske frugter (grape, ananas, banan, blodappelsin, citrus) og et virkeligt godt match til fjordrejerne.
Brødet var fra Meny i Præstø.
Så jeg kan roligt sige at jeg har fået to ekstraordinære måltider i denne weekend, en genial aften i Møf og to fantastiske måltider i Præstø, baseret på lokale varer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar