Viser opslag med etiketten DM 2021. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DM 2021. Vis alle opslag

onsdag den 6. oktober 2021

Et fantastisk år – i fællesskab

Kerstin Stark: I fællesskab*

2021 har været et fantastisk år for mig på flere fronter.

Baggrunden er ret enkel: Jeg er blevet voksen. Det var også på tide, kunne man kommentere. Men hellere nu end senere, ville jeg svare.

Det har været en lang, sej proces. Det er ikke en proces med et specifikt mål, for selvfølgelig arbejder jeg løbende med at udvikle mig, men jeg synes at jeg nu er nået så langt, at det var værd at markere.

Dette er primært en hundeblog, og rally er med årene blevet min suverænt foretrukne disciplin. Ikke fordi jeg ikke interesserer mig for andre. Men mit hjerte banker ekstra for rally.

Otto var prædestineret til at blive rallyhund, og han har i år vist fantastiske takter. Den ene superflotte prøve efter den anden, hvor hans fokus er eminent og han er totalt fokuseret på mine signaler. Det har gjort, at jeg virkelig har måttet og yderligere skal skærpe mig, for han reagerer lynhurtigt på de mindste signaler, så sjusk eller usikkerhed fra min side kan nemt resultere i noget andet adfærd, end den, jeg troede, jeg bad om.

I takt med at mit fokus har været på adfærd og ikke på resultater - som i slet ikke - er resultaterne kommet.

Jeg husker, at det er ren bonus. Jeg har virkelig arbejdet med det, ikke mindst med Max, og nu er det rygmarv.
  1. Glæde sig maksimalt over et gennemløb, den fede følelse, når hunden og jeg er ét.
  2. Tag godt imod feedbacken, og glæde sig ekstra over alt det positive. 
  3. Opfatte det som ren bonus, som man bestemt også må glæde sig over, hvis pointene rækker til gode placeringer.
Men 1 overskygger til enhver tid 2 og 3.

Otto kom til DM, hvor vi havde et fedt gennemløb (og blev nr. 12, et point fra finalen).

Alt det jeg har skrevet om Otto og mere til har jeg nået med Max.

4. oktober 2014: Max blev DKRLCH

Det har været et meget længere forløb, med masser af op- og nedture. Mindet på Facebook i mandags  var 7 år gammelt, dengang blev Max DKRCH.

Siden er det blevet til 205 rallyprøver, med mange glimrende resultater og enkelte superflotte.

Men det er først i år det hele er gået op i en højere enhed. Flere års coaching, fokus på det mentale, erkendelse af, at ALT, hvad der sker til træning og prøver er mit ansvar, arbejde med bittesmå detaljer i førerarbejdet osv.

Summen af det hele er, at Max og jeg i år har gået det bedste rally, vi nogensinde har gået.

Vi kom også til DM, ikke noget med afbud og andet pjat denne gang – en sikker kvalifikation. En superflot bane til DM, hvor 2 sekunder skilte os fra finalen.

To rosetter som minde om DM 2021, far går vist mere op i det end Otto og Max 😊

Som flere andre ville jeg gerne have et minde om særlige begivenheder, og dette DM var på flere måder noget ganske særligt for mig. Jeg fik erindringsrosetterne i går, en til hver hund, og de hænger på pladsen med særlige rosetter ved mit skrivebord, og vil længe minde mig om DM 2021.

Så var der lige bronzetitlen RLCHB i søndags.

Den blev indført med virkning fra 1. februar 2020, og den kræver mindst 97 point 5 gange hos mindst 3 forskellige dommere.

Max og jeg har været til 164 prøver i championklasse, og vi har fået 97 point eller mere 9 gange. De 3 første udløste DKRLSCH-titlen for over 2½ år siden. De sidste 5 er kommet på under 5½ måned.

Max' og min 97+-statistik

Jeg besluttede at præmien for at være nået dertil, skulle være noget, der kunne stå på eller ved skrivebordet, og dagligt minde mig om, hvor langt jeg var nået. Og samtidig minde om, at jeg ikke var i mål.

Valget faldt på Kerstin Starks ”I fællesskab”, en skulptur i bronze/fiberbeton. Den behøver ikke nogen forklaring.

* Kerstin Stark (1971-2017): Zusammen etwas bewegen

tirsdag den 17. august 2021

Landsholdsudtagelse i rally, læring og opdaterede planer og mål

Det er præcis to år siden Otto blev en del af familien :-)

I weekenden blev der afholdt kvalifikationsprøver til landsholdet i rally 2021: De mange interesserede har kunnet følge med i resultatformidlingen på Facebook, hvor alle resultater er lagt frem og flere deltagere har delt videoer af prøverne. Jeg havde fornøjelsen at dømme alle fire prøver, i alt 65 banegennemgange, Ida Lindgren og Beatrice Palm fra Sverige dømte på skift, så der var to dommere pr. prøve. 

Jeg havde ansvaret for afviklingen af weekenden og det ultimative ansvar for udvælgelsen af landsholdet, så jeg har på flere fronter haft mulighed for at lære en masse. Her vil jeg fokusere på læringspunkter i forhold til mine egne ambitioner om at deltage i landsholdskvalifikationen til næste år.

Nogle af læringspunkterne er egentlig ikke nye, men der kom nuancer på det ved at se de mange prøver, og drøfte bedømmelser både med Helle Gadeberg, som var sekretær for mig hele dagen, og er blevet godkendt som dommer af nordisk rally i dag, og de to svenske dommere og deres sekretærer.

Her kommer de:
  • Ritualisering af starten af prøven (forløbet før kantbåndet passeres). Det var tydeligt, at nogen havde helt styr på det, mens andre havde mulighed for forbedringer. Jeg arbejder systematisk med det både med Max og Otto – jf. læring fra kurset med Helle Damkjær – men det skal være endnu mere automatiseret, så det kører på rygmarven og er helt flydende. Jeg trænede i eftermiddags starter med Anita og Girah, og jeg kan mærke at jeg specielt med Otto skal være endnu mere skarp, så han ikke når at tænke på andet end at vi skal i gang med at gå rally.
  • Automatisering af transporten fra kant til start, mellem skiltene, fra mål og ud. Fuldt fokuseret fri ved fod på højre eller venstre side, med ensartede skridt og ensartet tempo. Det et noget LP-læring der skal genopfriskes.
  • Automatisering af ankomst til de enkelte øvelser, dvs. sikring at afslutning af en øvelse sker, så hunden straks er i position, og dermed klar til næste øvelse.
  • Automatisering af de enkelte øvelser, så hvert skilt udføres ens fra gang til gang, på højre eller venstre side. Alle mulige vendinger blev dissekeret på kurserne med Ida forrige weekend, og det skal jeg bare arbejde videre med og gøre til rutiner, så tissetrængende og Lucky Luke bliver adfærdEN. Det gælder i lige så høj grad alle andre øvelser, hvor jeg igen ved dagens træning, kunne mærke, at min ankomst er for styret af hundene, hvor det er mig der skal styre. Der er øvelser jeg kan udføre med Max i slowmotion, når jeg selv kan styre tempo og at han er i den rigtige position, og det skal jeg selvfølgelig træne at vi kan udføre i normalt tempo.
  • Ritualisering af udgangen af banen fra målskiltet passeres og vi er ude af banen og laver den afsluttende øvelse (jf. Helle Damkjær).
  • Alt det med automatisering er med det ene formål at gøre det nemmere for mig selv, så jeg ikke skal tænke over udførelsen, men kan støtte Max og Otto bedst muligt. Der var mange situationer i weekenden, hvor man kunne se førere tænke meget og det kan ikke undgå at påvirke hundene.
  • Det er afvigelser i udførelsen af nogle af de nordiske øvelser i forhold til de danske. En er fx at i rundt om øvelser, skal man altid stoppe op, før hunden tages med. Det gør jeg i forvejen, så det ikke noget problem. Jeg kan ikke lige overskue det, mens jeg skriver dette, men som udgangspunkt vil jeg arbejde mod at gå dansk rally som nordisk, for at gøre overgangen enklere. Selvfølgelig skal jeg have helt styr på, hvor der er betydelige forskelle, men det skal jeg nok finde ud af. Udtrykt på anden måde: Jeg skal ikke træningsmæssigt skelne mellem at træne nordisk eller træne dansk rally, medmindre det er noget ganske specifikt det ene eller det andet sted. Jeg skal træne rally.
  • Et område jeg umiddelbart kan komme i tanker om, der skal trænes specifikt nordisk eller dansk, er fejlsituationer. I nordisk, at man når man er klar over at en øvelse er mistet, straks går videre til den næste fremfor at forsøge at færdiggøre og få nye fratræk. I dansk at lave ommere (hvis man ønsker det), på en flydende måde.
  • Det var nogle umanerligt lange baner i forhold til hvad vi normalt oplever i Danmark. Finalebanen gik de hurtigste på lidt over 4 minutter, de langsomste gik på omkring 7½ minut. Det var meget tydeligt, at det var noget udover hvad de fleste hunde var vant til, så der begyndte fx at komme lyd på til sidst eller opstod flere tekniske fejl. Læringen er, at det er nødvendigt at arbejde med at hundene skal kunne holde i længere tid.
  • Forstyrrelsestræning er naturligvis rutine for de fleste, men forbløffende mange hunde blev meget forstyrret af en legetøjsrotte i fristende 8-tal. Jeg har noteret som træningspunkt at træne mens der er dødstille, for der var næsten unaturligt stille i hallen meget af tiden, når der var ekvipager på banen.
  • Der er sikkert andet, men ovenstående er tæt på det, som jeg lægger træningsplaner ud fra.
Jeg har brugt ferien til at overveje mine ambitioner, mine hundes potentiale og grundlæggende hvornår jeg selv føler at vi har det bedst sammen. Det betyder tilvalg og fravalg.

Hvis vi starter med det sidste, så har jeg besluttet at stoppe med Max i Nose Work, når den aktuelle træningsrunde hos Merete er færdig. Jeg vendte tanken med Merete i dag til træning, hun kender Max meget godt i NW-sammenhæng, og den enkle sandhed er, at hvis vi skal nå resultater i NW2 vil det kræve en helt anden form for træning, end jeg har tid og lyst til. Max er 10 år, og jeg kan se, at jeg skal passe på med at dosere træningen fornuftigt; det har gjort beslutningen enkel, at jeg vil har valgt at satse helhjertet på rally med ham de kommende år.

Otto satser jeg på i Rally som første prioritet. Men Nose Work kommer ikke langt efter; han har et åbenlyst talent, han er også meget mere pågående og ivrig end Max er. Vi er tilmeldt både Færdighedsprøve og Freestyle på Samsø 16. oktober, det er mest tænkt som opvarmning til rallyprøverne 17. oktober, faktisk fik Anita og jeg udviklet FS-programmet til træningen i dag inspireret af nogle rallyøvelser 😉

Der er kun 11 dage til DM i rally, og jeg har lagt følgende grove plan for træningen frem til da:
  • Selvtræning i morgen/måske fredag, halve baner, fokus på at reducere belønningsfrekvensen.
  • Lørdag dømmer jeg C og B ved DKK, en lille prøve 6 + 14 deltagere. Jeg regner med at have Max og Otto med og gå hvid hund på mine egne baner.
  • Lørdag eftermiddag skal jeg til Sverige for at dømme de svenske landsholdsudtagelser søndag i Väsby Brukshundklubb nord for Stockholm. Udover at jeg glæder mig meget til at dømme de bedste svenske ekvipager, er det også en fantastisk mulighed for at lære endnu mere, til brug for min egen træning. Som bonus har jeg arrangeret, at jeg kommer til at se hallen, hvor NM skal afvikles, og jeg har lovet Heidi, den danske landsholdsleder, at jeg kan redegøre detaljeret for det hele, til brug for landsholdets forberedelser.
  • Tirsdag er der træning med begge hunde hos Johanna.
  • Onsdag eller torsdag tager vi den sidste selvtræning inden DM, detaljerne afhænger af, hvordan forløbet indtil da har været.
  • Fredag tager vi til Århus og lørdag afvikles DM.
Jeg er velforberedt. Jeg har aldrig været bedre forberedt mentalt eller i øvrigt til DM, og jeg glæder mig til at være en del af et stort, hyggeligt og sjovt arrangement, som forhåbentlig vil give en masse gode minder på rallykontoen.

Jeg har skrevet det før: der er kun én, der bestemmer om det går godt eller skidt, og det er mig selv.

onsdag den 28. juli 2021

Træningsplaner frem til DM og derefter

Charlotte som fører med Paul som hund på kursus hos Helle Damkjær (foto: Katrine)

I går var jeg til træning hos Johanna med begge hundene. Der var en lidt kringlet selvtræningsbane, og en bane, som vi kunne bruge i den individuelle tid. Hvilket jeg valgte at gøre med begge hunde.
Johanna havde læst min blog om træningen hos Helle Damkjær Sex med sekretæren, og Charlotte Lia, som havde været med på kurset, havde trænet hos Johanna i mandags, så det tog ikke lang tid at formulere kriterierne 😉

Det gik rimeligt med Otto. Han var lidt rigeligt optaget af underlaget, jeg var lidt for anspændt, så der kom pladser i stedet for opmuntringer (i starten), og jeg var ikke belønnende nok i højrepositionen, som faktisk er hans bedste … og så glemte jeg øvelsen efter målskiltet. Præcis feedback og masser af ros fra Johanna, for langt det meste var godt, jeg har noteret læringspunkterne.

Max varmede jeg op på selvtræningsbanen mens hold 2 fik banegennemgang, så vi var totalt klar, da vi var på som nr. 1 til den individuelle tid. Max gik i snus lige i starten, jeg fortsatte og han var oppe hos mig et øjeblik efter, og vi gik en totalt fed bane! Jeg kunne mærke at vi var i boblen, og vi gjorde alt rigtigt, inkl. øvelsen efter målskiltet 😊

Jeg fik rigtigt meget ros af Johanna, så jeg blev endnu højere! Max’ snus i starten var en godbid, som han fandt og så tjekkede han ind med det samme, fedt.

Johanna spurgte til mine planer frem til DM, og jeg tøvede med svaret, men jeg havde det klar, og lovede at skrive om det i et blogindlæg, dette!

Hvis jeg ser på træning og træningskonkurrencer de sidste tre måneder, kan jeg kun være meget tilfreds med begge hunde. Vores samarbejde har udviklet sig positivt, vi går rigtigt godt, fejl bliver systematisk analyseret og håndteret.

Så der er intet der skal laves dramatisk om. Træningen bliver ”mere af det samme”.

Den træning der står i kalenderen pt. er:
  • DKK i dag (Maiken)
  • HMC i Roskilde på lørdag 31.7 (Amanda)
  • Træning hos Johanna (6.8)
  • Kursus med Ida Lindgren (7.-8.8)
  • Træning hos Johanna (24.8)
  • DM (28.8)
Derudover bliver der aftalt individuel træning med tre gode træningsmakkere, hvor fokus bliver på prøvelignende setup, og starter: de to skilte uden for banen, startskiltet, 2-4 skilte, målskiltet og øvelsen efter kantbåndet.

Der er nogle vaner, der skal ændres efter Helles kursus, og det tager tid, jf. det, jeg nævnte ovenfor, da jeg gik med Otto. Det bliver mine fokusområder ved træningen i dag og på lørdag og generelt!

Mentalt er DM naturligvis noget særligt, men så alligevel ikke, i hvert fald ikke i forhold til hundene. Vi skal bare ind og gøre som vi plejer mindst én gang hver, og gerne to 😊 Jeg er allerede videre med planerne for begge hunde.

Otto debuterer i Øvet klasse efter Årets Hund, ved Amandas afskedsprøve 22. november. Det indebærer ikke ændringer i træningen, fordi vi træner øvelser i alle klasser og uden line. Max fortsætter i championklasse. Vi har gået i championklasse 5½ år, 157 officielle prøver. Vi har aldrig gået bedre, og vi fortsætter i klassen, så længe det giver mening.

mandag den 12. juli 2021

Rally og DM

Max' første DM i 2015, hvor han blev nr. 8 i ekspertklasse (foto: Lonni)

Jeg kunne ikke finde på en bedre overskrift, men til gengæld er den også dækkende for, hvad der fylder min fritid lige nu 😉

De sidste fem dage har den stået på en dobbeltprøve fordelt med en klasse pr. dag. Samlet har omkring 160 ekvipager været oppe, og det har været dejligt at være en del af. Det har været meget attraktivt for udøvere, ikke mindst dem der går efter Årets Hund, da de to prøver begge talte som kvalifikationsprøver til ÅH.

Onsdag var Otto oppe i begynderklasse.

Torsdag dømte jeg øvet klasse og fredag ekspertklasse.

Lørdag var jeg oppe med Max to gange, den første prøve hos Amanda gik ok, vi fik en ærgerlig 13’er, som blev håndteret, og endte som nr. 9. Den anden prøve hos Lone gik i fisk fra starten med 2x13. Derefter gik det flyvende (vi endte vist med 69, med en 3’er for at ramme springet og 2x1), så det var god træning i at håndtere en dårlig start. Bortset fra, at jeg godt kunne have brugt en video af starten, er prøven blevet gennemanalyseret, det blev den umiddelbart efter og et par gange hen over dagen, og sagen er lukket med noget fin læring og noget (faktisk en del) ros, til mig selv.

Lørdag eftermiddag afholdt jeg 3 timers introduktion til nordisk rally, et kursus som jeg var blevet opfordret til at holde. Jeg havde meldt lidt ud på forhånd, bl.a. sendt relevante dokumenter om nordisk rally 2021, og det med at have hunde med stod lidt uklart. Det viste sig, at det ikke var nødvendigt med hunde. Der blev nørdet nordiske skilte, og detaljer i udførelsen til den store guldmedalje. Vi fik også talt om landshold og internationale perspektiver, og hvad der skal til, for at Danmark kommer i den internationale top i rally. Meget, meget inspirerende.

Søndag startede med at jeg dømte seniorklasse, og derefter var jeg sekretær for Liv, da hun dømte den anden seniorklasse. Eftermiddagen gik med at Liv og jeg var censorer ved en dommereksamen, hvor 20 ekvipager var oppe til en uofficiel prøve og fik feedback. Der blev bestemt også nørdet med nuancer i bedømmelser, om betydningen af hvordan man står i forhold til ekvipagen, og hvorfor der kan være meget forskellige opfattelser af bedømmelsen af en øvelse, som kan være rigtige alle sammen ud fra synsvinklen.

I dag fik Lonni og jeg de sidste detaljer med kvalifikationslisterne til DM i rally på plads, og i eftermiddags sendte Lonni præcis 100 invitationer ud. De to modtog jeg, og det er dermed officielt at Otto er kvalificeret til sit første DM nogensinde (i begynderklasse) og Max til sit sjette DM, og for tredje gang i championklasse.

Jeg er ved at lægge sidste hånd på en plan for begge hunde frem til DM. Den omfatter bl.a. et heldagskursus med Helle Damkjær på søndag, to kurser med Ida Lindgren 7.-8. august, to officielle prøver med hver (28. og 31. juli), noget holdtræning og noget individuel træning.

Jeg har også mindet mig selv om, at det er gået godt i lang tid, og jeg skal ikke ændre dramatisk på noget op til DM. Jeg skal gøre det samme, som jeg plejer, og foretage de små, løbende justeringer, baseret på den enkelte træning/prøve.

Megans og mit første DM i 2011, hun blev nr. 7 i  championklasse (foto: Martin Hasager)

Jeg er superglad for at være kvalificeret til DM med begge hunde, men det er på en helt anden måde end de tidligere år. Jeg har ikke haft det som bevidst mål at komme til DM, hvad jeg har de tidligere år, herunder også flere år, hvor vi ikke kom til DM. I denne kvalifikationsperiode har jeg været på et ganske andet niveau mentalt, så fokus har ligget på det enkelte moment i den enkelte prøve, og det har som bonus affødt point nok, til at vi kom til DM.

Det bliver noget ganske særligt at komme til DM med Otto, den yngste hund jeg har været kvalificeret med. Max er jo garvet i sammenhængen, men dette DM er også noget ganske særligt, fordi Max kommer med en helt anden fører end sidst vi var oppe sammen for fire år siden.

Jeg glæder mig rigtigt meget til en fantastisk dag; DM er altid noget ganske særligt og DM 2021 vil jeg gøre hvad jeg kan, for at den bliver en vidunderlig dag for Otto, Max og mig selv.

torsdag den 27. maj 2021

Status, planer og mål

Max til DM i ekspertklasse 2015 (foto: Lonni)

Der er sket en masse i 2021 allerede og en masse mere er på vej. 

Jeg vil starte på den administrative/organisatoriske side, hvor der på rallyfronten har været virkelig gang i aktiviteterne. Jeg har dømt 20 prøver, heraf 16 som jeg selv har organiseret. Flere er på beddingen, det føles rigtigt godt både at dømme og arrangere. 

Årets store begivenheder på rallyfronten er DM på Vilhelmsborg 28. august, Årets Hund i Ringsted 30. oktober samt NM i Stockholm 10.-12. december 2021, med kvalifikationsprøver i Ringsted 14.-15. august. 

Jeg er involveret i dem alle og glæder mig til det hele, men DM er alligevel noget helt særligt. 

6. september 2020 havde DKK for første gang ansvaret for DM, og det blev en stor succes. I år afholdes det igen på Vilhelmsborg og på rallyfronten er forberedelserne i fuld gang. 

Et sponsorudvalg er i gang med at skaffe præmier. Dommere og de fleste officials er på plads. Drejebogen for 2020 er netop opdateret bl.a. med input fra den officielle evaluering af DM 2020, og vi arbejder på at foretage tilpasninger på baggrund af forbedringsforslagene fra sidste år. 

Som rallyudøver har jeg med Max gået 10 prøver, med Otto 9, heraf 2 dobbeltprøver (hvor jeg er oppe 4 gange på en dag). 

Som man kan se af mine seneste blogindlæg, er jeg MEGET tilfreds med, hvordan samarbejdet fungerer med begge hundene. Jeg har arbejdet hårdt med at kunne fokusere på det vigtigste, på et givent tidspunkt, og jeg véd at jeg er i stand til at få både Max’ og Ottos fokus, når vi varmer op og når vi går på banen. 

Jeg har eksperimenteret med at ændre på setup, det kan jeg tillade mig som arrangør, og det har overbevist mig om, at jeg gør det rette, uanset vilkårene. Hundene er topfokuserede og vi går rigtigt stabilt for tiden. 

Jeg har aldrig haft så mange ”prøver i boble” i træk. 

Som bonus har vi fået point til både DM og ÅH, og deltager i 4 ud af de sidste 9 DM-kvalifikationer, og i 7 ud af de sidste 9 ÅH-kvalifikationer, så vi forhåbentlig kan fastholde eller forbedre vores placeringer. 

For jeg vil meget gerne til DM og ÅH som udøver 😉 

Rallytræningen, både den individuelle, den spontane og den organiserede holdtræning, passer mig perfekt, og det har jeg ikke planer om at lave om på 😊 Nogle enetimer er der også plads til, bl.a. på søndag med Max hos Amanda.

På NW-fronten er jeg også meget tilfreds. Begge hunde har været til deres første prøve i år og arbejdet godt. Specielt Otto har den allerfedeste attitude og vedholdenhed, når han arbejder, så vi klør bare på. 

Det eneste jeg savner, er at komme til nogle flere prøver, specielt med Otto, men vi søger dem, vi kan komme i nærheden af, og krydser fingre for, at vi bliver trukket ud. 

Jeg skal da ikke glemme, at jeg også er i gang med Ottos FS-program i det små. Det giver en dejlig ro i maven at jeg har været igennem hele processen med Lille Bjørn og Max, og jeg ved både fra NW og rally at Otto ingen problemer har med at holde fokus i lange stræk. 

Så lige nu er den enkle konklusion på hundearbejdet, at jeg skal fortsætte den igangværende træning og gøre mere af det, vi har gjort til prøver på det sidste, for det virker 😊

PS: Jeg har også fået flere positive tilkendegivelser om mit førerarbejde og alt det andet, og bliver glad hver gang. Livs feedback efter Ottos bane i søndags var lige så jeg fik tårer i øjnene, det var om Ottos fantastiske fokus i fri ved fod 💓

torsdag den 15. oktober 2020

Året der gik og året der kommer

Mandag eftermiddag

Efter Årets Hund finalen i lørdags stod den på årets sidste dommeropgave søndag, hvor jeg sammen med Anita skulle dømme en dobbelt rallyprøve for Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde Kreds 3, i Herringløse Agilitycenter. Som altid meget velafviklet. Jeg havde Annie og Stine som aspiranter, Anita havde Liv aspirant, det er tre de seks nye dommere, der er godt på vej.
Siden jeg den 14. juni begyndte at gå til rallyprøver igen efter Corona-nedlukningen, er det blevet til 15 prøver med Max og 9 med Otto. Jeg har været inde på det før, men vil da gerne gentage, at det virkelig kører for mig med begge hunde.

Max og jeg har et fantastisk samspil ved stort set alle prøver, og vores samarbejde har aldrig været bedre. Som flere har påpeget overfor mig, har Max ikke ændret sig ret meget de sidste år, det har jeg derimod og det gør al verden til forskel. Vi er på toppen, og der har vi tænkt os at blive …

Otto debuterede i rally 1. august, og jeg har meldt ud, og har været tro mod løftet, at det i år overhovedet ikke handler om resultater, det handler om, at vi har det sjovt sammen. Det har jeg med to mindre undtagelser overholdt hver gang. Finalen ved Årets Hund var lige i øjet.

 

Vi har gået 9 prøver sammen, og alle prøverne har været fine: Otto har været fokuseret, når jeg var der for ham, lidt mindre, hvis jeg ikke var skarp nok. Det var virkeligt tilfældigt, at vi deltog i prøver, der kvalificerede til Årets Hund, det var slet ikke planen, men bonussen var, at vi kom til finalen, og også performede godt der.

Jeg har faktisk med Otto gjort en masse af det, som jeg har arbejdet imod at undgå med Max. Jeg har ønsket at kunne fokusere på hundene, når jeg gik til prøve, undgå at være prøveleder og/eller dommer, og tage på lange ture. Og hvad skete: Ottos prøve nr. 2 og 3 var på Bornholm, hvor jeg også dømte lidt den ene dag, til HMC, hvor jeg også skulle dømme, Kreds 2, hvor jeg også skulle dømme, og sidst til Årets Hund hvor jeg var arrangør, dømte og var oppe med begge hunde.

Det jeg har lært er, at Otto (og Max!) er der 100 % for mig, hvis jeg har fokus på ham (dem). Det er jeg ret tilfreds med 😊

Otto bliver 16 måneder om et par dage, vi er på starten af et forhåbentlig langt liv sammen, hvor vi skal udvikle os sammen og have det sjovt sammen, hver gang vi træner og hver gang vi går på banen.

Resten af året er meget begrænset prøvemæssigt, men ganske spændende.

Den 24. november skal Max og jeg til NW2 hos Hvalsø Hundevenner og 25. november debuterer Otto i NW1 samme sted. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har været til NW-prøve, det bliver godt at prøve igen.

Den 7. november arrangerer Sydkystens Hundeskole en enkelt rallyprøve i Sjællands Agilitycenter, det bliver helt sikkert en fin prøve, om end vemodig, da det er Anitas sidste prøve som dommer. Jeg skal naturligvis op med begge hunde, og Mathilde skal op med Max i juniorklasse.

Dagen efter skal Max op i NW2 i Pudelklubben i Rødovre.

Den 28. november tager Lonni og jeg til Bornholm for at deltage i rallyprøven i Kreds 8.

Og så rundes årets af 31. december med dobbelt rallyprøve i Herringløse. Jeg skal op med begge hunde til begge prøver, fordi jeg specifikt har ønsket ikke at stå for arrangementet, og det bliver rigtigt rart.

Tirsdag morgen

I dag blev det afgjort, at DM i rally 2021 skal afholdes den 28. august på Vilhelmsborg som en del af DKK’s Hund i Fokus. Lonni og jeg er naturligvis straks begyndt at se på bemanding, der skal inviteres dommere og hjælpere snart, så det er på plads. Sponsorholdet fra i år er heldigvis friske igen, så de klør på i 2021 også.

Med hensyn til selve afviklingen lægger jeg bestemt ikke skjul på, at jeg meget gerne vil være med. Som deltager! Med Otto i begynderklasse og Max i championklasse.

Der er ingen tvivl om, at rally får prioritet med begge hunde også i 2021. Vi hygger med NW ved siden af, men ellers er det det glade rallysamarbejde og øget præcision i øvelser og i transport, som vi skal have fokus på.