Viser opslag med etiketten DM i rally 2024. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DM i rally 2024. Vis alle opslag

mandag den 2. september 2024

DM i Rally 2024


Alle fotos: Pernille Jelvard Hyldeqvist

Max og jeg havde kvalificeret os til DM i rally 2024 i seniorklasse, som blev afviklet i går på DKK Ringsted.

Liv havde designet en skøn bane, og vi skulle op som nr. 8 i første gruppe.

Hvordan gik banen så …

Opvarmningen var som den skulle være. Max og jeg havde fuld kontakt indtil 5 sekunder før vi skulle i ringen, så skulle jeg lige lave en bakning (helt unødvendigt) og fik skabt uro lige da vi gik på banen.


Max satte sig i stedet for at stå, og vi måtte lave første øvelse om.


Så kom er fin sekvens indtil skilt 8, fremsending til kegle, hvor Max ikke ville sætte sig …


Og så kom der lidt skvulp i afslutningen, en ommer på skilt 13 (sideskift mellem ben), og en førerfejl ved skilt 15 (sideskift foran).


Jeg havde nogle præcise kriterier om hvordan jeg skulle have kontakt med Max, dem var ikke helt tro imod. På trods af alt hvad jeg har arbejdet med mentalt, så kom der alligevel lidt konkurrenceelement ind i det.

Da jeg bagefter fik spørgsmålet: ”Hvordan gik det?” – faktisk en del gange, og det er jo det mest naturlige spørgsmål til et DM – kom der ikke det svar, jeg gerne ville kunne have givet (”Det gik godt!”), men et lidt mere forbeholdent …

Og ja jeg var lidt skuffet over at jeg ikke havde været en bedre fører.

MEN

når det er sagt, så var det en dejlig dag!

Jeg nød i den grad at hygge med Max.

Han gik sin rallyprøve nr. 400, heraf 358 med mig som fører, og følelsen af at være med ham til DM var uforlignelig. To seniorer, der alene ved at komme til DM har vist et højt niveau. Vi fik også vist, at vi stadig kan gå på et flot niveau. Max er stadig i god form, det er jo en gave i sig selv i en alder af 13 år, 2 måneder og 18 dage.

Som bonus fik vi med 87 point en flot 18. plads og nogle fine præmier.

Det var et superflot arrangement, jeg synes det er det bedste DM i Rally jeg har deltaget i, tusind tak til de mange mennesker der har knoklet for at skabe de allerbedste rammer for alle os udøvere.

Tusind tak til Pernille Jelvard Hyldeqvist for en masse skønne fotos fra dagen!

PS: Tusind tak til Anette Willumsen for video af prøven;
 

tirsdag den 27. august 2024

DM i rally. Hvad er vigtigt?

Megan og Paul nr. 7 til DM 2011

Jeg har gennem tiderne skrevet mange indlæg om DKK’s DM i rally, men det gør jeg gladelig igen 😊

Det første DM i rally blev afholdt 2009 og til og med 2019 var det et kredsmesterskab, som på skift afholdtes af DKK’s kredse. 

Fra 2020 overtog DKK DM i rally og andre discipliner, og de blev en del af Hund I Fokus (HIF). 

I år afholdes HIF for femte gang og for første gang på DKK Ringsted. 

Jeg har været heldig, dygtig, privilegeret … og har deltaget i alle DM siden 2011. En hurtig oversigt:
  • 2011 Megan blev nr. 7 i championklasse
  • 2012 Megan blev nr. 14 i championklasse
  • 2013 Megan blev nr. 5 i championklasse
  • 2014 Megan blev nr. 13 i championklasse og Lille Bjørn nr. 20 i ekspertklasse
  • 2015 Megan blev nr. 19 i championklasse og Max nr. 8 i ekspertklasse
  • 2016 Megan blev nr. 15 i championklasse, Max nr. 9 i championklasse og Lille Bjørn nr. 14 i ekspertklasse
  • 2017 Lille Bjørn blev nr. 15 i championklasse og Max nr. 10 i championklasse
  • 2018 Lille Bjørn blev nr. 7 i juniorklasse og Max nr. 6 i juniorklasse, begge med Mathilde som fører
  • 2019 Lille Bjørn blev nr. 5 i juniorklasse og Max nr. 4 i juniorklasse, begge med Mathilde som fører
  • 2020 Jeg dømte ekspertklase, championklasse og seniorklasse
  • 2021 Max blev nr. 11 i championklasse og Otto nr. 12 i begynderklasse
  • 2022 Max blev nr. 19 i championklasse
  • 2023 Jeg dømte ekspertklasse og championklasse
  • 2024 Max er kvalificeret i seniorklasse 
Desuden har jeg siden 2020 haft æren at være ansvarlig for afvikling af DM i rally og jeg siger tak til Rallyudvalget, som også i år har bedt mig være overordnet ansvarlig, det sætter jeg stor pris på. 

Hvad gør DM til noget særligt? Det kan der siges en masse om, men den korte version er:
  • Det er eksklusivt: man kan ikke tilmelde sig, man skal kvalificere sig og bliver inviteret til at deltage
  • Det er svært at kvalificere sig. Der er mange fantastisk dygtige ekvipager i Danmark, der er mange kvalifikationsprøver og så bliver det tæt i toppen
  • Som konsekvens af det foregående: Det er flot overhovedet at blive inviteret til DM
  • Vinderen af hver klasse får en titel, som kan registreres
  • Det er lidt blæret at kunne kalde sig Danmarksmester 😉 
Hvad er anderledes ved DM? Er det ikke en rallyprøve som alle andre? Det kunne man umiddelbart tro, men der er forskelle:
  • Der er 20 deltagere pr. klasse (som nævnt inviterede)
  • Der er en indledende runde, hvor deltagerne bedømmes af én dommer
  • Man få ikke feedback, man får kun at vide om der var 10’ere eller at man er blevet disket
  • De 10 bedste i hver klasse kommer i finalen, de øvrige placeres som nr. 11-20
  • Finalen dømmes af en anden dommer på en ny bane
  • Man får heller ikke feedback på finalebanen, man får igen kun at vide om der var 10’ere eller at man er blevet disket
  • Resultatet i finalen (point og tid) lægges sammen med resultatet i indledende runde, og summen danner grundlag for den endelige placering
Det er ikke mere kompliceret. DM dømmes ikke anderledes end alle andre prøver. 

Dommerne har formentlig og forhåbentlig skruet op for sværhedsgraden, men bedømmelserne er helt som til alle andre prøver.

Det kan godt være at det udefra er vigtigt, hvem der vinder DM og hvordan andre placeres. 

Men alligevel. 

Det er pr. definition 20 top-ekvipager, der bliver inviteret til DM, og selv med afbud er der ikke nemme kvalifikationer. For at komme til DM har man mindst 2 rigtigt gode resultater, som i 2 x 100 eller 1 x 100 og 1 x 99. 

Alt kan ske i en finale! Der er førere der bliver nervøse, der er hunde der har det svært, det kan være varmt eller koldt, det kan være tørt eller regne osv. 

Der er så meget forskelligt der kan spille ind. 

DM vindes af den ekvipage, der klarer sig bedst på dagen. De 19 andre i klassen er ikke dårlige, de fik bare ikke lige så mange point, eller gik lige så hurtigt, på dagen. 

Så til alle førere; sæt jeres kriterier, så I kan styre, om det bliver en succes eller ej at deltage i DM. 

Hvis dit succeskriterie er at blive nr. 1, er det fint, men der er kun ud én ud af 20 der kan opnå det. 

Jeg har en klar aftale med Max om, hvordan jeg skal være på banen og han har kvitteret med et: hvis du lever op til det, så er jeg med dig! 

DET er vores succeskriterie: 
  • Mit fokus er KUN på ham, og jeg MÅ IKKE tænke på point eller placeringer
  • Hvis vi kommer i finalen, så er det en bonus
  • Vores placering er naturligvis også en bonus
Sådan styrer jeg, at det forhåbentlig med overvejende sandsynlighed bliver en succes at være til DM.

onsdag den 24. juli 2024

DM i Rally

Max ved sit meritflag (foto: Liv)

I et år, hvor der har været de objektivt største pointkrav nogensinde for at kvalificere sig til DM i rally, har jeg fået lyst til at skrive lidt om DM fra min synsvinkel. 
Det første DM blev afholdt i 2009 og frem til 2019 var det DKK’s kredse på skift, som stod for arrangementet. Fra 2020 tog DKK over. 

DM 2013 max fokuseret Megan og vi blev nr. 5 (foto: Charlotte Lia)

Bortset fra de første to år har jeg deltaget alle årene:
  • Med Megan 2011-2016
  • Med Lille Bjørn 2014 og 2016-2019
  • Med Max 2015-2019, 2021-2022 og 2024
  • Med Otto 2021
  • Som dommer 2020, 2023
  • Som arrangør 2021-2023 
I 2018 og 2019 var Mathilde fører for Lille Bjørn og Max i juniorklasse, ellers har det været mig. 

Der var ét år (2012), hvor jeg seriøst overvejede ikke at melde til, men siden har der ingen tvivl været.

Hvis vi ser bort fra at komme på landsholdet og repræsentere Danmark internationalt, er DM bare det største man kan forestille sig om rallyudøver. Jeg synes det er fedt at DKK’s Rallyudvalg har fastholdt at der er DM i alle klasser, jeg kender andre lande der er lidt misundelige. 

Man kan altid diskutere kvalifikationskriterierne, og jeg tror ikke man kommer til at udstikke en garanti for, at de er de 20 bedste (eller hvor mange, det bliver fremover), der deltager. Men det er de 20 der i henhold til kvalifikationskriterierne har klaret sig bedst, som deltager, og det er så retfærdigt som det kan blive synes jeg. 

Har jeg nogle råd til nye DM-deltagere? Ja, masser 😊 Men jeg vil gerne skære alt fedtet fra:
  • Glem at du skal til DM, det er bare en prøve som alle andre, og din hund vil uden tvivl foretrække en fører, der er tæt på normal 😉
  • For at komme til at DM har man skulle i mange tilfælde få 2 x 100 point, nogle har kunnet ”nøjes” med lidt mindre. Budskabet er, at ALLE på en god dag kan få 100 både én og to gange. Men ALLE kan også have en dårlig dag. Når dagen er omme, er det eneste sikre, at de tre ekvipager med højest point/hurtigste tider står på podiet – de var bedst på dagen – alle de andre var ikke dårlige. 
Og to citater fra for 5 år siden, dette blogindlæg:
  • Jeg har aldrig oplevet at tage fra et DM uden at være glad. Jeg har været træt, jeg kunne ønske mig at ting måske var gået anderledes, men i sidste ende har jeg forhåbentlig vundet, ved at have nået de præstationsmål, jeg havde sat for mig selv – jeg har nogle meget præcise forventninger til min egen indsats, som jeg vil holde mig selv oppe imod. Hvor langt det rækker på en skala fra 1 til 20 har jeg ingen anelse om, for alle de andre deltagere går også ind og gør det, så godt de kan. Hvis man spurgte hver enkelt af os på forhånd, om vi på en god dag kunne komme i finalen, ville de fleste formentlig svare ja. Men der er altså kun 10 der kan komme i finalen, så selv om vi alle gør det rigtigt godt, så er der 10, der bliver sorteret fra. Og sådan er det bare.
  • Husk, at den eneste, der er ansvarlig for, hvordan det går for dig og din(e) hund(e) til DM er DIG SELV. Vind, vejr, omgivelser, parkeringsforhold, konkurrenter, dommere, ringplacering osv. må du acceptere, som de er. Men i sidste ende vil din hund fortælle dig, hvordan du har trænet den. Det gør mine hver eneste gang. Nogen gange med et ”Far, hvor hjalp du mig godt i dag!”, men ofte med et ”Far, du gav mig altså et forkert signal ved skilt xx, så det er din egen skyld jeg gjorde noget andet, end der stod på skiltet …”. Og det har jeg altså lært: Hundene har altid ret!