Viser opslag med etiketten Hundedagene 2016. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hundedagene 2016. Vis alle opslag

søndag den 29. maj 2016

Beat It!


Hundedagene 2016 er vel overstået.

Jeg har været med til at arrangere Hundedagene, så jeg er måske lidt inhabil, men jeg vil ikke tøve med at betegne Hundedagene som en succes. Der er kommet en lind strøm af positive evalueringer af weekendens 9 kurser, jeg har fået en lang række positive tilkendegivelser både fra deltagere og undervisere i dag, og så er det sjovt at have været med til at få det til at ske.

Rammerne har været fantastiske. Vi kan ikke takke Dansk Hundeskole Roskilde nok, for at vi har fået lov til at leje deres pragtfulde areal, klubhus mv., det har været de perfekte rammer for Hundedagene 2016.

I dag havde jeg selv fornøjelsen at være med Anja Freestyle hold med Max.



I første runde skulle vi tænke selv … Vi skulle i grupper på to udtænke mindst 10 forskellige udgaver af hund går rundt om pind, med stigende sværhedsgrad. Jeg var i gruppe med Louise, og da vi kom ind i den rigtige tankebane væltede det bare ud med ideer. Hund går rundt om pind med håndsignal. Hunden går rundt om pind på verbalt signal. Fører har hånd på pind. Fører går med. Før går modsat. Der kommer afstand på osv. osv. Det handlede om at tænke sværhedsgrad, den samme adfærd fra hunden, kan udføres på masser af forskellige niveauer, og afhængig af ens niveau, kan man variere sværhedsgraden.


Næste runde bestod i at vi skulle gå med hund til Michael Jackson Beat It!, og på hvert "Beat It" skulle vi lave en spin eller twist, der blev spillet et stykke, så der var 9 i alt.

Det handlede om timing. Afhængig af hundens tempo mv. skal signalet til adfærden times, så adfærden kommer præcis der, hvor man ønsker det. Jeg synes godt nok Max’ snurrede ret langsomt i dag, og jeg måtte tidligt stoppe træningen, for han var da bare helt færdig. Hård dag i går både med træning og leg og hygge med Frasse, da vi kom hjem i går, så det var bare ikke mere tilbage i ham. Men det var virkeligt inspirerende at afprøve timing på et helt fremmed nummer.

Anja tog bestik af situationen, og det var helt klart at andre end Max var trætte, så en hurtig justering af programmet og weekendens måske mest spændende opgave: Vi blev sat sammen i to grupper med fire i hver, og vores gruppe skulle med fire paraplyer som potentielle rekvisitter og fire førere med fire hunde på 1½ time skabe et 6+ nummer til filmudgaven af Singin’ In the Rain (de første godt 1 minut), som vi skulle optræde med til sidst.

Jeg var i gruppe med Louise, Mia og Anja og det var en vildt spændende proces. Hvad kunne vores respektive hunde, hvor var der clues i musikken, vi skulle reagere på, skulle vi arbejde synkront, osv. osv. Jeg havde Max inde første gang cirka 8 minutter før vi skulle vise nummeret, hvor den anden gruppe havde arbejdet med hund næsten fra starten.

Det var præcis hvad det handlede om, at udvikle et nummer har mange forskellige tilgange, og der er ingen facitliste. Og det er meget inspirerende at udvikle nummeret i en gruppe.

Formiddagen sluttede med en gang forstyrrelsestræning, hvor vi skulle gå vores nummeret til Michael Jackson musik, og Anja styrede belønningen ved at stoppe musikken, ligesom i går, og jeg sprang over, for det var Max bestemt ikke klar til.


Max og jeg var på som de første efter frokost, og jeg valgte præcis samme tilgang som i HTM i går. Fortælle, hvor vi var i processen, og bede om input til ”det hele”. Jeg gik nummeret med Max og musik én gang, og derefter foregik det hele uden hund og med masser af gode kommentarer fra både Anja og fra de øvrige kursister. Vi nåede kun at arbejde med den første fjerdel af nummeret, så det er godt jeg er på hold hos Anja i morgen aften, og kan arbejde videre med det der. Nogle af kommentarerne:
  • Jeg skal udnytte arealet bedre
  • Jeg skal længere tilbage i forhold til dommerne, så de kan se os arbejde
  • Jeg skal lave starten mod dommerne fremfor sideløns
  • Jeg skal time stoppet i startpositionen bedre
  • Jeg skal lægge pause før slalommen starter
  • Jeg skal mellem fjerde og femte slalom flytte stokken, så den er klar til follow efter femte slalom
  • Jeg skal pause før follow
Det var meget inspirerende, og jeg nyder bare at høre hvordan ALLE byder ind med ideer.

Det var også meget inspirerende at se de andre deltagere arbejde med deres programmer. Jeg har arbejdet omkring et år med HTM og ganske kort tid med FS, og jeg kan kun gentage, hvad jeg tidligere har skrevet og sagt: Det er en ny og helt anderledes verden, end jeg har vær vant til, og det er bare sjovt og inspirerende at nørde med alt det, der skal ende i en fantastisk performance, som skal bjergtage publikum.

lørdag den 28. maj 2016

Nu begynder det at blive rigtigt sjovt


Hundedagene 2016 løb af stablen i dag, og det var da bare en dejlig dag. Alle hold fyldt, fantastiske rammer, strålende vejr og topinstruktører – det kan næsten ikke gå galt … og det gjorde det heller ikke.

Max og jeg var på Anjas HTM-hold. De første tre timer var fællestræning med bl.a.:
  • Arbejde med præcision (kegler til hjælp hvis ønsket) – hvor vi skulle være skarpe med position fx i slalom og vide, hvad vi belønnede for
  • Gå til musik og pause hensigtsmæssigt (til noget Michael Jackson) – hvor vi skulle arbejde med at holde pauser i programmerne, passende til musikken og time stoppet
  • Gå vores program til fremmed musik og med forstyrrelser – vi skulle gå vores normale program, men til noget anden musik, og Anja styrede, hvornår vi måtte belønne ved at afbryde musikken
  • I grupper på to arbejde med rekvisit, som vi skulle bruge til skifter. Anita og jeg fik lavet en lækker rutine med fem skifter, hvor et udleverede tørklæde kunne anvendes - for at overveje anvendelse af rekvisitter i numrene
  • Arbejde med at vi skulle stoppe, når musikken stoppede, og sørge for at vores hunde var i plads, når det skete – dette skulle bl.a. gøre at hunden blev mere fokuserede, fordi den skulle holde øje med os, når vi stoppede på en helt anden måde end normalt-.
Rigtigt spændende. Jeg synes timingen af stop er rigtigt svær, specielt når det er musik jeg ikke bryder mig om. Men jeg kunne virkelig se, at det havde effekt på Max, han synes jeg var anderledes og holdt mere øje med mig, fordi jeg stoppede så brat.

Efter frokost pausen var der individuelle runder à 20 minutter, Max var først på, dog kun i cirka 5 minutter, han var virkelig træt, så resten var tørtræning. Først en fuld udgave af Walking the Dog version 2.0, så en dissekering af nummeret. Vi talt om afstand fra dommere, timing af stop, anvendelse af stop i det hele taget, anvendelse af arealet, tydeliggørelse af samle prut op stuntet mv.

Nu begynder det at blive rigtigt sjovt: Et ”færdigt” program som bliver dissekeret, splittet til atomer, og sammensat på en ny og meget bedre måde. Det er hvad der er sket for Walking the Dog den sidste uge, og jeg glæder mig mere og mere til en rigtig generalprøver

Og helt ærligt, det er nu det begynder at blive rigtigt sjovt. At arbejde med nørdede detaljer, overgange, attituder osv. det er sjovt!

Det var et tophyggeligt hold, bl.a. var 4 ud af 8 fra Sydkystens Hundeskole.


I morgen står den på Freestyle hos Anja, og jeg har lovet at tage paraplyer med :-)

fredag den 27. maj 2016

Om at holde sig ung



but I was so much older then
I'm younger than that now.
(Bob Dylan: My Back Pages, 1964)

Amanda nominerede (som det hedder i Facebook-terminologi) mig i går til at lægge 5 fotos af hunde på Facebook de kommende 5 dage. Amanda er en af de få, der kan man lokke mig på den galej, jeg gik med og første foto var dette:



Sally (mor), Simba (far) og Megan, august 2003, da Megan var 8 uger, det fik virkelig minderne til at vælte frem. Evigunge Megan , som jeg stadig nyder at træne med og gå til konkurrencer med, den vigtigste hund i mit liv indtil nu.

Selvfølgelig skulle hun være den første.

Så kom jeg til at tænke på, hvordan mit liv ville have været uden hunde. Jeg véd naturligvis ikke hvordan det ville have udviklet sig, men det havde nok ikke været kedelgt, det havde bare været noget helt andet.

Livet med hunde, som jeg lever det nu, ville jeg ikke bytte væk. Jeg har haft utallige gode oplevelser med hundene, stort og småt, bare at se de tre hunde lege sammen i haven til aften (se foto for oven) fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere.

De to næste dage står i øhhh … hundenes tegn, det er Hundedagene 2016 i Sydkystens Hundeskole, som jeg selv er med til at arrangere. I år I mindre format end tidligere, og det passer os som arrangører rigtigt godt.2 heldags og 3 halvdagskurser i morgen, 2 heldags og 2 halvdagskurser på søndag, det er til at overskue. Og med Anja Christiansen, Christina Ingerslev, Johanna Allanach og Stine Vestergaard som instruktører kan man ikke klage over niveauet.

Jeg glæder mig naturligvis vildt til HTM hos Anja lørdag og FS hos Anja søndag, To perfekte anledninger til at arbejde med og finpudse både HTM- og FS-programmet med Max.

Jeg er helt overbevist om, at hundeaktiviteterne er en væsentlig årsag til at jeg føler mig ung og holder mig ung. Min mentale træning, som har fyldt meget i min blog ( og virkeligheden!) det seneste år, har også gjort at træningen bliver meget mere kontrolleret.

Jeg har nogle meget specifikke planer for den individuelle tid både lørdag og søndag – og er ellers bare tunet ind på de nødvendige kanaler, for at få mest muligt ud af kurserne.

I denne weekend kommer Sandra, Christian, Frasse og Leo (det hedder vores nyeste barnebarn) for første gang til Danmark, så det bliver ekstra sjovt at komme hjem i morgen.

Det kan ikke blive en meget bedre weekend!

fredag den 25. december 2015

Tout le monde a ses raisons!


”Alle har deres grunde”. Octave (Jean Renoir) i La Règle du jeu.

Hundedagene 2016 arrangeres af Sydkystens Hundeskole 28.-29. maj 2016 i Roskilde. Holdene blev opslået i aftes og der er allerede kommet over 40 tilmeldinger. Lækkert.

Jeg har selv tilmeldt et heldags HTM-hold hos Anja, og et halvdagshold i Rally hos Johanna og har måttet fravælge et par spændende kurser med Christiana Ingerslev.

Det er ren luksus.

Vi havde absolut ikke nogen planer for dagen i dag, så det blev til nogle ture med hundene, lidt oprydning i haven, lidt god mad (!) og så fik jeg lige sat tid af til at gense en af mine favoritfilm, Jean Renoirs La Règle du jeu (1939/1959). Klassesamfund, relationer/venskaber/kærlighed på tværs af klasser, og mekanismer der fungerer på tværs af det hele: Spillets regler.

Renoir kaldte selv filmen for ”drame gai” (muntert drama) eller ”fantaisie dramatique” (dramatisk fantasi). Den er fuld af humor, men hele tiden med tragiske undertoner. De medvirkende kan tit ikke skelne mellem, hvad der er alvor og hvad der er sjov. Festen bliver anledning til at relationer dannes, skærpes og opløses. Det lyder enkelt og banalt, men det er dybt fascinerende at følge.

Den måde filmen opbygges på, fx jagten, som tilsyneladende bare er en jagt, men samtidig får de væsentligste konstellationer til at fremtræde tydeligt, og giver forudanelser om filmens slutning.

Festen med bl.a. en dans til Camille Saint-Saëns’ Danse Macabre og dramatiske hændelser omkring dette nummer. Det er fantastisk – for at bruge et fortærsket udtryk.

Her faldt jeg også helt ud af rollen som seriøs cineast, for jeg kom til at tænke på Liv og Mangos HTM-nummer til Danse Macabre :-)

La Règle du jeu er ingen genrefilm. Der er ingen pointer; der er iagttagelse og grundlag for erkendelse. Det er "bare" en film.

Hvis jeg skulle identificere mig selv med en af personerne i filmen, tror jeg det skal være Marquis Robert de la Chesnaye (Marcel Dalio). Han lever sorgløst med sin passion for spillemaskiner, han har også dybe følelser, men han kan bevare facaden, fordi det er spillets regler.

Det er en fascinerende film, der kan sætte tankerne i gang.