Viser opslag med etiketten Hvidovre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hvidovre. Vis alle opslag

lørdag den 26. september 2020

Rallyprøver i Schæferhundeklubben Kreds 43 (Hvidovre)

Kim og Manfred

I dag afholdt Schæferhundeklubben Kreds 43 dobbelte rallyprøver på deres dejlige areal i Hvidovre. Anette, en god kollega i Nets, har gjort en kæmpeindsats for at introducere rally i kredsen. I november 2019 afholdt de en rallyprøve, som jeg hjalp med at arrangere, og næste skridt var en dobbelt rallyprøve, som skulle være afholdt 13. juni i år, men pga. Covid-19 blev flyttet til i dag.

For at håndtere forsamlingsforbuddets grænse på 50 var prøven delt i to, så Øvet og Senior var formiddag, Begynder, Ekspert og Champion eftermiddag.

Anita og jeg dømte, Amanda og Anne var sekretærer, Annie, Annette og Stine var elever, Anette & Co. fra kredsen havde sørget for fantastiske rammer, god mad, flotte præmier, fint vejr m.v.

Det kunne kun blive en fantastisk dag, og det blev det 😊

Der var en masse fantastisk hundearbejde, og specielt nød jeg seniorklassen og championklassen.

I seniorklassen bestod alle 6, og med resultater fra 89 til 98 point var niveauet virkelig højt.

Min bane kan ses her:


Med to elever, var der virkelig grundlag for at diskutere detaljer på et højt niveau, bl.a. berøring af kegle, tempoændring ved hund rundt om fører, og skæve vinkler ved sideskift foran. Jeg kunne og skulle redegøre for alle fradrag i detaljer, og det er et ret spændende.

Amanda og Dumle gik fantastisk, og selvom Amanda havde sagt, at det ikke var en Dumle-venlig bane, så var han ikke enig. De gik forrygende og vandt klassen med 98 point, og fik deres andet seniorcertifikat.

I championklasse bestod 12 ud af 13, og IB’en skyldtes fejl bane. Jeg skal ikke fremhæve nogen, det var en fornøjelse at se alle ekvipager!

Okay, hvis der er én ekvipage, der gjorde særlig indtryk, så var det Kim og hans Mastiff Manfred. Jeg har set dem til træning et par gange, og i dag debuterede de så i rally, først med 74 point hos Anita, og derefter fik de 88 point hos mig, hvor de 10 mistede point var en forkert udført øvelse. Manfred har en kampvægt på 100+ kg., og er et dejligt eksempel på, at rally er en sport for alle. Kim og Manfreds samarbejde og præcision er vidunderligt at opleve!


Min dommergave var ekstraordinært flot, Anette havde gjort ekstra meget ud af den, fordi jeg har hjulpet med papirarbejdet. Den var lige i øjet, og vi (Kirsten synes også den var fantastisk) glæder os til at smage på de våde varer i morgen. Frugterne har vi allerede smagt, og de er skønne 😊

Tak til alle deltagere, arrangører, elever, Amanda, Anette, Anne og Anita for en dejlig dag.

søndag den 21. juni 2020

Rallysøndag



Dagen begyndte med den sædvanlige morgentur.

Max og jeg tog til Schæferhundeklubben i Hvidovre, hvor jeg skulle dømme 7 ekvipager i en uofficiel begynderprøve. Max og jeg gik banen med diverse variationer, som opvarmning til dagens officielle prøve senere på dagen.

Den uofficielle prøve var meget prøvelignende. Flere af deltagerne har aldrig været til en prøve, og det gav lidt ekstra nerver, så resultaterne blev nok ikke helt, hvad de havde håbet på (bortset fra en fantastisk flot prøve til 98). Men alle havde den rette attitude, og vi har aftalt at lave en ny uofficiel prøve om 1-1½ måned, i god tid inden de officielle prøver 26. september.


Turen gik videre til Vallensbæk Jagtforening, hvor Gravhundeklubben holdt sin første officielle rallyprøve.

Det var ren nostalgi. I 2003 og nogle år frem var det her jeg trænede med Megan i Spanielklubben, jeg kunne næsten dufte Roberts flæskestegssandwich!!!

Annette havde lavet en ikke helt nem championbane (efter min smag). En lang første del med bl.a. slalom med rundtur, højre spiral og dobbelt 8-tal med sideskift. Og så en anden del med 7 stationære skilte.

Alt det indledende (ankomst, opvarmning) gik fint med Max, han løb hen til Annette, da vi passerede kantbåndet til opvarmningsarealet, blev kaldt tilbage, og vi gik i gang. Der var lidt snus, men han kom hurtigt tilbage og det gik superfint. Overgangen fra skilt 9 (2 sidestep til højre) og skilte 10 (skift side foran) var lidt trang, så det blev til en ommer, og en mistet øvelse, da Max kom på den forkerte side af skiltet i ommeren.

Der var en masse detaljer, som vi har trænet på, som bare fungerede i dag. Skilt 11: sit, højre, sit, hvor jeg har arbejdet med at Max skal stå i vendingen. 12: Stå, løb fra, hvor jeg har arbejdet med at han skal blive. 17: sit, 180 grader venstre, sit, hvor jeg har arbejdet med den skarpe vending. 18: bakke væk fra fører: hvor jeg har arbejdet med opsamlingen. 19: skilt 321, hvor jeg har arbejdet med håndtegn og signaler i øvrigt ved vendingen. Det HELE fungerede.

Vi endte med 80 point og 6.v. ud af 8, og en meget tilfreds fører😊

Gravhundeklubben havde meget stor ære af arrangementet! Det er dejligt, når nye arrangører giver sig i kast med rallyprøver, og ekstra skønt når det bliver en succes. Jeg stiller meget gerne op næste gang i afholder prøve!


Vi har pakket det meste til ferien på Bornholm, fået en god middag (fra Smeralda) og noget lækker vin. Vi glæder os til en dejlig uge på Bornholm.

lørdag den 2. november 2019

Rallyprøve i Schæferhundeklubben i Hvidovre

Dejlige dommergaver :-) (Fotos: Anne Baker Drud)
Jeg havde i dag fornøjelsen at dømme de første officielle rallyprøver i Schæferhundeklubben i Danmark. Arrangør var Anette Lindberg Jensen fra Kreds 43, som jeg er kollega med i Nets. Vores fælles interesse for hunde, og den stigende interesse for rally i Schæferhundeklubben gjorde det helt oplagt at holde prøven i Hvidovre.

Det har nogle virkeligt dejlige arealer og et godt klubhus, der var fine præmier til alle, der var lækker mad og drikke, så rammerne var de allerbedste.

Anne Baker Drud var sekretær, så det administrative kørte naturligvis på skinner, og hun tog også fotos, bl.a. alle i dette blogindlæg, som jeg har hugget ned hendes tilladelse.

Mine baner ligger her.

Championklasse
Vi startede med 5 champions, der var tæt i toppen, hvor Poul og Rosa vandt med 92 point foran Hanne og Gaia med 91 point.

Ekspertklasse
Der var kun 4 eksperter, men et meget højt niveau. Cathrine og Jessie vandt med 97 point, foran Anne og hendes collie, som også fik 97 point og blev DKRLCH.

Øvet klasse
I øvet klasse med 4 deltagere, var der lidt større spredning på feltet. Lene og Basco gik en superflot bane og vandt med 96 point og blev RØM.

Begynderklasse
Så kom en meget stor begynderklasse med 23 deltagere, og desværre tog regnen til, så det blev en lidt våd affære, men det blev nu taget med godt humør.

Der var en hel del debutanter, og næsten alle bestod (kun 3 IB’er), og det var dejligt. En af dagens særlige oplevelser var at se Sara på 14 år arbejde med Mocca, en golden retriever på knapt 2 år. De bestod ikke, men hun arbejdede så flot med ham, og de skal nok nå rigtigt langt. Vi havde en rigtig fin feedback session, som jeg tror og håber Sara har taget godt imod, og Anette fandt en fin figur, som Sara fik som minde om sin debut.

Top-3 gik alle til 100, virkelig ekstraordinært flot førerarbejde af de tre.

Efter aftale med deltagerne var der åben feedback, og det virkede som om der var stor tilfredshed med det. Det gav også mulighed for at jeg i en situation kunne omgøre min egen afgørelse, hvor jeg havde IB’et en ekvipage for en meget mærkelig start, som jeg umiddelbart vurderede til fejl bane og IB. Men da jeg skulle forklare det under feedbacken, kunne jeg godt høre, at min forklaring ikke duede, det var teknisk set en ommer; jeg havde selvfølgelig dømt videre og ekvipagen endte med at bestå med pæne point.

Jeg vil specielt rose tilskuerne til begynderprøven. De levede virkelig med og klappede ad alle ekvipager. Fed stemning!

Resultaterne fra prøven kan ses her.

Anette havde sørget for super betjening af dommer, sekretær og deltagere, bl.a. fik jeg en meget lækker hjemmelavet hønsekødsuppe til frokost, perfekt i det kølige vejr.

Der var flotte præmier til alle deltagere (det kan vi lide!) og fine gavekurve og rosetter til top-3. Dommergaven var overordentlig velvalgt. En flaske portvin, og seks spændende mørke øl, der er en der har styr på min smag!!!

Tusind tak til alle for en dejlig dag, og især tak til Anette og co. for et flot arrangement, Henrik for en fornem debut som tidtager og Anne for som altid toptunet sekretærarbejde.

Vi har noteret i kalenderen, at næste prøve er 13. juni 2020, og den dag får vi rigtigt fint vejr 😊