Viser opslag med etiketten Meretes Hundeskole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Meretes Hundeskole. Vis alle opslag

torsdag den 15. september 2022

Good Vibrations

Træning i Solrød Centret

Jeg har haft nogle fantastiske dage med masser at glæde mig over. 

Jeg har haft en periode med noget jobmæssig uklarhed, men i mandags faldt det på plads da jeg fik en mail, der startede med ”Hi Paul, Welcome to the team!”. Et for mig nyt område i Nets, som jeg glæder mig til at sætte mig ind i; planerne om at gå på pension er udsat på ubestemt tid 😉 


Tirsdag spiste jeg frokost med to gode kolleger på Bryggeri Skovlyst, hvor vi fik opdateret hinanden om alt muligt arbejdsmæssigt og privat, som altid superhyggeligt og med lidt lækker mad. 


Derefter gik turen til Nets, hvor jeg havde en aftale om at få udskiftet min laptop. Den jeg afleverede vakte berettiget opsigt, den har tjent mig vel i over otte år, den har været moden til udskiftning længe, og nu blev det så! 

Sidst på eftermiddagen var Otto og jeg til Nose Work-træning hos Merete, som altid en god oplevelse.
 

Det lange søg hos Merete klarede Otto flot, han er meget vedholdende og når han går i gang med at arbejde ustoppelig; der er så lige det med transporten i et populært lufteområde, som krævede sin hanhund … 

I går skulle Otto og jeg til Nose Work prøve kl. 11:00 arrangeret af DKK. Charlotte Skou debuterede som prøveleder og gjorde det superflot. 


Området var fantastisk, vi var kun 24 ekvipager og var færdige ca. 14:15. Det er skønt at kunne deltage i en prøve på den måde. 

Jeg elsker at gå til Nose Work prøve med Otto. Jeg er fuldstændig afslappet, nyder stemningen, har helt styr på hvordan vi skal gribe prøven generelt og de enkelte søg an, og vi gik en virkelig fantastisk prøve. 

Otto gik til 100, jeg til 97 vil jeg selv vurdere, forklaring følger. Vi var på som nr. 22, de fire søg kom lige efter hinanden. 

Indesøget, Otto blev sat i gang var hurtigt henne ved to træstammer, søgte og markerede. Den lidt tungnemme fører fik ham væk og satte ham på igen, og godkendte derefter markeringen, som selvfølgelig var korrekt. 

Beholdersøget. Vi tog boksene pænt i rækkefølge og da vi kom til nr. 9 tror jeg, markerede Otto tydeligt, jeg var med og korrekt. 


Køretøjssøget, jeg havde strategien klar (højre køretøj først mod uret) hvis Otto ikke valgte, det gjorde han, mellem de to uden at søge for alvor, jeg satte ham i gang, og så arbejdede han sig hurtigt hen og markerede. Fotoet af det ene køretøj er tyvstjålet fra Neels opslag. 

Udesøget, lå lige efter køretøjssøget, man kan se brædderne som indgik bag køretøjet på fotoet. Igen et flot søg og en tydelig markering, og et lille bitte slik. 

Jeg havde bare den skønneste følelse hele vejen i alle fire søg, Otto var sikkerheden selv og jeg kunne notere til læringen: 1: stol på din hund. 2: gør noget ved den slikadfærd. 

Otto bestod med 100 point og 1 fejl, en samlet tid på 1:48:37, vores hurtigste nogensinde, og jeg tror vi blev nr. 10 samlet. Hvis slikket ikke havde været der, var vi blevet nr. 3. Det var 3. pind mod guldtitlen. 


Uventede gaver er altid et hit! Annette, som var prøveleder da jeg dømte for Rhodesian Ridgeback klubben, havde eftersendt en dommergave, som jeg modtog i går. Den var bestemt værd at vente på: Ollipets Dog True Love Træfigur, tusind tak for den. 

Sidst på eftermiddagen gik turen til Albertslund og rallytræning hos Karina. Dagens tema var højrehandling. 

Max og jeg har virkelig arbejdet med bagpart og sidestep, og det kan heldigvis ses 😊 Hold da op, hvor det begynder at ligne noget. Jeg arbejder videre med den fokuserede træning på de specifikke adfærd, der indgår i øvelserne. 

På højrehandlingbanen tog jeg mig sammen, og prøvede at holde hænderne langs siden, i stedet for at ”hjælpe” Max med dem. Er du vanvittig, det gjorde en verden til forskel!!! Max er (naturligvis 😊) lige så skarp på højre side som på venstre, jeg skal bare acceptere det og lade være med at tro at jeg hjælper ved at bruge hånden, skuldrene, tempoet eller andet for at hjælpe … hvis jeg går ordentligt, så er Max præcis hvor han skal være. Jamen så kører man høj fra træning ❤

Otto og jeg arbejde med indtagelse af højreposition, mest med min motorik, og der skete en hel masse og ingen tvivl om at vi er på rette vej. Vi gik også banen, Karina måtte minde mig om at fokusere på motivation, ikke præcision, og det gik selvfølgelig fantastisk. 

Vi tog tidligt hjem, for jeg var simpelthen helt færdig oven i hovedet, oven på en fantastisk prøve og det meste af to fantastiske træningstimer.

søndag den 21. august 2022

Ups and downs & jubilæer (uge 33)

Runde Rie (foto: Liv)

Mandag havde Otto og jeg den skønneste enetime hos Karina. Vi havde primært fokus på Ottos fokus på mig, godkendt hovedposition (må være lige under vandret), ingen/begrænset hoppen, trække/variere belønningerne. Belønninger var godbidder fra hånden, eksterne godbidder, legetøj. 

Sidste del blev brugt på at arbejde med indtagelse af pladspositionen på target. 

En dejlig enetime, hvor der blev nørdet med detaljer, som jeg havde brug for at få på plads i hovedet. 


Tirsdag var vi til Nose Work træning hos Merete. En varm og lummer time, hvor Otto bestemt ikke var på toppen (hans fører heller ikke), men der var flere flotte søg, bl.a. det viste hop til en ”utilgængelig” kilde og et eminent køretøjssøg. 

Jeg fik også lavet en ”projektlederrapportering” af status på udviklingen af specielt Max’ fokusøvelser. Rapporten udarbejdes hver tirsdag morgen, og giver mig mental energi – jeg skal forholde mig til udviklingen. 


Onsdag var også en varm dag, og jeg fik igen mulighed for at gå med Max og Otto på samme hold hos Karina, i stedet for to efter hinanden. 

Karina havde lavet to baner i én. Én lang bane, hvor lilla/orange klemmer angav, hvilket skilte der indgik i de to baner. Vi skulle give vores belønningskriterier inden og belønne på mindst tre forskellige måder, fx godbid fra hånd, kaste godbid, lege med hund/berøre hund uden godbid/legetøj. 

Max gik supergodt, hans fører havde nogle langsomme kommandoer (!), og leg med hund som belønning var et kæmpehit, Max var vildt på bagefter. 

Otto var på til sidst i runden, og det blev noget skrammel. Jeg skulle bare have holdt fokus på at gå en ”bane” med de kriterier, som vi havde helt styr på til enetimen mandag. Men jeg rodede mig ud i noget, som vi ikke var klar til, og det blev derefter. Det forløb er blevet dissekeret nøje, og træningen begravet mentalt. 


Torsdag var der ingen hundeaktiviteter i kalenderen, men jeg opdagede at Hundeweb er opdateret med Max’ Sirius-titler. Jeg blev også mindet om, at jeg skal registrere sølvtitlen. 

Hundene på stranden lørdag morgen

Fredag havde jeg fået en afbudstid til trimning af Max. Det passede perfekt med at jeg kunne aflevere ham, tage hjem og klæde om, og tage til DKK og være med i førstedel af receptionen i anledning af DKK’s 125-års jubilæum, Jørgen Hindses 45-års jubilæum som formand og hans 80-års fødselsdag. 

Der var sort af mennesker, flotte taler af Jørgen og Jens og jeg fik netværket lidt, inden jeg hentede Max. 


Lørdag gik turen til Birkende. Jeg var inviteret til at dømme rally ved Border Collie Klubbens 25-års jubilæumsarrangement. Det var en stor fornøjelse at dømme, og Hanni havde styr på alt det administrative, og fik også gået med to hunde selv. 

Jeg havde selv taget noget hundelegetøj med på dagen, som jeg uddelte til ekvipage nr. 5.000 i alt jeg har dømt, champion nr. 800, begynder nr. 1.300, bedste debutant i rally og bedste førerarbejde på dagen. 

Søndagen startede på allerbedste vis ved at jeg mødtes med Liv ved Lynghøjsøerne i Roskilde, og vi gik en skøn tur med hundene i det flotteste vejr. Vi fik også taget et foto ved Runde Rie. 

I eftermiddags havde Amanda & Oonique, Anita & Girah og jeg selv med Max og Otto en aftale med Camilla (Hundefoto.nu) i Allindemagle. Det er en tradition, at vi bliver fotograferet af Camilla, dels sammen, dels individuelt. Vi venter spændt på at se de endelige resultater 😊

onsdag den 3. august 2022

Den allersidste dans …

120 % fokus fra Otto (foto: Karina)

Jeg har været til tre gange træning i går og i dag og alle har været fantastiske. Jeg minder mig selv om, at hver eneste kan være den sidste, og jeg skal få det maksimale ud af den. En lille detalje i den sammenhæng: jeg havde hund med til begge præmieoverrækkelser i lørdags. Det er vigtigt for mig, at jeg har Otto eller Max med, for det er OS der modtager en præmie.

Flot markering af utilgængelig kilde

I går startede Nose Work træningen hos Merete igen efter sommerpausen, første gang var ved Mosede Fort. 28 kilder, en Otto, der ikke havde trænet siden sidste gang hos Merete … og det kunne man ikke se på ham. Fuldt fokus, enorm arbejdsiver og megaskarp.


Vi meldte os til at starte, opvarmningen bestod af tre af selvtræningskilderne og så gik vi i gang på et større område med fem kilder. Otto var meget fokuseret, meget vedholdende og meget flot i sine markeringer. Den anden var meget tydelig, førerens hjerne var ikke helt i omdrejninger (tænkte: den kan ikke være så tæt på den første kilde), Otto kiggede insisterende på mig og jeg markerede 😉 Ja, han fandt dem alle, og han mistede ikke fokus et øjeblik.

Der var mange søg jeg synes var superflotte, men denne markering af en utilgængelig kilde fik dagens pris (som jeg uddelte til mig selv og Otto!).

Jeg var hjemme og vende og hente Max og turen gik til Ringsted.
 
Tørring af svenske skilte

Der var ikke rallytræning hos Johanna, og naturligvis blev det udnyttet til at vi var fire der benyttede denne ”friaften” til at mødes og træne rally 😉 Birgitte og jeg havde aftalt at træne nordisk, Anita og jeg skulle træne svensk og Amanda var med for at socialisere Oonique og være forstyrrelse på den gode måde 😊

Mit primære fokus med Otto var at træne forløb hvor han ikke hoppede og hvor han holdt position. Jeg gik med godbidder i min lukkede hånd, jeg fik det ønskede fokus (han fravalgte godbidder) og et meget flot forløb. Det er meget back to basic, og det er der brug for.

Max og jeg fik trænet indgange, hvor de tre andre var forstyrrelser, specielt Amanda var formidabel, og bortset fra én indgang, hvor Max’ hoved blev sænket under vandret (mit kriterie for ikke-godkendt) gik han fantastisk, og fokuserede på mig trods vilde forstyrrelser. Fantastisk lækkert!!!

I dag var der træning hos Karina, jeg skrev i eftermiddags til hende: hvis der var afbud på første hold (som Max går på), ville jeg gerne, hvis muligt rykke Otto fra det næste hold op, for jeg synes ikke selv jeg kunne overskue at træne 2 timer i den varme.

Lykken var i den grad med os 😉 Max, Otto og jeg fik Karina helt for os selv og enetimen blev pænt fordelt med ½ time til hver. Fokus var på ekstern belønning, tallerkener med godbid som fristelser på banen, men også belønningsmulighed.

 
Ottos skønneste kontakt (foto: Karina)

Begge hunde var fantastiske til at holde fokus på mig. Max, det havde jeg ventet, men Otto var faktisk endnu bedre. Hans fokus er på mig, og han glemmer alt omkring sig, når vi først er gået i gang.

En fantastisk træningstime, ærgerligt for dem, der ikke kunne være med, og bingo for mig 😉

Karina er superskarp til at give præcis feedback. Vi kender efterhånden hinanden rigtigt godt og jeg er 100 % lydhør overfor hendes forslag og ideer. Og de har en hitrate på 100 %!

onsdag den 1. juni 2022

Den skønneste træning


Jeg har haft fire fantastiske træningstimer de sidste to dage. Det har jeg ofte haft, men der var alligevel noget ekstra over de fire gange.

I går trænede jeg og Max en time med Anita og Girah. Jeg har fokus på forskellige dele af de tidligere nævnte (rally)detaljer, og hold da op, hvor der sker en masse. Jeg har diskuteret med mig selv, hvad der er årsag og virkning. Men min meget mere afslappede tilgang til udførelsen af de enkelte momenter, bevidstheden om at Max og jeg KAN DET HELE, bare jeg er klar og tydelig i min signalafgivning, og ikke giver misforstået ”hjælp”, er helt sikkert afgørende.

Jeg fik sørme også godt gang i flydende bakke mindst tre længder, hvor Anita hjalp med at få styr på kriterierne 😊


Sidst på eftermiddagen i går var Otto og jeg til sidste runde Nose Work træning hos Merete (Meretes Hundeskole) inden sommerferien, denne gang ved Solrød gl. Skole. Det var måske vores bedste runde ever. Et meget langt søg hos Merete, hvor Otto arbejdede med en uovertruffen intensitet og fandt alle fem kilder, heraf flere ikke helt nemme. Jeg kunne mærke den skønne, boblende følelse indeni, når han arbejdede (knoklede) for at finde kilderne.

Vi startede med køretøjssøg, to biler med en kilde hver, jeg brugte ”Mia-metoden”, tydeligt pege ned, og mod uret, og han arbejdede flot og systematisk, ingen poter oppe, og to flotte markeringer.

Videoen foroven delte jeg på Instagram/Facebook i går, det er sådan Otto markerer ”utilgængelige” kilder, i dette tilfælde ikke mere utilgængelig end at et veltimet spring og et drej med hovedet gjorde, at der kunne komme en klar markering. Fantastisk at opleve!

Otto har trænet Nose Work hos Merete siden han var ikke ret gammel, og vi fortsætter naturligvis efter sommerferien.


I dag gik turen til Albertslund og rallytræning hos Karina (Hund med mening). Dagens tema var fed kontakt, en bane med masser af flow, og en regel om kun at belønne på banen, efter mål ikke godbidder/legetøj men fysisk kontakt og begejstring.

Max var totalt på, og Karinas tilbagemelding uden slinger: Det er det bedste hun har set os gå! Sådan føltes det også, det var fedt at det også så sådan ud. Der var nogle detaljer, seriøst små, som vi fik talt om, og jeg havde det fantastisk. I den individuelle runde fik vi nørdet sidestep.

Otto gik (også) som en drøm. Hans fokus er blevet meget bedre og der var flere virkeligt flotte passager. I den individuelle tid nørdede vi venstre vendinger.

Jeg har trænet rally hos Karina siden 17. november sidste år, og jeg er kæmpefan af hendes tilgang til træningen, hendes tematisering, hendes skarpe og konstruktive feedback og hende sprudlende energi. Jeg har allerede tilmeldt næsten runde med både Max og Otto.

Jeg vil også anbefale Karinas blog, ganske nystartet og meget læseværdig.

Fire skønne træningstimer, hvor jeg hygger med begge hunde, vi gør fantastiske ting sammen, lærer og får grundlag for at blive bedre. Selvfølgelig er der nogle mål med træningen, men ærligt talt: drivkraften er træningen, og den energi det giver, når Max, Otto og jeg udvikler os sammen.

PS: Der ligger en spændende pinse forude, med rallyprøver hos Islandsk Fårehundeklub lørdag – en perfekt mulighed for at teste hvor langt vi er kommet med træningen af de ”nye” detaljer, et mestringskursus hos Helle Damkjær søndag med Otto, og endelig skal jeg dømme en dobbeltprøve i Jyllinge mandag, hvor der som bonus kommer en nordisk bane, som Liv dømmer, og som Max og jeg skal gå.

onsdag den 6. april 2022

Tre små ord …



Jeg havde en fantastisk træningsdag i går eftermiddags og aftes.

Nose Work træningen med Otto. Udover forskellige selvtræningsområder var der et stort blindsøg ved træbygningen på Solrød Strand station (brugt som testcenter). Mellem 1-15 kilder. Vi fandt 6 kilder, inden vi gik lidt i stå, da vi mødte denne kat … heldigvis har vores hunde det afslappet med katte. Jeg prøvede at jage den væk, men det havde den ikke lige tænkt sig, så vi måtte vende tilbage lidt senere for at fortsætte.


Den lå nærmest oven på en kilde, men den fandt vi først da Merete gennemgik området bagefter. Vi fandt 7 ud af 9/10, og det var jeg ok tilfreds med, der var et par af de svære imellem, og Otto arbejdede supergodt.

Det ene selvtræningssøg var to kilder på en lille trailer, med ca. ½ meter imellem, dem tog han lige efter hinanden, på totalt blæret måde.

Det er sidste officielle træning inden vores næste prøve(r), 14.4 er vi med, 18.4 er vi nr. 1 på venteliste, og håber der bliver plads. Jeg har planer om lidt køretøjssøg inden, men ellers intet.

Træningen hos Johanna i går aftes var som altid fantastisk, men denne gang fik jeg ekstra bonus. Jeg kunne på ganske kort tid resumere udfordringer med begge hunde baseret på prøverne i Ølstykke i søndags, Johanna kom hurtigt med nogle konkrete diagnoser og forslag, vi prøvede dem af, og de virkede!!! (Naturligvis 😊).

Med Otto var det så oplagt, at det nærmest var pinligt, at jeg ikke havde tænkt på det – eller rettere, det har jeg, men jeg har ikke fået korrigeret. Der kommer mange ord ud af munden på mig, når jeg går med ham (og med Max for den sags skyld), og det skal der saneres i. Udover specifikke kommandoer i forhold til øvelserne, skal min ros/belønning reduceres til tre ord: et ord som roser og fortæller at adfærd skal fortsætte (keep going signal, fx flot), et ord som markerer belønning (verbal ækvivalent til klik) og et ord som markerer, at vi ikke arbejder længere (fri). Hvor svært kan det være?

Med Max var mit fokus halen oppe fra start og fokus de første tre skridt. Hvad er Max’ foretrukne FS-øvelse? spurgte Johanna. Det kunne jeg ikke lige svare på, men jeg tror han er vild med bakke væk, spin og twist på ren verbal; det prøvede vi af, og det gav godt nok en fed energi i vores starter, at vi havde lavet den øvelse først!!!

Så der masser at arbejde videre med, hvor er det skønt.

Mens dette skrives, er vejret ikke så spændende, men det er vi vænnet til, når vi skal træne hos Karina onsdag aften 😉


Det var meget værre i mandags, og der var mange afbud til fitness. Og hvad skete der: solen skinnede da vi ankom og de fire der trænede havde en skøn time hos Tina.

onsdag den 2. februar 2022

Fantastisk træningsaften


En typisk uge indeholder følgende faste træning:
Hver anden uge er der rallytræning med Otto og Max hos Camilla, Absolut Hund.

Derudover har jeg pt. planlagt enetimer/kurser hos Ida Lindgren, Tytti Lintenhofer og Helle Sejer Damkjær, samt løbende ad hoc træning. 

Masser af træning, naturligvis understøttet af planer og mål, både generelle og for den enkelte træning.

Tirsdag er den tættest pakkede dag med Nose Work i Solrød 17-18 og Rally i Ringsted 18:55-21. Der er ekstra stort potentiale for skøn træning sådan en dag, og i går gik det hele op i en højere enhed – en af de bedste træningsdage nogensinde, med masser af succes og flere rigtigt gode læringspunkter.


Vi har haft nogle ugers pause med Nose Work træningen og det var skønt at komme i gang igen. Otto var som altid på, lige så snart han fik NW-linen på. Jeg ville give ham startsignal, da han skulle i gang med det første søg, men han var allerede i fuld gang med opgaven og så kløede vi på. Han lavede de smukkeste søg og de flotteste markeringer; jeg havde valgt nogle af klasse 2 søgende fra, men et par af dem tog han nu alligevel, med sin meget karakteristiske hopmarkering 😉 Dejlig feedback fra Merete fik vi også, og jeg kørte hjem i højt humør!

Rallytræningen var ikke mindre opløftende.

Da jeg varmede op med Otto, kunne jeg godt mærke, at han var dejligt på. Da det var vores tur til individuel tid, valgte jeg den mindst tricky af de to baner, fordi jeg synes dens flow passede perfekt til os. Jeg valgte at konvertere alle sitter til ståer, at lave nogle af de skarpe vendinger lidt blødere, belønne undervejs og ellers klø på. Otto gik som en drøm, jeg tror ikke vi har gået bedre, den helt rigtige følelse. Derefter skulle vi gå en passage med følge på venstre side, vending og følge på højre side, vending og følge på venstre side.

Jeg blev helt høj af Johannas feedback 💓Der er sket en betydelig udvikling, Ottos fokus bliver bedre og bedre og vores samarbejde er virkelig rykket. Så grundlæggende skal vi bare fortsætte med at træne som vi gør. Der var også en iagttagelse, som jeg ikke selv har skænket en tanke: når vi bare går, kommer der flere gange reaktioner fra Otto når vi er ved skilt eller kegle, som om han forventer, at der skal ske noget. Så vi skal træne at der ikke nødvendigvis sker noget dér, og at der kan ske noget midt i det hele …


Jeg fik Amanda til at filme Otto og mig i den nordiske øvelse hvor hunden skal ind foran og sidde, fører skal gå 1-2-3 skridt bagud og hunden skal følge med og stå, sidde og dække, videoen er derfra.

Max og jeg gik i gang med opvarmningen inden vi skulle på som de første på den tricky bane med 22+ (?) skilte, masser af kegler og masser af sideskift. Opvarmningen bestod i at gå den ”nemme ”bane to gange med hhv. venstre og højre start, samt stumper af den svære. Og så klø på. Belønninger undervejs og en totalt cool og afslappet fører.

Max gik som en drøm, og jeg nød i den grad at gå banen, det er sådan vi skal have det sammen når vi går til træning og til prøver. Jeg fik den mest fantastsike feedback af Johanna 💓Vi fik også noget virkelig vigtig læring. For det første fik jeg simpelthen sat fødderne forkert ved bakkeøvelsen på højre side, så det specialtrænede jeg bagefter.

For det andet og meget værre var det med starten. På Johannas startsignal gik Max hen til balancebommen og lidt op ad den; der var også noget kludder, da vi lavede starten om. Så Johannas besked var klar: Jeg måtte ikke forlade hallen før jeg havde trænet mindst tre starter hvor nogle andre gav starttegn. Susanne og Pernille hjalp – mange tak for det – og det afslørede, at Max meget gerne vil reagere når der kommer startsignal, han reagerer også nogle gange på mit håndtegn, han reagerer hvis jeg venter… så vi fik en stribe forskellig adfærd, men kun de to første var, som de skulle være; resten - måske 10 - var ikke. Så det er noteret som meget vigtigt træningsområde.

Max og jeg gik lidt før tid og jeg skrev til Johanna om starttræningen, og fik følgende kvittering :-)

tirsdag den 7. september 2021

Når det hele spiller: Rally, Nose Work, Verdens skabelse, Kærlighed og Åndeløs

Otto og fører (foto: Camilla)

Lørdag var jeg igen til skøn rallytræning hos Camilla (Absolut Hund). Med svær selvtræningssektion, område med alle springskilte og fire spring samt en bane vi kom til at gå to gange med feedback indimellem.

Otto gik en øvet bane godt, der var nogle små udfald, som jeg håndterede ok, men gerne ville gøre bedre. I anden runde fungerede det hele perfekt. Det fristende 8-tal, med fristelserne sammensat af bidrag fra vores allesammens godbidslommer, var ikke-eksisterende for ham. Det var Otto og mig, når vi er allerbedst.

Max og fører (foto: Camilla)

Max og jeg gik en ekspertbane; der var to øvelser der drillede i første omgang, fordi jeg ikke havde fået sikret mig et ordentlig fokus, og det var tydeligt at Max havde helt styr på, hvor det 8-tal var og det var meget fristende. I anden omgang, efter at to andre havde gået banen, spændte jeg hjelmen, og Max og jeg gik en fremragende bane.

Der blev trænet forskellige detaljer også, men de to fede banegennemløb i sig selv var hvad jeg havde brug for at køre hjem i højt humør.

Superdejlig træning, tak for det Camilla.


Søndag var jeg tidligt op og gik den mest vidunderlige morgentur på stranden med hundene.

Turen gik til Odder, hvor Zakkai Hundecenter (Tina Kjeldbjerg) og Sydkystens Hundeskole i samarbejde med Zakkai Hundecenter havde arrangeret en rallyprøve, hvor overskuddet gik til Mette Bjørnholt Jensen. 

Det var en virkelig skøn dag udover det sædvanlige. Selvfølgelig var vejret med os, der var en masse flot førerarbejde og gode resultater, Mette var til stede hele dagen og stemningen var bare i top hele vejen.


Kirsten havde tvunget mig til at rydde (lidt) op i garagen, så en kasse med diverse legetøj og foderpræmier, som jeg ikke skulle bruge, var medbragt og blev solgt ud fra det enkle princip: tag hvad du vil have, betal hvad du synes. Det indbragte mere end 2.000 kr. Samlet blev 11.416 kr. overført til Mettes projekt. Det er skønt, at hundeverdenen bakker så flot op om superseje Mettes drøm!

Turen frem og tilbage blev brugt på optimal vis ved at jeg hørte lydbogsudgaven af ”Mesterværket - bagom Hawkings univers” af Leonard Mlodinow & Stephen Hawking. En fantastisk bog om verdens skabelse, livets opståen og menneskehedens, religionens og videnskabens forsøg på at fatte og forklare dette. Godt fire timer, hvor jeg bare blev revet med af en relativt enkel forklaring på ufatteligt kompliceret emne.

Tillykke til Anne og John 💓💓

Toppen af dagen var dog alligevel at høre fra Annes, at John havde friet og hun sagt JA! At vi er glade på deres vegne, er en underdrivelse af de store.

Jean-Paul og Jean

Mandag kom nyheden om Jean-Paul Belmondos død. En af mine absolutte favoritfilm er Jean-Luc Godards À Bout de Souffle med Jean-Paul Belmondo og Jean Seberg i hovedrollerne. En dansk repremiere er på trapperne, og dét skal nok få mig tilbage i biografen!

Mandag aften stod den på fitness hos Maria, som altid en fornøjelse!


I dag var den smukkeste morgen længe, hvor jeg bare nød at være til, både da jeg gik morgenturen – og derefter.






Til aften var der Nose Work-træning med begge hunde på Jersie Skole. Begge hunde arbejdede eminent, men det er tydeligt at Otto har mere pågåenhed og bliver ved, hvor Max hurtigt synes det er for svært eller tager for lang tid. Jeg fik for en gangs skyld taget lidt fotos. Jeg havde glemt at fortælle hundene, at to af søgene på billederne var tænkt som utilgængelige, der blev knoklet for at komme til kilden, og hvor der er en vilje, er der en vej.

Fed træning og tusind tak for det Merete.