Viser opslag med etiketten Mine drømme bringer mig nærmere virkeligheden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mine drømme bringer mig nærmere virkeligheden. Vis alle opslag

mandag den 10. juni 2019

Mine drømme bringer mig nærmere virkeligheden

En transformation ud over det sædvanlige :-)

Tænk hvis vi ikke havde drømme eller ambitioner. En skrækkelig tanke. De kan være meget forskelligt funderet, nogle af dem kan være helt urealistiske, det er illusioner eller selvbedrag, eller hvis det skal være fint en livsløgn, men som Ibsen skrev i Vildanden ”Tar De livsløgnen fra et gjennomsnittsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme.” Vi skal drømme og tro på dem!

Titlen er et citat fra Godards La Chinoise (Kineserinden), et citat jeg er meget vild med. Drivkraften i mit liv er da drømme, som omsættes til planer og mål, som omsættes til handlinger. Nogle af målene nås, andre gør ikke, målene justeres, planerne justeres osv. Det er livet!

Jeg har haft en skøn pinse, uden hundeaktiviteter overhovedet, og faktisk uden planer overhovedet. Det er meget sjældent det sker, og det er blevet nydt i den grad.

Vallø Slotspark

I lørdags blev det til en hyggelig tur i Vallø Slotspark.

Brunch på Rønnede Kro

Søndag fik vi en lækker brunch på Rønnede Kro. Den blev bestilt spontant lørdag aften.

Søndagstur ved Trylleskoven

Vi gik tur med hundene i området ind mod landet i forhold til Trylleskoven.

Hotdog ...

med Champagne

Og fik hotdogs og Champagne til aften 😊

Roskilde Havn

Roskilde Havn

Find anden :-)

I dag gik turen til Roskilde Havn, en dejligt afslappet tur i det skønne område ved Vikingeskibsmuseet og havnen, en kop Cappuccino på Snekken Trattoria.

Aftensmad 2. pinsedag

Til aften en skøn spidskålssalat med røget laks og mormordressing og dertil en rødvin fra Remi Poujol ”Le Temps Fait Tout” 2016 (tiden gør alt), meget apropos.

Jeg håber bestemt ikke den er nært forestående, men jeg tænker af og til over, hvordan jeg ville have det, hvis dagen i dag var min sidste. Kim Larsen udtrykte det så smukt ”Fik du set det, du ville?” og jeg vendte det til ”Fik du sagt det, du ville?”.

Jeg skal huske, og jer er gået i gang!, at sige tak til mennesker, der betyder noget for mig, inden jeg ikke er i stand til at gøre det.

Livet er fantastisk, og det minder jeg mig selv om hver eneste dag.

fredag den 22. januar 2016

Mine drømme bringer mig nærmere virkeligheden

Find Max :-)

Klip fra The Maltese Falcon (John Huston, 1941)


Inden jeg kommer til selve blogindlægget bliver jeg nødt til at dele en fantastisk oplevelse fra i eftermiddags.

Jeg var efter arbejde ude på Dyrenes Beskyttelses, Roskilde Internat, for at overrække Hundeprisen 2015. Jeg blev virkelig rørt over deres glæde og stolthed over at modtage prisen … og så fik jeg lejlighed til at hilse på cockerspaniel Chanel, den sidste af de 91 hunde fra den famøse sag. Jeg må erkende, at jeg faldt pladask for hende; hun har haft et hårdt liv, men hendes øjne stråler og hendes adfærd er fantastisk. Heldigvis kunne min sidste rest af sunde fornuft fortælle, at hende skulle vi ikke have.

I må nøjes med at glæde jer til at der på mandag kommer fotos på internatets hjemmeside af Chanel, diplomet og mig :-)

Nu til det, jeg egentlig ville skrive om!

Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg med samme titel, men kunne ikke lige finde det. Jeg søgte med Google og øverste søgeresultat var Mine drømme bringer mig nærmere virkeligheden fra 21. august 2012 :-)

Jeg var til en coachingsession i onsdags, igen en fantastisk oplevelse. Forrige session var 29. oktober 2015 og hed … Fantastisk! Allerede kort inde i min beretning om ”sket siden sidst” spurgte Anja mig om forskellen på Fint, som jeg havde brugt mange gange, og Fantastisk, som jeg vist slet ikke havde brugt på det tidspunkt.

Måske har jeg behov for, at der er konkurrencer tæt på, for virkelig at komme op i gear, måske er det bare pga. en relativt stille periode træningsmæssigt, at jeg havde brug for et spark bagi. Men jeg kunne virkelig mærke at der skete noget, efter at Anja gjorde mig bevidst om anvendelsen af superlativer.

Jeg kom frem til det, som nok var det vigtigste (eller næstvigtigste) i samtalen: De forbudte tanker. Jeg har haft nogle negative tanker, som jeg hurtigt har skubbet væk, men de har været der, og de popper op en gang imellem. Det er ligesom med følelser, vi kan ikke forhindre at de opstår, men vi kan forholde os til, hvordan vi vil reagere på dem.

Jeg gør det rigtige med de negative tanker, og det var dejligt at få at vide, at det er naturligt, at de kommer, de kommer for alle, der konkurrerer! Jeg tror godt, jeg vidste det, da jeg havde fået vendt det nogle gange i hovedet, men det var rigtigt godt at få talt om det.

Der var en flydende overgang mellem coachingsessionen og eftersnakken, men pludselig blev jeg spurgt om mine mål, hvor jeg svarede med dem for 2016. Der blev spurgt ind til dem og så blev jeg udfordret, hvad med efter 2016? Om at tro på sig selv, drømme tingene og turde sige tingene højt.

Meget apropos har jeg lige genlæst afsnittet om netop dette i With Winning in Mind: For at ændre performance skal man ændre sin selvopfattelse (self-image), jo mere vi tænker, taler og skriver om, hvad der vil ske, jo mere øger vi sandsynligheden for at det sker.

Eller for at bruge et citat, som Anja mindede mig om: If you can dream it, you can do it (Tom Fitzgerald, tillagt Walt Disney).