Viser opslag med etiketten Nye skilte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nye skilte. Vis alle opslag

tirsdag den 30. oktober 2018

Bits and Pieces


Nothin' seems to ever go right
(I'm in pieces, bits and pieces)
Cause night is day and day is night

(Dave Clark & Mike Smith)

Fem fokuspunkter i denne tid.

Rallyskilte

Det er nu annonceret, at de nye rallyskilte offentliggøres 7. januar 2019. Og der er annonceret to orienteringsmøder, som allerede har fået god tilslutning. Der ligger en stram tidplan op til offentliggørelsen, men de mange positive tilkendegivelser giver god energi til at færdiggøre arbejdet 😊

Årets Hund

Lørdag går turen til Herning, hvor jeg skal dømme Årets Hund (champion, ekspert og øvet) sammen med Irene, og derefter være sekretær og opgøre resultaterne for klasserne, jeg har dømt, mens Amanda og Irene dømmer begynder og junior, hvor Mathilde bl.a. skal op med Lille Bjørn og Max. Superspændende alt sammen! Hundene har gjort skiltene klar til champion og ekspert til aften 😉

Sydkystens Hundeskoles Hundepris

Så lidt reklame:

”Den 31. december 2018 skal Sydkystens Hundeskoles Hundepris uddeles for femte gang.

Der er igen tale om tre hundepriser, som kan tildeles personer eller grupper af personer, som fortjener anerkendelse for en særlig indsats inden for noget hunderelateret i det forgangne år. Navnene offentliggøres i forbindelse med vores traditionelle nytårsarrangement: de to rallyprøver den 31. december 2018 i Herringløse Agilitycenter. Med priserne følger en præmie.

Der er ikke specifikke kriterier for, hvem der kan modtage priserne eller for hvad, da vi ikke ønsker at sætte snævre rammer for, hvem der kan indstilles. De eneste krav er at det skal være noget hunderelateret og knyttet til Danmark.

Alle er velkomne til at sende indstillinger, det kræver ikke at man har noget med Sydkystens Hundeskole at gøre.

Hvis du har forslag til personer eller grupper af personer, der fortjener prisen for 2018, så skriv en begrundet indstilling til pris@sydkystenshundeskole.dk. Deadline er søndag den 18. november 2018.

Du kan via disse links se, hvem der har modtaget prisen for

2014 http://www.sydkystenshundeskole.dk/hundepris.php
2015 http://www.sydkystenshundeskole.dk/hundepris2015.php
2016 http://www.sydkystenshundeskole.dk/hundepris2016.php
2017 http://www.sydkystenshundeskole.dk/hundepris2017.php”

Max

En god hundeven har skrevet til mig. En dejlig, kærlig og ærlig henvendelse. Jeg tror ikke hun vil have noget imod at få sit navn frem, men jeg lader den være anonym:

”Hej Paul, så er der tanker om din blog igen.

Hvordan ville Max have det med aldrig at skulle ind til en rallykonkurrence igen? Gør du det for din skyld, eller for hans skyld? Jeg tænker at du har prøvet RIGTIG meget forskelligt med ham, og der er selvfølgelig altid noget at lære for os mennesker når hunden viser os en adfærd som vi enten ikke ønsker, eller som overrasker os.

Jeg tror bare også det er godt at stoppe op og spørge sig selv. Kan jeg lave noget andet med den hund som vi begge kunne synes var fedt.

…

Det jeg bare vil sige er, at jeg synes at vi skylder vores hunde at lade dem blive fri for ting hvor de ikke viser at det er sjov, især når der er så meget andet vi kan, og det er fra et konkurrencemenneske til et andet. PISSEirriterende, når vi nu elsker alt ved konkurrencerne...motivationen til at træne, det sociale (at komme ud og tale med dem man ikke træner med, men alligevel er venner med), at det er fedt når det lykkes og når man får udtagelser til DM, ÅH eller finaler til disse! Jeg kan så meget følge dig. Men synes måske det er fair nok at give Max fri fra Rallykonkurrencer det næste års tid. ..også uden at du bliver "sur" på ham”

Jeg har ikke et godt svar, for tankerne kører rundt i øjeblikket.

Lille Bjørn

Dette bliver sværere at holde anonymt. Louise har fundet rekvisitten til Lille Bjørns HTM-nummer i gemmerne, og vi får den 😊 Tusind tak!

søndag den 16. februar 2014

Det er ikke så svært, når man først får det lært

De tre bedst placerede i "min" begynderklasse 15. februar 2014

De nye rallyskilte blev offentliggjort på DKK’s hjemmeside sidst i august 2013. Der blev afholdt et informationsmøde på Fyn 2. oktober, hvor skiltene blev gennemgået. Der var livestreaming fra mødet så vi, der ikke kunne være med på Fyn, også kunne være med. De nye skilte blev taget i brug officielt 26. januar 2014 og i praksis ved 2 prøver 1. februar 2014, 5 måneder efter offentliggørelsen.

Sydkystens Hundeskole har – i lighed med mange andre hundeskoler – holdt informationsmøder om de nye skilte og haft træningstimer, som kun drejede sig om de nye skilte.

Jeg tilmeldte mig specielt prøven 1. februar 2014 i Sorø, for at kunne sige, at jeg havde været med, da de nye skilte kunne bruges i praksis for første gang.

I går dømte jeg (sammen med Lone Sommer) ved en dobbeltprøve, arrangeret af Nr. Broby Agilityforening, og havde for første gang lagt baner med nye skilte, banerne kan ses her.

Jeg dømte 24 ekvipager, Lone cirka det samme. En markant forskel i forhold til en tilsvarende prøve 1. december 2013 med 45 ekvipager til hver.

Hvorfor?

Det talte jeg med arrangørerne om, og den eneste ”gode” forklaring vi kunne finde på var ”de Nye skilte”. Der er tilsyneladende flere steder man oplever mærkbar tilbagegang i deltagertallet og formoder, at det skyldes ”de Nye skilte”.

Jeg vil bestemt ikke afvise, at det er grunden. Men jeg kan ikke forstå, at det virkelig kan være årsagen. Jeg véd godt, jeg ikke er typisk rallyudøver: Jeg går til rally med alle mine 3 hunde, jeg underviser i rally og jeg dømmer rally. Men alligevel.

Jeg har konkurreret i rally siden 23. juni 2007, hvor Megan og jeg debuterede med uimponerende 73 point. I de over 6 år siden da, har der været minimale ændringer i regler og skilte. Jeg synes, det var skønt, at det kom nye øvelser og har sat en ære i at være klar til prøverne 1. februar 2014. Ja, der var øvelser vi ikke følte os helt klar til, men i bund og grund synes jeg ikke sværhedsgraden er øget nævneværdigt.

I begynderklasse: Hunden skal kunne snurre rundt mens føreren går, lave et sidestep til venstre, gå et 8-tal, stå når føreren stopper og bakke et skridt. Jeg vil påstå, at de fleste har lavet de øvelser eller noget tilsvarende i forbindelse med hvalpetræning eller et trickshold. Der er intet svært i det, det er bare nye øvelser i rally.

I øvet klasse: Der er sideskift, de kan være lidt drilske, men det er noget enhver agilityudøver bare siger ”nå” til. Der er et skridt til venstre, venstre om bliv og kald ind, to tyskervendinger, bakke 2 skridt og cirkel i gang omkring fører. Jeg vil ærligt indrømme, at et skridt til venstre og cirkel omkring fører, er øvelser, jeg har arbejdet lidt mere med end de andre, men igen: De er ikke urimelige. I cirkel omkring fører må føreren også sætte tempoet ned, så er det til at have med at gøre. Og så er der et af skiltene 3-11 der skal kunne udføres i løb eller langsom gang.

Stramningen er at der nu kræves 85 point til en pind. Det synes jeg, er en ganske fornuftig stramning. Der er ekvipager der er kommet hurtigt i ekspertklasse, og den er altså noget mere krævende, og så er det fint med en stramning, så det er lidt sværere at rykke op.

Ekspertklassen … Man skal kunne gå fra hunden i sit, dæk eller stå og kalde den til sig, det har formentlig ikke krævet ret meget træning hos nogen. Man skal kunne gå fra hunden i sit, dæk eller stå, hente en spand, samle hunden op, gå til næste skilt, gå fra hunden i sit, dæk eller stå og stille spanden og samle hunden op igen; der er forhåbentlig heller ikke nogen der synes, at det er en avanceret øvelse. Så er der spring, ro, spring, svarende til LP2-springet. Gå hen og læg dig, hvor hunden sendes til et felt på 1,2 m x 1,2 m fra højst 5 meters afstand. Og endelig sit, 1 skridt stå, 1 skridt sit, 1 skridt dæk. Igen, nogle nye øvelser, men ingen kan overbevise mig om, taget en for en, at der er noget svært i nogen af dem.

Championklassen har fået nogle ganske få nye skilte: to nye sideskifter (hund foran rundt og hund bagved rundt), som i forhold til de andre sideskifter ikke er ret svær. Sit under gang. Dobbelt spring – ro – og tilbagespring. Sit, 1 skridt bagud hunden bakker, 2 skridt bagud og hunden bakker.

Udfordringen er naturligvis, at man i championklasse skal kunne ALLE de nye skilte BÅDE på venstre OG på højre side. Men med mit kendskab til udøvere i championklasse, er det en sport i sig selv, at kunne øvelserne lige godt på begge sider :-)

Så, hvad er konklusionen på dette?

De nye skilte har været kendt i over 5 måneder. Der er ingen urimeligt svære eller krævende øvelser imellem. For de fleste hundeførere (og ikke mindst hunde!), vil det være en kærkommen variation i træningen, at arbejde med de nye øvelser.

Hvis du ikke allerede er i fuld gang med OGSÅ at træne de nye skilte, så er der uden tvivl en klub i nærheden, som kan hjælpe dig …

Der er bare ingen undskyldninger for ikke at tilmelde sig rallyprøver!

Rally er og bliver ved med at være en hundesport for alle hunde og førere!