Viser opslag med etiketten Positiv forstærkning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Positiv forstærkning. Vis alle opslag

lørdag den 2. marts 2019

FS2 – og masser af positiv forstærkning


Det har på flere områder være været en virkelig god uge, også hundetræningsmæssigt. Tirsdag Nose Work med Max hos Merete Forandringens vinde, onsdag Heelwork med Lille Bjørn og Max hos Anja Fri ved fod nørderi og i går Tricks og freestyle med Max hos Johanna.

I dag var vi syv, der havde sat hinanden stævne i Stestrup WorkingPaws fra 9-12 for at træne HTM/FS. Konceptet er enkelt og smart: 8 ekvipager, 7 minutter til hver i 3 runder, 5 minutter til klargøring og 7 minutter til oprydning, så er de 3 timer fyldt ud. Opgaven som DJ/tidtager gik på skift, og så kørte vi ellers derudaf.

Jeg havde valgt ”kun” at tage Max med og træne det nye FS-program, inkl. de nye overgange fra i går, og en bakke rundt om fører, som pludselig dukkede op i går, og som Max udfører flot og lynende hurtigt. Jeg valgte i begge runder at bruge tiden, hvor den foregående ekvipage var på banen, til at hente Max i bilen og varme ham lidt op udenfor ringen.

I første omgang kørte vi det fulde program to gange. De gik begge fint, der var kun lidt tøven og lidt usikkerhed - det var fordi bl.a. overgangene kun er trænet meget lidt, og lidt manglende førerskarphed – men generelt var jeg supertilfreds. Max var virkelig på og jeg følte at de syv minutter var på niveau med vores bedste FS-træning nogensinde.

Anden omgang var cirka kl. 11 (første kl. 10), opvarmningen gik fint, og i ringen gik det nogenlunde, men Max var helt tydeligt ikke så meget på længere, der var nogle passager jeg måtte korte af, og bakningen blev i en ganske begrænset version. Han var træt.

Jeg besluttede at droppe den tredje omgang, og jeg kunne godt regne ud, at et program som det ovenstående plus de mange motionsture, måske godt kan forklare, at både Max og jeg trænger til at holde lidt træningsfri 

Det var meget spændende at se de andre arbejde med deres programmer, lige fra helt nye programmer med uerfarne hunde, til stjerneevkipager med fantastiske programmer.

Jeg kørte hjem med mange rigtigt gode følelser indeni, og topmotiveret til at arbejde videre med FS2-programmet.

En ganske dejlig uge med masser af fin hundetræning, og bekræftelser af:
  • At Lille Bjørn bestemt stadig er i fin form, topmotiveret og klar til -her en uge før sin 12-års fødselsdag - at arbejde videre i HTM
  • At Max arbejder flot, koncentreret og motiveret i Nose Work og Freestyle
  • At jeg selv hele tiden har fokus på Max’ motivation, og får en masse gode bekræftelser af, at vi er på rette spor
Jeg har på det sidste oplevet en masse små tilkendegivelser, hvor mit samarbejde med specielt Max er blevet rost. Jeg labber det hele i mig, og glæder mig hver eneste gang over at det bliver bemærket, at det bliver kommenteret og at jeg godt véd, at de har fuldstændig ret ;-) Jeg glemmer mig selv nogle af gangene, som ved Anja træningen, hvor jeg efter et af passene sagde højt, ”Hold da op hvor er han bare god” om Max, og Anja direkte kommenterede ”I er gode”.

Den måske allerstørste ros fik jeg ganske uventet på arbejde. Et møde startede ikke helt som jeg havde regnet med, jeg kan ikke beskrive de nærmere omstændigheder, men der var lidt spænding i luften; jeg stoppede min præsentation (lukkede låget på pc’en), tog dialogen med direkte øjenkontakt og vi blev enige om, hvordan vi skulle komme videre. Det virkede fantastisk. Efter mødet kom en af deltagerne hen til mig og sagde med direkte henvisning til den omtalte situation: ”Hvor er du god og rummelig!”. Jeg kan garantere for at jeg svævede ovenpå den ros (og jeg huskede naturligvis at sige tak!!).

PS: Talje Hofte Ratio 1,03 (mål 1,00). Vægt 78,5 kg. (mål 77,0 kg.). Vægtmålet bliver stående, men når jeg når det bliver næste mål sat til 75,0 kg.

torsdag den 18. april 2013

Positiv forstærkning


Hvis der er nogen der synes, at jeg har det godt, så synes de rigtigt. Jeg har en pragtfuld søn med godt arbejde og en ualmindeligt sød kæreste. Jeg har tre dejlige hunde, som elsker at træne og konkurrere og er sunde og raske. Jeg har en privilegeret tilværelse som konsulent med flere gode opgaver. Jeg kan vælge og vrage mellem dygtige hundetrænere og går fast hos Johanna og Anita. Jeg er formand for Danmarks bedste hundeskole. Osv.

Og først og fremmest har jeg det sikre bagland i form af Kirsten. Hun læser ret fast ikke min blog, men engang imellem gør hun, og jeg er sikker på at hun reagerer, hvis hun læser denne :-) Jeg vil ikke gøre hende flov, så jeg vil nøjes med at skrive, at min gode tilværelse, som den ser ud i dag, ikke ville kunne fungere uden hende. Det er Kirsten der sikrer fundamentet.

Både Kirsten og en del hundevenner minder mig om det en gang imellem og så kan jeg godt finde ud af at positiv forstærkning også virker på mennesker …

I dag havde jeg inviteret Kirsten på l’Education Nationale, yndlingsrestauranten!!! Vi fik for jeg véd ikke hvilken gang et fantastisk måltid og nogle dejlige vine til. Som afslutning fik Kirsten en dessert og kaffe, jeg en double express og petit four. Da Kirstens kaffe var drukket fandt hun ovenstående hjertemønster i bunden af kaffekoppen. Et hjerte, Afrika, et andet godt tegn, var nogle af de gode bud på hvad det var.

fredag den 11. marts 2011

Positiv forstærkning

Jeg regner med at alle der læser denne blog bruger positiv forstærkning, når de træner deres hunde. Og véd, at det virker ligeså godt (måske bedre?!) på mennesker.
Jeg prøver at bruge det i det daglige. Hvis jeg synes noget er godt, så vil jeg rigtigt gerne give respons. En god underviser, en kursist der gør noget særligt, en journalist der skriver noget som rammer præcist osv. De kan godt regne med en mail fra mig! Og når jeg roser, så mener jeg det ærligt.
Og jeg bliver heldigvis også ”udsat” for det. Og hold da op hvor det bare virker :-)))))
Jeg har i den forløbne uge fået flere mails, som fik mig til at ranke ryggen en ekstra gang! To eksempler:
  • ”At få Lille Bjørn til at være så engageret og samarbejdsvillig er jo ikke noget der sker af sig selv eller noget han gør, uden at du har gjort det, der skal til, at han ønsker dette samarbejde.”
  • ”STOR ROS til instruktøren for særdeles flot instruktion og vejledning hele vejen igennem.”
Og når jeg mærker efter og tænker: Det har de ret i – og tænk at de gad skrive det til mig! – ja, så giver det et kick, og jeg vil gøre mig ekstra umage, både med træningen af Lille Bjørn og med min undervisning.
Hvis du kære læser synes det lyder som en god cirkel, så har du ret!