En ganske særlig weekend

En ganske særlig dommergave!

Det har været en fantastisk weekend!

Liv (og Tine) styrede det administrative!

I går havde jeg fornøjelsen at være en af to dommere ved Hornsherred HTM Klubs (HHK) dobbelte rallyprøve i Osted.

Det var et støttearrangement for det første DM i HTM/FS den 9. november 2019, som HHK står for, og jeg foreslog en dobbelt rallyprøve som én måde at skaffe penge til arrangementet på. Det endte med at blive gårsdagens arrangement, og jeg kan roligt sige, at det blev en bragende succes!

Begge prøver var fuldtegnede og vi var i den grad begunstigede af vejrguderne. Vi havde læst vejrudsigter, og der var ikke rigtigt nogen af dem, der var 100 % positive, men vi var superheldige. Vi startede og afsluttede i fint vejr, og først efter sidste præmieoverrækkelse begyndte det at regne, til gengæld ret seriøst … men vi siger tak igen, til dem, der styrer vejret 😊

På det sportslige plan, og det er trods alt det vigtigste, gik det også rigtigt godt. Der var rigtigt mange flotte resultater, og jeg har virkelig lyst til at nævne tre af dem, i den rækkefølge jeg dømte dem.

Den første er Mathilde og Boogie i øvet klasse. Mathilde er en meget rutineret fører, selvom hun kun er 11 år, og har været til rigtigt mange prøver med Boogie, Lille Bjørn og Max. Boogie har hun haft lidt udfordringer med, han har haft en dårlig vane med at skulle forlade ringen undervejs til prøverne, og der kommer også noget lyd af og til, nogle gange rigeligt ☹

Jeg havde set præmieoverrækkelsen for Connis øvet klasse, og vidste at Mathilde og Boogie var blevet nr. 5 med 93 point, og bl.a. trukket 3 for lyd.

Da de gik ind på min bane, var der ingen slinger. Der var fuld kontakt fra starten, og de lavede den ene øvelse efter den anden perfekt. Og der var ikke den mindste lyd. Da de kom forbi skilt nr. 7, kom det dertil, som det altid gør for mig, når ekvipager er kommet et godt stykke ind i banen, og ikke er trukket for noget, at jeg begynder at holde vejret og håber at det fortsætter – for det er altså noget af det bedste at opleve som dommer, at ekvipager går til 100 point.

Mathilde og Boogie fortsatte og gik hele vejen, og der kom stadig ikke en lyd. Det var bare dejligt at kunne give Mathilde feedback, og se hendes glæde da hun løb tilbage til sin mor og far 😉 Mathilde og Boogie vandt klassen med 100 point!

I ekspertklasse havde jeg næsten den samme oplevelse med Winnie og Mira. En ikke helt nem bane, og de gik den bare fuldstændig perfekt. De vandt klassen og fik deres første certifikat ved debuten i klassen. Og i øvrigt det andet hos Conni kort tid efter. En fantastisk oplevelse for dommeren – og nej, jeg har bestemt ikke noget imod at få et kram af glade førere, for hulen der er så mange følelser med, og dommere er også kun mennesker!

Min sidste klasse var championklasse. Otte deltagere, alle rigtigt dygtige. De tre havde to supercertifikater, ,den ene dog begge to hos mig, og der var en ekvipage (Louise og Cherie), som debuterede hos Conni med et supercertifikat, og kunne opnå det andet hos mig. Der var nogle ekvipager, som ikke havde det helt nemt på banen, men da vi kom til de to sidste, var det topniveau. Poul og Rosa (Berner) startede som nr. 7 ud af 8, og det startede superflot. Jeg kender dem rigtigt godt, vi har været til mange prøver sammen, og gået på hold sammen hos Amanda. De går generelt fantastisk, men der har tit været nogle ærgerlige fejl.

I går kom der også sådan en, ud af den blå luft – Poul fik givet et forkert signal, Rosa som er perfekt trænet, reagerede med det samme – en ommer. Så jeg håbede, håbede bare, at der ikke ville ske andet, og det gjorde der heldigvis ikke. 97 point, og jeg valgte ikke at give feedback! Jeg sagde til Poul at det var superflot, og at han måtte vente til præmieoverrækkelsen med at få feedback. Louise og Cherie var sidste ekvipage og gik også virkelig flot. Der var tre 1’ere og en enkelt ommer, 94 point.

Dermed var det afgjort.

Præmieoverrækkelsen for min championklasse var dagens sidste, og det føltes rigtigt godt at kunne knytte lidt personlige ord til Poul og Rosas supercertifikat og dermed deres superchampiontitel. Det er en vidunderlig ekvipage, Rosa er den skønneste Berner, man kan tænke sig, og Poul den mest sympatiske fører, man kan tænke sig. Hvis der er nogen der fortjener titlen, er det dem. Jeg er MEGET glad for, at jeg fik fornøjelsen at dømme dem på denne store dag.

Rammerne for prøven var dejlige. Helt ærligt var grunden til at jeg foreslog at holde rallyprøverne og hjælpe med dem, at jeg synes rigtigt godt om HHK, Liv, Sandie og Tine, og havde lyst til at hjælpe dem. De skabte nogle fantastiske rammer for prøven, og det var en fornøjelse at være dommer. Der var en skøn buffet, som Sandie havde sørget for, og det administrative havde Liv og Sandie fuldstændig styr på. Topprofessionelt og en udsøgt fornøjelse.

Under præmieoverrækkelsen tog de lidt fusen på mig 😊 Der er tradition for at give dommergaver, men uden at fornærme nogen – inkl. mig selv når jeg står for prøver i Sydkystens Hundeskole – er de normalt ikke særligt personlige.

Det var de bestemt i går. Conni fik en T-shirt, med Dodo på ryggen, og jeg fik den T-shirt, som kan ses foroven.

Jeg fik også en ekstra gave. 2 flasker vin. Men ikke bare 2 flasker vin. Tine indrømmede, at hvis hun eller Liv skulle have valgt, ville de gå efter etiketten, så Tine har fået en kollega til at læse i min blog, og finde ud af, hvad jeg ville synes godt om. Jeg fik to flasker pinot noir fra Oregon, jeg har slået dem op – det gør jeg altid, når jeg får vingaver – og jeg kan roligt sige, at jeg glæder mig usædvanligt meget til at smage vinen og den forbindelse sende gode tanker til giverne 😊

Det er dejligt at få gaver, men at få gaver der er tænkt over, det er noget ganske særligt. Tusind tak til Liv, Sandie og Tina – I er stjerner!!!

Conni og jeg er ret garvede dommere, og en kombination af erfaring og lidt held gjorde, at vi kunne køre programmet meget effektivt, og var færdige et pænt stykke tid før den grove tidsplan, som jo altid er vejledende. Så vi kunne tage af sted lidt over 14, lige som det begyndte at styrte ned.

Skaldyr ;-) 

Det passede mig supergodt. Jeg kunne nå hjem, registrere resultaterne og få slappet lidt af, inden turen gik videre til København. Jeg havde en aftale med Anne Marie, Bente og Thomas, som jeg har kendt siden 1. september 1959. Vi gik i klasse sammen fra første til femte klasse på Sankt Knud Lavard Skole, vi ses sjældent, men når vi gør, forsvinder enhver tidsfornemmelse.

Vi kan tale om dengang, tiden indimellem og nutiden, som om vi har kendt hinanden altid. Minderne vælter frem, og vi taler alle åbent om alt. Annemarie og Thomas havde rigtigt meget at tale om, og det havde Bente og jeg også, og tiden fløj. Bente stillede nogle fantastiske spørgsmål og jeg fik sat ord på nogle personlige forhold, som jeg kun kan mindes jeg har gjort én gang tidligere.

Det var overraskende og befriende at sætte ord på, hvorfor Bente oplevede mig som en helt anden dengang end i dag, hvorfor jeg ikke ser mine tidligere søskende, og hvorfor jeg ikke brød mig om mine forældre. Det er bestemt ikke emner, jeg deler med hvem som helst, men det er Bente så heller ikke …

Vi havde en skøn aften, vi har en aftale igen om et år.

Morgentur

I dag er det 40 år siden Kirsten og jeg blev gift.

Labyrint foran Vikingeskibsmuseet

Frokost på Trattoria Snekken

Vi har for længe siden besluttet at vi ikke ville fejre dagen særligt, så vi fejrede med en glimrende frokost på Trattoria Snekken på Roskilde Havn.

Hyggeaften

Og en eksklusiv, men let aftensmad med Pol Roger Champagne og lidt lækker rødvin.

Hundene er bestemt ikke blevet snydt, men vi har prioriteret os selv i dag.

Det har været en fantastisk weekend!

Proportioner, prioriteringer og 1000 indlæg

Proportioner og prioriteringer. To rigtigt gode ord. Ordet proportion kommer af latin proportio 'ligeligt forhold', af pro portione 'alt efter andel'.

Ugen har skreget til himlen om proportioner med Charlie Hebdo vs. Egon som det helt oplagte eksempel på den hjemlige nyhedsfront. Begge vigtige, men på hver deres måde, og egentlig slet ikke til at sammenligne.

I forbindelse med klassificering af projekter efter kompleksitet bruger vi i IPMA-certificering et skema med 12 parametre og en skala fra 1-4 for hver parameter. Et 4-tal, det mest komplekse, dækker over alle former for projekters kompleksitet ud fra en styringsmæssig synsvinkel, og giver ofte godt grundlag for en dialog om proportioner.

Det er godt og sundt engang imellem at kunne hæve sig over det daglige småfnidder. Jeg græd, da jeg hørte om drabet på Charlie Hebdo-medarbejderne; det var mærkeligt tæt på og (frygteligt at tænke) meget mere nærværende end så mange andre forfærdelige dødsfald i verden.

Det føles næsten som helligbrøde at ærgre sig over at man mistede en Wordfeud-sejr pga. en fuldstændig tåbelig fejl, eller gå op i, om man synes det er en god idé at næste rallytræning skal være at gå baner uden håndtegn.

Men det er, måske heldigvis, sådanne problemstillinger de fleste af os skal forholde os til i dagligdagen. Prioritering "egl. fastlæggelse af fortrinsstilling, optagelse af lån mod sikkerhed i fast ejendom prioritet, (af lat. prioritas 'forrang', afledt af prior), lån i en ejendom mod panteret. Lånene opstilles i prioritetsrækkefølge efter pantets sikkerhed."

Prioritere gør vi hele tiden. Vi har masser af valgmuligheder og må vælge noget i forhold til andet.

For de fleste er tid og økonomi væsentlige parametre, når man skal prioritere. I dag meldte jeg til to rallyprøver og en LP-prøve, samlet pris 685 kr.

Jeg var også i København med Kirsten. Fik Cortado og to kager på Resso i Torvehallerne og en lækker frokost på L’education Nationale. Samlet pris 650 kr.

Jeg udnytter her at sandsynligheden for at Kirsten læser dette eller andre af mine blogindlæg er mikroskopisk: Hvis jeg skulle vælge mellem de to, hvis jeg kun havde råd til det ene … Så ville jeg vælge hundeprøverne.

Nu har jeg heldigvis mulighed for begge dele, og så bliver der pludselig balance og proportionerne kommer på plads.

I bloggen i går om Marginaler, skrev jeg om den væltede sejlbåd. I dag fik jeg set nærmere på synderen – og blev klar over, at jeg nok havde været mere heldig, end jeg havde troet. Det havde bestemt ikke været godt at få den mast – som kan ses på fotoet for oven - i hovedet.

Det har hverken noget med prioriteringer eller proportioner at gøre, det er bare heldet eller tilfældet der var på min side.

Men efter en sådan hændelse betyder det altså lidt mindre, at min skill rating i Wordfeud er historisk lav. Det er et spørgsmål om proportioner.

Som et eksempel på noget totalt irrelevant i den store sammenhæng, lancerer jeg i øvrigt nu en lille konkurrence. Dette blogindlæg er indlæg nr. 894 i hundebloggen. Hvis alt går vel passerer jeg blogindlæg nr. 1.000 i år.

Men hvornår?

Jeg har ikke nogen tidsplan for, hvornår der skal skrives blogindlæg, så det er ikke noget nogen – inkl. mig selv – kan regne sig frem til. Så dit bud, kære læser, er ligeså godt som mit. Send en mail til pl@lysh.dk med emnet Blog 1000, skriv dato og klokkeslæt for, hvornår du tror, jeg offentliggør mit hundeblogindlæg nr. 1.000. Og du er med i konkurrencen.

Der er naturligvis præmier til de tre, som kommer nærmest.

Deadline for besvarelse er 31. januar 2015.

Positiv forstærkning

Hvis der er nogen der synes, at jeg har det godt, så synes de rigtigt. Jeg har en pragtfuld søn med godt arbejde og en ualmindeligt sød kæreste. Jeg har tre dejlige hunde, som elsker at træne og konkurrere og er sunde og raske. Jeg har en privilegeret tilværelse som konsulent med flere gode opgaver. Jeg kan vælge og vrage mellem dygtige hundetrænere og går fast hos Johanna og Anita. Jeg er formand for Danmarks bedste hundeskole. Osv.

Og først og fremmest har jeg det sikre bagland i form af Kirsten. Hun læser ret fast ikke min blog, men engang imellem gør hun, og jeg er sikker på at hun reagerer, hvis hun læser denne :-) Jeg vil ikke gøre hende flov, så jeg vil nøjes med at skrive, at min gode tilværelse, som den ser ud i dag, ikke ville kunne fungere uden hende. Det er Kirsten der sikrer fundamentet.

Både Kirsten og en del hundevenner minder mig om det en gang imellem og så kan jeg godt finde ud af at positiv forstærkning også virker på mennesker …

I dag havde jeg inviteret Kirsten på l’Education Nationale, yndlingsrestauranten!!! Vi fik for jeg véd ikke hvilken gang et fantastisk måltid og nogle dejlige vine til. Som afslutning fik Kirsten en dessert og kaffe, jeg en double express og petit four. Da Kirstens kaffe var drukket fandt hun ovenstående hjertemønster i bunden af kaffekoppen. Et hjerte, Afrika, et andet godt tegn, var nogle af de gode bud på hvad det var.

En næsten hundefri weekend

Café Europa

Weekenden har stået på ren afslapning. Jeg startede lørdag med lidt indendørs træning af hundene. Stillingsskift og indkald med stå med Lille Bjørn og lidt rallyøvelser med Max; jeg pønser lidt på at Max skal debutere i rally 3. juni, men han skal være helt sikker hjemme før jeg tilmelder os endeligt.
Lige som vi ikke har specielle juletraditioner har vi ingen påsketraditioner; lørdag gik turen til København, hvor vi først – traditionelt, når vi kommer til København – var på Café Europa.
Jeg har længe haft lyst til at smage deres croque Monsieur og det blev så i går. Udsøgt! Skinke, ost, Mornaysauce og brioche.

L'education Nationale

Efter lidt windowshopping gik turen til L’education Nationale. De havde heldigvis skaldyr på menuen, så det bestilte jeg.

Et kæmpe skaldyrsfad

En gigantisk portion. Jeg tror de gav mig resten af lageret af skaldyr :-) Et overdådigt udvalg af skaldyr i mere end rigelige mængder, et par glas Muscadet – og så forlanger jeg ikke mere!!!

Sne påskemorgen

Søndag vågnede vi til snevejr, men heldigvis kom solen hurtigt og jeg stillede en rallybane op i haven. Max gik en pæn bane med passende belønninger, men da jeg skulle gå den anden gang med Kirsten som tilskuer var han helt væk. Jeg afbrød og lavede nogle LP-øvelser i stedet og alt var godt igen. Note igen igen til føreren; husk at variere træningen.
Så gik jeg banen med Lille Bjørn, og det gik ikke særlig godt. Han dæmpede lynhurtigt, jeg tror det har noget at gøre med de ret snævre rammer, så jeg afbrød hurtigt. Vi tog i stedet nogle stillingsskift, springapport og indkald med stop – og igen: Alt blev godt.
I eftermiddags kom Tinna, opdrætter af Otto og Max, på besøg med Summer, som er stort set jævnaldrende med Max (der er 6 dage i mellem). Hun var lidt trykket til at begynde med, men tøede hurtigt op, og Max var ellevild!!! Vi har fået bekræftet at Max ser ok ud, og han skal nu tilmeldes noget udstilling i juni.
Og sørme om vi ikke fik lokket Tinna til rallyintrokursus på næste søndag.

Asiatisk bøfsalat

Aftensmaden var en asiatisk bøfsalat.
I morgen formiddag er vi 12-13 nørder der mødes til påsketræning. Da jeg første gang skrev ud om det tænkte jeg at det kunne være hyggeligt med 4-5 der trænede sammen; nu bliver det fantastisk hyggeligt med en masse nørder, som naturligvis ser påskefridagene som en ekstra mulighed for at træne hunde :-)

Masser af træning

Lille Bjørn elsker tomater!

I tirsdag begyndte en stribe nye hold i Sydkystens Hundeskole. Jeg var involveret i tre af dem. Først et hvalpehold med Max, med Marie som instruktør. Det var første time Max skulle arbejde på græs, og det gav lidt udfordringer, som vi dog hurtigt kom over. Vi arbejdede med kontakt, fingertarget, stå-sit og indkald, og trænede Johanna-øvelser indimellem. Direkte i forlængelse af det hold har Marie og jeg sammen et hvalpehold. Og endelig har jeg et begynderhold for voksne hunde. Det var lidt af nød, at jeg på tog mig de to hold, men det glemmer jeg altså i det øjeblik, hvor vi går i gang. Jeg kan blive helt blød indeni når jeg ser hvor ihærdigt folk arbejder med deres hunde, og de fantastiske fremskridt der kan ske på bare en time. Betingningen af klikkeren og den åbenbaring dette fantastiske redskab er til hundetræning er herlig at iagttage!
Megan var med som demohund, og Lille Bjørn hyggede sig i en plantekasse med tomater, som han elsker!
Torsdag har jeg mit LP-hold, hvor hovedemnet var fri ved fod: starten, en vending, og nogle to-skridtsøvelser. Og igen igen var det kontakt, der var nøgleordet. Hundene kan langt mere end mange førere tror, bare der er kontakt. Der er et par, som snart skal debutere i LP, og der har vi virkeligt fokus på at de ikke giver klartegn uden at have kontakt med hunden, og ikke give en kommando uden af have kontakt med hunden. Og så fungerer en masse øvelser bare flot.

Fredag var jeg ude med fire klassekammerater, og ikke hvem som helst :-) Annikki, Bente, Margrete, Thomas og jeg begyndte i 1. klasse på Sankt Knud Lavard Skole 1. september 1959, så det var et 52-årsjubilæum der blev fejret. Jeg havde valgt l’Education Nationale som mødested, og det var som altid et hit. Selv nød jeg deres eminente skaldyrsfad med Sancerre til.

Lørdag morgen nød de fire hunde og jeg en sjældent smuk morgen på Solrød Strand.

Derefter gik turen til Kirke Hyllinge. Lille Bjørn og jeg var tilmeldt et kursus med Åsa Eriksson, arrangeret af Sydkystens Hundeskole på Hasselgaard Træningscenter. Der var 8 tilmeldte ekvipager, heriblandt 5 nørder med 6 hunde. De fleste havde også været på kursus hos Åsa før, bl.a. jeg selv, så vi vidste hvad vi gik ind til.
Hver ekvipage var af Åsa Eriksson på forhånd bedt om at komme med tre punkter, de særligt ville arbejde med, og jeg havde skrevet:

1. At bevare gejsten over et længere forløb.
2. Apportering: Det at tage og holde fast (ditto med næseprøve).
3. At fastholde positioner (fx plads som udgangsposition).

Jeg fik i detaljer arbejdet med hvordan jeg får Lille Bjørn i position, og hvordan jeg med 100 % konsekvens skal belønne ham i præcis den ønskede position. Og naturligvis virkede det, og inden jeg havde set mig om har jeg nu en hund, som jeg kan belønne på en måde, så han bliver siddende. Det byggede vi videre på i fastholdelsen af apporteringen; dvs. først skulle jeg demonstrere en færdig LP2-apportering, og det var tæt på at den var perfekt. Det var kun lige afslutningen der var lidt kludder med, det var hans flotteste apportering nogensinde tror jeg! Det gav rigtigt god mening at arbejde med selv det at holde og holde apporten helt ind i plads, og holde den i munden til jeg stille og roligt kunne tage den. Det har vi nu også nogle gode teknikker til. Og så gik Lille Bjørn naturligvis også en flot fri ved fod, da han skulle demonstrere dét, og jeg fik talt med Åsa om hvordan vi bygger videre på dette til længere stræk.
Mange direkte anvendelige teknikker, meget hyggeligt selskab, og vi fik det allerskønneste træningsvejr. En fantastisk kursusdag!

Ikke i Vejen

Dagpåfugleøje

Torsdag-søndag er der international udstilling, internationale LP-prøver, rallyprøver mv. i Vejen. I et svagt øjeblik havde jeg næsten lovet at deltage som sekretær i udstillingsringene, men heldigvis kun næsten, for der var ikke rally champion nogen af dagene, og det ville jeg så have kombineret med.
Da jeg ydermere havde rigeligt at se til i mit flytteprojekt var det er rigtigt godt valg ikke at tage til Vejen. Til gengæld har jeg modtaget nyheder via sms og telefonopringninger, med flotte resultater og kedelige begivenheder i skøn blanding. Jeg glæder mig til at læse blogs med alle detaljerne når deltagerne kommer hjem :-)
Og jeg vil allerede nu gerne gøre opmærksom på Anne Kews blog ”Om jeg gider”

Skaldyrsfad - en udsøgt delikatesse!!!

Torsdag aften, første torsdag siden marts, hvor jeg ikke har haft hundehold, havde jeg inviteret Kirsten og Christian ind på en af vores foretrukne restauranter, L’education Nationale, hvor Christian og jeg fik deres fantastiske skaldyrsfad med østers, knivmuslinger, jomfruhummer, rejer, mandelmuslinger, havsnegle, hjertemuslinger, krabbeklør og venusmuslinger. Et glimrende alternativ til et par hundeprøver – og naturligvis et udtryk for en prioritering, jf. Berit Bildes blog ”Det har vi ikke råd til …”

Sommerfuglebusk

I dag havde taget en ren slapperdag. Vi handlede hurtigt i Køge, og ellers har den stået på afslapning hjemme i det skønne, varme vejr. Okseører til hundene, meget lidt træning, nyde haven - og så er jeg i fuld gang med at sluge Jean-Christophe Grangés Forbarm dig.