Viser opslag med etiketten prioriteringer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten prioriteringer. Vis alle opslag

torsdag den 28. marts 2019

Valg og fravalg

Fra Max' og min eftermiddagstur på Staunings Ø

På vejen hjem fra Bornholm skulle Amanda og jeg koordinere kalendere, og det gik op for mig, hvor tætpakket min kalender er. Det har jeg det helt fint med, men engang imellem bliver det lidt hektisk, og jeg overvejer mine prioriteringer.

I bund og grund er der ikke rigtigt noget, jeg har lyst til at vælge fra, men det er selvfølgelig den eneste logiske løsning. Med Lille Bjørn meget tæt på pension er der nogle ting, der er blevet lettere. Han skal til sin sidste HTM-prøve den 6. april, han skal til DM og Årets Hund i rally med Mathilde og så bliver han fuldtidspensionist.

Med Max er det absolutte hovedfokus på rally. Det mentale momentum (hvor det lyder 😊), som prøverne fra 9.2 og i weekenden på Bornholm har skabt, det kører vi videre på i år og næste år. Det betyder en tætpakket kalender, med både prøver der kvalificerer til Årets Hund og DM, og prøver i øvrigt – både fordi det er god træning, og fordi – og ikke mindst – fordi det er morderligt hyggeligt 😉

Da vi spiste aftensmad lød Englishman in New York i radioen, og jeg fik et lille bitte stik i hjertet og tænkte på Max’ og mit HTM3-program.. Men HTM er definitivt slut for os.

FS går vi videre med, debut i FS2 den 6. april, og så bliver der nogle prøver i løbet af året, faktisk er der stor set ikke nogen muligheder, når rally har fået prioritet, men Samsø kan bruges, og en anden skal også klemmes ind.

Endelig er der Nose Work. Vi har udviklet os gevaldigt, og er tilmeldt to prøver og kommer nok til et par stykker derudover. Summen af det hele er, at der bliver masser af rally, og en lille smule FS og Nose Work i prøvekalenderen.

Træning fortsætter i alle tre discipliner: Rally hos Amanda, FS hos Johanna og Nose Work hos Merete, det er ikke så ringe endda!

onsdag den 11. oktober 2017

Valg og prioriteringer


Pasta med ovnbagt Hokkaido græskar med brunet salviesmør og smørstegt torsk med grov sennep og kapers. Hertil chateau de Caraguilhes, Corbieres, 2015 (vin biologique).

Som bekendt skal jeg til Samsø i weekenden, jeg sejler over fredag 15:45 og hjem søndag 17:30. Det har affødt en masse valg.

Overnatning: Fundet via Airbnb helt tilbage i marts. Det er også aftalt at Anita og Amanda overnatter i sommerhuset (4 soveværelser :-)).

Kirsten er også inviteret, hun vil hellere blive hjemme, og det kan jeg egentlig godt forstå, for det bliver en weekend i hundenes tegn, og det kan blive lidt kedeligt, hvis man ikke interesserer sig for den konkurrencemæssige del.


Mad. Jeg skal spise alene fredag aften og vi skal spise sammen lørdag aften, så der har været lidt skriveri om dette, og det er endt med noget så fantastisk som nogle tapaspakker samt varmrøget laks og rejer fra Skagen Food.

Drikkevarer klarer vi hver især, og jeg har naturligvis planlagt lidt specialøl og noget lækker vin. Til aften smagte Kirsten og jeg ovenstående Sauvignon Blanc, og den var vi enige om passede perfekt til en rejemad, så sådan en flaske kommer med.

Påklædning. Kirsten har krydsforhørt mig om de forskellige kostumer – det er godt nok også meget jeg skal have med – herunder er kostumet til ”Dengang da jeg var lille” blevet testet og fastlagt, med Amanda og Anita som dommerkomite. Det ligger næsten på plads, det endelige valg afgøres når jeg skal klæde om på lørdag.

Kirsten havde købt ind til ekstra spændende mad i dag og i morgen (vi får som bekendt ret spændende mad hele tiden, men dette var lidt ekstra), og da jeg nævnte at jeg skulle til træning i morgen 18-19 med Max kunne jeg godt se, at det var lidt kikset – så der blev meldt afbud. Vi holder fredagsaften i morgen i stedet!

Vi får normalt ikke vin til hverdag, men da Kirsten viste mig, hvad planen var for maden til aften, sagde jeg straks, den kræver en særlig hvidvin – vi havde ikke en liggende, så jeg var lige oppe i Meny og købe øhh 5 flasker hvidvin.

Summen af det hele er, at den normale tjekliste er udvidet ganske betydeligt, så jeg får det hele med.

Hvad med det mentale?

Det er der virkelig styr på, jeg tror det er min bedste forberedte prøvedag på den front. Så bundlinjen er, at resultatet af en stribe valg og prioriteringer, samt en i øvrigt fornuftig forberedelse, giver alle forudsætninger for en fantastisk weekend på Samsø.

søndag den 11. januar 2015

Proportioner, prioriteringer og 1000 indlæg


Proportioner og prioriteringer. To rigtigt gode ord. Ordet proportion kommer af latin proportio 'ligeligt forhold', af pro portione 'alt efter andel'.


Ugen har skreget til himlen om proportioner med Charlie Hebdo vs. Egon som det helt oplagte eksempel på den hjemlige nyhedsfront. Begge vigtige, men på hver deres måde, og egentlig slet ikke til at sammenligne.

I forbindelse med klassificering af projekter efter kompleksitet bruger vi i IPMA-certificering et skema med 12 parametre og en skala fra 1-4 for hver parameter. Et 4-tal, det mest komplekse, dækker over alle former for projekters kompleksitet ud fra en styringsmæssig synsvinkel, og giver ofte godt grundlag for en dialog om proportioner.

Det er godt og sundt engang imellem at kunne hæve sig over det daglige småfnidder. Jeg græd, da jeg hørte om drabet på Charlie Hebdo-medarbejderne; det var mærkeligt tæt på og (frygteligt at tænke) meget mere nærværende end så mange andre forfærdelige dødsfald i verden.

Det føles næsten som helligbrøde at ærgre sig over at man mistede en Wordfeud-sejr pga. en fuldstændig tåbelig fejl, eller gå op i, om man synes det er en god idé at næste rallytræning skal være at gå baner uden håndtegn.

Men det er, måske heldigvis, sådanne problemstillinger de fleste af os skal forholde os til i dagligdagen. Prioritering "egl. fastlæggelse af fortrinsstilling, optagelse af lån mod sikkerhed i fast ejendom prioritet, (af lat. prioritas 'forrang', afledt af prior), lån i en ejendom mod panteret. Lånene opstilles i prioritetsrækkefølge efter pantets sikkerhed."

Prioritere gør vi hele tiden. Vi har masser af valgmuligheder og må vælge noget i forhold til andet.

For de fleste er tid og økonomi væsentlige parametre, når man skal prioritere. I dag meldte jeg til to rallyprøver og en LP-prøve, samlet pris 685 kr.


Jeg var også i København med Kirsten. Fik Cortado og to kager på Resso i Torvehallerne og en lækker frokost på L’education Nationale. Samlet pris 650 kr.

Jeg udnytter her at sandsynligheden for at Kirsten læser dette eller andre af mine blogindlæg er mikroskopisk: Hvis jeg skulle vælge mellem de to, hvis jeg kun havde råd til det ene … Så ville jeg vælge hundeprøverne.

Nu har jeg heldigvis mulighed for begge dele, og så bliver der pludselig balance og proportionerne kommer på plads.

I bloggen i går om Marginaler, skrev jeg om den væltede sejlbåd. I dag fik jeg set nærmere på synderen – og blev klar over, at jeg nok havde været mere heldig, end jeg havde troet. Det havde bestemt ikke været godt at få den mast – som kan ses på fotoet for oven - i hovedet.

Det har hverken noget med prioriteringer eller proportioner at gøre, det er bare heldet eller tilfældet der var på min side.

Men efter en sådan hændelse betyder det altså lidt mindre, at min skill rating i Wordfeud er historisk lav. Det er et spørgsmål om proportioner.

Som et eksempel på noget totalt irrelevant i den store sammenhæng, lancerer jeg i øvrigt nu en lille konkurrence. Dette blogindlæg er indlæg nr. 894 i hundebloggen. Hvis alt går vel passerer jeg blogindlæg nr. 1.000 i år.

Men hvornår?

Jeg har ikke nogen tidsplan for, hvornår der skal skrives blogindlæg, så det er ikke noget nogen – inkl. mig selv – kan regne sig frem til. Så dit bud, kære læser, er ligeså godt som mit. Send en mail til pl@lysh.dk med emnet Blog 1000, skriv dato og klokkeslæt for, hvornår du tror, jeg offentliggør mit hundeblogindlæg nr. 1.000. Og du er med i konkurrencen.

Der er naturligvis præmier til de tre, som kommer nærmest.

Deadline for besvarelse er 31. januar 2015.